Læs også:

Close
bog pige læser (Foto: Unsplash)

NEWS: Streaming har store konsekvenser for forfattere

Nyheder  | 

Streaming har store konsekvenser for forfattere · Politiet har givet den første tilladelse til strandsurfing efter ny praksis · Danske virksomheder får ekstra hjælp – DI opruster i USA · 3F anbefaler et klart ja til OK25 · Nordsjællands Politi efterforsker mistænkelig hændelse i Skævinge · Dagens video: En vred Rufus

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Streaming har store konsekvenser for forfattere

Bogpanelets nye rapport viser, at streaming skaber betydelige udfordringer, men åbner også nye muligheder for mange forfattere.

Kulturministeriets Bogpanel har udgivet en temarapport, som skaber ny og tiltrængt viden og evidens om det stærkt debatterede spørgsmål: Hvordan påvirker streaming danske forfatteres økonomi og vilkår?

Rapporten viser, at det stigende salg af litteratur igennem streamingtjenester påvirker forfatteres økonomi meget forskelligt. Det afhænger blandt andet af, hvilke genrer man skriver i, hvor etableret man er på bogmarkedet, og om man forsøger at tilpasse sine udgivelser efter de nye muligheder.

Rapporten kan læses her.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

– Det er uden tvivl fantastisk, at flere forfattere får nye læsere gennem streamingtjenesterne, men det er samtidig afgørende, at forfatterne også får en ordentlig indtjening fra streaming. I dag er mange forfatteres økonomi presset, og hvis vi ønsker en stærk og levende litteratur i fremtiden, må vi sikre bedre vilkår. Derfor håber jeg, at Arbejdsgruppen for litteratur, som jeg nedsatte sidste år, vil tage de vigtige indsigter fra Bogpanelets rapport med i sit arbejde. Vi skal sikre, at digitaliseringen ikke undergraver forfatternes levegrundlag, men i stedet bliver en drivkraft for nye muligheder. Dansk litteratur har et enormt potentiale – både herhjemme og internationalt – og vi skal som samfund gøre vores for at understøtte det.

Forperson for Bogpanelet Mads Rosendahl Thomsen afrunder:

– Streaming kan sænke adgangsbarrierer til markedet for selvudgivere, det kan sætte gang i bagkataloget for romanforfattere, eller det kan skabe helt nye målgrupper for litteraturen. Men rapporten understreger også, at prisen falder per bog, når den streames, og mange forfattere beretter om et fald i indtægter, og vi ved også, at nogle genrer slet ikke passer til lydbog. Bogpanelet er glad for at bringe ny viden om, hvordan streaming påvirker forfattere, og i det nye år vil Bogpanelet tage det næste skridt i værdikæden og belyse, hvordan disse store forandringer for bogen påvirker forlagenes vilkår og ageren.

bog pige læser (Foto: Unsplash)
Streaming har store konsekvenser for forfattere … (Foto: Unsplash)

Læs også: Det vidste du ikke om streaming

Politiet har givet den første tilladelse til strandsurfing efter ny praksis

Arrangører og politi mødtes på stranden for at gennemgå de sikkerhedsmæssige tiltag, der er nødvendige for at få tilladelse til et arrangement med strandsurfing.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag givet den første tilladelse til et arrangement med strandsurfing, siden den nye praksis trådte i kraft efter et interessentmøde den 28. februar 2025.

Da færdselsloven er gældende på de offentlige strande, og strandsurfere ikke er lovlige inden for færdselsloven, er den nye praksis indført. Det betyder, at strandsurfing skal adskilles fra øvrig færdsel på stranden. Det kan gøres ved tidsbegrænsede arrangementer, som politiet giver tilladelse til.

Det er blandt andet et vilkår for tilladelsen til arrangementet, at lodsejer har givet sin tilladelse. Naturstyrelsen er lodsejer på flere af de strande i Syd- og Sønderjylland, der er egnede til strandsurfing. Øvrige lodsejere er kommune og private.

I forbindelse med behandlingen af ansøgningen har politikredsens færdselsafdeling ydet direkte sparring til ansøger i forhold til de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige til det konkrete arrangement.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter den kommende tid med at hastebehandle ansøgninger om strandsurfing.

Fakta:

Sådan søger du tilladelse til et strandsurfing-arrangement:

På en ny underside af politi.dk kan du læse mere om den nye praksis for strandsurfing.

Du kan læse om baggrunden for den nye praksis, og hvordan du ansøger politiet om tilladelse til at holde et arrangement med strandsurfing.

Du finder en ansøgningsblanket på siden. Find oplysningerne her: Strandsurfing 

strandsurfing
Politiet mødtes forleden med arrangører af strandsurfing for at se på, hvilke sikkerhedsmæssige tiltag der er nødvendige til et konkret arrangement. Politikommissær Anders H. Borg (t.h) er leder af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, og han fik selskab af landbetjent Jens Møller ved besigtigelsen, som har dannet baggrund for den tilladelse, politiet netop har givet. (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

Læs også: Postkort fra Fanø og Nordjylland

Danske virksomheder får ekstra hjælp – DI opruster i USA

Trump og USA har skubbet til en handelskrig, og verdensøkonomien og danske virksomheders behov for hjælp er under dramatisk forandring. Derfor opruster DI der, hvor der er allermest behov for at hjælpe danske virksomheder og genskabe overblikket: DI sender to ekstra medarbejdere til USA.

DI’s Peter Bay Kirkegaard rejste i sidste uge til Washington for fremover at være tættest muligt på de politiske begivenheder i USA – til gavn for danske virksomheder og medier. Samtidig opruster DI på sit kontor i New York med en ny medarbejder.

Donald Trumps tiltrædelse som præsident i USA bidrager i øjeblikket til historisk uro i global handel. Både virksomheder, økonomer og almindelige borgere følger næste træk fra præsidenten, der følger en anden logik end vores ønske om mest mulig frihandel. Derfor bliver USA central for global handel i de kommende år – og derfor opruster DI i Washington og New York, siger DI’s direktør for public affairs Mette Østergaard.

Seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard er en af Danmarks førende eksperter i global handel, og fra Washington vil han følge udviklingen tæt, så DI står bedst muligt rustet til at kunne hjælpe danske virksomheder med at navigere i den aktuelle situation. Han forbliver en integreret del af DI’s internationale arbejde, og vil arbejde tæt sammen med de øvrige cirka 50 internationale kollegaer på Rådhuspladsen. Han vil desuden fungere som DI’s talsperson i relation til udviklingen i USA. Chefkonsulent Pernille Boris vil som ny USA-konsulent for danske virksomheder opnormere DI’s kontor i New York til seks medarbejdere.

Ud over at udvide servicen til danske virksomheder med aktiviteter i USA, så er det vigtigt, at DI fremover får en talsmand helt tæt på begivenhederne i Washington. Med sin enorme viden om global handel er Peter Bay Kirkegaard den helt rigtige til at læse og oversætte signaler og politik fra Washington til danske politikere, virksomheder og den danske befolkning, siger Mette Østergaard.

Peter Bay Kirkegaard skal blandt andet identificere og analysere handelspolitiske, regulatoriske og geopolitiske udviklinger, som kan påvirke danske virksomheder. Dette sker gennem systematisk monitorering, netværk i Kongressen, administrationen og tænketanke samt løbende briefinger til DI’s medlemmer. Rollen som talsmand med fingeren dybt i den amerikanske jord på det handelspolitiske område ventes også at fylde en del af hverdagen.

Vi er i en verdenshistorisk politisk situation, der skaber uro i den globale handel. Hvad der har været fasttømret vestlig handelspolitik i årtier har Trump vendt på hovedet. Det er en trist baggrund, men det er samtidig en virkelig spændende opgave at følge udviklingen tæt på og være med til at hjælpe danske virksomheder og oplyse danske politikere, virksomheder og befolkningen om seneste udvikling, siger Peter Bay Kirkegaard. Peter Bay Kirkegaard rejste til Washington den 19. marts. Pernille Boris har sat sig ved sit skrivebord på DI’s kontor i New York ultimo april.

usa flag valg
Danske virksomheder får ekstra hjælp – DI opruster i USA … (Foto: Unsplash)

Læs også: Danskerne lufter Trump-ansigt hos psykologerne

3F anbefaler et klart ja til OK25

Afstemningen om OK25-aftalerne er sat i gang … Og et overvældende flertal i hovedbestyrelsen i 3F anbefaler medlemmerne at stemme ja ved den urafstemning, der er sat i gang nu og afsluttes den 8. april.

Ønskerne fra 3F’s medlemmer op til OK25-forhandlingerne er afspejlet i gode forlig på både normallønsområdet og minimallønsområdet med blandt andet større indbetalinger til fritvalg/særlig opsparing og pensionsopsparing, forbedringer i mindsteløns-satserne og et løft i reallønnen i overenskomstperioden. Dertil kommer øget fleksibilitet for medlemmerne ved anvendelsen af fritvalg/særlig opsparing, der kan give en bedre balance mellem arbejdsliv og fritid.

3F’s hovedbestyrelse finder resultatet af OK25-forhandlingerne tilfredsstillende, og forbundsformand Henning Overgaard siger om OK25:

– Det er et kæmpe arbejde, vores forhandlere, forhandlingsudvalg og tillidsrepræsentanter har udført omkring OK25. Der er lagt et stort engagement i at sikre vores medlemmer fortsat fair løn- og arbejdsforhold i de kommende år og mere moderne overenskomster, som imødekommer medlemmernes ønsker om mere fleksibilitet. En bedre balance mellem arbejds- og privatlivet er også vigtig for vores medlemmer, forklarer han og fortsætter:

– Samtidig giver aftalerne på flere måder opbakning til den danske arbejdsmarkedsmodel og de ansvarlige parter bag branchernes overenskomster. Resultatet er rigtig flot, og det er vi med få undtagelser helt enige om i 3F’s hovedbestyrelse. Jeg vil derfor varmt anbefale vores medlemmer, at de stemmer ja ved den urafstemning, der nu sættes i gang, fortsætter han.

– Afstemningen om resultatet af overenskomstforhandlingerne er kernen i en ægte og demokratisk fagforenings indsats for medlemmerne. De har indsendt bunker af ønsker, forhandlingsudvalgene har prioriteret, og forhandlerne har kæmpet i lang tid – og i nogle tilfælde døgndrift – for at få medlemmernes ønsker gennemført. Nu har medlemmerne mulighed for at tage stilling til, om de er tilfredse med resultatet. Sådan fungerer det i en rigtig fagforening, og det er jeg hamrende stolt af, afrunder Henning Overgaard.

kontrakt underskriv
3F anbefaler et klart ja til OK25 … (Foto: Pexels)

Læs også: 3F mener, at arbejdsgiverne svigter de unge

Nordsjællands Politi efterforsker mistænkelig hændelse i Skævinge

Syv mænd er sigtet for grov vold under særligt skærpende omstændigheder …

Nordsjællands Politi har siden i søndag aften efterforsket en mistænkelig hændelse på en adresse på i Skævinge.

Søndag aften klokken 18.55 kom en anmeldelse om, at en 52-årig udenlandsk mand havde pådraget sig alvorlige skader.

Nordsjællands Politi sendte straks patruljer til stedet og efterforsker fortsat sagen. Politiet har derfor igen i dag været tilstede på og omkring den pågældende adresse for at afklare mandens færden og klarlægge, om der er sket en forbrydelse.

– Efterforskningen er endnu på så tidligt et stadie, at vi ikke har lagt os fast på en teori om, hvad der er sket. Der er dog ingen grund til at andre borgere bør være bekymrede, siger politikommissær Jakob Rahbek fra Nordsjællands Politis afdeling for personfarlig efterforskning.

Syv mænd i alderen 29 – 58 år, som også var tilknyttet adressen på Borupvej, blev i går aftes anholdt og sigtet for grov vold under særligt skærpende omstændigheder. De er alle løsladt efter endt afhøring, da der ikke er fundet grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.

Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til efterforskningen eller sagen i øvrigt.

vred mand vold
Nordsjællands Politi efterforsker mistænkelig hændelse i Skævinge … (Foto: Pexels)

Læs også: Flere års fængsel for trusler og vold mod samlever

Dagens video: En vred Rufus

· Mere fra samme kategori ·