
NEWS: Unge i storbykommuner har den højeste startløn
Unge i storbykommuner har den højeste startløn · Efterlyst har meldt sig selv · 60 millioner kroner skal booste biosolutions i Danmark · Lidl sætter fuld blus på at styrke deres image yderligere i 2025 · Drabsefterforskning fortsætter · Dagens video: De kloge hunde
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Unge i storbykommuner har den højeste startløn
Der er store kommunale forskelle på den løn, unge får i deres første job. Det viser en ny analyse fra Tænketanken EQUALIS, der samtidig slår fast, at unge mænd i gennemsnit tjener 26 procent mere end jævnaldrende kvinder.
Der er store regionale og kommunale skævheder i uddannelse, løn, indkomst, formue og barselsmønstre hos unge mellem 20 og 30 år. Det viser en analyse, der i dag udkommer sammen med Tænketanken EQUALIS’ årlige Diversitetsbarometer, som monitorerer diversitet og ligestilling på det samlede danske arbejdsmarked.
Unge i hovedstads- og storbykommuner har generelt flere økonomiske midler end unge i oplands- og landkommuner, viser analysen. Samtidig er forskellen mellem mænds og kvinders indkomst og formue mindre i storby- og hovedstadskommuner end i de øvrige kommunetyper.
– I den offentlige debat omtales ’de unge’ ofte som én samlet masse. Men der er faktisk temmelig store forskelle på, hvordan unge uddanner sig, og hvilke økonomiske muligheder de har, alt efter hvor i landet de bor, siger administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS, Gine Maltha Kampmann.
Unge i storbykommuner har gennemsnitligt den højeste startløn, mens de laveste startlønninger findes i oplandskommuner. Lønvæksten de første fem år efter endt uddannelse følger samme mønster: Både mænd og kvinder oplever den største lønstigning i hovedstadskommuner, hvor mænds løn stiger med 82 pct. og kvinders med 69 pct. de første fem år. Den mindste lønvækst ses i provins- og oplandskommuner.
Uddannelsesvalg er fortsat kønsstereotype … På landsplan tjener unge mænd i gennemsnit 26 procent mere end unge kvinder i generel årlig erhvervsindkomst. En lønforskel, der i forskningen blandt andet forklares af det kønsopdelte arbejdsmarked og kønnede uddannelsesvalg.
Og netop det kønnede uddannelsesvalg er lige så kønnet, som det var for 20 – 30 år siden, viser rapporten. Unge mænd er for eksempel i lige så høj grad overrepræsenterede på STEM+-uddannelserne, som ældre mænd var, da de læste. Unge er også lige så kønsopdelte i branchevalg, når de indtræder på arbejdsmarkedet, som de øvrige aldersgrupper er.
– Analysen peger på væsentlige forskelle mellem køn, når det gælder unges uddannelses- og branchevalg. Vi vil gerne blive bedre til at forstå, hvorfor vi fortsat ser det mønster, og vi støtter derfor blandt andet organisationer, som arbejder for at give unge inspiration, netværk og redskaber til bredere uddannelsesvalg og flere arbejdsmuligheder, siger Pernille Brems, programansvarlig for Arbejdsmarked i Tuborgfondet, der har støttet Diversitetsbarometrets ungetillæg.
– Det er vigtigt, at vi gør op med de kønsstereotyper, der desværre påvirker rigtig mange aspekter af livet – og som vi kan se, begynder tidligt, tilføjer hun.

Læs også: Stadig ikke ligestilling på det danske arbejdsmarked
Efterlyst har meldt sig selv
Manden som politiet har haft efterlyst for vold og frihedsberøvelse mod en kvinde, har nu meldt sig selv.
Den 40-årige mand, som Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste for frihedsberøvelse og vold mod en kvinde, som han tidligere har været kæreste med, har nu meldt sig selv.
Manden meldte sig selv søndag middag på politistationen i Roskilde. Han er nu sigtet for vold og frihedsberøvelse og skal på den baggrund afhøres til sagen.
Det var tirsdag aften sidste uge, at politiet blev tilkaldt til en adresse i Mørkøv, hvor en kvinde skulle have været frihedsberøvet gennem længere tid og udsat for forskellige former for grov vold, før det lykkedes hende at tilkalde politiet. Kvinden har efterfølgende været behandlet på sygehuset, men hun er nu udskrevet igen.
Politiet modtag derefter flere henvendelser fra offentligheden om, hvor manden kunne befinde sig. Han valgte dog selv at møde op sammen med sin forsvarsadvokat, da han vidste, at han var efterlyst. Han blev fremstillet i grundlovsforhør mandag. Politiet skal anmode de medier og andre, der har delt efterlysningen, om at slette den igen.

Læs også: Find dit indre forsvar mod psykopater og andre idioter
60 millioner kroner skal booste biosolutions i Danmark
Regeringen og Folketingets partier har afsat 60 millioner kroner til at etablere test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter inden for biosolutionssektoren. Det er et vigtigt skridt i den grønne omstilling.
Danske virksomheder står allerede stærkt i forhold til at udvikle og producere klima- og miljøvenlige biosolutions. Området er i hastig global vækst, men danske virksomheder – og særligt SMV’er – mangler bedre adgang til danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter.
Det betyder, at danske virksomheder risikerer at sakke bagud i den globale konkurrence. Derfor besøger erhvervsminister Morten Bødskov i dag biosolutionsvirksomhederne Chromologics og UniBio i forbindelse med, at regeringen og Folketingets partier har afsat 60 mio. kr. til at etablere test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter med tilstrækkelig kapacitet.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
– Dansk biosolutions skal nå helt nye højder. Det kræver investeringer og samarbejde. Nu giver vi sektoren en millionindsprøjtning, som skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden har verdensførende virksomheder, innovative iværksættere og stærke vidensinstitutioner på dansk jord. Biosolutions kan blive en af fremtidens store vækstmotorer, og det er derfor helt afgørende, at vi sikrer de bedst mulige betingelser, hvis sektoren skal opnå betydelige, globale markedsandele og bidrage til en grønnere verden. På den måde sikrer vi også, at fremtidens grønne vækst og jobs havner i Danmark.
Fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Jacob Jensen fortsætter:
– Vi har en stærk dansk biosolutionsbranche, der leverer løsninger, som er kendt for at være sikre og af tårnhøj kvalitet inden for blandt andet landbrugs- og fødevaresektoren. Men konkurrencen om grønne teknologier er stor, og vi risikerer at blive overhalet indenom. Derfor skal vi blive ved med at understøtte udviklingen af biosolutions og fastholde den danske styrkeposition på området. Af den grund er jeg rigtig glad for, at regeringen og folketingets partier har afsat 60 mio. kr. til etablering af test- udviklings- og demonstrationsfaciliteter, der skal gøre det lettere for virksomheder at udvikle og skalere deres bæredygtige produkter og løsninger.
Anne Marie Hansen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Direktør i Agro Food Park, afslutter:
– Det er afgørende, at flere SMV’er får bedre adgang til relevante faciliteter inden for nye grønne nøgleteknologier, for udviklingen på området går utrolig stærkt. Hvis de nye tilbud skal være relevante, er det essentielt, at anlæggene har stor volumen og høj kvalitet, så virksomhederne kan teste og opskalere deres løsninger kommercielt – det lægger vi vægt på, når vi ser på ansøgningerne under puljen.
De 60 millioner kroner udmøntes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og der er åbent for ansøgninger nu. Midlerne udmøntes til etablering af nye anlæg inden for teknologierne CO2-til-protein og præcisionsfermentering i større skala. Begge teknologier er vigtige i den grønne omstilling, da de skaber et alternativ til animalsk protein og mindsker behovet for at producere kød og mælkeprodukter, der udleder væsentlige mængder CO2.

Læs også: Dansk Industri vil stoppe farlige og ulovlige produkter fra Temu
Lidl sætter fuld blus på at styrke deres image yderligere i 2025
Peer Sandtner vender tilbage til Danmark som ny indkøbsdirektør i Lidl. Med solid erfaring fra flere europæiske Lidl-markeder, senest som viceindkøbsdirektør i Lidl Sverige, er han klar til at styrke Lidls brand i Danmark – blandt andet med et nyt nationalt private label-mærke, intensivering af danske og internationale sponsorkoncepter samt en stærk sundhedsagenda.
Lidl Danmark har fået ny indkøbsdirektør, han hedder Peer Sandtner og er en velkendt profil i Lidl-regi. Den nye indkøbsdirektør har været i Lidl Danmark før, hvor han begyndte som indkøber, og efter to år flyttede han til London, hvor han var indkøbschef i Lidl UK. Senest har han prøvet kræfter som viceindkøbsdirektør i Lidl Sverige med ansvar for alle varegrupper.
Den nye indkøbsdirektør sætter sig altså i stolen med en grundlæggende viden om det europæiske dagligvaremarked og ser frem til – igen – at beskæftige sig med det danske og udbygge Lidls position.
– De seneste år er der blevet leveret en lang række stærke resultater blandt andet med åbninger af 18 nye butikker, et nyt hovedkontor midt i Aarhus, endnu flere danske produkter på hylderne og ikke mindst arbejdet med at tage ansvar for vores kunders sundhed ved at tilbyde endnu flere friske og sunde varer i vores butikker, fortæller Peer Sandtner og fortsætter:
– Vi er et godt sted, men jeg glæder mig også til at styrke vores image endnu mere. Og jeg tør godt lægge hånden på kogepladen og sige, at når vi går ind i 2026, så er Lidls brand endnu mere kendt blandt danskerne, end det er i dag.
Lancerer en spritny image-kampagne … Selvom det danske marked er præget af stor konkurrence, ser Peer Sandtner positivt på fremtiden og er klar til at tage udfordringen op. Dagligvarekæden kommer blandt andet til at intensivere sin markedsføring, så endnu flere danskere får øjnene op for den internationale discountkæde.
– Der findes ikke mange retailere, der er lige så stærke i sine branding- og markedsføringskampagner, som vi er i Lidl – og vi kommer til at lægge endnu mere tryk på. Vi har netop lanceret en ny kampagne, hvor målet er at nå helt hjem i stuerne til danskerne. Det gør vi blandt andet ved at aktivere vores danske og internationale sponsorater af fodbold, håndbold og cykling endnu mere, og vi kommer til at se eksponeringen af Lidl tage nye højder, afslutter den nytiltrådte indkøbsdirektør.
Sidst men ikke mindst understreger Peer Sandtner, at med fejringen af kædens 20års jubilæum, kommer man til at give danskerne endnu flere gode grunde til at handle i Lidl.
Peer Sandtner overtager rollen efter Maria Lovecchio, der fortsætter i en ny position i Lidl Global på kædens hovedkontor i Tyskland, hvor hun blandt andet vil bygge videre på sine erfaringer fra det danske marked.

Læs også: State Drinks og Lidl Danmark i fælles opfordring
Drabsefterforskning fortsætter
Østjyllands Politi fortsætter sin omfattende efterforskning af den formodede drabssag, hvor en 26-årig mand fredag eftermiddag blev fundet afgået ved døden i en kloak i Harlev J. Politiet vil stadig være synligt til stede i og omkring gerningsstedet..
Kloakeringsproblemer hos beboere førte til fundet af den afdøde …Mere specifikt ønsker Østjyllands Politi at høre fra vidner, der måtte have set eller hørt noget mistænkeligt omkring det afvandingsbassin, der ligger parallelt med Stillingvej i Harlev lidt nord for Edelhoffvej.
Østjyllands Politi efterlyser særligt vidner med informationer om en mistænkelig adfærd i tiden op til torsdag den 6. februar eller i de forudgående dage op til denne dato.
Forklaringen på dette specifikke tidsrum er, at det var heromkring, at de første borgere i det nærtliggende område begyndte at melde om kloakeringsproblemer, som blev forsøgt udbedret over flere omgange.
Fredag eftermiddag klokken 16.30 førte et uddybende og opfølgende kloakeringsarbejde til fundet af den afdøde mand, da beboernes kloakeringsproblemer fortsatte henover flere uger.
Det var i kloakeringen ved afvandingsbassinet nord for Edelhoffvej, at der blev fundet de første ligdele fra den afdøde person, som senere i løbet af weekenden blev identificeret som værende en 26-årig polsk statsborger. Østjyllands Politi er fortsat i gang med et omfattende sporsikringsarbejde i det nærtliggende område.
– Vi har henover hele weekenden og mandagen igennem fået en massiv opbakning til arbejdet fra en lang række gode samarbejdspartnere, herunder særligt Beredskabsstyrelsen og Aarhus Vand, som har hjulpet med materiel og mandskab til gennemgang af et større område ved den relevante kloakering – det arbejde fortsætter i en ukendt tid, men vi takker for den store hjælp, vi allerede har fået i denne atypiske sag, udtaler fungerende vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi har endnu ikke fået fastlagt en endelig dødsårsag, ligesom det heller ikke er blevet fastlagt, hvornår og hvor den 26-årige mand er afgået ved døden. Den 26-årige er obduceret i løbet af mandagen. Østjyllands Politi ønsker ikke umiddelbart at oplyse yderligere detaljer om den 26-årige mand på nuværende tidspunkt, men politiet kan bekræfte, at han i forvejen var kendt af politiet, hvorfor det også har været muligt at identificere sig.
Den 26-årige mand er primært blevet truffet af politiet i og omkring det centrale Randers, men hvorfor han blev fundet død i kloakken ved Harlev J, ved politiet endnu ikke nærmere om, da han ikke umiddelbart havde nogen relation til området. Der er fortsat ingen sigtede eller anholdte i sagen.

Læs også: Mand tiltalt for 39 drab i lastbilsag



