Læs også:

Close
corona vaccine pfizer biontech

NEWS: Fem år siden coronanedlukning: Testcentre hjalp mange indenfor på arbejdsmarkedet

Nyheder  | 

Fem år siden coronanedlukning: Testcentre hjalp mange indenfor på arbejdsmarkedet · Fyns Politi har gennemført større operation i Odense · D-mærket løber med Det Gyldne Gitter ved Cyber Security Awards 2025 · Millionstøtte fra Nordea-fonden baner vejen for nyt bibliotek, kultur- og hærvejshotspot i Rødekro · Dom i sag om grov frihedsberøvelse · Dagens billede: Klimanedtur i USA

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Fem år siden coronanedlukning: Testcentre hjalp mange indenfor på arbejdsmarkedet

Jobbet som poder på de mange testcentre under coronapandemien blev vejen ind på arbejdsmarkedet for mange, der før stod uden beskæftigelse, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Før ansættelsen som poder var 59 procent af de ansatte i beskæftigelse. Efterfølgende gjaldt det 78 procent. Seks ud af 10 ansatte over 25 år, der ikke var i beskæftigelse før pandemien, var i beskæftigelse i 2024 – længe efter, at testcentrene lukkede. Dermed har testcentrene under coronapandemien vist sig også at være en vellykket beskæftigelsesindsats.

Over 78 procent af de ansatte i covid-testcentrene var fortsat i beskæftigelse i 2024, selvom testindsatsen for længst var stoppet. Før pandemien var det knap 59 procent af dem, der var i beskæftigelse.

Beskæftigelsesgraden blandt poderne er altså forbedret med cirka 19 procentpoint fra før pandemien i 2020 til 2024. Poderne er efterfølgende hyppigst ansat inden for omsorg eller sundhed. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistiks registre. Analysen undersøger, hvad der kendetegnede dem, der blev ansat i testcentrene, og har fulgt deres udvikling efterfølgende.

– Mange af dem, der blev ansat til at pode i covid-testcentrene, var unge og ufaglærte, og der var en overrepræsentation af ikke-vestlige efterkommere. Ansættelsen har hjulpet de fleste til at få foden indenfor på arbejdsmarkedet, siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Da Danmark blev lukket ned opstod samtidig et nyt behov for arbejdskraft til at bemande de mange testcentre, der skød op over hele landet. Vi kan se, at mange af de ansatte havde været uden job før coronapandemien. Testcentrene gav dem chancen for at komme i beskæftigelse og forblive det, fortsætter Emilie Damm Klarskov.

En gruppe af dem, der blev ansat som podere, var over 25 år gamle og ikke i beskæftigelse inden ansættelsen. Efter ansættelsen som coronapoder, var 62 procent af dem fortsat i beskæftigelse i 2024, hvor testcentrene for længst var lukket ned. Det svarer til, at seks ud af ti, der ikke var i beskæftigelse, har bidt sig fast på arbejdsmarkedet via jobbet som poder.

– Når så mange af dem, der fik job i covid-testcentrene, er kommet godt videre på arbejdsmarkedet, vidner det om, at der er langvarige positive effekter ved at stimulere efterspørgselssiden og føre en aktiv beskæftigelsesindsats, afrunder Emilie Damm Klarskov.

Analysens hovedkonklusioner:

Den typiske ansatte som poder var ung og ufaglært. Studerende og ikke-vestlige efterkommere var ligeledes overrepræsenterede blandt poderne.

Forud for coronapandemien var 59 pct. af poderne i beskæftigelse. Efterfølgende var 78 pct. fortsat i beskæftigelse i 2024.

Seks ud af 10 podere over 25 år, der ikke var i beskæftigelse før pandemien, var fortsat i beskæftigelse i 2024.

Analysens resultater ligger i forlængelse af tidligere AE-analyser, der har vist, at det at få foden ind på arbejdsmarkedet har langvarige positive effekter.

Læs analysen her.

corona vaccine pfizer biontech
Fem år siden coronanedlukning: Testcentre hjalp mange indenfor på arbejdsmarkedet … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Kvinder passer stadig oftere syge børn end mænd

Fyns Politi har gennemført større operation i Odense

Sidste onsdag gennemførte Fyns Politi en større anholdelses- og ransagningsoperation på flere adresser i Odense.

Operationen kan have set voldsomt ud, men der var og er ingen fare for offentligheden. Fyns Politi vil være synlige på adresserne en rum tid endnu.

Foreløbig er tre personer anholdt, men der kan komme flere anholdelser. Da der er tale om en igangværende efterforskning, har Fyns Politi ikke yderligere.

politi politibil
Fyns Politi har gennemført større operation i Odense … (Foto: PR)

Læs også: Fusk i Faaborg

D-mærket løber med Det Gyldne Gitter ved Cyber Security Awards 2025

Dansk Erhverv, Dansk Industri, SMV Danmark, Forbrugerrådet Tænk og Industriens Fond kunne sidste torsdag aften lade sig hylde som vindere af Det Gyldne Gitter ved årets Cyber Security Awards for deres arbejde med mærkningsordningen, D-mærket. På aftenen blev der yderligere uddelt tre priser: Åbenhedsprisen, Årets Kvindelige Cyberinspirator og Årets SMV-indsats.

For andet år i træk blev årets Cyber Security Awards afholdt på The Plant i København. Awardshowet arrangeres af TDC Erhverv og hædrer de virksomheder og aktører, som har gjort en ekstraordinær indsats på området og bidrager til kampen for et mere sikkert digitalt samfund og erhvervsliv.

I år gik hovedprisen Det Gyldne Gitter til D-mærket, som Dansk Erhverv, Dansk Industri, SMV Danmark, Forbrugerrådet Tænk og Industriens Fond står bag. Hovedprisen hylder en virksomhed eller person, der har forbedret sin egen eller andres cybersikkerhed markant det seneste år. Som begrundelse for valget, havde juryen følgende at sige:

– Initiativet har vist sin relevans særligt i lyset af de skærpede krav og nye regulativer, virksomheder står over for. Det har ramt en nerve – og skabt både synlighed, værdi og konkrete resultater. Siden lanceringen i september 2021 har aktørerne bag arbejdet målrettet for at styrke virksomheders sikkerhedscompliance og skabe øget digital tryghed. Det er netop dét arbejde, der nu har bragt dem til endnu en milepæl – med 100 virksomheder, der allerede har opnået ordningen – og som i dag bringer dem helt op på scenen med Det Gyldne Gitter prisen.

Mikael Jensen, Direktør for D-mærket tog imod prisen på vegne af alle aktørerne, og er rigtig stolt over anerkendelsen:

– Det glæder mig rigtig meget, at vi får denne her anerkendelse ved årets Cyber Security Awards. D-mærket er ikke bare kvalitetsstempel, men et værktøj, der hjælper virksomheder med at styrke deres IT-sikkerhed og dataanvendelse. Vi har arbejdet hårdt på at udbrede kendskabet og behovet for denne mærkningsordning. For nylig nåede vi en milepæl på 100 D-mærkede virksomheder, 1.800 på vej. Det var en stor dag, og det er det så sandelig også i dag med modtagelse af Det Gyldne Gitter.

Årets jury bestod af profiler fra både det offentlige og private blandt andre i form af branchedirektør i DI Digital Andreas Holbak Espersen, VP i Demant Rasmus Rasmussen, CEO hos TDC Erhverv John Henriksen, Professor i Cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen og CEO for IT-Branchen Natasha Friis Saxberg.

cyber d-mærket
Mikael Jensen, Direktør for D-Mærket, tager imod Det Gyldne Gitter prisen ved Cyber Security Awards 2025 (Foto: PR)

Læs også: Styrket fokus på cybersikkerhed i ny beredskabsaftale er et vigtigt første skridt

Millionstøtte fra Nordea-fonden baner vejen for nyt bibliotek, kultur- og hærvejshotspot i Rødekro

15 millioner kroner fra Nordea-fonden er med til at realisere det nye bibliotek, kultur- og hærvejshotspot i Rødekro, der skal bidrage til at styrke byens liv og tiltrække turister. Planerne for det nye bibliotek, kultur- og hærvejshotspot i Rødekro er nu så godt som en realitet med støtte fra Nordea-fonden, der bidrager med 15 millioner kroner til projektet.

– Vi er virkelig glade for den støtte, som Nordea-fonden vil give til realiseringen af biblioteket, kultur- og hærvejshotspot i Rødekro, som bliver et naturligt samlingspunkt for vores lokale borgere og et tiltrængt pusterum for de mange, der går og cykler på Hærvejen. Turisterne vil kunne tage ophold og derfra tage på dagsture i lokalområdet, opleve områdets seværdigheder samt besøge de lokale forretninger og handelsdrivende, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen.

Kommunen har opkøbt hele ejendommen på Hærvejen 24, hvor der i øjeblikket er en genbrugsbutik i underetagen. Den nye, centrale beliggenhed for biblioteket, lige overfor Hærvejsparken, gør det til et synligt og naturligt samlingspunkt for både lokalbefolkningen og hærvejsturisterne.

– Huset får nyt liv og bliver indrettet med bibliotek på en anden måde, end det er i dag, kombineret med værksteder, opholdsrum og plads til børnefamilier med leg og kreativitet. Foreningerne får også et samlingspunkt, og hærvejsturisterne et naturligt stop på deres rejse. Så vi er naturligvis meget glade for, at Nordea-fonden kan se potentialerne og derfor gerne vil støtte projektet, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune, Signe Bekker Dhiman

Hærvejen er i dag en af de mest kendte vandre- og cykelruter i Danmark, og i Rødekro går ruten midt gennem byen. Ved at flytte biblioteket til en adresse centralt på Hærvejen og kombinere det med kultur- og hærvejsfaciliter, opnås synergi mellem de lokale borgere og hærvejsturisterne til gavn for byen og bylivet.

Rødekro bliver en del af den store fortælling om Hærvejen. Og med 15 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden kommer det nye hærvejshotspot til at udgøre en vigtig trædesten i det store udviklingsarbejde, som er i gang på Hærvejen, hvor 15 kommuner er gået sammen om at skabe en sammenhængende natur-, kultur- og turismeindsats. De støttede projekter bidrager til at løfte kvaliteten af Hærvejen, blandt andet med nye faciliteter, oplevelser og services.

– Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte udviklingen af Rødekros nye hærvejshotspot. Det nye bibliotek, kultur- og hærvejshotspot kommer til at blive et attraktivt samlingspunkt, der tilbyder gode praktiske faciliteter for Hærvejens mange cyklister og vandrere, men samtidig bliver der også plads til, at lokalsamfundet kan dyrke de sociale og kreative fællesskaber. Det nye hærvejsspot bliver en stor gevinst for byens borgere, det stærke foreningsliv og ikke mindst de mange nysgerrige hærvejsturister, der lægger vejen forbi Rødekro, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Projektet er en del af den samlede byudvikling i Rødekro, der i alt løber op på ca. 76 millioner kroner. De seneste år har byfornyelsen i Rødekro modtaget omkring 26,5 millioner kroner i ekstern finansiering. Dette inkluderer 936.000 kroner fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje til Hærvejsparken og tilsagn om cirka 10 millioner kroner fra Forsøgsordning for frie bymidter, hvor der på finansloven er afsat midler til at skabe mere liv i bymidter og landdistrikter over hele landet.

– Det er afgørende med disse projekter, der skal være med til at fremtidssikre Rødekro som et attraktivt sted at bo og leve – også i årerne fremover. De mange initiativer, såsom etableringen af Hærvejsparken, omdannelsen af Hærvejen med bedre plads til fodgængere og cyklister og flytningen af biblioteket til en central placering, bidrager til en levende bymidte, udtaler formanden for udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter i Aabenraa Kommune, Dorte Soll.

Arbejdet med både udformningen og indretningen af bygningen samt fastlæggelsen af funktionerne for det nye bibliotek, kultur- og hærvejshotspot er i gang. I efteråret inviterede kommunen borgerne i Rødekro og omegn til at komme med idéer og input, så både bygningens udtryk og dets funktioner kan være med til at skabe et levende samlingspunkt for hele området.

Fakta om Nordea-fondens støtte til udviklingen af Hærvejen:

Hærvejen har fra bronzealderen til begyndelsen af moderne tid udgjort Jyllands hovedfærdselsåre for handlende, pilgrimme og godtfolk. I dag er Hærvejens over 1000 sammenhængende km fra nord til syd stadig rammen for en unik natur- og kulturoplevelse.

Nordea-fonden støtter projekter, der løfter Hærvejen og får flere ud på ruten og ud i det fri. Målet er, at de mange aktører og projekter samlet kan indfri Hærvejens potentiale som en samlet vandre- og cykelrute af højeste kvalitet – blandt de bedste natur- og oplevelsesruter i Europa.

aabenraa bibliotek
Fremtidens samlingspunkt i Rødekro – bygningen, der skal huse det nye bibliotek, kultur- og hærvejshotspot, og skabe mere liv i bymidten. (Foto: Aabenraa Kommune)

Læs også: Klumme: Min kærlighed til bøger

Dom i sag om grov frihedsberøvelse

Straffen blev fem et halvt års fængsel for to tilfælde af vold og frihedsberøvelse. Det ene af de to ofre samtidigt dømt for import af hash. I torsdags faldt de to første domme i en sag om grov vold og frihedsberøvelse.

En 24-årig mand blev ved Retten i Roskilde i en tilståelsessag idømt fem et halvt års fængsel for i september sidste år sammen med flere andre at have udsat en mand for grov vold, trusler, tvang og frihedsberøvelse.

Manden blev opsøgt på gaden i Ringsted og tvunget med til en adresse i Jystrup, hvor han udsat for vold og truet med en pistol, mens gerningsmændene forsøgte at få ham til at betale 10.000 kroner. Manden blev løbende filmet og tvunget til at komme med ydmygende kommentarer. Han blev til sidst kørt til Borup, hvor han ud på morgenen blev sat på fri fod.

Ugen efter blev en 44-årig mand udsat en tilsvarende frihedsberøvelse, da han i Osted ved Lejre blev tvunget ind i en bil af den 24-årige og tre andre mænd. Han blev truet med kniv og pistol og kørt til Jystrup og afkrævet et større millionbeløb. Manden blev derefter kørt til Haslev, hvor det i løbet af natten lykkedes ham at flygte.

Ud over de to sager blev den 24-årige også dømt for at være i besiddelse af en pistol og for at have købt 30 kilo hash, der blev overdraget til ham i Holmegaard og for at ville købe yderligere 30 kilo. Hashen var købt af den 44-årige mand, der endte med selv at blive udsat vold og frihedsberøvelse.

Ved en anden tilståelsessag torsdag samme sted var den nu 45-årige også selv for retten. Han erkendte at have indført i alt 60 kilo hash fra Spanien til Danmark. Det udløst en fængselsstraf på halvandet års fængsel.

Begge mænd valgte at modtage deres domme.

Ud over den 24-årige, som fik dom i torsdags i sagerne om de to frihedsberøvelser, så er der sigtet yderligere ni mænd i de to sager. De vil få deres sager for retten på et senere tidspunkt. Flere af mændene har på forskellig vis relation til bandemiljøet.

dom retssal hammer
Dom i sag om grov frihedsberøvelse … (Foto: Unsplash)

Læs også: Lange fængselsstraffe til søskende

Dagens billede: Klimanedtur i USA

 

· Mere fra samme kategori ·