Læs også:

Close
christiansborg kong frederik kroning 14. januar 2024

NEWS: Tronskiftet var den mest streamede begivenhed på 3’s netværk i 2024

Nyheder  | 

Tronskiftet var den mest streamede begivenhed på 3’s netværk i 2024 · Butikstyv fik 40 dages fængsel og er udvist af Danmark · Danskernes jule- og nytårsindkøb: Små ændringer i budget og fokus på det grønne · Flere vil fejre nytår uden alkohol ·  Stor mængde ulovligt fyrværkeri beslaglagt · Dagens billede: Vulkaner kan skabe klimakaos

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Tronskiftet var den mest streamede begivenhed på 3’s netværk i 2024

2024 har budt på mange store begivenheder, men ifølge en intern opgørelse blev tronskiftet den 14. januar 2024 den mest streamede begivenhed i år på 3’s netværk. Her blev der brugt hele 642 Terabyte streaming-data på en enkelt dag.

Søndag den 14. januar fik Danmark ny regent for første gang i 52 år. Den historiske begivenhed gav udslag i dataforbruget hos 3, der har mere end 1,6 millioner kunder.

Mens den officielle del af tronskiftet stod på mellem klokken 13 og 17, kunne 3 spore en stigning på 133% i dataforbruget på netværket i forhold til samme tidspunkt den foregående søndag.

Samlet blev der brugt hele 642 Terabyte data på at streame de kanaler, der viste tronskiftet. Det gør tronskiftet til den mest streamede begivenhed i 2024 på 3’s netværk.

– Klokken 15, da Kongen blev udråbt på balkonen på Christiansborgs Slotsplads, var datatrafikken cirka 300% højere end samme tidspunkt søndagen før. På samme tidspunkt var der næsten ingen opkald på vores netværk. Herefter steg mængden af opkald igen. Det er en indikation af, at der var stor interesse i at overvære det unikke øjeblik ude i stuerne landet over, fortæller Head of Network Operations & Customer Quality hos 3, Stefan Ring Støhrmann og fortsætter:

– Når vi ser på andre store begivenheder i løbet af 2024, er den 14. januar med afstand den dag, der er blevet streamet mest data. Der er ingen tvivl om, at det har fyldt meget i folks bevidsthed. Derfor bliver det også spændende at følge med i, hvor mange der streamer nytårstalen, forklarer Stefan Ring Støhrmann.

300.000 trodsede vinterkulden … Ifølge en analyse af anonymiserede mobilitetsdata fra 3, var 174.000 danskere mødt op for at overvære det historiske tronskifte ved Christiansborg Slotsplads.

Ved at bruge anonymiserede mobilitetsdata har 3 lavet et estimat af hvor mange mennesker, der var samlet til fejringen af Kongen ved Christiansborgs Slotsplads, langs karetruten forbi Kgs. Nytorv og på Amalienborg Slotsplads.

Datasættet er indsamlet i tidsrummet 14 – 15 på alle tre lokationer den 14. januar 2024. Samlet estimeres det, at knap 300.000 var mødt op for at overvære den historiske begivenhed.

christiansborg kong frederik kroning 14. januar 2024
Den 14. januar 2024 var på mange måder en stor dag … (Foto: Copyright: 3)

Læs også: Vidste du dette om Kong Frederik

Butikstyv fik 40 dages fængsel og er udvist af Danmark

Han og en medgerningsmand brugte inderdragter til at skjule spiritusflaskerne i.

En 25-årig mand erkendte at have begået organiseret butikstyveri, og det blev han dømt for i en tilståelsessag ved Retten i Esbjerg.

Der er tale om en rumænsk statsborger, som kom til Danmark i november og få dage efter blev tilbageholdt i Føtex i Esbjerg for butikstyveri. Den 25-årige mand og en medgerningsmand erkendte tyveriet i Esbjerg, som bestod af varer for 4.687 kroner. De var gemt i stramme inderdragter. Sagen blev afgjort med en bøde, men det var ikke sidste gang, politiet var involveret omkring butikstyveri og de samme to personer.

Den 25-årige mand erkendte nemlig i retten at have begået butikstyveri i Føtex i Ribe den 18. november i forening med den person, som han blev anholdt med i Esbjerg, ligesom han også erkendte butikstyveri i Bilka i Vejle den 26. november – også i forening med samme person.

Ved alle tre butikstyverier blev de tætsiddende inderdragter benyttet for at kunne fragte en række spiritusflasker ad gangen ud af butikkerne. Manden er dømt for organiseret butikstyveri, da politiet har beviser, der peger på, at ukendte medgerningsmænd har bestilt kosterne.

Den 25-årige rumænske statsborger blev anholdt under butikstyveriet i Vejle. Han blev ved grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.  Dommen lød på 40 dages fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han modtog dommen og skal nu afsone yderligere dage, indtil han sendes ud af landet.

Politiet eftersøger nu den formodede medgerningsmand.

idømt, fængsel, straf, dom, dommer, anholdt, politi, 112, hammer
Butikstyv fik 40 dages fængsel og er udvist af Danmark … (Foto: Pexels)

Læs også: Butikstyverier sætter nye rekorder

Danskernes jule- og nytårsindkøb: Små ændringer i budget og fokus på det grønne

En ny undersøgelse viser, at seks ud af 10 danskere forventer at bruge omtrent det samme på julemiddagen som sidste år.

Samtidig har mere end hver sjette faktisk sat budgettet til julemenuen op sammenlignet med sidste år. Dette afspejler en fortsat prioritering af kvalitet og hygge i de danske hjem, selv i tider med økonomisk usikkerhed. Til nytår er billedet temmelig meget det samme, selvom vi her er en smule mere tilbageholdende med budgettet end ved julens festlige bord.

– For mange danskere handler julen om at samle familie og venner om et måltid, der både er traditionsrigt og hyggeligt. Derfor er det ikke overraskende, at mange vælger at investere lidt ekstra i gode råvarer, hvilket især ses i det stigende fokus på lokalproducerede varer og specialiteter, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør hos De Samvirkende Købmænd.

Klima fylder mere til jul end til nytår … Klimaet spiller en rolle for en betydelig del af befolkningen, når det gælder valget af julemenu og leverandører. Lidt mere end 40 procent af danskerne gør sig i varierende grad klimaovervejelser i forbindelse med julens indkøb, mens omkring halvdelen ikke tillægger dette nogen særlig betydning. Disse overvejelser kan blandt andet handle om at vælge økologiske produkter, mindske madspild eller støtte leverandører med bæredygtige værdier.

Til nytår falder tallet til cirka hver tredje, der inddrager klimaet i deres overvejelser. Nytårsaften er ofte mere festpræget og uformel, hvilket kan være en del af forklaringen på den lavere opmærksomhed på bæredygtighed. Alligevel ser vi en positiv udvikling i, at flere og flere danskere inkluderer klimaaspektet i deres indkøb.

– Tendensen understreger, at selvom mange danskere er opmærksomme på deres klimaaftryk, så er fokus højere i forbindelse med julen end nytåret. Det viser også, hvordan højtider som jul kan være en anledning til at tænke mere bæredygtigt og ansvarligt, fortæller Jannick Nytoft.

Det er i øvrigt entydigt, at klimaovervejelser klart fylder mest hos folk i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland.

nytår, år, ny, nytårsfortsæt, nytårsfortsætter, liv, start, begyndelse, ændringer
Danskernes jule- og nytårsindkøb: Små ændringer i budget og fokus på det grønne. (Foto: Pexels)

Læs også: Madspild for dummies

Flere vil fejre nytår uden alkohol

Til nytår vil flere hæve øl-glasset uden promiller. Til gengæld kan alle, der elsker mad og drikke, gøre det med fulde sanser, lyder budskabet fra Danmarks eneste helt alkoholfrie øl-brand Doing Zero. De er nemlig lykkes med at brygge en meget velsmagende øl til den stadig større flok, som vil nyde livet uden tømmermænd.

Nytåret 2025 bliver startskuddet til et år, hvor danskerne efter alt at dømme kommer til at skrue endnu mere ned for promillerne, når der skal festes. Som etnolog og trendforsker Julia Lahme fortalte i Aftenshowet på DR, da hun var gæst i december, så er den mere alkoholfrie livsstil, hun selv har valgt, en ny tendens i tiden, som flere søger.

Det inspirerede øl-entusiast og iværksætter Kim Christensen. For det er præcis det, der har drevet ham i hans mission med at udbrede sit øl-mærke Doing Zero siden lanceringen af den gode øl i 2022, der også netop er kåret af dagligvarekæden MENY som én af årets tre danske madskatte: En flot konklusion efter et år med stjerneregn fra anmelderne i både Børsen og Jyllandsposten.

– Så så jeg Aftenshowet på DR, hvor Julia Lahme talte om tendensen med flere, der vælger alkoholfri drikke, udtaler Kim Christensen, der især bed mærke i en formulering fra trendforskeren:

– Det handler ikke om at undvære, men om at vælge noget til. Det var kernen i hendes budskab, og det er jeg meget enig i. Vi skal jo vælge at drikke det, vi nyder, fordi det smager godt og samtidig beholde vores fulde sanser. Det fik mig også til at tænke på vores motto i Doing Zero ApS: ‘I’m no hero – I’m just doing zero’. For det handler ikke om at være hellig og lave store ofre. Det er små valg, der gør en forskel: Som for eksempel at skære ned på alkoholen for at være lidt mere til stede og huske de små pauser i hverdagen, fortæller øl-iværksætteren.

Kim Christensen kan da også mærke, at danskerne skruer op for købet af alkoholfrie øl. Siden den første Doing Zero blev sat i handlen i 2022, er salget tidoblet. Og ifølge tal fra Bryggeriforeningen er der da også generelt gang i salget af alkoholfrie øl: Bryggeriforeningens medlemmer sælger i hvert fald nu omkring fire gange så mange alkoholfrie øl som for 10 år siden.

Kim Christensen, der har en baggrund i restaurationsbranchen, fik ideen til at udvikle en alkoholfri øl i 2018, hvor han startede fra bunden og brugte de første tre år på at finde den helt rigtige opskrift i samarbejde med flere forskellige brygmestre:

– Jeg arbejder for at gøre det nemt og lækkert at vælge alkoholfrit. Vi skal ikke gå på kompromis med smagen, når vi skal holde nytårsfest eller fejre fødselsdag i en hvid januar-måned.

I 2013 blev det vedtaget, at den alkoholfrie øl måtte have en promille på maksimalt 0,5 – en smule højere end grænseværdien før, hvilket har givet nye muligheder for at skabe velsmag i ølbrygningen:

– Det er dog vigtigt at huske, når vi taler om alkoholpromiller i øl, at der for eksempel både kan måles promiller i den størrelse i alt fra chokoladeskildpadder til frugt. Bare lige så man forstår, at det kemiske indhold fortsat er meget lavt, forklarer Kim Christensen.

Men Doing Zero er mere end bare en øl. Brandet er også en filosofi om afslapning uden rus, forklarer Kim Christensen:

– Jeg har givet øllen det her navn, fordi vi skal huske at lave ingenting. Det gælder ikke mindst i julen og til nytår, at vi skal tage os sjælelige pauser, hvor vi bare nyder livet. Og som Julie Lahme er inde på, så har vi ikke brug for at drikke MERE alkohol. Det er ikke fordi, jeg vil prædike total afholdenhed i det nye år. Det, der er pointen, er, at mange lige nu mærker behov for et nyt fokus på balance, nydelse og bevidsthed, fortæller Kim Christensen og tilføjer:

– Det er den bølge, vi er en del af. Væk fra drukkulturen og ind i en nydelseskultur med fokus på vigtigheden af pausen og tilstedeværelsen i den pause.

Kim Christensen vandt i 2023 en pris for bedste drikkevare i kokke- og fødevarekonkurrencen ‘Sol over Gudhjem’ på Bornholm, og når Ane Cortzen i et klip delt på sociale medier sætter sig til at smage øllen i podcasten ‘Alkoholfrie Brødre’, ender det da også med, at hun giver den blå IPA Hazy Lazy fra Doing Zero 6 ud af 6 stjerner.

For alle kan smage, at det er en øl, bryggerne virkelig har kræset for:

– Vi ved, hvordan det skal smage. Vi går op i kvalitet. Vi skal ikke som så mange andre mikrobryggerier lave niche-øl. Vi står for at lave læskende og ukompliceret øl, der bare smager godt. Så man vælger den til, og ikke andre fra, afslutter Kim Christensen.

Læs mere her.

doing zero kim alkoholfri øl
Kim Christensen gik i gang med at brygge på opskriften på Doing Zero i 2018. Målet var at udvikle en øl, som folk vælger til på smagen og ikke fordi man både kan køre, dyrke sport og tage ansvar, selvom man har nydt et glas øl. (Foto: PR)

Læs også: En alkoholfri udgave af Aperol Spritz

Stor mængde ulovligt fyrværkeri beslaglagt

Flere tusinde ulovlige kanonslag beslaglagt i privat hjem. 27-årig mand sigtet.

Søndag aften rykkede Midt- og Vestjyllands Politi ud til en adresse i Lemvig Kommune. På adressen fandt betjentene 2.998 kanonslag, 91 krysantemum-bomber, 15 signalraketter, 149 nødblus, 12 umærkede bomberør og tre pakker strygere.

– Det er en stor mængde farligt krudt, som vi selvfølgelig er tilfredse med at få fjernet fra markedet, forklarer politikommissær, David Dyrmose fra Midt- og Vestjyllands Politi.

I alt har Midt- og Vestjyllands Politi beslaglagt krudt med en NEM-vægt på 32,41 kilo. (Netto Eksplosivstof Mængde). Som privat person er det lovligt at opbevare lovligt fyrværkeri med en NEM-vægt ikke overstigende 5 kilo.

– Det er sjældent at vi ser så store mængder krudt. Der er jo en grund til, at man maksimalt må opbevare fem kg derhjemme. Der er altså både tale om ulovligt fyrværkeri og meget store mængder, siger David Dyrmose.

Det beslaglagte krudt blev afhentet af forsvarets ammunitionsryddere og kørt til et ammunitionsdepot. En 27-årig mand er nu sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og for ulovligt salg af fyrværkeri.

fyrværkeri
Stor mængde ulovligt fyrværkeri beslaglagt … (Foto: Pexels)

Læs også: Stor opbakning til ny fyrværkerilov

Dagens billede: Vulkaner kan skabe klimakaos

· Mere fra samme kategori ·