
NEWS: Mishandling og sextortion: Sendt tre år i fængsel
Mishandling og sextortion: Sendt tre år i fængsel · Tiltale rejst i sag om frihedsberøvelse og meget grov vold · ’Grøn pil’ for boligmarkedet i september · Dannebrogsflaget fra rummet er nu landet i Aarhus · Tre måneders fængsel for vold mod politibetjent · Dagens video: En virkelig trist statistik
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Mishandling og sextortion: Sendt tre år i fængsel
En 25-årig mand fra Stenløse er idømt tre års fængsel for mishandling, sextortion, psykisk vold, ulovlig tvang og trusler mod sin daværende kæreste over flere måneder. Det er den første dom efter sextortion blev tilføjet straffeloven i juli 2023.
Mandens mishandling af den jævnaldrende kvinde foregik på adresser i Rødovre og i Stenløse, hvor det daværende par opholdt sig. Den bestod dels af slag, kvælertag og pisk og trusler om skade hende yderligere, hvis ikke hun gjorde, som han sagde. Samtidig førte han en stærk social kontrol med hendes færden, hvor hun konstant skulle sende ham videoer, aflevere sin telefon til kontrol og installere overvågning i sin lejlighed, så han kunne kontrollere, at hun ikke forlod adressen, som han havde forbudt hende.
I et tilfælde var han tiltalt for sextortion, fordi han ifølge tiltalen tvang hende til at udføre grove seksuelle handlinger på sig selv, mens han instruerede og filmede det over 17 minutter.
Ved retsmødet kom det frem, at hun havde pådraget sig et stort antal læsioner heriblandt en brækket næse og en brækket arm. Det kom også frem, at hun på det ene side havde håbet, det ville blive bedre, og at hun samtidig frygtede ham.
Politiet blev bekendt med sagen i januar, hvorefter den 25-årige blev anholdt og varetægtsfængslet, hvilket han har været frem til dommen, der blev afsagt onsdag.
Retten i Glostrup kendte ham skyldig i alle anklagepunkter og lagde i strafudmålingen særlig vægt på forholdene om mishandling og forholdet om sextortion. Retten i Glostrup afsagde dermed den første dom for sextortion efter denne specifikke kriminalitetstype blev tilføjet straffelovens § 225 i 2023.
– Anklagemyndigheden lagde op til en hård straf, som afspejler, at den form for tvang er så tæt på voldtægt, som det kan være, selvom han ikke rørte ved hende i den situation, udtaler anklager Helena Bengtsen
Retten afsagde en straf på ubetinget fængsel i tre år og en advarsel om udvisning af Danmark, da dømte er iransk statsborger. Retten fængslede ham efter dommen. Dømte nægter og ankede på stedet.
Anmeld sextortion
Sextortion – eller sexafpresning – er de tilfælde, hvor en gerningsmand formår at få offeret til at udføre seksuelle handlinger på sig selv uden at de har givet samtykke.
Det kan f.eks. optræde, hvis en gerningsmand har fået intime billeder af et offer og derefter bruger disse billeder til at afpresse offeret til at sende flere billeder eller udøve andre handlinger på sig selv. Den nye bestemmelse indebærer også, at gerningsmanden ikke behøver at befinde sig fysisk sammen med offeret, men at det også kan ske over internettet eller sociale platforme
Er du udsat for den slags, er der hjælp at hente hos Red Barnet, Børns Vilkår, StopChikane, Offerrådgivningen, og du kan anmelde det til politiet.
Læs mere her.
Straffeloven
§ 225. Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, herunder hvor gerningspersonen formår forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig selv.

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter
Tiltale rejst i sag om frihedsberøvelse og meget grov vold
Tre mænd er tiltalt i sagen … Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har tiltalt tre mænd for langvarig frihedsberøvelse og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder.
De tre mænd på henholdsvis 29, 32 og 35 år er tiltalt for at have brudt ind hos en 27-årig mand på en adresse i Hedehusene den 16. marts 2024.
Herefter er de tiltalt for at have tvunget den forurettede i sagen ind i deres bil og efterfølgende kørt ham først til en adresse i Rødovre og derefter til Haslev på Sydsjælland, hvor han blev udsat for meget grov vold. Ifølge tiltalen blev han blandt andet skudt i ansigtet flere gange med en hardball-pistol og slået gentagne gange på begge knæ med en stor hammer. De mange hardball-skud har medført, at den forurettede nu er blind på det ene øje.
Manden var frihedsberøvet i over 16 timer, og den grove vold i Haslev fandt sted, mens han var bundet til en stol og havde tape for mund og øjne. Undervejs blev der ringet til den forurettedes mor og svigerfar, som blev forsøgt truet til at betale 500.000 kroner, hvis de ville se ham i live igen. Derfor er de tre mænd også tiltalt for afpresning og forsøg på røveri.
Efter at den forurettede var blevet bortført, blev politiet kontaktet af hans familie, og der blev indledt en omfattende politiaktion i samarbejde mellem PET og politiet i Sydsjælland og på Vestegnen for at finde manden. På baggrund af intensiv efterforskning blev manden fundet voldsomt kvæstet på en adresse i Haslev.
I forbindelse med aktionen anholdt politiet i alt seks personer. Dog blev det vurderet, at der kun var grundlag for at fremstille de tre nu tiltalte mænd i grundlovsforhør. De tre mænd har været varetægtsfængslet siden. Politiet mistænker fortsat en 28-årig mand, der er på fri fod, for at have været involveret i sagen, og når han bliver anholdt, vil anklagemyndigheden tage stilling til tiltalespørgsmålet i forhold til ham.
Ifølge politiets efterforskning var motivet til frihedsberøvelsen og den grove vold et forsøg på at inddrive gæld i et kriminelt miljø. Sagen er berammet til at komme for Retten i Glostrup i februar.

Læs også: Sag om grov vold og vidnetrusler
’Grøn pil’ for boligmarkedet i september
Der er mange pile, der peger i den rigtige retning for boligmarkedet i september. Det viser home Boligbrief, der udsendes i samarbejde med Danske Bank. Der var nemlig flere handler med både huse, lejligheder og sommerhuse end i august viser de sæsonkorrigerede tal.
Også i forhold til for et år siden er salget i september fornuftigt med flere salg af huse og lejligheder og status quo for sommerhusene.
– Der er ’grøn pil’ for boligmarkedet på mange områder for tiden, og den faldende rente kan hjælpe salget på vej de kommende måneder, siger boligmarkedsanalytiker og talsperson i home og uddyber:
– En del familier har haft deres boligplaner på ’stand by’ i forventningen om en lavere rente, og det har de fået nu, så dem forventer vi at møde på fremvisninger de næste måneder.”
Det kan måske rette op på antallet af fremvisninger, der – trods et stigende udbud af boliger – ligger under niveauet fra september sidste år.

Læs også: Sådan beskytter du dig bedst mod boligsvindlere
Dannebrogsflaget fra rummet er nu landet i Aarhus
Hjem til Aarhus. Der var stor begejstring og feststemning, da Science Museerne modtog et nationalklenodie fra rummet, personligt overrakt af ESA-astronaut Andreas Mogensen.
Den 3. oktober 2024 blev et stykke danmarkshistorie skrevet, da ESA-astronaut Andreas Mogensen besøgte Aarhus Universitet og Steno Museet for at fortælle om sin rumrejse og overdrage Dannebrog, som havde fulgt ham på hele hans Huginn-mission til Den Internationale Rumstation (ISS).
Flaget blev overrakt til Kristine Kilså, prodekan ved Natural Sciences til et lukket arrangement på Aarhus Universitet. Det skal nu udstilles permanent på Steno Museet og indgå i formidlingen af astronomi og rumforskning.
En særlig hjemkomst … Til eventet på Aarhus Universitet fik over 200 elever chancen for at møde den danske astronaut og stille spørgsmål.
Senere på dagen blev flaget officielt udstillet på Steno Museet, hvor eleverne og 150 besøgende deltog i et udsolgt event. Her fik de mulighed for at stille spørgsmål til Andreas Mogensen og se flaget.
Fakta om Dannebrog på ISS:
Dannebrogsflaget har fulgt ESA-astronauten Andreas Mogensen på hele hans Huginn-rummission. Det hang på hans arm 26. august 2023 i det rørende øjeblik, da han med glæde og lettelse kunne fortælle familien, Danmark og verden, at han og de andre astronauter var landet sikkert på rumstationen.
Han brugte det til at markere fejringen af sin egen 47-års fødselsdag i rummet 2. november 2023. Det svævede også i Cupola under fejringen af det nye kongepar 14. januar 2024, og det sad på væggen sammen med flagene fra Grønland og Færøerne, når Andreas Mogensen havde inflight call fra ISS til Jorden. Nu bliver Dannebrogsflaget en fast del af Steno Museets udstilling.

Læs også: Oktober måneds kulturguide
Tre måneders fængsel for vold mod politibetjent
En 29-årig mand fik sidste onsdag en straksdom, efter han om søndagen sparkede en politibetjent i brystet forud for fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Viborg FF.
En 29-årig mand fra Esbjerg skal tre måneder i fængsel, efter han søndag den 29. september omkring klokken 11.30 på Messevejen i Herning begik vold mod en politibetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi, der var til stede i forbindelse med en fanwalk forud for søndagens superligakamp mellem FC Midtjylland og Viborg FF.
Midt- og Vestjyllands Politi var bekendt med mandens identitet, og tirsdag eftermiddag meldte manden så sig selv, hvorefter han blev anholdt. I dag, onsdag den 2. oktober 2024, blev manden fremstillet i grundlovsforhør. Her erkendte den 29-årige at have sparket betjenten i brystet, og det udløste en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel.
– Dommen sender et klart signal om, at retten ser strengt på vold begået mod politifolk, der bare passer deres arbejde og prøver at opretholde ro og orden, udtaler anklagerfuldmægtig Nicolai Soelberg, der mødte i retten for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen til landsretten.

Læs også: Kvindefodbold får større muskler



