
NEWS: Der er udsigt til, at priserne udvikler sig stabilt i dansk økonomi
Der er udsigt til, at priserne udvikler sig stabilt i dansk økonomi · Seks mænd dømt for omfattende kloning af biler · Folkekirkens Nødhjælp samler verden om klimafinansiering i New York · Niels Krause-Kjær modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2024 · Politiet stopper mange ulovlige knallerter · Dagens video: Recycling i NYC
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Der er udsigt til, at priserne udvikler sig stabilt i dansk økonomi
Dansk økonomi er i mild fremgang, understøttet af global vækst og af, at danskerne har genvundet købekraften efter et par år med høj inflation. Beskæftigelsen er fortsat med at stige, men fordi arbejdsstyrken også er vokset, er det sket, uden at presset på arbejdsmarkedet er taget yderligere til det seneste år. Presset på arbejdsmarkedet er kommet ned siden 2022.
Dansk økonomi er i mild fremgang, understøttet af global vækst og af, at danskerne har genvundet købekraften efter et par år med høj inflation. Beskæftigelsen er fortsat med at stige, men fordi arbejdsstyrken også er vokset, er det sket, uden at presset på arbejdsmarkedet er taget yderligere til det seneste år. Presset på arbejdsmarkedet er kommet ned siden 2022.
De kommende år er der gode forudsætninger for, at lønstigningerne vil aftage, fordi der er mindre pres på arbejdsmarkedet og en markant lavere inflation end for et par år siden. Inflationen forventes at stabilisere sig omkring 2 pct.
– Selvom presset på arbejdsmarkedet letter lidt, så er vi stadig i en situation med meget lav ledighed. Derfor er der behov for, at penge- og finanspolitikken samlet set ikke skruer op for aktiviteten. Set i det lys er det ikke et godt tidspunkt at lempe finanspolitikken i det omfang, regeringen foreslår i udspillet til finansloven for 2025, forklarer nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen og fortsætter
– I vores nye prognose forventer vi, at inflationen (HICP) i Danmark vil være 1,3 pct. i år, 2,1 pct. næste år og 1,8 pct. i 2026. Vi forventer, at væksten i BNP bliver 2,1 pct. i år, 2,3 pct. i 2025 og 1,5 pct. i 2026.
Nationalbankens nye analyser af dansk økonomi findes på Nationalbankens hjemmeside, nationalbanken.dk.

Læs også: Danskernes købekraft styrkes
Seks mænd dømt for omfattende kloning af biler
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om omfattende hæleri af en lang række biler samt om dokumentfalsk, underslæb, bestikkelse og afgiftsunddragelse. Seks mænd er nu idømt markante fængselsstraffe i sagen.
En NSK-sag om kloning af en lang række eksklusive biler har i dag ført til lange fængselsdomme på mellem 1 år og 6 måneder til 2 år og 7 måneder til seks mænd i alderen 27 til 46 år.
Det er sket ved Retten i Helsingør, der fandt det bevist, at de seks mænd i en periode fra 2020 til 2021 stod bag hæleri og kloning af i alt 32 biler. Kloningen foregik ved at stjålne biler, blandt andet af mærkerne BMW, Porsche, Mercedes, Lamborghini og Land Rover, fik slebet det originale stelnummer af, hvorefter et nyt og falsk stelnummer blev indgraveret i bilerne.
Det nye stelnummer matchede i alle tilfælde med biler, som var registreret som undtaget for afgift, da bilerne var registeret med såkaldte grænsenummerplader i Motorregisteret. Derefter blev bilerne synet og genregistreret i Motorregisteret med det falske stelnummer.
Retten lagde også til grund, at den ene af de dømte havde misbrugt sin daværende stilling som synsmand til at fabrikere en ny synsrapport, så bilerne fremstod som lovlige og kunne sælges med fortjeneste. Gerningsmændene er samlet dømt for over 100 forhold om hæleri, dokumentfalsk, underslæb, bestikkelse og afgiftsunddragelse.
Senioranklager i NSK, Laura Jensen, udtaler:
– Sagen her er en af de mest omfattende sager nogensinde i Danmark om kloning af biler. Med dagens afgørelse har vi vist, at der fra politiets og anklagemyndighedens side bliver slået hårdt ned på, hvis nogen forsøger at lave profit på omsætning af stjålne biler. Det skal selvsagt ikke være nogen forretningsmodel, og jeg er derfor tilfreds med, at retten også har udmålt markante straffe til de dømte.
De seks mænd blev også idømt tillægsbøder fra 163.000 kroner til 2.732.000 kroner, ligesom retten traf afgørelse om, at de seks mænd skal betale et omfattende erstatningskrav til de forurettede, som fik deres biler stjålet. Synsmanden blev frakendt retten til at syne biler i fem år. To af mændene fik en advarsel om udvisning.

Læs også: Bilimportører roser bandepakke med fokus på snyd af biler
Folkekirkens Nødhjælp samler verden om klimafinansiering i New York
På FN’s General Forsamling har Folkekirkens Nødhjælp med en række samarbejdspartnere afholdt et event med 80 deltagere, om finansiering af klimatilpasning. Deltagerne var ministre, embedsmænd, klimaeksperter og repræsentanter fra nogle af de største klimaorganisationer. Det resulterede i mange vigtige input til det kommende klimatopmøde COP29 i Baku.
Fra Holland, USA, Malawi, Brasilien, Samoa – verden rundt – var der enighed om behovet for stærkere partnerskaber, innovativ finansiering og globalt samarbejde.
– Nu skal der skrues op for konkret klimahandling. Der er behov for at øge den politiske opbakning til klimatilpasning. Landene skal stå sammen for at sikre, at COP29 og fremtidige møder leverer øget finansiering og handling på klimatilpasningsområdet, siger Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Yusuf Mkungula, departementschef i Ministeriet for Naturressourcer og Klimaforandringer i Malawi, opfordrede det Globale Nord til at levere på deres løfte om at fordoble tilpasningsfinansiering inden 2025.
Lotte Machon, direktør for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet i Danmark, påpegede vigtigheden af at gøre finansiering af klimatilpasning lettere tilgængelig ved innovative finansieringsindsatser, som for eksempel privat finansiering. Der skal leveres hurtigere på projekter, og adgangen til klimafinansiering skal forenkles.
Eamon Ryan, irsk minister for miljø, klima og kommunikation, stemte i og foreslog innovative finansieringskilder, som afgifter på skibsfart og luftfart, mens han også anerkendte behovet for at løse det globale syds gældsbyrde.
Toeolesulusulu Cedric Pose Salesa Schuster, Samoas minister for naturressourcer, land og miljø, lagde vægt på, at finansiering skal være lokalt drevet, og at direkte adgang til midler skal forbedres.
H.K.K Prins Jaime de Bourbon de Parme fra Holland annoncerede, at Holland vil lancere en ny ‘Resillience Fund’ på COP29.
Ana Toni, brasiliansk sekretær for klimaforandringer, fremhævede, at klimatilpasning er en moralsk forpligtelse, og Brasilien vil sætte tilpasning i centrum i fremtiden, særligt ved klimatopmødet i 2025.
– Eventet resulterede i en række forpligtende udtalelser fra prominente og afgørende aktører indenfor finansiering af klimatilpasning. Det skaber ikke blot udgangspunkter for forhandlinger, men også netværk og relationer på tværs af aktører i hele verden. En alliance som denne bliver afgørende ved klimatopmødet i november, understreger Jonas Nøddekær.
Folkekirkens Nødhjælps event ‘Scaling up Adaption Finance and Action at COP-29’ blev afholdt sammen med partnerne South South North, E3G, UN Foundation og GermanWatch i New York under åbningen af FN’s generalforsamling.

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp i opråb om de mange flygtningen fra Libanon
Niels Krause-Kjær modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2024
Forfatter og journalist Niels Krause-Kjær modtog Otto B. Lindhardt Prisen 2024, da Lindhardt og Ringhof uddelte prisen for tiende gang ved forlagets efterårsreception.
– Bøger er slow food. Der kan gå mange år, før en bog kommer til verden. Med årets prismodtager måtte læserne vente i hele to årtier – fra vi første gang mødte Ulrik Torp i år 2000, til du samlede tråden op med efterfølgeren i 2019. På samme vis har filmpublikummet ventet i 20 år, fra Kongekabale havde premiere i de danske biografer i 2004, til Mørkeland havde premiere dette efterår. I mellemtiden har du virkelig fået raketbenzin i tastaturet – efter Mørkeland fulgte Fandens forår og Nedsmeltning og dette forår nåede serien om Ulrik Torp op på femte bind, Jagttegn. Og dine bøger bliver bare bedre og bedre, sagde litterær direktør Sune de Souza Schmidt-Madsen i sin tale til Krause-Kjær og fortsatte:
– Du minder os om, hvor afgørende sammenhængskraft er for vores forlagsfamilie. Enhver, som har siddet til bords med dig i mere end to minutter, ved, hvad jeg taler om. Du tager ansvar for selskabet, du sørger for, at alle bliver set og hørt, du får os til at grine og til at tænke. Man har en følelse af, at du kerer dig. Ja det er et gammeldags ord, men det passer på dig, Niels: du kerer dig. Ikke bare om os, men om verden.
– Og det kan man mærke helt ned i dine bøger. De er skrevet med indsigt, humor, og kærlighed for de mennesker, du portrætterer – også når du viser os samfundets skyggesider ved at løfte en flig af tæppet ind til bagscenen af det politiske landskab i Danmark, som bestemt ikke altid er lige kønt. Når det er sagt, så er du også mesterlig til at dreje en fortælling, så man ikke kan slippe bogen, før sidste side er læst, afsluttede Sune de Souza Schmidt-Madsen.
Otto B. Lindhardt Prisen er på 50.000 kroner, og flere af forlagets største forfattere har modtaget prisen gennem tiden: Leif Davidsen, Jørn Riel, Knud Romer, Mich Vraa, Steffen Jacobsen, Merete Pryds Helle, Maren Uthaug, Thomas Korsgaard, Lone Theils og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Læs også: Boginspiration til dig
Politiet stopper mange ulovlige knallerter
Husk at tale med dit barn om konsekvenserne – opfordrer de … For ulovlige knallerter skaber både utryghed for andre og udgør en sikkerhedsrisiko for føreren.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtager jævnligt anmeldelser fra borgere, som føler sig generet af knallerter, som kører alt for hurtigt rundt i deres lokalområde. Og de tager problemstillingen og henvendelserne alvorligt, da det ikke er ufarligt med ulovlige knallerter i trafikken.
– En knallert, som må køre 30 km/t, men kører langt hurtigere, udgør en fare for både andre og føreren selv. Bremserne er ikke lavet til den væsentligt højere hastighed. Samtidig forventer andre trafikanter en lavere fart, hvorved der kan opstå farlige situationer. Derfor tager vi ulovlige knallerter alvorligt og har både kontroller på skoler for at forebygge – og betjente på gaden, som kan stoppe de ulovlige knallerter, forklarer politikommissær Anders Hallen Borg, som er leder i Færdselsafdeling Nord hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Sidste mandag aften standsede en patrulje hos Syd- og Sønderjyllands Politi en ung mand på knallert i Hjerting, da farten blev vurderet at være noget over 30 km/t, som knallerter må køre. Det viste sig da også at være korrekt, da knallerten blev afprøvet på rullefelt. Den er noteret til en maksimalhastighed på mindst 72 km/t. Det bliver den 16-årige knallertfører sigtet for, ligesom han fik en betinget frakendelse af kørekortet til knallert.
Lidt senere mandag aften standsede en patrulje en anden ulovlig knallert. Denne gang i Guldager ved Esbjerg. Dens maksimalhastighed blev målt og sat til mindst 54 km/t. Knallertføreren var 15 år.
Forleden formiddag standsede en patrulje en 32-årig knallertfører i Esbjerg Nord. Hans knallert kom også en tur på rullefeltet og fik fastsat en maksimalhastighed på mindst 55 km/t på en knallert, der må køre 30.
Samme eftermiddag blev en 15-årig knallertkører standset i Esbjerg Centrum. Også på en knallert, der var ulovlig. Den blev målt på rullefelt, og knallerten, som højst må køre 30 km/t, fik fastsat en maksimalhastighed på mindst 44 km/t.
Rundt i hele politikredsen ses problemer med ulovlige knallerter – oftest ført af unge mennesker. Derfor opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi til, at forældre tager en snak med deres barn og et kig på knallerten:
– Det kan have store konsekvenser for den unge på en ulovlig knallert. Det kan også have konsekvenser for, hvornår den unge senere har mulighed for at tage kørekort til bil. Vi håber, at forældre til de unge mennesker vil involvere sig i både knallerten og dens lovlighed og i, at deres unge menneske forstår de mulige konsekvenser, fortsætter Anders Hallen Borg.
Hvis forældre gerne vil forberede sig inden snakken med deres unge mennesker, kan de med fordel se på både reglerne for lille knallert samt de sanktioner, der følger, hvis man kører ulovligt.
Fakta om reglerne for kørsel med lille knallert:
- Du skal være mindst 15 år og have knallertkørekort
- Du må max køre 30 km/t
- Knallerten skal være lovlig, være indregistreret og have gul nummerplade
- Du skal bruge styrthjelm
- Du skal have en ansvarsforsikring
- Du skal køre med lys på hele døgnet
Hvad er straffen for at køre ulovligt på lille knallert?
- Hvis du kører for stærkt: 1.200 – 2.400 kroner.
- Kører uden at have gyldigt kørekort: Første gang 2.000 kroner, anden gang 4.000 kroner.
- Ikke har medbragt kørekort: 1.000 kroner.
- Kører over for rødt: 1.500 kroner.
- Kører mod kørselsretningen: 1.500 kroner.
- Kører uden hjelm: 1.500 kroner.
- Ikke overholder ubetinget vigepligt: 1.500 kroner.
- Bruger håndholdt mobil: 1.500 kroner.
- Har passager med: 1.000 kroner (bøde til begge)
Kører du groft uforsvarligt, for eksempel på en tunet knallert, spiritus- eller narkokørsel, hensynsløs kørsel eller skader andre, kan du miste kørekortet, og knallerten kan blive konfiskeret.
Er det anden gang, du bliver taget på en tunet knallert, bliver knallerten konfiskeret, og muligheden for at tage kørekort til bil bliver udsat i seks måneder.
Er du under 18 år og har erhvervet kørekort til bil, mister du kortet i seks måneder, hvis du får en ubetinget frakendelse til lille knallert.

Læs også: Mange ulovlige knallerter ved færdselsindsats



