Læs også:

Close
grise world animal protection dyrevelfærd gris

NEWS: Afslørende forskning bør ændre svineindustrien

Nyheder  | 

Afslørende forskning bør ændre svineindustrien · Pirattaxakontrol under Aarhus Festuge · Danskerne donerede 7 milliarder kroner i 2023 · Fynboerne redder over en halv million tons æble · Kvinde afbrød slåskamp ved at slå mand i hovedet med flaske · Dagens video: Kræver en laaaaang seng

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Afslørende forskning bør ændre svineindustrien

Dyreorganisation efter grise-dokumentar: Afslørende forskning bør ændre svineindustrien …

Når grisene fortæller, at de lider, har landbruget et skærpet ansvar for at gribe ind, mener World Animal Protections dyrevelfærds-ekspert efter DR-dokumentar.

En række internationale forskere samlet på Københavns Universitet, har ved hjælp af kunstig intelligens, knækket koden til grisenes sprog ved at analysere deres grynt, skrig og hvin.

Banebrydende forskning, som nu gør det muligt at lytte til grisenes egne oplevelser af deres situation, og at identificere lyde fra tilfredse, triste og stressede grise.

– De dygtige forskere der har knækket koden til grisenes sprog, dokumenterer på fornem vis, den viden vi har haft i årevis, forklarer Pernille Fraas Johnsen, phd. i dyreadfærd hos World Animal Protection.

I DR’s dokumentar ‘Hvis grise kunne tale’ analyserer forskerne lyde fra slagtegrise i fire konventionelle, tre økologiske og to fritgående besætninger i Danmark og Tyskland. Og forskerne konkluderer, at grise på marken med god plads og jord at rode i, er mest tilfredse, mens grise på stald giver udtryk for stress og ubehag i cirka 25 % af deres lyde.

– Jo mere indespærring, jo mere lider dyrene, fortsætter Pernille Fraas Johnsen og konkluderer:

– Det at vi nu så tydeligt kan aflæse grisenes egne oplevelser via deres lyde, forpligter os til at handle og forbedre levevilkårene for grisene. Det giver særligt landbruget et skærpet ansvar, og kalder på et markant kursskifte i svineindustrien. Dyrenes velfærd skal stå over effektivisering og profit,” siger Pernille Fraas Johnsen, der også peger på politikernes ansvar i lyset af forskernes banebrydende resultater. Politikerne bør skærpe kravene til hold af slagtegrise, så dyrene beskyttes langt bedre mod stress og ubehag end i dag. Det er faktisk ikke til at bære at lytte til de mange stress-skrig fra slagtegrisene på stald, og det ekko bliver siddende i èn længe efter, vi har forladt stalden.

– Næste skridt må være at lytte til søerne i den danske svineproduktion, og analysere hvordan soen oplever sin egen situation i drægtighedsstalden og ikke mindst under faring, hvor den fikseres mellem metalbøjler så den ikke engang kan vende sig. Alfa og omega er, at forskerne nu har udstyret industrien med en revolutionerende viden, der kun kræver en app, så enhver landmand til hver en tid kan stille ind og finde ud af, hvordan deres dyr får opfyldt deres naturlige behov, afslutter Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver i World Animal Protection.

grise world animal protection dyrevelfærd gris
Når grisene fortæller, at de lider, har landbruget et skærpet ansvar for at gribe ind, mener World Animal Protections dyrevelfærds-ekspert, Pernille Fraas Johnsen efter banebrydende forskningsresultater om grises sprog i DR dokumentar. (Foto fra DR dokumentaren ‘Hvis Grise Kunne Tale’ på DR)

Læs også: Millioner af grise lider på varme grisetransporter

Pirattaxakontrol under Aarhus Festuge

I anledningen af festugen i Aarhus gennemførte betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion sidste uge tirsdag aften og natten til onsdag en færdselskontrol i det aarhusianske natteliv.

Indsatsen havde sit primære fokus på pirattaxaer og ulovlige hyrevogne – og til trods for nogle rolige trafikale nattetimer, var der alligevel lidt at komme efter for politiet.

Indsatsen medførte blandt andet, at en taxachauffør blev testet positiv for narko, og derfor blev sigtet for narkokørsel. Betjentene opdagede desuden, at tilladelsen til taxikørsel ikke var tilknyttet det pågældende køretøj, chaufføren befandt sig i. Sidst, men ikke mindst, var der en synssag på bilen.

I alt blev det til følgende sager:

  • 3 x lov om hyrevogn
  • 1 x hyrevogn – Kørselsforbud (taxameterattest udløbet)
  • 1 x hyrevogn – tilladelse ej tilknyttet
  • 2 x § 54 (narkokørsel)
  • 2 x ej medbragt kørekort
  • 3 x fejl og mangler
  • 1 x cykel uden lys
  • 1 x fører på el løbehjul uden godkendt hjelm
  • 2 x synssag
  • 1 x parkeringsbøde
  • 1 x gul før rødt
  • 1 x hastighed by, bøde

Østjyllands Politi fortsætter sin opmærksomhed på pirattaxaer og andre lignende ulovlige forhold under festugen i Aarhus. Og de opfordrer desuden til, at man aldrig tager en pirattaxa hjem fra byen – uanset, hvor fristende det måtte være, når du er træt og bliver tilbudt et hurtigt lift hjem.

Få lavet en aftale på forhånd, så du ved, hvordan du kommer hjem. Tag en rigtig taxa, benyt dig af offentlig transport eller få nogen, du kender, til at hente dig. Så undgår du at blive fristet af et billigt lift, når du har fået lidt alkohol indenbords.

bil instrumentbræt
Pirattaxakontrol under Aarhus Festuge …  (Foto: Pexels)

Læs også: Pirattaxachauffør lånte toilet og stjal betalingskort

Danskerne donerede 7 milliarder kroner i 2023

Mellem 2020 og 2023 er danskernes donationer til velgørende organisationer steget med hele 26,4 % til 7 milliarder kroner i 2023, hvilket dog er et fald på 8 % sammenlignet med 2022. Det fremgår af ISOBROs ’Indsamlingsundersøgelsen 2024’, hvor især donationer til internationale hjælpeorganisationer er gået ned det seneste år.

Danskerne er gavmilde og støtter i stor stil alt fra mennesker i nød, beskyttelse af regnskove til børn fra udsatte familier. ISOBRO, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, kan i dag præsentere Indsamlingsundersøgelsen 2024, som kortlægger danskernes donationer til velgørende formål mellem 2020 og 2023.

Af undersøgelsen fremgår det, at de samlede donationer til velgørende formål i Danmark i 2023 var på 7 milliarder kroner. På trods af det store beløb, er det et lille fald på 8 % sammenlignet med 2022, hvor beløbet toppede 7,5 milliarder kroner. Udviklingen skal ses i lyset af et rekordår i 2022, som især var præget af danskernes øgede fokus på at købe genbrugstøj og -ting samt opbakning til internationale hjælpeorganisationer primært i forbindelse med krigen i Ukraine.

– 2022 var på mange måder et ekstremt år med krigen i Ukraine i fokus, hvilket kan aflæses direkte i danskernes store giverlyst på nødhjælpsområdet. Så selvom vi ser et samlet fald på 8 % det seneste år, fortolker vi det mere som en normalisering frem for en tendens, siger Kenneth Kamp Butzbach, generalsekretær i ISOBRO, der samtidig peger på én afgørende faktor i det samlede fald og forklarer:

– Donationer til internationale hjælpeorganisationer er faldet med 19,8 % i 2023 sammenlignet med 2022, hvilket vi fortolker primært som et fald i den humanitære støtte til Ukraine i 2023.

Danskernes bidrag til genbrug stiger og stiger … Indtægter fra genbrug har oplevet en voldsom vækst fra 2020 til 2023 på 80,6 % – og genbrug er også fortsat vækstet fra 2022 til 2023 med 10,5 % til 321 millioner kroner på trods af et samlet fald i donationer. Kenneth Kamp Butzbach er ikke overrasket over den eksplosive vækst i genbrug, der afspejler et stigende fokus på bæredygtighed i det danske samfund.

– Det er positivt, at vi stadig ser en stigning i genbrug, som på mange måder illustrerer en velvilje blandt danskerne til at ændre adfærdsmønstre og træffe positive valg for klimaet, hvilket også kommer velgørende formål til gode. I undersøgelsen ser vi også, hvordan donationer til natur-, miljø- og dyreværnsorganisationer samlet set er steget med 51,7 % fra 2020 til 2023 og 18,3 % fra 2022 til 2023, hvilket også vidner om, at den bæredygtige dagsorden fortsat vinder frem, afslutter Kenneth Kamp Butzbach.

214 velgørende organisationer har deltaget i Indsamlingsundersøgelsen 2024. ISOBRO skønner, at indtægterne i undersøgelsen svarer til mere end 90 % af de samlede indtægter hos danske indsamlingsorganisationer. Undersøgelsen er foretaget af ISOBRO i samarbejde med Deloitte. Læs den fulde undersøgelse her.

Udvalgte data fra Indsamlingsundersøgelsen 2024:

Donationer til internationale hjælpeorganisationer er faldet med 20 % fra 2022 til 2023
Samlet stigning i kategorien på 38,4 % svarende til 762 mio. kr fra 2020 til 2023
Donationer til kirkelige organisationer er faldet med 9 % fra 2022 til 2023
Samlet stigning i kategorien på 9,3 % svarende til 53 mio. kr. fra 2020 til 2023
Donationer til nationale, sociale og humanitære organisationer er steget med 4 % fra 2022 til 2023
Samlet stigning i kategorien på 26,8 % svarende til 280 mio. kr. fra 2020 til 2023
Donationer til natur,- miljø- og dyreværnsorganisationer er steget med 18 % fra 2022 til 2023
Samlet stigning i kategorien på 51,7 % svarende til 219 mio. kr. fra 2020 til 2023
Donationer til sygdomsbekæmpende og handicaporganisationer er faldet med 1 % fra 2022 til 2023
Samlet stigning i kategorien på 9,3 % svarende til 137 mio. kr. fra 2020 til 2023
Indtægter fra spil og lotteri er steget med 13,9 % fra 2022 til 2023
Samlet stigning i kategorien på 27,5 % fra 2020 til 2023.

penge pengesedler
Danskerne donerede 7 milliarder kroner i 2023 … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Danskerne lover guld og grønne skove til velgørenhed men overførslerne udebliver

Fynboerne redder over en halv million tons æble

Fynboerne redder over en halv million tons æbler: En mangeårig tradition med fokus på madspild …

En stærk lokal indsats bidrager til at bevare den fynske æbletradition og reducere spild af naturens ressourcer. I 2023 samlede fynboerne imponerende 667 tons – svarende til omkring 6,7 millioner overskudsæbler – en stigning på næsten 100 tons fra året før. Den 16. september 2024 er der igen mulighed for at aflevere overskudsæbler fra haven til Ørbæk Mosteri og bytte dem til æblemost.

I en tid, hvor klimaansvarlighed står højt på dagsordenen, er fynboerne et forbillede ved at indlevere deres overskydende haveæbler til æblemost. Traditionen med at bytte æbler til most begyndte som en praktisk løsning for at forlænge holdbarheden af havens frugt, men er i dag blevet et symbol på bevidste valg fra fynboerne om at ville udnytte havens udbytte i kampen mod madspild. Overskudsæblerne ender som æblemosten “Årets Ævlerov” på REMA 1000s hylder, til glæde for danskerne og miljøet.

For parret Sofie og Christian Aahman Poulsen, som overtog en gård i Frørup med bugnende æbletræer i 2018, har det været en oplagt beslutning at deltage i den fynske æbleindsamling:

– Vi har hvert år mere end et ton æbler i haven, som vi umuligt kan nå at spise eller lave til most selv. Så siden det første efterår, vi havde vores gård, har vi afleveret æbler til mosteriet i Ørbæk. Jeg kan godt lide tanken om, at andre kan få glæde af dem. Det giver god mening, synes jeg. Og så kan jeg godt lide, at den most, der bliver lavet af de mange æbler fra haven, føles hjemmelavet, siger Christian Aahman Poulsen, mens hans hustru Sofie Aahman Poulsen supplerer:

– Vi kan godt lide den her tradition. For som familie hygger vi sammen om at samle æblerne. Vi er til stede og får nogle andre snakke, når vi går der i haven på den måde. Jeg kan godt lide tanken om, at det også sker i andre familier på Fyn på den tid af året. For der skal et fællesskab til at samle så mange æbler. Og så kan jeg godt lide – når vi sidder i weekenderne og spiser morgenmad sammen og får æblemost til – at tænke på, at vores æbler er med til at skabe en lignende stund hos en anden familie.

Hos Ørbæk Mosteri er der stor glæde over den lokale opbakning:

– Fynboernes bidrag til produktionen af vores haveæblemost ‘Årets Ævlerov’ er en påmindelse om, hvordan individuelle handlinger kan gøre en forskel. For os er det en stolt tradition og en vigtig indsats for at udnytte vores ressourcer bedst muligt, siger Jesper Dalskov-Rasmussen, salgsdirektør hos Ørbæk Mosteri.

Også Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af foreningen Stop Spild Af Mad, roser initiativet:

– Årets Ævlerov’ er et meget inspirerende eksempel på, hvordan lokalsamfundet på Fyn går forrest i kampen mod madspild. Initiativet bidrager til at redde æbler og bevare jordens ressourcer, udtaler Selina Juul, og fremhæver, at dette års indsamling falder også sammen med den nationale og internationale Madspildsdag den 29. september.

Ørbæk Mosteri modtager haveæbler fra den 16. september 2024, mandag til fredag fra klokken 9 – 12 og 13 – 17, frem til slutningen af oktober. ‘Årets Ævlerov 2024’ kan købes i alle REMA 1000 butikker fra oktober, og for hver solgt karton støttes foreningen Stop Spild Af Mad’s fortsatte arbejde i kampen mod madspild.

æbler ævlerov 2024 madspild æblemost
Så er der snart lækker æblemost produceret af overskudsæbler… (Foto: PR)

Læs også: Sjove ting du ikke vidste om æbler

Kvinde afbrød slåskamp ved at slå mand i hovedet med flaske

Tidligt sidste torsdag morgen klokken 07.12 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået slåskamp mellem en gruppe personer, der befandt sig ved Immervad nær Lille Torv i det centrale Aarhus.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor to mænd på henholdsvis 34 og 42 år kort tid efter blev fundet liggende på jorden, begge med friske skader fra en form for forudgående slåskamp.

Derudover traf politiet også en 41-årig kvinde, som angiveligt også havde været involveret i urolighederne samt vidner, der havde overværet episoden.

Ifølge en vidneforklaring havde de to mænd i første omgang været i et højlydt skænderi, der efterfølgende havde udviklet sig til en slåskamp. Kort tid efter havde den 41-årige kvinde blandet sig ved at slå den 34-årige mand i hovedet med en flaske, så den knustes.

Den 34-årige mand blev tilset i en ambulance og kørt til hospitalet for behandling, men han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Han blev sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen ved at have indledt sig i slagsmål.

Også den anden part i slagsmålet, den 42-årige mand, blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden ved at indlede sig i slagsmål. Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, og han blev derfor anholdt og taget med på stationen. Kokainen blev beslaglagt, og den 42-årige blev sigtet for besiddelse af narko.

Den 41-årige kvinde blev sigtet for grov vold ved at have slået med flasken, og hun blev i samme forbindelse også anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.

Østjyllands Politi har indhentet videoovervågning fra stedet og sagen vil nu blive efterforsket nærmere med henblik på at få klarlagt et endeligt hændelsesforløb.

politi politibil
Kvinde afbrød slåskamp ved at slå mand i hovedet med flaske … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Slagsbrødre fik lov til at rydde op efter dem selv

Dagens video: Kræver en laaaaang seng

· Mere fra samme kategori ·