
Den dovne vegetar: Ricottakage med citron og rapsfrø
Godt nok hedder bogen ‘Den Dovne vegetar’ – men den her ricottakage med citron og rapsfrø smager vildt godt – og ja er ikke så svær at lave. Det er Camilla Skov der står bag bogen. Og doven behøver du faktisk ikke være for at lave den
Den tager 60+ at lave – og opskriften er til 8 portioner

Jeg elsker denne syrlige og saftige ricottakage, som har levet et dejligt liv på min hjemmeside i en version med rabarber de sidste par år. Den har været efterspurgt i en version, der kan laves hele året, and your wish is my command! Her får du den. For jeg har forenklet (og forbedret!) kagen og præsenterer den her i version 2.0. Det var Rikke fra Byens Landhandel på Nørrebro, der fik åbnet mine øjne for rapsfrøet, som er et lokalt dyrket alternativ til birkes, og således har jeg brugt dem i opskriften her. De smager som et kærlighedsbarn af birkes og sesam. Ricottaen gør kagen let og utrolig saftig, og olien sørger for, at kagen holder sig fugtig i dagevis.
Det skal du bruge
Ingredienser kagedej
250 g mel
2 tsk bagepulver
1 tsk salt
225 g rørsukker
3 citroner, skallen
3 store (eller 4 små) æg
150 g ricotta
200 g neutral olie
4 spsk rapsfrø eller blå birkes
2 spsk citronsaft
Ingredienser til syrlig sukkerlage
Saften fra 1 citron
2 spsk vand
0,5 dl rørsukker
Sådan gør du
Sæt ovnen på 175 grader almindelig ovn. Beklæd en stor rugbrødsform med bagepapir.
Bland mel, bagepulver og salt sammen i en mindre skål.
Vej sukker af i en stor skål. Riv citronskallen over sukkeret, og gnid ind i sukkeret med fingrene.
Knæk æggene ud i sukkeret, og pisk sammen med en elpisker, til det bliver lidt luftigt. Skru ned for intensiteten på elpiskeren, og pisk ricottaen ind i sukkerblandingen.
Tilsæt halvdelen af melblandingen, og hæld olien i skålen i en tynd stråle, mens du pisker forsigtigt.
Når du har en jævn masse, vendes rapsfrø/birkes, citronsaft og resten af melet forsigtigt i dejen med en dejskraber.
Fordel dejen i rugbrødsformen og bag i 50 – 60 minutter.
Lav i mellemtiden sukkerlagen ved at blande ingredienserne i en lille gryde og koge op. Sluk for varmen når sukkeret er opløst.
Hæld sukkerlagen over kagen, lige når den kommer ud af ovnen, så bliver den sprød og syrlig udenpå. Lad kagen køle en anelse af, før du vender den ud på en rist eller et skærebræt.
Lad den køle helt af, før du skærer den i skiver og serverer.
FORÅRSTIPS
Lav den med rabarber
Ingredienser
500 g rabarber
1 dl rørsukker
Snit rabarberne i 0,5-1 cm-skiver og læg dem i en skål med sukker. Lad stå i 20-30 minutter. Si væsken ned i en lille gryde og tilsæt ca. 20 % af rabarberstykkerne.
Gem til sukkerlage.
Fold ¾ af de resterende rabarber ned i den færdige dej. Fordel de sidste rabarber oven på kagen og tryk lidt ned i dejen.
Tilsæt citronsaft og rørsukker til gryden og kog op. Si rabarberstykkerne fra, dem kan du bruge på din yoghurt.
Sådan ser bogen ud:

Læs også:



