
NEWS: Forskere bruger blågrønalger som rugemor for ‘kødagtige’ proteiner
Forskere bruger blågrønalger som rugemor for ‘kødagtige’ proteiner · Seks anholdt i sag om ulovlige cigaretter · Danmarks stærkeste brands 2023 · Københavns Politi og PET’s fælles efterforskning af sprængningerne af Nord Stream indstilles · Scandic mindsker madspild med 17 % og igangsætter samarbejde med Stop Spild Af Mad · Dagens billede: Spændende forskning
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Forskere bruger blågrønalger som rugemor for ‘kødagtige’ proteiner
Forskere fra Københavns Universitet er ikke alene lykkedes med at bruge blågrønalger som rugemor for et nyt protein – de har tilmed fået mikroalgen til at producere ‘kødfiber-agtige’ proteintråde. Og den bedrift er måske nøglen til bæredygtige madvarer, der både har den ’rigtige’ tekstur og kræver minimal forarbejdning.
At vi skal spise mindre kød og ost og mere plantebaseret, ved vi efterhånden godt. Men når vi står foran køledisken og skal vælge mellem animalske fødevarer og mere klimavenlige alternative proteinkilder, er det ikke kun fornuften, der taler til os. Og selvom man har fået styr på smagen i mange plantebaserede produkter, halter det ofte med teksturen – den, der giver den ’rigtige’ mundfølelse.
Derudover kommer problemet med, at de plantebaserede protein-alternativer ofte ikke er så bæredygtige alligevel, fordi forarbejdningen af dem koster rigtig mange ressourcer.
Hvad nu hvis man kunne lave proteinrige fødevarer, der samtidig er både bæredygtige og har den rette tekstur? Et stykke nyt forskning fra Københavns Universitet ildner den ambition. Nøglen er blågrønalger. Ikke den type, der er berygtet for at lægge sig som en giftig suppe i badevandet om sommeren, men de ikke-giftige af slagsen.
– Cyanobakterier, også kendt som blågrønalger, er en levende organisme, som vi har fået til at producere et nyt protein, som den ikke fra naturens side producerer. Det ekstra spændende er, at proteinet dannes i fiberagtige strenge, som minder lidt om kødfibre. Og de kan måske bruges i plantebaseret kød, ost eller en ny type fødevare, hvor vi ønsker en særlig tekstur, fortæller professor Poul Erik Jensen fra Institut for Fødevarevidenskab.
Han og en række andre forskere fra blandt andet Københavns Universitet har i et nyt studie vist, at de kan bruge en cyanobakterie som værtsorganisme eller rugemor for det nye protein ved at sætte fremmede gener ind i cyanobakterien. Inde i cyanobakterien organiserer proteinet sig som bittesmå tråde eller nanofibre.
Minimal forarbejdning – maksimal bæredygtighed … Forskere rundt om i verden har allerede zoomet ind på cyanobakterier og andre mikroalger som potentielle alternative fødevarer. Dels fordi de ligesom planter vokser ved hjælp af fotosyntese, og dels fordi de i sig selv indeholder både en stor mængde protein og sunde flerumættede fedtsyrer.
– Jeg er jo jyde og slår sjældent ud med armene, men at vi kan manipulere en levende organisme til at fremstille en ny slags protein, der organiserer sig i tråde er sjældent set i dette omfang og er rigtig lovende. Og det er tilmed en organisme, som let kan dyrkes bæredygtigt, fordi den bare lever af vand, luftens CO2 og solens lysstråler. Det her resultat giver cyanobakterien endnu større potentiale som bæredygtig ingrediens, siger en begejstret Poul Erik Jensen, som er leder af en forskningsgruppe specialiseret i plantebaseret mad og planters biokemi.
Der er i forvejen mange rundt om i verden, der netop arbejder på at udvikle proteinrige teksturgivere til plantebaseret mad – blandt andet i form af ærtefrø og sojafrø. Men de kræver meget forarbejdning, fordi frøene skal formales, og proteinet dernæst skal trækkes ud af dem for at få en høj nok proteinkoncentration.
– Hvis vi kan udnytte hele cyanobakterien og ikke kun proteinfibrene i fødevarer, vil det minimere den nødvendige forarbejdning. I fødevareforskningen vil vi gerne undgå for meget forarbejdning, fordi det kompromitterer den ernæringsmæssige værdi af ingrediensen og samtidig koster en forfærdelig masse energi, fortæller Poul Erik Jensen.
Der er dog stadig et godt stykke vej, før en produktion af proteintråde fra cyanobakterier kan sættes i sving, understreger professoren. Først skal forskerne finde ud af at optimere cyanobakteriens produktion af proteinfibre. Men Poul Erik Jensen er optimistisk:
– Vi skal forædle de her organismer til at producere flere proteinfibre – og på den måde ’hijacke’ cyanobakterien til at arbejde for os. Lidt ligesom malkekøer, som vi har hijacket til at producere sindssygt meget mælk for os – her slipper vi dog for etiske overvejelser om dyrevelfærd. Vi er ikke i mål i morgen, for der er nogle metaboliske udfordringer i organismen, som vi skal lære at tackle, men vi er allerede i gang, og jeg er sikker på, at vi kan lykkes, konkluderer Poul Erik Jensen og tilføjer:
– I så fald er det her den ultimative måde at lave protein på.
Cyanobakterier såsom spirulina dyrkes allerede industrielt i flere lande – mest til helsekost. Produktionen foregår typisk i enten såkaldte raceway-bassiner under åben himmel eller i dyrkningskamre, hvor organismerne vokser i glasrør.
Ifølge Poul Erik Jensen er Danmark et oplagt sted at etablere ‘mikroalge-fabrikker’ med produktion af forædlede cyanobakterier. For Danmark har både biotek-virksomheder med de rigtige kompetencer og et effektivt landbrug.
– Danske landbrug kunne i princippet producere cyanobakterier og andre mikroalger som de i dag producerer mejeriprodukter. Hver dag ville man kunne høste eller malke en andel af cellerne som frisk biomasse. Hvis man opkoncentrerer cyanobakteriecellerne, får man noget, der ligner en pesto, men som har de her proteintråde. Den ville man med minimal forarbejdning kunne inkorporere direkte i en fødevare.
Fakta: Cyanobakterier banede vejen for os andre
Cyanobakterier, der også er kendt som blågrønalger, er trods navnet ikke beslægtet med alger, men hører til bakterieriget.
Det særlige ved cyanobakterier er, at de laver fotosyntese. Faktisk menes de at have opfundet fotosyntesen for op til 3,8 milliarder år siden og spillede derfor en vigtig rolle i Jordens udvikling ved at Jordens atmosfære blev iltholdig. De banede dermed vejen for alle de organismer, der lever af ilt. (Kilde: Wikipedia).
En del cyanobakterier kan danne giftstoffer, som ved at lamme åndedrættet eller ødelægge leveren er dødelige for pattedyr, fugle og fisk. I sjældne tilfælde har cyanobakterier forårsaget dødsfald hos mennesker.
I forskningsverdenen er der stor interesse i også at bruge cyanobakteriernes cellevægge som et biomateriale, som kunne erstatte træ eller cement. Cyanobakterier akkumulerer nemlig forskellige polymerer (makromolekyler), som i princippet kan bruges som byggesten i bioplastik.
Fakta om studiet
Forskerne bag studiet er: Julie A. Z. Zedler, Alexandra M Schirmacher, David A Russo og Paul Verkade fra Friedrich-Schiller-Universität Jena; Lorna Hodgson fra University of Bristol; Stefanie Frank fra University College London; Emil Gundersen og Annemarie Matthes fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet samt Poul Erik Jensen fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.
Den videnskabelige artikel om studiet er udgivet i tidsskriftet ACS Nano: Self-Assembly of Nanofilaments in Cyanobacteria for Protein Co-localization | ACS Nano
Forskningen er støttet af EU’s Horizon 2020-program, The Humboldt Foundation, Biotechnology and Biological Sciences Research Council (BBSRC), Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet.

Læs også: FOKUSNEWS: Vægttabsmedicin behøver ikke være livsvarigt
Seks anholdt i sag om ulovlige cigaretter
I alt er seks personer i mandags anholdt i aktion i en sag om ulovlige kopicigaretter. National enhed for særlig Kriminalitet (NSK) har i samarbejde med Østjyllands Politi mandag anholdt seks personer i en sag om ulovlige kopicigaretter.
Tre personer blev mandag eftermiddag anholdt på en adresse i Randers, hvor politiet fandt et større parti ulovlige kopicigaretter. Tre yderligere personer blev anholdt efter en eftersættelse i bil og afsøgning med hunde.
Ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard, udtaler:
–Jeg er tilfreds med gårdsdagens anholdelser. Nu forestår et videre efterforskningsarbejde, der kan afdække mere om den organiserede gruppe, som vi mistænker står bag.
De anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør i går den 27. februar ved Retten i Randers, hvor anklagemyndigheden anmodede om dørlukning ved grundlovsforhøret. NSK har derfor ikke yderligere at oplyse på nuværende tidspunkt.

Læs også: Dom i sag om ulovlige cigaretter
Danmarks stærkeste brands 2023
REMA 1000 er tilbage som Danmarks stærkeste brand målt på det overordnede image, mens 365discount er brandet, der oplever størst fremgang i 2023. Ved hjælp af seks forskellige imageparametre udarbejder YouGov hvert år en rangliste over de brands, der klarer sig særligt godt.
Sidste år måtte REMA 1000 se sig slået af MobilePay på YouGov’s danske rangliste. I år er dagligvarekæden dog tilbage på førstepladsen efter endnu en gang at have forbedret deres overordnede image. REMA 1000 opnår en score på 46,3 efterfulgt af MobilePay med 42,7. Tredjepladsen går til Matas, der er rykket 3. pladser op på listen og ender med en score på 39,9. Derudover er Lurpak rykket 1. plads frem til nr. 4 og LEGO 2. pladser frem til nummer 5.
IKEA er med på listen igen (efter et års fravær) og indtager syvendepladsen. Sygeforsikringen Danmark og Nike er nye på dette års top 10, hvorimod der er sagt farvel til et brand som Netflix.
Arla og DR er lige netop faldet uden for dette års top 10, men sidstnævnte har stadig DRTV med på en ottendeplads.
365discount er det brand, der har forbedret sit overordnede image mest i 2023. Kædens overordnede image ligger nu et godt stykke over de Fakta butikker, som 365discount har afløst, og danskerne lader til at have taget positivt imod den udskiftning.
Derudover har nemlig.com stille og rolig forbedret sin Index-score, siden den lå på sit laveste i foråret 2021. Det betyder, at brandet i 2023 igen har en positiv Index-score, om end der stadig er et stykke vej til niveauet før foråret 2021.
Hos Ryanair ses der også forbedringer. Her er det dog med et noget lavere udgangspunkt, hvorfor brandet stadig har en negativ Index-score i 2023.

Om image-rankingen:
Rankingen er udarbejdet ved hjælp af YouGov BrandIndex Index-score, som er gennemsnittet af seks forskellige imageparametre: Kvalitet, Generelt indtryk, Værdi for pengene, Anbefaling, Omdømme og Kundetilfredshed.
I Danmark sammenligner BrandIndex mere end 450 brands. Hver dag interviewer YouGov BrandIndex 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige varemærker.
Data er fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2023.
Oversigten over højdespringerne viser de brands, der har haft de største stigninger i Index-score i 2023 sammenlignet med 2022.

Læs også: Rema 1000 redder haveæbler
Københavns Politi og PET’s fælles efterforskning af sprængningerne af Nord Stream indstilles
Der er ikke det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark i forbindelse med sprængningerne af Nord Stream 1 og 2, og derfor indstiller Københavns Politi den strafferetlige efterforskning af sprængningerne.
Københavns Politi har i samarbejde med PET efterforsket sprængningerne i september 2022 af gasledningerne på Nord Stream 1 og 2, der fandt sted uden for dansk territorialfarvand. De danske myndigheder har undervejs i efterforskningen samarbejdet med relevante udenlandske partnere.
Der har været tale om en kompliceret og omfattende efterforskning. Myndighederne kan på baggrund af efterforskningen konkludere, at der var tale om forsætlig sabotage af gasledningerne. Det er samtidig vurderingen, at der ikke er det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark.
Københavns Politi har derfor besluttet at indstille den strafferetlige efterforskning af sprængningerne.
PET følger fortsat udviklingen i trusselsbilledet og iværksætter sammen med andre relevante myndigheder løbende foranstaltninger, som skønnes nødvendige for at beskytte Danmarks kritiske infrastruktur.
Københavns Politi har ikke mulighed for at give uddybende bemærkninger i denne forbindelse og stiller ikke op til interviews om efterforskningen.

Læs også: FN’s sikkerhedsråd mødes om lækager på gasledninger
Scandic mindsker madspild med 17 % og igangsætter samarbejde med Stop Spild Af Mad
Scandic mindsker madspild med 17 % og igangsætter nyt samarbejde med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
Som Danmarks eneste svanemærkede hotelkæde, er Scandic konstant på udkig efter nye tiltag, som kan reducere madspild. Hotelkæden har allerede reduceret deres madspild betydeligt, men ambitionerne er endnu større, og derfor indgår kæden nu i et samarbejde med Danmarks mest toneangivende organisation mod madspild, Stop Spild Af Mad.
Scandic har længe haft fokus på at nedbringe madspild, og blandt en lang række initiativer fik kæden sidste år installeret madspildsværktøjet ’ioLiving’ på samtlige 30 hoteller. Gennem de sidste tre år har hotelkæden reduceret madspild med 17 %, og målet er en reduktion med 25 % i 2025 målt i forhold til 2019. Scandic og Stop Spild Af Mad deler ambitionen om at frembringe og udbrede løsninger, som kan forebygge og minimere madspild, og Scandics F&B Direktør Karsten Felvang Nielsen ser frem til samarbejdet og håber, at det yderligere vil skubbe til udviklingen og kampen mod madspild i Danmark:
– Vi er virkelig glade for at indgå i det her samarbejde. Stop Spild Af Mad har været ekstremt dygtige til at sætte fokus på bekæmpelse af madspild, og deres resultater er meget imponerende. Vi har en fælles ambition, nemlig at udbrede viden om madspild og skabe resultater, og jeg ser frem til, at vi sammen kan sparre, idéudvikle og gøre brug af hinandens kompetencer.
Stop Spild Af Mad, som i år kan fejre 16 års-fødselsdag, glæder sig også til samarbejdet med Danmarks og Nordens største hotelkæde Scandic Hotels:
– Vi glæder os til at stå sammen mod madspild med en af branchens stærkeste aktører, siger stifter og bestyrelsesformand Selina Juul.
– I Norden har Scandic Hotels på tre år allerede reduceret kædens madspild med 17 %, hvilket er en rigtig god start. Vi ser frem til et fælles og forstærket fokus på madspild, som giver en fantastisk mening også i forhold til reduktion af ressourcer, nedbringelse af CO2-udslip og indfrielse af FN’s Verdensmål, slutter Selina Juul.
Det totale årlige madspild i Danmark er ifølge Miljøstyrelsen på 814.000 tons. Det svarer til, at hver dansker smider 47 kg spiselig mad ud om året, så der er bestemt plads til forbedringer. Snart er det påske, og højtiden er desværre også tradition for madspild. Vi har spurgt Monica Bracher, som er køkkenchef på Scandic Sluseholmen, hvad man selv kan gøre for at minimere madspild efter påskefrokosten og i det hele taget:
– Lad være med at stille al mad frem på bordet med det samme. Fyld hellere op i takt med, at maden bliver spist. Maden må stå fremme max. to timer, hvis du vil genbruge den senere. Nogle madvarer skal desuden i køleskabet hurtigst muligt, fx rejer og sild, dem kan du også holde kolde på bordet med isterninger.
– Undlad at blande madvarer sammen, når du gemmer resterne. Mange retter holder sig bedre, hvis de ikke blandes sammen. For eksempel rejer og salat hver for sig, spaghetti og kødsovs hver for sig.

Læs også: Selina Juul om kampen mod madspild




