Filmanmeldelse: ‘Et Svært År’
Der er noget ved franske film, og når det så er de franske stjerneinstruktører Éric Toledano og Olivier Nakache, som blandt andet står bag kæmpesuccesen ‘De Urørlige’, der står bag, så må man ind at se ‘Et Svært År’. Læs om den vittige komedie her
Nogle gange er det bare dejligt at gå en tur biffen – lade sig glide godt tilrette og ned i sædet og nyde en god feel good film. Sådan en er ‘Et Svært år’. Se den i biffen …
‘Et Svært År’ er en hjertevarm og vittig komedie af de franske stjerneinstruktører Éric Toledano og Olivier Nakache, som blandt andet står bag kæmpesuccesen ‘De Urørlige’, så kan du næsten forestille, hvad retning filmen går i – men bare rolig – der er også undervejs et par ‘overraskelser’.
Når vi taler Frankrig, miljø, humor og god underholdning
Du starter med den bedste indledning – der reelt siger alt – og som sætter agendaen – både for det franske univers men også humoren og hvad vi kan forvente. Der er dømt tør humor – scenen er sat på bedste vis.
De mere tunge politiske emner er overforbrug og miljø og det som franskmændene elsker – demonstrationer. Men der er også forfald – håb og kærlighed og venskaber fint flettet sammen af de sjove karakterer og den tørre humor.
Man kan sige at de store og vigtige emner på en eller anden måde bliver udholdelige og lette – og rent faktisk går budskaberne lige ind, så man ser både vores verden og os selv i et klarere lys.
Der kommer også et gigantisk chok undervejs – ingen spoiler her – så lad dig ikke synke for dybt ned i sædet …
Det handler filmen om
Albert og Bruno har begge haft gigantisk købemani og står nu i gæld til op over begge ører. Som et sidste forsøg på at komme op af det hul, de har gravet sig ned i (på hver deres måde), melder de sig ind en støttegruppe for overforbrugere, hvor de håber på at få hjælp til at komme videre – og måske endda få eftergivet deres gæld.
En dag støder de på nogle unge klimaaktivister, der inviterer dem med til et møde. Lokket af løftet om gratis øl og chips snarere end af klimabevægelsens idealer, tager de med. Uden den store overbevisning og med skjulte motiver bliver Albert og Bruno gradvist en fast del af bevægelsen, og det bliver ikke mindre kompliceret af, at de ender med at finde venner og et uventet fællesskab blandt aktivisterne. Og dette er blot starten – eller skal vi sige scenen er sat til en film med både nerve, humor og handling …
Moral er godt – men hvad med dobbeltmoral
De menneskelige relationer – fællesskaber og være en del af noget og nogen – og alle de udfordringer – store som små – vi som mennesker har i livet kommer faktisk også med – men også hvad vi som mennesker måske helst ikke vil vise om os selv – her bliver det bare udstillet.
Og så er den røde tråd for mig menneskers moral – eller allermest DOBBELTMORAL – som virkelig – uden på noget tidspunkt at blive italesat – står absurd stærkt i mine tanker bagefter. Vi mennesker vil så gerne gøre og være noget – og ja ofte ‘failer’ vi på den ene eller anden måde. Det ser man iscenesat mange steder i filmen – med små fine scener eller personers handlinger. Den viser også, at vi som mennesker ofte står os selv nærmest, når vi bliver presset, eller det har noget med penge at gøre. Vi vil gerne – meeen … Og det kommer virkelig frem, når vi taler klima og klimaangst her i filmen.
Filmfakta:
Instruktører og manuskript: Olivier Nakache, Éric Toledano
Medvirkende: Noémie Merlant, Mathieu Amalric, Jonathan Cohen og Pio Marmaï med flere
Længde: 120 minutter
Genre: Komedie
Originaltitel: Une Année Difficile
Sprog: Fransk
Censur: 7 år
Premiere: Den 16. november landet over
Se trailer her:
Fransk, finurlig og fantastique
Franske film har noget unikt over sig. De fleste franske film har lidt haft den der lidt skæve og meget personlige nerve. Her får du også tør humor, sjove personligheder og karakterer. Du får både emner, der er mega tunge og kunne være ret deprimerende. Men når de ‘pakketeres’ med god musik og en elegant lethed – uden at blive overfladisk – og faktisk sige så meget – også uden at sige det, så ved man, at man har med stjerneinstruktører at gøre.
Du ser forfald – du ser håb – du ser kærlighed og venskaber, hvor man alligevel sidder både og hygger og bliver lidt eftertænksom. Du bliver selv spejlet i et liv og en verden, som med knivskarp eksekvering både giver dig dårlig smag i munden og en sødme, som gør, at filmen aldrig bliver lang eller for meget eller for lidt. De to timer er bare en fransk, finurlig og fantastique filmperle. Se den …
Læs også:
