
NEWS: Danskerne stiller krav til kantinernes bæredygtighed
Danskerne stiller krav til kantinernes bæredygtighed · Falske bankbude på spil igen · September blev endnu en måned med vækst i EU-bilsalget · Samarbejde over Atlanten skal åbne døre for grønne investeringer i Danmark · 37-årig dræbt af skud på Vesterbro · Dagens billede: Aflysning grundet krig
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskerne stiller krav til kantinernes bæredygtighed
Danskerne stiller krav til kantinernes bæredygtighed – og hver femte vil gerne købe take-away med hjem fra kantinen …
Hver anden dansker med adgang til en kantine forventer i høj grad, at deres kantine gør en indsats for bæredygtighed, blandt andet ved at mindske madspild. Og hver femte betaler gerne ekstra for at kunne købe maden med sig hjem. Det viser en ny undersøgelse fra Arla Pro, der peger på et bæredygtighedstiltag med forretningsmæssigt potentiale for landets kantiner.
Grønne madvaner fylder meget i danskernes bevidsthed. Og det gælder ikke kun inden for hjemmets fire vægge. Det store fokus på bæredygtighed tager danskerne nemlig med sig på arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen, hvor de stiller krav til kantinernes engagement i bæredygtige løsninger. Det viser en ny undersøgelse fra Arla Pro.
Her svarer hver anden af de danskere, der har adgang til en kantine på arbejde eller studie, at de i høj eller meget høj grad forventer, at deres kantine gør en indsats for eksempelvis at mindske madspild eller bruge råvarer i sæson.
Samtidig siger hver femte, at de gerne vil have, at deres kantine indfører muligheden for at købe take-away med hjem.
Det skaber en vigtig mulighed og motivation for kantinerne, mener Jesper Vanghøj, der er marketing-ansvarlig i Arla Pro.
– Ét er, at danskerne har et stort fokus på bæredygtighed. Det er jo i sig selv positivt. Noget andet er, at de endda er villige til at købe rester eller færdigretter med hjem, og derved hjælpe med at reducere både madspild og samtidig øge omsætningen. Jeg ser et stort potentiale rundt omkring i landets kantiner, hvis de kan lave take-away-løsninger, der både mindsker spild og giver mulighed for en økonomisk fortjeneste, siger han.
Tid og penge at spare … Blandt danskernes grønne krav til kantinerne er blandt andet affaldssortering, som 69 procent af danskerne forventer, at deres kantine har fokus på. Derudover forventer 51 procent, at kantinerne bruger frugt og grønt i sæson, mens 44 procent forventer, at rester bliver genbrugt i nye retter.
Men ifølge Jesper Vanghøj er det ikke kun det store fokus på bæredygtighedstiltag, der er årsag til danskernes efterspørgsmål på take-away i kantinerne. Der er nemlig også både tid og penge at spare for den enkelte.
– Tid er en vigtig faktor i en travl hverdag, og derfor ser vi en stor stigning i take-away generelt. Derudover har kantinerne gode muligheder for at sikre, at prisen på take-away af resterne fra dagens frokost er konkurrencedygtig sammenlignet med andre alternativer, siger han.
Jesper Vanghøj anerkender samtidig, at det kræver, at storkøkkenerne lykkes med at udvikle en god model for bæredygtig take-away og afslutter:
– Det kræver noget arbejde at finde en god løsning på det praktiske bag et take-away-setup. Man skal blandt andet være opmærksom på retningslinjer i forhold til holdbarhed samt finde frem til en holdbar løsning på emballage. Det er ikke lige til, men hvis kantinerne lykkes med at knække koden, er det helt klart et potentiale, som de kan drage nytte af.
4 gode råd til at mindske madspild:
Ifølge Fødevareministeriet smider Danmark hvert år over 800.000 ton mad ud, som kunne være spist. For servicesektoren, som kantinerne er en del af, er madspildet 48.000 ton om året. Derfor deler Arla Pro deres bedste råd til, hvordan man generelt kan mindske madspildet i landets kantiner ..
1. Forvandl grøntsagsresterne til lynsyltede grøntsager, der holder i køleskabet. På den måde, mindsker man madspild samtidig med, at man har sprøde syrlige lynsyltede grøntsager lige ved hånden i flere dage. De kan bruges som topping til de fleste retter eller blendes som ingrediens i en hjemmerørt remoulade.
2. Få mest muligt ud af den klassiske salatbuffet. Tag-selv bordet med grønne ingredienser, dressinger og toppings er en institution i danske kantiner, men den slår til gengæld ofte negativt ud på madspildskontoen. Derfor kan man med fordel skære ned på salatbuffeten, mindske valgmulighederne, lave sæsonsalater, der er sammensat på forhånd eller sørge for at bruge eventuelle rester fra buffeten til suppe, gryderetter og hjemmebagt brød.
3. Brug brødet til sidste krumme. Tørt brød af både lys og grov karakter kan bruges til for eksempel rasp til fisken, frikadellen og æblekagen, til croutoner til salaten, arme riddere eller den franske brødsalat. For at lave de populære rugbrødschips, kan du med fordel fryse rugbrødet en times tid, inden det skal skæres helt tyndt – så er det lettere at skære.
4. Brug dine osterester og få mest muligt ud af dine oste. Et andet godt råd er at bruge osteresterne som smagsgiver i urtepestoer eller varme saucer. De kan også bruges til ostecroutoner og -chips som topping på blandende salater, til gratinering af fisk og grønt eller i brød, tærter og på pizzaer og pizzasnegle.
Læs mere om rådene og få mere inspiration til gode madspilds-opskrifter her og husk at alle krav om fødevarehygiejne til enhver tid skal overholdes.
Om undersøgelsen:
Befolkningsanalysen baserer sig på cirka 2.000 webinterviews af danskere i alderen 18-65-år indsamlet via Norstats panel i perioden den 20. februar – 1. marts 2023. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.
Data angående kantiner er baseret på svar fra 764 respondenterne, der har adgang til en kantine på arbejde eller studie.

Læs også: Arla udvikler fiberbaseret låg til mælkekartoner
Falske bankbude på spil igen
To kvinder på henholdsvis 81 og 78 år fra Havndal blev i onsdags franarret deres betalingskort samt større kontante beløb af personer, som udgav sig for at komme fra kvindernes bank.
Den 81-årige kvinde blev ringet op over middag af en person, som fortalte at han var fra banken, og at der ville komme et bud ud for at hente kvindens dankort. Efterfølgende blev der hævet et større kontant beløb, før kortet nåede at blive spærret.
Den 78-årige kvinde blev ligeledes ringet op af en person, der udgav sig for at være fra kvindens bank. Under påskud af, at der var blevet hævet et beløb på kortet, havde manden i telefonen overtalt kvinden til at udlevere sit dankort samt et større kontant beløb. Der var desuden efterfølgende hævet yderligere et beløb på kortet.
Advar gerne de ældre i din omgangskreds om denne type svindel … Politiet i hele landet oplever rigtig mange sager som disse, og opfordrer derfor alle til at tage en snak med de ældre personer i deres omgangskreds.
Banken, politiet eller andre offentlige myndigheder vil aldrig ringe og bede om at få dit kort eller kontanter udleveret, få adgang til din netbank eller andre personlige oplysninger. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet eller en nærtstående.

Læs også: Ældre har svært ved at følge med i den digitale udvikling
September blev endnu en måned med vækst i EU-bilsalget
I september voksede EU-bilsalget med 9,2 procent, hvilket gjorde september til den 14. måned i træk med fremgang. Det fortæller De Danske Bilimportører.
September 2023 bød på 861.062 nyregistrerede biler i EU, hvilket svarer til en vækst på 9,2 procent sammenlignet med september 2022. To af fire største markeder, Italien og Frankrig, voksede med henholdsvis 22,7 og 10,7 procent, mens Tyskland oplevede et mindre fald i bilsalget på 0,1 procent.
Det betyder, at resultatet for de første tre kvartaler af 2023 lander på 8 millioner biler svarende til en vækst på 16,9 procent i forhold til 2022. Det tyder på, at bilmarkedet er kommet sig ovenpå bilåret 2022, som var præget af leveringsudfordringer. Dog er markedet stadig ikke på samme niveau som i 2019, hvor der var blevet registreret 10 millioner biler ved udgangen af tredje kvartal.
I Danmark er der kommet 123.998 nye biler ud på vejene i de første 9 måneder af 2023, hvilket svarer til en fremgang på 14 procent.
– I begyndelsen af 2023 var det meget usikkert, hvad vi kunne forvente af bilåret. Nu har vi set fremgang måned for måned både i EU og i Danmark, hvilket vi naturligvis glæder os over, fortæller Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.
Der kom 127.149 nye elbiler ud på EU’s veje i september, hvilket svarede til en stigning på 14,3 procent. Elbilerne udgjorde 14,8 procent af de samlede nyregistreringer, hvilket er en fremgang i forhold til september 2022, hvor de udgjorde 14,1 procent, men en del lavere end i august 2023, hvor elbilerne udgjorde hele 21 procent af salget. Det kan skyldes en større tilbagegang i Tyskland, på 28,1 procent, som forventes at være sket som følge af reducerede incitamenter til køb af elbiler for virksomheder.
De 14,8 procent var dog nok til, at el blev det tredjemest populære drivmiddel blandt de nye biler i EU. Det mest populære drivmiddel blev benzin med en andel på 34,1 procent af salget, hvilket dog er 1,2 procentpoint mindre end i september 2022. Hybriderne blev de næstmest populære.
I Danmark blev elbilsalget fordoblet i september og elbilerne udgjorde en andel på 37 procent af nyregistreringerne i tredje kvartal.
– Elbilerne oplever fin fremgang i EU, hvilket er positivt. Danmark er et stykke foran de fleste lande i EU, men hvis det skal fortsætte, kræver det gode forudsætninger for elbilsalget. Det er helt afgørende at revurdere indfasning af registreringsafgiften på elbiler fra 2026. Tysklands bilsalg i september er et godt eksempel på, at incitamenter har stor betydning på elbilsalget, afslutter Mads Rørvig.

Læs også: Ladestandere til Burger King
Samarbejde over Atlanten skal åbne døre for grønne investeringer i Danmark
Erhvervsminister Morten Bødskov vil styrke samarbejdet om grøn vækst mellem USA og Danmark. Derfor besøgte en amerikansk delegation sidste uge forskellige danske styrkepositioner som for eksempel vindenergi og biogas.
I en tid med krig på europæisk jord og alvorlige geopolitiske spændinger, er samarbejde på tværs af landegrænser vigtigere end nogensinde.
Derfor lavede Danmark og USA i maj en samarbejdsaftale om grøn vækst. Netop for at skabe bedre betingelser for grøn vækst både i USA og i Danmark. For samhandlen og samarbejdet mellem Danmark og USA skaber store muligheder for begge. Fordi USA har en stor økonomisk kraft, der er en afgørende motor for forandring i verden.
Aftalen er lavet på bagkant af USA’s milliardhjælpepakke Inflation Reduction Act (IRA), og forskellige retsakter om blandt andet statsstøtte og forsyningssikkerhed i EU-regi.
Nu er det tid til næste skridt. Derfor er et bredt udsnit af det amerikanske erhvervsliv i denne uge på besøg rundt i Danmark, hvor de sammen med erhvervsminister Morten Bødskov skal se på, hvordan danske virksomheder udvikler grønne løsninger og høre om potentialet for at investere i danske, grønne teknologier.
– Når verden forandrer sig, så handler det om skabe alliancer og samarbejde på tværs af landegrænser. Vores samarbejde med USA handler dels om at åbne dørene for danske virksomheder i USA, og så handler det om at få amerikanske investeringer til Danmark. Derfor har jeg glædet mig til at tage en stor amerikansk delegation med rundt i hele landet for at inspirere og dele den viden, der gør Danmark til et grønt foregangsland. På den måde skaber vi både vækst og arbejdspladser til gavn for Danmark og vi sætter fart på den grønne omstilling, så vi frigør os fra fossile brændsler og for Putins gas, fortæller erhvervsminister Morten Bødskov.
Amerikanske partnere har investeret omkring 70 milliarder kroner i dansk økonomi.

Læs også: Regeringens klimaprogram præsenteret
37-årig dræbt af skud på Vesterbro
En 37-årig mand er afgået ved døden efter at være blevet skudt ved hjørnet af Herholdtsgade og Nyropsgade på Vesterbro i torsdags.
Københavns Politi modtog meldingen klokken 17.18 og sendte straks omfattende styrker til stedet. Selvom der med det samme blev iværksat livreddede førstehjælp, var det ikke muligt at redde den 37-årige, hvis pårørende er underrettede.
Vidner på stedet fortæller, at den mistænkte gerningsmand kørte væk fra stedet på et el-løbehjul og han bliver beskrevet som spinkel af bygning, omkring 170 centimeter høj og han var ved drabet iført en orange jakke og kasket fra budtjenesten Just Eat og en blå taske fra Wolt og flygtede fra stedet på et el-løbehjul.
Hvis nogen ligger inde med relevante oplysninger om sagen, hører vi gerne fra dem på 1-1-4.
– Der er iværksat en omfattende efterforskning, hvor vi kigger bredt og herunder også undersøger, om der kan være en forudgående relation mellem offer og gerningsmand, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi.
Flugtruten er konstateret til at foregå ad Nyropsgade mod Kampmannsgade, og ad Kampmannsgade mod søerne. På flugtruten smed gerningsmanden tasken, den orange jakke og den orange kasket fra sig på Nyropsgade ved siden af Q8 tankstationen. Herefter fortsatte han på løbehjulet ad Kampmannsgade mod søerne, iført mørkt tøj.
– Vi har en omfattende efterforskning og har blandt andet gennem videoovervågning kunne etablere den foreløbige flugtrute. Men vi beder også om hjælp fra enhver, der i går har set person i dette område med denne beskrivelse, som vi endnu ikke har talt med. Kontakt os på 1-1-4, udtaler leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling.

Læs også: Kvinde udsat for røveri på gaden




