Læs også:

Close
briller bog viden læsning

Unødvendig viden: Ting du (måske) aldrig helt har forstået

Underholdning  | 

Har du brug for mere viden? Der er ord og begreber, der ligger så tæt på hinanden, at vi bliver i tvivl om, hvad der hvad. Her forklarer vi, hvad der op og ned på nogle af dem

Måske behøver du ikke have den helt store viden om alle de ting, vi fortæller om her. Men det skader ikke at vide lidt, og – om ikke andet – så kan du bruge forklaringerne til at brillere med din nyvundne viden næste gang, du sidder sammen med veninderne …

Forskellen på hotel og motel

Har du tænkt over, at der faktisk kun er et enkelt bogstav, der skiller hotel fra motel? Men har du også spekuleret over, om forskellen på de to overnatningsmuligheder er lige så lille? Hvis du har, så kommer svaret her:

Man kan først og fremmest sige, at moteller er en underkategori af hoteller. Dernæst kan du næsten høre det, når du siger ordet: at det er en sammentrækning af motor og hotel. Og det er ikke så mærkeligt, for moteller er som oftest placeret ved motorvejsstrækninger og er tiltænkt bilister på lange køreture.

Kort sagt kan man sige, at moteller er en billigere udgave af hoteller, men de tilbyder også deres gæster mindre. Med andre ord, der er mindre service og færre faciliteter til gengæld for den lavere pris.

Hotel swimmingpool ferie
Hotel eller motel? Helt sikkert det første … (Foto: Unsplash)

Forskellen på tudser og frøer

Har du have, så kender du sikkert de små hoppende dyr – ellers er du måske stødt på dem på en gåtur. Men uanset hvor du er stødt på dem, har du så styr på hvornår det en frø, du har set, og hvornår det er en tudse?

Det kan godt være svært, for de sidder jo oftest ikke stille, så man kan betragte dem. Men det er netop udseendet, du skal fokusere på.

Tudser har en bredere og fladere krop end frøer. Læg også mærke til huden. Frøers hud er helt glat, hvor tudser har vorter. Og så er der tænderne. Frøer har tænder i overmunden, tudser er tandløse.

Og endelig så lever de fleste tudser på landjorden og hopper kun i vandet, når de skal yngle, hvorimod frøer som regel lever ved vand, klar til hoppe i …

frø
Kig godt efter. Er det en frø eller en tudse? (Foto: Unsplash)

Forskellen på ironi og sarkasme

Er du nogle gange ironisk eller sarkastisk? Og ved du, hvornår du er hvad? Det er ret godt at vide, for hvor sarkasme defineres som ’spydig og bidende’, så er ironi kun en udtryksmåde, hvor man siger det modsatte af, hvad man mener, fordi man vil lave sjov.

Man kan også sige det på den måde, at når du er ironisk, går du efter bolden, men når du er sarkastisk, går du efter personen. Så pas på …

Forskellen på en altan og en balkon

Balkon eller altan? Hvad er forskellen? Er det overhovedet nogen? Det korte svar er nej – det er faktisk det samme. Men det lidt længere svar åbenbarer, at vi bruger de to ord ret forskelligt. Så hvad er forskellen?

Jo, ordet balkon bliver ofte brugt om en altan, som sidder på en ældre og herskabelig bygning. Desuden bruges balkon om en altan, der sidder uden på bygningen og holdes oppe af søjler.

Ordet altan derimod bruges, når altanen er en integreret del af bygningen eller har et lille fremspring i bygningsværket. Det er derfor, du aldrig ville tale om en ’fransk balkon’, det hedder en ’fransk altan’.

altan balkon
De fleste af os vil rigtig gerne have en altan, men har vi i virkeligheden en balkon? (Foto: Unsplash)

Forskellen på Banko og Bingo

Råber du Bingo eller Banko, når din plade er fuld? Det betyder formentlig ikke det store, du får sikkert din præmie uanset hvad.

Men Bingo og Banko er faktisk ikke helt det samme spil. Banko består af 90 tal (du kender selvfølgelig ’Gamle Ole’, som er nummer 90), hvorimod Bingo kun består af 75 tal.

Så hvis du tæller tallene, før du råber, så ved du, om du råber rigtigt …

bingo banko tal
Bingo eller banko – det er såmænd et spørgsmål om tal … (Foto: Unsplash)

Forskellen på en rutebil og en bus

Når du skal fra A til B, hopper du sikkert ofte på en bus – eller måske tager du rutebilen? Men hvornår er det det ene eller det andet?

Jo, det er egentligt ret enkelt: En rutebil er en bus, der kører mellem forskellige byer – i modsætning til bybussen, der kører i den enkelte by.

Bus rutebil
Hop på bussen, eller måske rutebilen … (Foto: Unsplash)

Forskellen på empati og sympati

Føler du sympati eller empati. Vi bruger nogle gang ordene lidt i flæng, men faktisk er der forskel. Empati er nemlig en fornemmelse – en følelse – for, hvad et andet menneske oplever. Sympati er derimod, når vi med vores intellekt forstår, hvad et andet menneske oplever.

Sympati er altså en lidt mere distanceret forståelse, hvor empati er en mere sanselig forståelse.

Forskellen på et sygehus og et hospital

Hvis man har været indlagt på Holbæk Sygehus, har man så fået en anden behandling, end hvis man har været indlagt på Frederiksberg Hospital? Nej, det har man ikke (vi går selvfølgelig ud fra, at sygdommen har været den samme …)

For hospital og sygehus er synonymer. Dog er der en tendens til, at ’sygehus’ bruges mest i provinsen, mens ’hospital’ er mest almindeligt i Hovedstaden.

hospital sygehus operation
Der er ikkke forskel på, om du bliver indlagt på et sygehus eller et hospital. (Foto: Unsplash)

Forskellen på Taxa og taxi

Undrer du dig over, at vi skriver Taxa med stor T og taxi med lille t, så er du allerede nærmere forklaringen på, hvad forskellen mellem de to ord er.

Lad os lige starte med at sige, at hvis man slår op i en retskrivningsordbog, så vil den fortælle, at der ikke er forskel på de to ord, der begge betyder ’bil med chauffør, der mod betaling kører passagerer hen, hvor de ønsker det’.

Men spørger man taxibranchen selv, så får man en anden historie. Her er det nemlig sådan, at hvor taxi blot er et transportmiddel, så er Taxa et varemærke, som skal skrives med stort. I Dansk Taxi Forbund har man nemlig vedtaget, at kun medlemmer må bruge navnet ’Taxa’ i deres firmanavn. Ikke-medlemmer må finde på andre navne, som for eksempel kan indeholde ordet ’taxi’. Alle hyrevogne (som jo er et synonym) skal dog ifølge en bekendtgørelse fra Trafikministeriet have en taglygte, hvor der står ’Taxi’.

Bonusinfo: Den eneste, der har fået lov af Dansk Taxi Forbund til at bruge ’Taxa’ som led i et firmanavn uden at være medlem, er ’Krone Taxa’ fra den kendte daske tv-serie TAXA.

taxa taxi bil storby byliv
Når du tager en Taxa er det også en taxi … (Foto: Unsplash)

Forskellen på eau de toilette og eau de parfum

Mange af os roder lidt rundt i de her to begreber, men forskellen ligger simpelthen i styrken af duften.

Eau de toilette indeholder 5-15 procent duftolier, så styrken er forholdsvis lav. En eau de parfum derimod indeholder 10-20 procent duftolier og er dermed en relativ koncentreret duft. Så derfor kan du jo med fordel bruge en eau de toilette til hverdag og eau de parfum, når det skal være lidt mere festligt.

Og så er der selvfølgelig prisen, hvor en eau de toilette som regel er billigere end en eau de parfum.

parfume eau de toilette eau de parfum duft
Forskellen mellem eau de toilette og eau de parfum ligger i duftstyrken. (Foto: Unsplash)

 

Kilder: zleep.com, naturguide.dk, wikipedia.org, altan.dk, danskespil.dk, biblioteksvagten.dk, herning-taxa.dk, nordic-compassion.dk, matas.dk

 

Læs også:

Videnskaben forklarer vores lyst til at kramme

 

dårlig selvtillid, mobilspil, mindreværd, usikkerhed

· Mere fra samme kategori ·