Læs også:

Close
kram omfavne par

Videnskaben forklarer vores lyst til at kramme

Underholdning  | 

Hvordan kan man forklare vores lyst til kramme … En naturlig ting som mange virkelig har savnet det sidste år. Vi lader videnskaben forklare det

Der var engang, hvor pandemier var noget, de havde i Asien, Afrika og Sydamerika, og vi her på mere nordlige breddegrader kunne kramme lystigt med selv helt fremmede mennesker uden en bekymring i verden.

Sådan er det ikke længere, og et begreb som ‘hudsult’ sneg sig lynhurtigt ind i vores bevidsthed, da vi ikke længere kunne kramme, som vi plejede. Der er både åbenlyse og mindre åbenlyse årsager til, at vi kom til at savne krammet så hurtigt, men heldigvis har den hurtige udvikling og udrulning af vacciner mod COVID-19 givet os noget at have vores optimisme i, så vi snart kan vende tilbage til i hvert fald noget mere normale tilstande.

kram omfavne par
Pandemien satte en stopper for en af de naturligste ting i vores liv – at kramme … (Foto: Unsplash)

Spørgsmålet er så, hvorfor krammet er så vigtigt for os? Det kigger vi nærmere på i artiklen her.

Forbudne frugter

Det har ligget i vores DNA siden Adam og Eva i Paradisets have. Når noget er forbudt, får vi endnu mere lyst til det, end vi havde i forvejen. I dag kender vi det måske knap så meget fra æbler på træer, men tænk på et par eksklusive sneakers, der ligger uden for din økonomiske formåen, eller måske en tur på casino, hvor du glemmer alt om, hvordan du spiller sikkert, fordi den store gevinst venter lige rundt om hjørnet.

Samme logik gælder for kram. Krammet er bare en nem måde at vise andre, at vi holder af dem på, og så giver det samtidig et berusende skud dopamin – hjernens belønningsstof – som vi kommer til at savne umådeligt meget, når vi ikke længere har mulighed for at få det.

Jagten på dopamin er essentiel for vores eksistens og har udviklet sig gennem hele menneskehedens historie. Vi får nemlig vores dopamin ved at udføre de aktiviteter, der er nødvendige for vores overlevelse, uanset om det er lækker mad, sex eller altså gennem et kram, der bekræfter os i, at vi er en del af flokken.

Og som prikken over i’et fungerer vores afhængighed af dopamin i høj grad lige som alle andre afhængigheder. Det vil sige jo længere tid vi skal vente på den, jo mere har vi brug for den.

Overlevelsesinstinkt

Kroppen bruger altså dopamin til at vise os, hvordan vi overlever, og vores evne til at forstå og reagere på dopamin grundlægges allerede kort efter vores fødsel. Gennem hele vores evolution har den nyfødte babys overlevelse været
afhængig af moderens omsorg og varme.

Fordelene ved hud mod hud-kontakt er talrige og veldokumenterede, og det anbefales derfor også, at den nyfødte baby lægges ind til moderen så hurtigt efter fødslen som muligt. Den menneskelige kontakt kan altså bogstaveligt talt redde liv. Vores fysiske afhængighed af hudkontakt reduceres, efterhånden som vi bliver ældre, men den betyder stadig overordentlig meget for vores sociale liv.

Vi krammer vores venner, vi holder vores elskede i vores arme, og vi krammer i jubel, når vores fodboldhold scorer. Vi viser dermed os selv og anden, at vi er en del af et fællesskab, hvor vi står sammen mod udefrakommende trusler.
En absolut nødvendighed op igennem historien, hvor grupper, der var i stand til at hjælpe og passe på hinanden, havde større chance for at overleve end mere fragmenterede grupper, når en sabeltiger havde udset sig gruppens yngste som snack.

Selvom risikoen for at blive ædt af en sabeltiger er reduceret betydeligt i vores moderne samfund, er vores behov for at være en del af gruppen ikke forsvundet. I dag er rovdyrene nemlig erstattet er mere usynlige farer som angst og depression, og COVID-pandemien har allerede medført betydelige stigninger i psykiske problemer over hele verden – en stor del af det kan utvivlsomt tilskrives den manglende menneskelige kontakt.

hånd sand tid (Foto: Unsplash)
Lysten til en fysisk berøring ligger latent i os … (Foto: Unsplash)

Den fysiske berøring

Vi har været inde på hjernens belønningssystem, men krammet belønner os også direkte igennem vores hud. Vores hud er i bund og grund et stort sanseorgan, der både beskytter os og hjælper os med at forholde os til nye oplevelser.

Vi mærker for eksempel på et æble, så vi ved, om det er godt, inden vi sætter tænderne i det, og vi registrerer, når en bi lander på vores arm, så vi kan verfe den væk, inden den stikker. Vores berøringssans sender altså signaler til vores hjerne, så den ved, hvordan vi skal reagere, og et kram påvirker bare uendeligt mange receptorer, der fortæller vores hjerne, at det her er varmt og dejligt.

Videnskabeligt set sender krammet altså positive elektriske signaler op igennem vores nervebaner til hjernen, så den kan frigive signalstoffer og hormoner som dopamin og oxytocin, der kan reducere vores stress og smerte.

unge kram solnedgang venner (Foto: Unsplash)
Kram gør noget godt for os … (Foto: Unsplash)

Når pandemien er forbi

Vi har altså et naturligt behov for at kramme, og det store spørgsmål er derfor: Kommer vi nogensinde til at kunne kramme igen, som vi gjorde inden COVID-19? Det korte svar er ja … på et tidspunkt. Krammet ligger i vores natur, og tidligere tiders pandemier har vist os, at dagligdagen vender tilbage i stor stil, når den umiddelbare fare er drevet over.

Udfordringen er, hvor lang tid det kommer til at tage. Selv når vi har opnået flokimmunitet gennem vaccinationsprogrammet, og den egentlige sygdom er mere eller mindre forsvundet, vil der stadig være det psykologiske aspekt. Vi skal simpelthen vende os til, at andre ikke længere udgør en smitterisiko, og det kan måske godt vare et stykke tid, inden alle i vores samfund er med på den.

Under alle omstændigheder er der dog lys for enden af tunnelen, og hvis du virkelig savner et godt kram, så ved du nu, at der er videnskabeligt belæg for dit behov – både fysik, psykisk og mentalt.

pige arme ud glad hår (Foto: Unsplash)
Glæder du dig også til mange kram … (Foto: Unsplash)

Læs også:

Coronaes mange sider: Hudsult

 

hud, hudsult, skin
(Foto: Unsplash)

· Mere fra samme kategori ·