Læs også:

Close
grandmother

Filmanmeldelse: Grandmother

Kultur  | 
Det synes redaktionen: 6

Skal du en tur i biffen, så skulle du måske se ‘Grandmother’, der er en gribende men sjov og skæv film, som man også tager med hjem bagefter. Charlotte Rampling og unge George Ferrier spiller mesterligt. Læs mere om filmen her

grandmother
Charlotte Rampling spiller enestående i filmen … (Foto: UIP)

Det handler filmen om

Det bliver en kamp mellem viljer. Sam er en surmulende teenager, der pludselig bliver tvunget til at tage sig af sin gamle bedstemor, som han aldrig før har mødt, men som nu troner på sit værelse og skal have hjælp til alt, fordi hun har brækket benet – også til at få fyldt sin kande med gin og vand. Og vé dem, der prøver at fortynde den.

Ruth har overlevet adskillige krige som krigsfotograf, slidt utallige elskere op og undskylder absolut ikke for noget som helst. Sam ruger over tabet af sin mor, som døde af kræft, og er ude af stand til at knytte sig til nogen. Men Ruths appetit på livet (ud over gin) er også med til at inspirere Sam. Mens de skændes og tirrer hinanden men også lærer hinanden at kende, når de frem til en forståelse, som måske kan hele de dybe sår i familien.

Matthew J. Saville har med ‘Grandmother’ skabt en dybt personlig film, der er inspireret af hans egne teenageår og hans egen bedstemor, og har placeret Charlotte Rampling i den altdominerende (i alle ordets betydninger) rolle som bedstemor Ruth. Debutanten George Ferrier spiller den unge Sam, mens Márton Csókás, spiller hans far, Robert.

grandmother film
En rigtig god film, vi kan anbefale … (Foto: UIP)

Ruth (Charlotte Rampling) opfordrer Sam (George Ferrier) til at invitere vennerne fra skolen på besøg og holde en
fest. Til gengæld skal de rydde den forsømte have, så hun kan få en ordentlig udsigt. Det er noget for noget – og den episode ændrer lidt  Ruth og Sam’s forhold …

grandmother
Debutanten George Ferrier spiller indlevende og stærkt – ham skal vi helt sikkert se mere med snart … (Foto: UIP)

Masser af grin

På grund af dårlig opførsel er Sam blevet smidt ud af kostskolen, som han går på efter at hans mor døde. Da hans far henter ham får han at vide, at Sam må tilbringe sommeren i selskab med sin bedstemor. Det er bestemt Ikke noget, der passer ind i hans planer, han vil bare være i fred for al tåbelig voksenindblanding, og ikke mindst slippe for at skulle hjem til et hus af fuld af minder. At det så også er første gang han skal møde sin bedstemor, gør ikke hans humør bedre.

Sams far valgte mange år tidligere at flytte fra England til New Zealand, gifte sig og få Sam. Men nu har bedstemor Ruth brækket benet og er blevet fløjet hele vejen fra England for at komme sig og blive genoptrænet hos Robert og
Sam.

Ruth er en oplevelse for livet. Hun ankommer med sin privatsygeplejerske, installerer sig og tager hul på dagens flaske gin. Jævnligt råber hun på en ny kande gin og vand – 50/50 – med citronskiver. Og ve den, der prøver at fortynde blandingen.

Det første møde mellem Sam og Ruth forløber ikke godt. Det andet udvikler sig til en magtkamp. Helst vil Sam slet ikke være der, men kører ud på den store grund, hvor han eksperimenterer med at hænge en løkke op i et af træerne. Han vil egentlig slet ikke være til. Robert er en fjern far, der ikke rigtig har fået talt med Sam om moderens død. Han har bare sendt ham på kostskole, ligesom han selv blev det. Nu er der imidlertid brug for Sam i huset.

Charlotte Rampling

Fra begyndelsen var Matthew J. Saville klar over, at omdrejningspunktet var bedstemoderen – i filmen Ruth – og han drømte hurtigt, at Charlotte Rampling kunne tage rollen:

– Jeg var ikke sikker på, at vi kunne overtale hende, men jeg var sikker på, at hvis hun læste manuskriptet, så ville hun måske blive interesseret. Saville tog til Paris og fik et møde med Charlotte Rampling og heldigvis var kemien god. Samarbejdet med en skuespiller er vigtigt, siger instruktøren. Ikke mindst med en som Charlotte, der har så meget at byde på ud over at stå foran kameraet. Charlotte er et ikon med en unik skønhed, elegance og kraft, som skinner igennem i hendes portræt af Ruth, som gør figuren troværdig.

grandmother
Ruth er både en utrolig sød og charmerende men også virkelig irriterende ældre dame … (Foto: UIP)

En auteur-film

For Charlotte Rampling minder ‘Grandmother’ ikke så lidt om de auteur-film, som hun fik sit gennembrud i tilbage i 60’erne.

– Jeg er glad for at lave film med små produktionshold, fortæller hun og fortsætter: Man føler, at man kan tage på eventyr på en helt anden måde end på store produktioner.

Hendes primære modstykke i ‘Grandmother’ er den unge, George Ferrier, der spiller Sam. Han havde ikke svært ved at sætte sig ind i rollen:

– Sams mor er død af kræft, og jeg har mistet min far til kræft. Så der var en masse at knytte sig til og temaer, der gav genklang hos mig. Men jeg er sikker på, at alle vil finde noget at spejle sig i.

Hans skuespil-coach foreslog ham at forberede samspillet med Rampling ved at sende et håndskrevet brev til hende forud for optagelserne for med denne gammeldags, lidt romantisk gestus at skabe et bånd mellem dem. Charlotte Rampling var ikke uimodtagelig for hans charme og mener, at Ferrier har ‘et ekstraordinært potentiale.

grandmother
Hverken Sam fars eller Ruth (Charlotte Rampling) har fortalt hele sandheden om, hvorfor hun er kommet til New Zealand. Der er alt for mange skeletter i den familie. (Foto: UIP)

Matthew J. Savilles tanker bag filmen

– Filmen er baseret på mine egne oplevelser som teenager, fortæller manuskriptforfatter og instruktør Matthew J. Saville. Min alkoholiserede bedstemor brækkede benet og flyttede fra Europa for at bo i New Zealand i familiens hjem. Heather havde levet et utroligt liv. Hun var i Spanien under borgerkrigen, rejste gennem Afrika og drak tilstrækkeligt gin til at drikke en elefant under bordet. Da jeg kendte hende, drak hun to tredjedele flaske gin hver dag. Hun var skarp, charmerende, morsom og uforskammet. Hun kunne bringe os på grådens rand, men også
give os latterkramper fra stolen på sit værelse. Den stol var hun bundet til, for hendes ben helede aldrig, og hun kom aldrig til at gå igen.

– Heather var ubehøvlet og frygtløs. Alligevel var det tydeligt, at hun, selv om hun prøvede at skubbe os væk, var frygteligt bange for at dø alene. Hendes ønsker gik i opfyldelse. Jeg var så heldig at jeg holdt hende i hånden, da hun gik bort. På det tidspunkt gik jeg ellers på kostskole i New Zealands selvmordshovedstad, Hamilton. I de fem år, jeg gik der, tog tre drenge deres eget liv. Jeg kan nævne mange flere i tiden efter. Deres historier og deres grunde
varierede. Der var forskellige former for skam og skyld, der spillede en stor rolle i de valg, som disse unge mænd traf.

– Så i ‘Grandmother’ har jeg uden blusel skabt en film, som tager fat i nogle af de stærkeste dramatiske temaer, vi bliver konfronteret med som mennesker: livet, kærligheden, døden, sorgen, skammen og vores egen dødelighed. Den
handler om de valg, vi træffer i livet og i døden, hvordan vi håndterer sorg, og hvordan vi omfavner livet. Men selv om det kan være dystre temaer, så holder filmen en humoristisk tone, og dramaet er ikke spor sentimentalt.

–Så for mig er det her en kærlighedshistorie, hvor en 77-årig krigsfotograf og hendes selvmordstruede barnebarn, som hun ikke kender, finder familiekærlighed og hinanden. På den måde kan den gamle kvinde give slip og dø, og den unge mand kan håndtere sin sorg – og leve.

grandmother
Far og søn i en af de få fortrolige samtaler, de har … (Foto: UIP)

Filmfakta

Medvirkende:

Ruth: Charlotte Rampling
Sam; George Ferrier
Robert: Márton Csókás
Sarah: Edith Poor

Manuskript og instruktion: Matthew J. Saville

Producers: Desray Armstrong og Angela Littlejohn

Filmlængde: 94 minutter

Se trailer til filmen her:

Den stille men perfekte film

Nogle gange ser man en film og bagefter, hvis man skal genfortælle den til andre, lyder de lidt intetsigende eller kedelige. ‘Man skulle have været der’ – som man siger – eller ja selv set den. Sådan er det også lidt med denne film. Men for mig trykker den på alle de rigtige tangenter.

Jeg kan lide det visuelle (flotte landskaber – spændende land og scener flot iscenesat) – jeg kan lide skuespillerne, og hovedrollerne spiller også mesterligt – jeg kan lide den stille men underliggende dybere og tungere historie. Og man er ikke på noget tidspunkt sikker på, ‘hvor den ender’. Genfortalt kunne den godt lyde lidt karikeret – og det er den måske også – men på den der måde, hvor det faktisk ikke gør noget.

Nogle gange – og det her var en af dem – skal man bare læne sig tilbage – der er ingen hæsblæsende spænding eller voldsom musik – der er ikke brug for man sådan skal holde styr på handling og ting – man skal faktisk bare – nyde en god film …

grandmother
Charlotte Rampling kan det med at smelte sammen med sin rolle … (Foto: UIP)

 

Læs også:

Powerfulde kvindelige podcasts

 

kvinde cool sej power hånd knytnævne bad ass (Foto: Unsplash)

· Mere fra samme kategori ·