Læs også:

Close
the black phone

Filmanmeldelse: ‘The Black Phone’

Underholdning  | 
Det synes redaktionen: 5

Der er dømt mega uhygge – gode gys og ganske seværdige skuespilpræstationer i filmen ‘The Black Phone’ med blandt andet Ethan Hawke. Læs vores anmeldelse her

Scott Derrickson skruer op for uhyggen i en thriller om alle børns værste mareridt; at blive bortført og falde i kløerne på en seriemorder. Skjult bag en grufuld maske spiller Ethan Hawke den myteomspundne The Grabber, der hærger en forstad i Denver i slutningen af 70’erne – tiden før vi fik mobiltelefoner … Som den unge Finney ses Mason Thames, der for en tid lægger den digitale teknologi bag sig og må sætte sin lid til ‘The Black Phone’ – en sort telefon, uden ledning.

Uhygge i Denver

‘The Black Phone’ tager os tilbage til 1978. En tid uden mobiltelefoner, men måske mange telefoner rundt om i huset. Også gamle telefoner. Som en sort drejeskivetelefon. Ensom og forladt et sted i kælderen. Uden forbindelse …

– Jeg voksede op i Bangor, Maine, i et meget gammelt hus, fortæller forfatteren Joe Hill. Der var en telefon i kælderen, som ikke var forbundet til noget, og jeg syntes, at det var en uhyggelig og foruroligende telefon. Det gav ingen mening med en telefon i en kælder med jordgulv og smuldrende betonvægge. Da jeg var lille, var det værste, jeg kunne forestille mig, at den telefon begyndte at ringe.

Så konkret er inspirationen til Joe Hills novelle, som igen inspirerede gysermakkerparret Scott Derrickson og C. Robert Cargill til filmen ‘The Black Phone’. Efter deres succes med ‘Sinister’ i 2012, ledte de efter et nyt projekt, og ja det blev så til denne film inspireret af Joe’s novelle …

the black phone
Med ryggen til kameraet ses ‘Grabber’ spillet af Ethan Hawke.,. (Foto: UIP)

Kort om filmen

Frygten spreder sig i det nordlige Denver. En seriemorder er på spil, børn forsvinder, politiet står uden spor. For 13-årige Finney er andre bekymringer måske tættere på: om han klarer sig godt på baseballholdet, om hende den søde i klassen lægger mærke til ham, om han kan undgå sine mobbere, og om hans far falder i søvn, inden hans druk gør ham ubehagelig.

Men snart kommer begivenhederne tættere på. Hans lillesøster har drømt om kidnapperen, og en af Finneys bedste venner forsvinder også. Pludselig er det Finney, der møder en fremmed mand, en lidt klodset fyr – en klovn ligefrem. Og snart efter vågner han op på en madras i en tom betonkælder.

Helt alene og med udsigt til at forsvinde som de andre børn fra området. Og så ringer telefonen pludselig– en sort drejeskivetelefon, der hænger midt på væggen, men uden ledning til omverdenen.

the black phone
Finney Shaw (Mason Thames) og Gwen Shaw (Madeleine McGraw) kan ses i ‘The Black Phone’. Filmen er instrueret af Scott Derrickson. (Foto: UIP)

Inspireret af virkelige mordere

Joe Hills novelle, der ligger til grund for ‘The Black Phone’, er inspireret af John Wayne Gacy, seriemorderen med tilnavnet Killer Clown, som myrdede mindst 33 unge mænd og drenge mellem 1972 og 1978.

– Da jeg skulle forestille mig et monster af den slags, så forestillede jeg mig et menneske, der mindede om Gacy, fortæller Hill.

– Der var en anden barnemorder, der huserede i udkanten af Boston i slutningen af 90’erne, som jegogså  læste om i avisen, og det har plaget mig resten af mit liv. Jeg ved ikke, hvorfor det gjorde så stort indtryk, men det gjorde det. En af de ting, vi bruger fiktionen til, er at skabe den retfærdighed, som vi ikke får i virkeligheden. I virkeligheden
sker disse grufulde ting, og der er ingen måde at gøre det godt igen, så vi gør op for det på den eneste måde, vi kan – gennem historier.

the black phone
Skjult bag en grufuld maske spiller Ethan Hawke den myteomspundne The Grabber, der hærger en forstad i Denver i slutningen af 70’erne. (Foto: UIP)

Instruktørens tanker

Spøgelset af en god historie – sådan tænkte Scott Derricson …

– Jeg faldt over Joe Hills novellesamling ’20th Century Ghosts’ omkring det tidspunkt, hvor den blev udgivet, husker Derrickson.  På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvem han var, og slet ikke, at han var Stephen Kings biologiske søn. Jeg stod i boghandlen og læste novellen, og tænkte, ”’wow, den fyr er fantastisk’. Den er kun 20 sider lang, men jeg tænkte, at det var et fantastisk koncept til en film. Jeg glemte den aldrig. Så bragte jeg den på banen indimellem og blev ved med at tænke på at gøre den til en film, men timingen passede aldrig rigtigt. Så for halvandet år siden føltes tiden inde, og sammen med C. Robert Cargill sikrede vi os rettighederne fra Joe og skrev manuskriptet.

For Derrickson handlede det om, at det ikke ‘bare’ var en gyser eller thriller, men noget mere:

– Hvis du forestiller dig, at du fjerner alle genreelementerne fra en fantastisk genrefilm, og du så stadig har et godt drama, som er værd at se. Hvis du fjerner actionscenerne, de særlige kulisser, de uhyggelige scener og spændingen og du stadig har en god film. Hvis du kan det, så har du fat i noget, som har potentiale til at fange et publikum og gøre en forskel.

the black phone
Instruktør Scott Derrickson fortæller her fra settet og optagelserne af filmen … (Foto: UIP)

Filmfakta:

Medvirkende: Ethan Hawke, Mason Thames, Madeleine McGraw, Jeremy Davies, James Ransone med flere …

Instruktør: Scott Derrickson

Manuskript: Robert Cargill og Scott Derrickson

Forfatter bag novelle: Joe Hills

Musik: Mark Korven

Premiere: 23. juni

Filmlængde: 103 minutter

Censur: 15 år

Skuespillerne om filmen

Barnestjernen bestemmer – sådan tænkte Ethan Hawke, der selv filmdebuterede som 15-årig, viste også meget omsorg for sin modspiller, Mason Thames, der spiller den tilfangnetagne Finney i filmen.

– Filmen kunne ikke gå længere end den unge skuespiller, der spillede Finney, kunne tage det, siger Hawke. Men Mason havde så megen glæde i sig, og var bare vild med at spille skuespil. Han er legende og let at omgås, men jeg
var meget omhyggelig med, at han hele tiden forstod at vi havde det sjovt med det, vi lavede, hver gang kameraet blev slukket.

Eller som Mason Thames selv udtrykker det:

– Da jeg så nogle af de første scener, jeg indspillede med Ethan, tænkte jeg, ‘hvor er det spændende, at jeg bliver kidnappet af Ethan Hawke og bliver lukket inde i hans kælder’, siger han grinende og fortsætter:

– Helt ærligt er Ethan og The Grabber to forskellige ting, men Ethan som The Grabber er isnende uhyggelig. Da jeg første gang så masken, var det ligesom jeg stivnede. Og han var der straks: ‘Er du okay, kammerat’? Jeg har altid set op til ham som skuespiller, så at arbejde sammen med ham var en fantastiske oplevelse.

the black phone
Ethan Hawke spiller sammen med unge skuespillere, og det gør de alle ret godt … (Foto: UIP)

Kan du klare gys

Der er noget (desværre) fascinerende ved virkelighedens grufulde forbrydelser. Vi som mennesker både frastødes og drages mod dem. Men mest af alt håber vi jo bare på, at vi ikke selv kommer i nærheden af mordere, psykopater og andre afstumpede personer. Men vi ser dem – også i Danmark og man tænker nogle gange, at det nærmest er umuligt at forstå – og heldigvis for det – hvad der får personer til at ‘være sådan’ og begå sådan uhyrligheder.

Denne film er en god kombination af både inspiration fra faktiske hændelser og og et virkelig godt skrevet manuskript krydret med gode skuespilpræstationer og ja effekter, som kan få det til at løbe koldt ned at ryggen og få hårene på armene til at rejse sig (selv på en varm sommerdag, hvor jeg så den). Det er lige før, jeg var glad for, at det var lyst, da jeg gik ud af biografen.

Scott Derrickson har endnu engang formået at skabe en film, der giver begrebet ‘biograffilm’, så meget mening – den skal ses i biffen – altså hvis du tør … Den har en sjov og lidt anderledes kombination af elementer, der netop ikke gør den monoton, for voldsom eller for mærkelig. Den leger også lidt mellem virkelighed, overnaturlige elementer, helt dagligdags situationer og enkle filmiske effekter. Og det virker – selv til de sidste minutter …

Har du klovnefobi (som jeg faktisk kender to der har) – det hedder i øvrigt coulrofobi – ville jeg nok gå langt uden om denne film – men er du til gys og skræmmende underholdning og at forsøge at holde vejret ret lang tid ad gangen – som jeg tog mig selv i at gøre flere gange – så skal du se ‘The Black Phone’ …

Se trailer her:

 

Læs også:

Filmanmeldelse: Topgun

 

top gun tom cruise
Tom Cruise plays Capt. Pete “Maverick” Mitchell in Top Gun: Maverick from Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films.

· Mere fra samme kategori ·