Læs også:

Close
top gun tom cruise

Filmanmeldelse: ‘Top Gun 2: Maverick’

Underholdning  | 
Det synes redaktionen: 6

Vi så den første, og vi har ventet i spænding på nummer to. Sådan set i 36 år … Men nu er den her: ‘Top Gun 2: Maverick’. Gør dig klar til (igen) at blive forført af Tom Cruise

I 2010 skrev Christopher McQuarrie, der er Tom Cruises faste samarbejdspartner og bedste ven, et udkast til ‘Top Gun 2’, men instruktøren af Top Gun Tony Scott begik selvmord i 2012, så projektet blev sat i bero på ubestemt tid.

Men så i 2018 blev det offentliggjort, at en opfølger var tilbage i produktion, og at filmen ville få premiere i juli 2019. Men flere forhindringer blev lagt, for så kom corona, og alt blev atter udskudt, og tålmodighed og sikkert masser af frustrationer skulle der til, før vi nu endelig kan sige, at nu er den her ‘Top Gun 2: Maverick’. Og vi kan godt afsløre allerede nu, at den har været ventetiden værd …

top gun tom cruise
Tom Cruise spiller Pete ‘Maverick’ Mitchell i Top Gun – igen … (Foto: Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films)

Kort om filmen

Pete ‘Maverick’ Mitchell går sine egne veje – eller flyver. Frem for at gå karrierevejen har han med næb og kløer kæmpet for at holde sin plads i cockpittet, nu som testpilot, frem for at ende bag et skrivebord. Det har ikke gjort ham populær blandt admiralerne, men hans gamle pilotkammerat, der ‘Iceman’ har som admiral holdt hånden over ham. Og nu bliver der brug for ham i en helt særlig anledning.

Der bliver atter brug for at flyve en farlig ‘Top Gun’ mission i lav højde over fjendtligt terræn, og ingen anden i flåden har den erfaring. Maverick bliver sat ind i rollen som træner for de unge piloter, deriblandt Lt. Bradley ”’Rooster’ Bradshaw, søn af Mavericks gamle ven Goose, som omkom under en mission med ham. Træningsmissionen kommer med andre ord til at rippe op i gamle sår – både for den unge og den gamle pilot. Samtidig dukker Mavericks gamle flamme Penny Benjamin op i hans liv igen. Men når piloterne sidder i cockpittet under højt psykisk og fysisk pres, er der ikke tid til tvivl eller tøven. Både missionen og de unge piloters liv er i Mavericks hænder. Og ja, så er der dømt action – på alle måder …

top gun tom cruise
Jennifer Connelly spiller Penny Benjamin. (Foto: Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films)

Tom er tilbage

Tom Cruise vender tilbage til en af sine allermest karrieredefinerende roller som den fandenivoldske pilot Maverick. Men med sig har han et nyt hold af unge skuespillere, der afspejler nutiden, og ja så er der heldigvis også gjort plads til et par gamle kendinge fra 80’er-hittet – som Iceman ses Val Kilmer, som Rooster Miles Teller og som Penny Benjamin Jennifer Connelly. Joseph Kosinski har instrueret og på soundtracket høres blandt Lady Gaga med ‘Hold My Hand’ (der blandt andet får en til at blive helt til sidste rulletekst kører over lærredet).

Vi ser det sjældent, at opfølgeren til en film bliver udråbt som bedre end originalen. Men det er faktisk hvad mange allerede nu er kommet ud og sagt. Og vi er enige. Selv med alle de ikoniske ting fra 80’er-filmen – om det er Aviator solbrillerne fra Ray Ban eller pilotjakkerne, holder det stadig. Det gør Maverick også – selv i en noget ældre udgave. Jeg var vild med den originale men faktisk er denne bedre end den – der er dømt sikker ‘blockbuster’-hit her. Filmen er alt hvad du håber på – og lidt mere.

top gun tom cruise
Tom Cruise står skarpere end nogensinde … (Foto: Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films)

Historien der fortsætter

Filmen er i høj grad Tom Cruises film, men det handler i høj grad om sammenholdet i den lille gruppe af højt specialiserede jagerpiloter. Selvfølgelig først og fremmest om Bradley ‘Rooster’ Bradshaw, men også om et team som i 2022 selvfølgelig består af både mænd og kvinder.

Ligesom Tom Cruise selv foreslog Anthony Edwards til rollen som Goose i den oprindelige ‘Top Gun’, var det vigtigt for ham at finde den rigtige til at spille hans søn, Rooster. Og Miles Teller leverede alt, hvad han kunne ønske:

– Han vidste bare, hvordan han skulle spille rollen, siger Cruise. – Han mødte op til optagelserne med det der overskæg, med den hawaiiskjorte og med det der hår. Jeg kunne kun sige, ‘du er Gooses søn. Du er søn af Anthony og Meg (Ryan, red.)’. Det var lige i øjet …

Miles Teller spiller Bradley ‘Rooster’ Bradshaw (søn af  ‘Goose’) … (Foto: Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films)

Iceman – heldigvis også med om end kort

Centralt i ‘Top Gun’ var kammeratskabet og rivaliseringen blandt de unge piloter, der styrede de mægtige krigsmaskiner. Val Kilmer vender tilbage til rollen som Iceman, hvor han har fulgt karrierevejen, nu som 4-stjernet admiral.

– På den første film ønskede jeg desperat, at Val ville spille Iceman, husker Tom Cruise. – Men han var vandt til at spille hovedrollen, så han var ikke interesseret. Tony Scott måtte ud at bejle til ham, og jeg ringede selv til min agent – som også var Vals – og spurgte, hvad jeg kunne gøre for at overtale ham.

– Indtil da havde jeg kun haft hovedroller, både på teatret og i de to film, jeg havde været med i, fortæller Val Kilmer.

Men det var anderledes denne gang, hvor han på nettet havde erklæret sig klar til en ny ‘Top Gun’. Og gensynsglæden var stor.

– Vi grinede som små drenge efter langt de fleste optagelser, fortæller Kilmer. – Vi havde ikke set hinanden i mange år, men det tog ingen tid for os at samle op igen. Måske var det også det faktum, at de denne gang er venner, der skabte en særlig eufori. Det er en energi som Tom bringer frem i folk.

Der er også unge og nye med … Her ses Monica Barbaro, der spiller ‘Phoenix’, Jay Ellis spiller ‘Payback’ og Danny Ramirez spiller ‘Fanboy’ … (Foto: Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films)

Bidt af flyvning

Faktisk prøvede de allerede på den oprindelige film at filme skuespillerne i cockpittet, men bortset fra Tom Cruise så fungerede det ikke. Der findes kilometervis af film af skuespillerne, der vender det hvide ud af øjnene. De havde simpelthen ikke den træning, Tom Cruise havde. Derfor insisterede Cruise på, at alle skuespillerne fik grundig træning, så de kunne tåle mosten i denne film.

– Til hverdag bliver vi påvirket af tyngdekraften med 1 G, forklarer Tom Cruise. – Ved 2 G forøges kraften, så vores vægt føles dobbelt, ved 3 G tre gange kropsvægten. I filmen skulle skuespillerne klare mellem 7½ og 8 G, hvilket føles knusende for kroppen og presser blodet væk fra hovedet. Synsfeltet indsnævres, og blodet presses ned i benene. Man bliver nødt til at træne sig selv op, så man ikke mister bevidstheden. Men man kan bygge sig op, så man kan tåle det og stadig flyve. Det er den fornemmelse, jeg gerne vil give publikum – man kan ikke kunstigt forvride et ansigt på den måde.

Siden den oprindelige film er Tom Cruise selv blevet bidt af det med flyvningen:

– Det er både at bruge naturkræfterne og overvinde dem, siger han. – At spille Maverick igen, på et andet tidspunkt i hans liv, har været en utrolig oplevelse. Maverick er stadig Maverick. Han har stadig lyst til at flyve ved Mach 2 med ild i håret. Men vi ser en forandring i ham. Mindet om tabet af en god ven, det ansvar, han føler for det, og hvordan han har båret det med sig – og hvordan den ulykke har forandret både hans eget og Roosters liv. Maverick elsker Rooster som en søn. Så det handler om familie, om venskab og om opofrelse. Det handler om prisen for fejltagelser og om frelse.

tom cruise
Tom Cruise i hvid uniform – det er heller ikke dårligt … (Foto: Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films)

Historien vi aldrig bliver trætte af

Tom Cruise spillede første gang rollen som Pete Mitchell i 1986, og selvom det er så godt som umuligt at fastholde den forførende ungdomscharme, Cruise dengang bød på, så har 36 (wow det er vildt) år altså ikke nødvendigvis gjort noget dårligt for Hollywoodstjernens evne til at levere. For levere det gør han (som han nærmest altid gør). Og det er på mange måder en historie, vi har set eller fået fortalt før. Men det er faktisk helt okay og måske endda lige hvad ‘vi har brug for’.

Der er intet ved filmen der gør, at man tænker ‘ej den første var bedre’ – alt er perfekt sat sammen, om det er plottet og måden den oprindelige flettes sammen med den nye på. Og så er der selvfølgelig de  uhyggeligt effektive visuelle effekter, som man jo ikke havde dengang, men som nu bare virker og gør oplevelsen total og fuldendt. Det er på alle måder sådan en god filmoplevelse skal være, og selv følelserne og ja selvfølgelig pulsen tager et ryk op. Kan man andet end sige Top Gun – og ja Tom Cruise forever … Han gjorde det igen.

 

Se trailer til filmen her:

 

Læs også:

Boginspiration: Fem på stribe

fem på stribe bog bøger

· Mere fra samme kategori ·