
Danskerne køber markant mere genbrug til sommerhuset end til helårsboligen
Danskerne køber markant mere genbrug til sommerhuset end til helårsboligen · Brilletyve idømt fængsel for stribe af indbrud · Fashion i Irma · Urtekram Beauty er officiel beautypartner på Northside Festival 2022 · Flere anholdt under målrettet indsats mod tricktyverier · Dagens billede: Fisk drugtestet
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskerne køber markant mere genbrug til sommerhuset end til helårsboligen
Syv ud af 10 danskere fylder sommerhuset med genbrugsfund … Sommerhuset er for mange danskere et andet hjem, hvor man kan indrette sig hyggeligt, sjovt og mere kreativt end derhjemme – og det får danskerne til at gå endnu mere på jagt efter genbrug til sommerhuset end til helårsboligen. Hele syv ud af 10 danske sommerhusejere indretter nemlig sommerhuset med genbrug, mens fire ud af 10 danskere køber genbrug til helårsboligen. Det viser nye tal fra
DBA.
Grillhygge, weekend getaways og afslapning i hængekøjen. Danskerne er vilde med at eje sommerhuse, hvor venner og familie kan komme til sommerhygge, og hvor man kan gå all in på sjove nips og en anderledes indretning end hjemme i lejligheden eller parcelhuset. En indretning, der i mange sommerhuse er præget af genbrugsfund og gør-det-selv-projekter.
Helt nye tal fra DBA viser, at danskerne er glade for at købe genbrug til hjemmet, men i endnu højere grad for at købe genbrug til sommerhuset. Hele syv ud af 10 sommerhusejere har nemlig købt genbrugsmøbler eller nips til sommerhuset, og 41 procent af møbler og nips i de danske sommerhuse er købt brugte. Til sammenligning har fire ud af 10 danskere købt genbrug til helårsboligen.
– Det giver rigtig god mening, at mange danskere går på genbrugsjagt, når sommerhuset skal indrettes. Det er en dyr post at skulle indrette et nybygget eller umøbleret sommerhus helt fra bunden, og samtidig kan genbrugsnips og -møbler give den der helt særlige sommerhusstemning, forklarer Julie Schoen, der er talsperson for DBA, og fortsætter:
– Det kan også forklare, hvorfor vi er endnu mere tilbøjelige til at købe genbrug til sommerhuset end til helårsboligen: Nemlig at sommerhuset for mange også er et fristed, hvor man kan afprøve farver, en anderledes stil og sjove påfund, som man måske er mere tilbageholdende med i eget hjem.
Tal fra DBA:
• 11 procent af danskerne har et sommerhus.
• 67 procent af danske sommerhusejere har købt genbrugsmøbler eller -nips til sommerhuset.
• I gennemsnit er 41 procent af møbler og nips i de danske sommerhuse købt brugt.
• 38 procent af danskerne har købt genbrug til boligen.

Læs også: Second-hand guide
Brilletyve idømt fængsel for stribe af indbrud
Retten i Viborg har idømt tre mænd på 22, 36, og 31 år fængselsstraffe på mellem tre år og tre år og ni måneder for blandt andet at stå bag en række indbrud mod optikere og et forsøg på rambuktyveri i 2021.
De tre mænd blev dømt for ni forhold af indbrud hos optikere i 2021, hvor udbyttet var briller og solbriller til en samlet værdi af cirka 1,8 millioner kroner. De tre blev også dømt for indbrud i to tøjforretninger, hvor udbyttet var herretøj til en værdi af cirka 156.000 kroner. De tre mænd er samtidig dømt for et forsøg på rambuktyveri og fire forhold af brugstyveri af såkaldte muskelbiler, som de har brugt i forbindelse med indbruddene.
Mændene, der alle er fra københavnsområdet, lejede sig i flere omgange ind i sommerhuse forskellige steder i landet. Sommerhusene blev brugt som base i forbindelse med tyvetogter, primært rettet mod optikere i nærliggende byer.
Politiet kom i forbindelse med en anden efterforskning på sporet af de nu dømte, som alle blev anholdt den 31. maj 2021 i et sommerhus ved Fårvang i Midtjylland blot få timer efter, at de havde begået indbrud i en tøjforretning i Skive.
Ved en efterfølgende ransagning af den 22-åriges hjem, fandt politiet videomateriale af de tre mænd under et mislykket forsøg på rambuktyveri mod en virksomhed i Ballerup i januar 2021. Videomaterialet, som den 22-årige selv havde optaget, blev brugt som bevis i retten.
Retten frakendte samtidig den 22-årige førerretten som følge af et forhold om vanvidskørsel, og konfiskerede en Porsche Cayenne, som manden førte, da han blev stoppet af politiet. Den 22-årige modtog dommen. De to andre ankede til frifindelse.
Specialanklager ved National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Rasmus Gyldenløve Jensen, udtaler:
– Jeg er tilfreds med rettens afgørelse. Sagen er et eksempel på, at myndighederne tager sager om organiserede indbrud hos erhvervsvirksomheder meget alvorligt.

Læs også: Denne type solbriller passer til din ansigtsfacon
Fashion i Irma
Fra i går har du kunne finde en limited edition-kollektion af sko og stofnet med prints fra den internationale modescene, når du besøger Irma. Den historiske butikskæde har nemlig indgået et stærkt fashionabelt samarbejde med den danske designer og multikunstner Henrik Vibskov omkring en lille kollektion, der blandt andet er skabt af deadstocks fra designerens tidligere kollektioner, som dermed får nyt liv.
Den historiske og kvalitetsbevidste butikskæde Irma præsenterer i dag resultatet af et stærkt samarbejde med én af de helt store danske designere – nemlig den danske multikunstner; Henrik Vibskov. Den talentfulde designer er et af de helt store danske designnavne og har igennem flere årtier domineret både den danske og internationale modescene. Han har nu designet en lille kollektion i samarbejde med Irma bestående af en nyfortolkning af Irmas ikoniske kinasko samt en række unikke stofnet skabt af deadstocks fra Vibskovs tidligere designs. Kollektionen har til formål at demokratisere kunst – ved at gøre det tilgængeligt for alle.
– Kunst hører ikke kun til på museer og som haute couture på catwalken. Hengemt i glasmontrer og for de få. Den skal ind i hverdagen og ned på fødderne. Derfor har vi også glædet os umådeligt meget til at præsentere dette samarbejde med Henrik Vibskov – en helt særlig og meget beundringsværdig kunstner – som har kastet sin kærlighed og kreativitet udover et udvalg af vores elskede hverdagsobjekter, fortæller Lise Hørdam, Marketingchef i Irma.
Kinaskoen har i mange år været Irmas ikoniske skoklassiker, en enkel og tidløs sko, der er kendt i de fleste hjem. Nu bliver skoen gjort til et kunstværk til fødderne, når Henrik Vibskov klæder den i nyt liv og masser af farver. Den anerkendte og legende designer er nemlig anerkendt for at bygge bro mellem kunst og mode, hvilket er tydeligt i hans meget farverige, mønstrede og detaljerede print – og dette er også kendetegnet for hans kollektion for Irma.
– I mine tidligere værker har naturen og madvarer spillet en stor rolle, og derfor synes jeg, at det kunne være interessant at lave et farverigt svampemønster til den historiske kinasko. Det var vigtigt for mig, at skoen samtidig blev gjort mere brugbar, så derfor er bunden også blev forsynet med en ekstra grøn belægning under sålen. På den måde har den nærmest fået et nyt og ekstra liv – og kan nu også bruges udendørs, fortæller Henrik Vibskov om det nye design af kinaskoen, som er en del af limited edition-kollektionen.
Kinaskoen fås i størrelserne 36 til 45, er i 100 % økologisk bomuld og ikke mindst Fairtrade-certificeret. Kollektionen byder desuden på over 40 forskellige slags stofnet skabt af deadstocks fra tidligere smukke stofprints fra designerens tidligere kollektioner.
– På den måde bliver intet overskydende smidt ud, men genbrugt upcyclet og får hermed et nyt liv som stofposer, afslutter Henrik Vibskov. Dette er Irmas første samarbejde med en modedesigner, men butikskæden planlægger flere af disse fremover.
Kinaskoen koster 149 kroner og stofnettet koster 149 kroner.

Læs også: Irma giver københavnerne billig økologi hver søndag
Urtekram Beauty er officiel beautypartner på Northside Festival 2022
I år fejrer Urtekram Beauty 50 år – et halvt årti med økologisk skønhedspleje. Firmaet har gjort en forskel for økologien i Danmark siden 1972 og har været med til at drive den økologiske beauty bevægelse fra niche til mainstream.
Som del af fødselsdagsmarkeringen har de netop annonceret, at de har indgået et partnerskab med NorthSide festival. Gæsterne på årets festival den 2.-4. juni 2022 kan derfor glæde sig til at nyde Urtekram Beauty’s skønne, økologiske håndsæber ved alle toiletfaciliteterne.
NorthSide og Urtekram Beauty repræsenterer mange af de samme værdier – økologien, bæredygtigheden og det lokale, hvorfor det giver så god mening for os at være en del af denne unikke og grønne festival. Med Urtekram som officiel Beauty Partner tages der endnu et skridt mod en grønnere dagsorden, hvilket de er meget stolte af.

Læs også: Se beautynyheder her
Flere anholdt under målrettet indsats mod tricktyverier
Tre personer blev i weekenden anholdt og varetægtsfængslet – mistænkt for en række tricktyverier og gaderøverier i København.
Efter en række sager om tyveri og røveri af dyre armbåndsure i Indre By gennemførte Københavns Politi i weekenden en målrettet indsats for at få fat på gerningsmændene.
Indsatsen førte henover weekenden til anholdelser af tre udenlandske statsborgere, som alle nu sidder varetægtsfængslet – mistænkt for flere tilfælde af tyverier og røverier.
– Vi ser desværre flere tilfælde, hvor borgere via tricktyverier bliver bestjålet eller får frarøvet deres værdigenstande såsom telefoner eller ure. Derfor laver vi løbende målrettede indsatser mod de her gerningsmænd, og jeg vil samtidig gerne opfordre alle til at være opmærksomme på deres tasker og lommer, når de færdes på steder med mange mennesker, fortæller politikommissær Daniel Navntoft, der er leder Københavns Politis tyverisektion.
To af anholdelserne fandt sted fredag aften ved Kgs. Nytorv, hvor patruljen genkendte to marokkanske statsborgere, som begge blev anholdt – mistænkt for et røveri den 22. maj, hvor en person fik frarøvet sit armbåndsur. Den ene af de anholdte er desuden mistænkt for tre lignende forhold fra 2021.
De to mænd på henholdsvis 21 og 26 år blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag og den 26-årige blev varetægtsfængslet i 23 dage, mens den 21-årige blev fængslet i 11 dage.
Natten til søndag blev der foretaget anholdelse af en 45-årig ungarsk statsborger, der blev taget på fersk gerning efter et tricktyveri på Vesterbro. Han mistænkes desuden for seks lignende forhold fra 2022, hvor han i festlige sammenhænge skulle have krammet folk og i den forbindelse stjålet deres værdigenstande. Den anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør i går og varetægtsfængslet i 10 dage.
På politiets hjemmeside er der samlet en række gode til at forebygge at blive udsat for tricktyverier – blandt andet kan man læse mere om, hvordan man sikrer sig mod nogle af tyvenes metoder. Find de gode råd her.

Læs også: Gode råd mod tricktyve