Læs også:

Close
The Lost City

Filmanmeldelse: ‘The Lost City

Underholdning  | 
Det synes redaktionen: 5

Er du klar til både et ‘jungle-eventyr’ – masser af (lidt skør) action og gode grin blandet med romantik, så er ‘The Lost City’ lige dig. Og som bonus får du både Sandra Bullock, Channing Tatum og Brad Pitt

‘The Lost City’ blander komisk skattejagt med romantik og action, hvilket er set tidligere blandt andet i den ikoniske film ‘Nu går den vilde skattejagt’ fra 1984. Men stilen er også lidt som i ‘Pirates of the Caribean’, ‘Indiana Jones’ eller ‘National Treasure’ – bare så du lidt er med i retningen. Vi er ikke i sådan rigtige actionhelte-‘mode’ – der er heller ikke et gallopperende hjerte grundet vild action – og man sidder flere gange og tænker ‘skørt’, mens man samtidig griner.

Loretta spilles af Sandra Bullock, mens Alan spilles af Channing Tatum. I rollen som den grådige skurk finder man Daniel Radcliffe (han er og bliver Harry Potter for mig), mens Brad Pitt dukker op i en mindre rolle – hvilken bonus – og han er også sjov.

Eventyret er instrueret af Nee-brødrene, der står til at skulle lave ‘Masters of the Universe’, mens  manuskriptforfatterne også står bag blandt andet komedien ’22 Jump Street’.

The Lost City
Sandra Bullock og Channing Tatum er et ‘umage par’ – og dog … (Foto: Paramount Pictures)

Fra bog til virkelighed

Jungle-eventyret ‘The Lost City’ handler om forfatteren Loretta, der lever af at skrive romantiske eventyrbøger. Hun skal her på en bogturne med sin nyeste bog, men kan ikke overskue det.

Det går da heller ikke være eller bedre for forfatteren, end at turneen snart udvikler sig til et vaskeægte eventyr langt fra fiktionens verden og inde i junglens dyb.

Da en rigmand kidnapper Loretta for at bruge hendes viden om arkæologi og oldtidssprog til at finde en skjult skat i en forsvunden by, kommer hjælpen måske fra uventet kant.

Derfor sætter hendes manager og bogforside-modellen Alan en redningsmission i gang. Alan tager turen efter hende ind i junglen, hvor det umage par snart er på flugt sammen fra rigmanden og hans håndlangere.

The Lost City
Sandra Bullock er i meget af filmen iført denne pailletdrag Channing Tatum ikke er nærig med at vise sin krop – tak tak Channing … (Foto: Paramount Pictures)

Det handler filmen om

Den begavede, men ensomme forfatter Loretta Sage har brugt sin karriere på at skrive om eksotiske lande og byer i sin populære serie af romantiske eventyr, der alle har den flotte model, Alan, på coveret som helten Dash. Alan sætter en ære i at levendegøre Dash, når der skal laves publicity.

Under en promoveringstur sammen med Alan bliver Loretta imidlertid kidnappet af den excentriske milliardær Abigail Fairfax, der håber hun kan lede ham på sporet til den ældgamle skat i den forsvundne by, som hun netop har beskrevet i sin seneste roman. For at bevise, at han ikke bare kan være en helt i hendes historier, men også i virkeligheden, tager Alan jagten op.

På den måde ender det umage par midt i junglen, hvor de bliver nødt til at arbejde sammen, hvis de skal overleve elementerne og banditterne, der er i hælene på dem. Med lidt held kan de også løse gåden om Den Forsvundne By og dermed finde den legendariske skat, inden den går tabt for altid.

The Lost City
Sandra Bullock og et vildt eventyr Channing Tatum (Foto: Paramount Pictures)

Fuld fart på

Sandra Bullock og Channing Tatum står i spidsen for det vilde og respektløse eventyr – og også ‘langt ude’ (på alle måder), hvor den vilde jagt går nærmest fra første minut. Med sig på jagten efter ”The Lost City” har de også Da’Vine Joy Randolph, Oscar Nuñez, Patti Harrison og Bowen Yang.

Som den skurkagtige Fairfax ses Daniel Radcliffe i altid ulastelige habitter (også lidt komisk for så skurkeagtig virker han heller ikke), mens Brad Pitt er noget mere jungleklædt (også tak for det) som gidselbefrieren Jack Trainer. Danske Infernal har i øvrigt skrevet musik til traileren.

The Lost City
Brad Pitt er også med – dog ikke så meget eller længe … (Foto: Paramount Pictures)

Fakta om filmen ‘The Lost City’

Skuespillere: Loretta Sage Sandra Bullock som Loretta Sage, Channing Tatum som Alan, Abigail Fairfax Daniel Radcliffe som Abigail Fairfax, Brad Pitt som Jack Trainer

Produktionsholdet: Instruktion Adam Nee og Aaron Nee

Manuskript: Oren Uziel, Dan Fox, Adam og Aaron Nee

Historien: Gordon Seth

Producers: Liza Chasin, Sandra Bullock, Seth Gordon

Executive producers JJ Hook, Dana Fox, Julia Gunn, Margaret Chernin

Fotograf: Jonathan Sela

Biografpremiere: 28. april 2022

Filmlængde: 1 time 52 minutter

The Lost City
Da’Vine Joy Randolph er også med i filmen som Lorettas agent. Hun er også sangerinde – altså i virkeligheden – ikke i filmen … (Foto: Paramount Pictures)

Der er dømt eventyr og tropisk jungle

I dampende, tropiske jungler. Gennem dunkle rum i ældgamle ruiner, hvis mysterier langsomt afslører sig. Til skatte så rige, at det overgår selv den mest ekstatiske fantasi. Eller dampende romantiske eventyr, hvor dunkle mysterier afslører en rigdom af ekstase.

Loretta Sage er egentlig forsker og ville – sammen med sin nu afdøde mand – skrive om deres arkæologiske forskning i præcolumbianske kulturer. Men den slags sælger ikke. Det gør til gengæld hendes noget mere farverige, romantiske romaner om Dr. Angela Lovemore, hvis eventyr til eksotiske egne (ofte de samme, som hun rent fagligt har interesseret sig for) altid ender i farlige situationer, hvor den ufatteligt lækre Dash altid kommer til hendes hjælp, samler hende i sine stærke arme og fører hende i sikkerhed.

For at hendes læsere helt skal forstå, hvad det handler om, har hendes romaner altid et billede af Dash på coveret – i virkeligheden modellen Alan, der går op i rollen med liv og sjæl. Det gælder ikke mindst, når Loretta skal præsentere sine bøger til signeringer eller – endnu bedre – messer for romantiske romaner, hvor seriens mange fans nærmest dåner ved synet af den flotte Dash med det lange gyldne hår.

Salget af Lorettas romaner har været faldende, så hendes agent og gode veninde og agent  har sendt hende på en hektisk turné til den type events, hvor hun selvfølgelig skal præsenteres som Angela Lovemores alter ego. Det kræver i dette tilfælde en pailletbesat heldragt, som har det med at krybe op, hvor den ikke skal krybe op.

Som om Loretta ikke var frustreret nok i forvejen, så tager Alan/Dash scenen med store armbevægelser og muskuløse positurer. Han kan naturligvis ikke lade være med at tage Loretta i sine arme og svinge hende rundt, hvilket ender galt, da hendes armbåndsur sætter sig fast i hans blonde paryk og river den af.

Efter (endnu) et skænderi med Alan, som hun ikke anser for andet end et stykke flot vinduespynt uden hjerne, stormer Loretta rasende ud af kongreshotellet og bestiller en taxi … For blot at blive ført ganske håndfast ind i en SUV af to bredskuldrede livvagter og kørt afsted. Alan når lige at se, hvad der ligner en bortførelse.

Det er heller ikke helt galt. Hun bliver plantet foran den excentriske milliardær Abigail Fairfax (nej, det er et kønsneutralt navn, insisterer han). Han har i hendes seneste roman ‘The Lost City of D’ opdaget, at hun kan afkode et ældgammelt skriftsprog. Og det er netop indskrifter på dette sprog, han tror, kan sætte ham på sporet af Ildkronen, et legendarisk smykke, som skulle befinde sig i et gravkammer i … Nå ja, i Den Forsvundne By.

Da Loretta er uvillig til at hjælpe, udvikler det sig til en virkelig kidnapning, hvor hun bliver bedøvet og sat ombord på Fairfax’ private jet på vej til en tropeø midt i Atlanterhavet, hvor han er ved at udgrave netop den forsvundne by, men mangler løsningen på, hvor gravkammeret og skatten befinder sig.

Alan til gengæld vil gerne bevise, at han er lige så meget helt som Dash er i bøgerne, så han tilkalder hjælp fra den tidligere elitesoldat Jack Trainer, der har specialiseret sig i – på sin egen meget zen måde – at befri gidsler. Trainer er virkelig sin løn værd. Han får befriet Loretta, der snupper et dokument med angivelse af gravens placering med sig på flugten. Desværre har de Fairfax’ lejesoldater lige i hælene, og det lykkes Alan at gøre alting galt, så han og Loretta strander alene midt i junglen og må forsøge at finde vej til civilisationen på egen hånd. Stadig med Fairfax’ mænd i hælene, hun stadig i lilla paillet jumpsuit, han med den mest upraktiske opbakning, der nogensinde er set i en tropisk jungle. Lyder det skørt og usammenhængende – så er det fordi det også lidt er det – og det er netop hvad det hele går ud på …

En humørpille, når du er træt af for meget romantik

Romances – romantiske romaner med mere eller mindre erotiske overtoner – er en genre for sig. Ofte skrevet af dygtige, lidt kyniske kvinder med høj uddannelse til kvinder, der trænger til et romantisk alternativ til hverdagen. Nå ja, og så er der de flotte covermodeller, der lægger krop til fantasierne.

Producer Seth Gordon kom på grundideen til ‘The Lost City’, da han overværede en kongres for romantiske romaner, mens han arbejdede på en dokumentarfilm:

– Der var konkurrence, hvor mændene fremstillede en charmerende og uskyldig opfattelse af romantisk kærlighed samtidig med, at de konkurrerede om at blive den næste store covermodel … Og de sofistikerede kvinder, der overværede det, hvoraf mange var forfattere med høj uddannelse, syntes at nyde og give sig hen til virkelighedsflugten i det hele, husker han.

– Jeg kunne ikke slippe tanken om, at disse forfattere personligt måske var kyniske og skuffede over for tanken om ren, ideel kærlighed, mens de gjorde en karriere ud af at skabe og sælge netop den drøm. Det er der hovedpersonerne kommer fra: en forfatter, der er blevet træt af at sælge romantiske drømme, og en ‘ikke-den-skarpeste-kniv-i-skuffen’-model, som hun ikke ved, hvordan hun skal tage seriøst, før han ender med at redde dagen på alle mulige uventede måder – med hende på sit team.

Sandra Bullock om filmen

Stjernen Sandra Bullock, der selv påtager sig rollen som romance-forfatteren Loretta Sage, står også som producer af ”The Lost City”, som hun ser som den perfekte humørmedicin oven på pandemien – en højtråbende, uhøjtidelig popcorn-film, der kan bringe publikum sammen om et godt grin i biografen.

– Vi var udmærket klar over, at vi skulle give den hele armen, hvis vi skulle hale den her hjem. Filmen virker kun, hvis alle elementer er sat sammen uden den mindste sprække. Vi skal tro på den indelukkede forfatter og på modellen, hvor hverken den ene eller den anden burde befinde sig i en jungle – eller bare ude i naturen i det hele taget. Jungler spiser mennesker som dem til morgenmad, siger Bullock i sin producer-rolle.

Den slags mennesker bør blive indenfor i hermetisk forseglede bygninger med aircondition. Balancen mellem humor og action Sandra Bullock var med til at vælge instruktør – eller rettere: instruktører, brødrene Adam og Aaron Nee.
Hun blev imponeret over deres uafhængigt producerede ‘Band of Robbers’ og tilbød dem jobbet:

– Det var lige, hvad vi altid havde ledt efter uden at vide det, siger Adam Nee. –’The Lost City’ er lige præcis den type film, verden har brug for efter at have gået så meget igennem. Det er ren eskapisme og sjov på den helt store skala. ‘The Lost City’ er en actionfilm, et fantastisk eventyr og en komedie på samme tid. At tage de tre elementer og få dem til at flyde sammen til et hele var en udfordring, men også enormt tiltrækkende, fortsætter Aaron Nee.

– Når det hele falder i hak, gør det filmen så meget bedre, slutter han.

The Lost City
Sandra Bullock og Daniel Radcliffe i scene i starten af filmen, før det hele går amok og pailletterne flyver rundt i junglen … (Foto: Paramount Pictures)

Sandra og Channing om komikken i filmen

Sandra Bullock egne evner i komediefaget er kendte, men hun skulle finde nogle legekammerater, der var lige så villige til fysisk humor som hende. Rent ud sagt: at ryge på røven. Hun fandt det perfekte match i trioen Channing Tatum, Daniel Radcliffe og Brad Pitt.

– Channing er totalt selvudslettende; han lader aldrig sit ego styre, og det er helt perfekt til rollen som Lana, fordi han er så uskyldig, siger Sandra Bullock om sin medspiller. – Han er blåøjet og sød. Der er ikke mange, der kan spille uselvisk og åben.

– Channing er også meget fysisk i sin komik og bruger hele kroppen til at fortælle en joke. Vi er fuldstændig på bølgelængde der. Det er dejligt at have en medspiller, som man er helt tryg ved, og som har perfekt timing. Selv om vi også er forskellige nok til at komplementere hinanden.

– Men midt i det eskapistiske sjov og ballade, skal vi også tro på, at der opstår en forbindelse mellem Loretta og Alan, tilføjer Channing Tatum. – Sandy er bare bedre til at kombinere de to ting end nogen anden i filmindustrien – både at holde komedien kørende og få os til at holde af figurerne.

I hver fald hvad humoren angår, var Bullock og Tatum så meget på linje, at de begyndte at lave sjov med, at de måtte være i familie med hinanden.

– Vi kunne sidde helt stille ved siden af hinanden, og så pludselig bryde ud i latter begge to. En scene, hvor det nok mest var Bullock, der ikke kunne holde masken, foregår tidligt i filmen og – for Tatums vedkommende – på anden optagedag. I den scene skal Loretta fjerne nogle igler, der har bidt sig fast på Alans ryg og bagdel.

– Det begyndte med, at jeg skulle gå på scenen med igler klistret til min røv, fortæller Tatum. – Derefter har Sandy en to sider lang monolog og en vis del af min anatomi. Og det var bare dag to på jobbet. Senere fik Channing Tatum dog mulighed for revanche ved at vise sig som en udmærket stuntman, der både dukkede sig for flyvende motorcykler og sprang op på taget af en bil i fart.

the lost city
Channing Tatum med paryk som heldigvis hurtig ryger …(Foto: Paramount Pictures)

Forkælet møgunge og ulastelig skurk

Med sin britiske accent er Daniel Radcliffe selvfølgelig perfekt til skurkerollen, selv om publikum måske forventer noget andet fra hans klare blå øjne.

– Daniels blå øjne er bløde og imødekommende … lige indtil Fairfax kammer over. Så bliver Daniel den her fuldstændig vanvittige fyr, siger Bullock om sin nemesis i filmen.

– Jeg glæder mig til, at publikum skal se, en Daniel Radcliffe, som de ikke forventer.

– Nok er Fairfax skurken, men der er en masse humor i ham, fordi der er så meget forkælet og forurettet barn i ham, siger Radcliffe. – Det kommer nok fra hans behov for at leve op til sin mediemogul-far, og det underminerer den egentlige ondskab.

– Og så elsker jeg navnet. Det havde jeg meget sjov med, fordi det går ham på. Han har brugt hele sit liv på at insistere på, at det er et kønsneutralt navn, tilføjer han med et grin.

Endelig er det en løbende vittighed, at Fairfax filmen igennem ser ud, som om han er trådt ud af siderne i et modemagasin, mens alle andre sveder i tropevarmen.

– Fairfax skal ikke være en fyr, der sveder ret meget, så jeg havde hele tiden fem personer omkring mig med
vifter, så jeg ikke kom til at sved gennem min t-shirt.

The Lost City
Her ses Daniel Radcliff og Héctor Aníbal. (Foto: Paramount Pictures)

Verdens bedste Brad Pitt

Sidste mand på teamet er Brad Pitt, der på denne måde gør gengæld for, at Sandra Bullock lavede en cameo optræden i hans ‘Bullet Train’. Nå ja, og får lejlighed til at spille en veltrænet elitesoldat, der hele tiden citerer vise ord fra Lao Tzu og Tao Te Ching …

– Brad idé om figuren var, at han er buddhist, forklarer Sandra Bullock. – Han er meget grounded og meget i kontakt med naturen. Alan følger ham i hælene som en hundehvalp. Hvilket måske ikke er helt ved siden af Channing Tatums virkelige respekt for filmstjernen:

– Jeg er altid lidt nervøs for at møde mine idoler eller folk, jeg respekterer, fortæller han. – Jeg er bange for at illusionen vil briste. Men Brad er alting, man nogensinde kunne ønske Brad Pitt skulle være. Det var helt fantastisk, at han var med.

I hvert fald er Sandra Bullock lykkelig for, at de to skuespillere arbejdede så godt sammen. Ikke mindst i en scene, hvor de flygter med hende – bundet til en stol og anbragt i en trillebør.

– Åh Gud, trillebøren! Det er bare om at lukke øjnene og bede til, at det kan lade sig gøre, husker Bullock.

– På den anden side; jeg skulle bare være der og sidde stille. Channing og Brad skulle gøre alt arbejdet. Jeg måtte bare håbe, at de ikke tabte mig, tippede mig ud eller tromlede hen over mig. Til deres ros skal det siges, at vi fik scenen i en optagelse.

The Lost City
Brad Pitt kører Sandra Bullock væk i en trillebør, mens flammerne står op bag dem – det siger vel alt … (Foto: Paramount Pictures)

Noget af en blanding

Det er en sjov blanding af eventyr – action – romantik – smukke landskaber – platte personligheder og kommentarer. Der er overdrevne scener – der er gode grin … Og der er skuespillere med, som jeg altid har været vilde med, hvilket  gør hele den (lidt absurde) blanding acceptabel.

Platte kommentarer og scener – den sorte humor og lidt skøre action skal du tage for hvad det er – bare sjov … Og så gør det bestemt heller ikke noget, at Brad Pitt er med – selvom det er kort (havde gerne set mere til ham og hans karakter i filmen). Er ikke i tvivl om, at hele holdet bag filmen har haft en fest og glædet sig til at komme på job hver eneste dag.

Jeg var også underholdt. Jeg var nok lige dele overrasket (troede det ‘bare var en romantisk actionfilm’) – grinende – og ‘WTF er der galt med det her’. Men med det cast kan den bære det. Det er skør med skør på. Men skør kan også være lige det, man har brug for engang imellem.

Se trailer for filmen her:

 

Læs også:

 

Fem på stribe: Boginspiration til dig

 

bog bøger fem på stribe

 

 

· Mere fra samme kategori ·