Læs også:

Close
pige computer arbejde

NEWS: Onlinemøder er en ulempe for kvindestemmer

Nyheder  | 

Onlinemøder er en ulempe for kvindestemmer · I dag åbner Danmarks største scaryhouse i Tivoli · Større indhug i københavnske bandegrupperinger · Digterruter åbner over hele landet · Dagens video: En fin terapihave · Fredagsfjol: Belgienfjol

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Onlinemøder er en ulempe for kvindestemmer

Forskere fra SDU og universitetet i Magdeburg har undersøgt, hvordan forskellige stemmer opfattes via onlineværktøjer som Zoom, Skype eller Teams. Ikke alle frekvenser transmitteres fuldt ud, hvilket går ud over især kvinder, som opfattes mindre kompetente, udtryksfulde og karismatiske end mænds stemmer.

Brugen af videomøder er eksploderet under coronakrisen. Skoleelever, undervisere og stort set alle virksomheder bruger enten Zoom, Teams eller Skype. Det er nemt, effektivt og gnidningsfrit, men en undersøgelse udarbejdet af SDU og Universität Magdeburg viser, at det det er en ulempe for kvinder, da deres stemmer kan opfattes mindre udtryksfulde, kompetente og karismatiske end mænds stemmer.

Det skyldes, at på trods af den enorme datamængde, der overføres i forbindelse med et videomøde, så er der tale om komprimeret lyd, som ikke formår at transmittere alle frekvenser og detaljer i det talende sprog. Og det rammer altså i højere grad kvinder end mænd, viser undersøgelsen.

Bag undersøgelsen står lektor ved Center for Industriel Elektronik ved SDU i Sønderborg, Oliver Niebuhr, og adjunkt Ingo Siegert fra Universität Magdeburg.

– Du kan sammenligne det med smørrebrød. Når du komprimerer lyd, så fjerner du noget. Hvis vi tager ’Dyrlægens natmad’, så forsvinder der i mændenes tilfælde måske lidt skyr, fordi deres stemmeleje ligger i et bestemt frekvensområde. Fordi kvinders stemmer ligger på en anden frekvens, så forsvinder der mere; måske smør, saltkød, sky og løgringe, så der til sidst kun er en leverpostejsmad tilbage, fortæller Oliver Niebuhr.

Og leverpostej kan være kedeligt, hvilke bestemt ikke er godt i et vigtigt møde eller en eventuel forhandlingssituation.

– Hvis du skal overbevise en person om noget, så er det essentielt, at du fremstår karismatisk. Du skal have vedkommendes fulde opmærksomhed. Vores stemme er uhyre vigtig i den sammenhæng – specielt i en sammenhæng, hvor kropssprog er taget ud ad ligningen, som tilfældet er i et videomøde, fortæller Oliver Niebuhr.

I en tid, hvor ikke blot undervisning, handler, forretningsaftaler, men også politiske dagsordener håndteres via digitale kommunikationsmedier, så er der brug for at teknologien forbedres. For det nytter ikke noget, at Mette Frederiksen er bagud på point allerede inden hun går ind til en forhandling.

– Nu er det sådan, at jo dårligere internet du sidder på, jo mere komprimeret bliver lyden. Jeg antager, at den danske statsminister sidder på en god internetforbindelse, så jeg vil ikke være bekymret for, at meget går tabt i denne sammenhæng. Men med den viden vi har fået med denne undersøgelse, åbner op for, at vi kan foretage justeringer, siger Oliver Niebuhr.

Oliver Niebuhr fortæller, at udviklerne af videomødeprogrammer har fokuseret på, i hvor høj grad brugerne har kunnet forstå ordene, som bliver sagt. Altså, hvor klart og tydeligt ordene transmitteres.

– Ikke alle codecs får kvinder til at fremstå mindre karismatiske, men I fremtiden bør der være mere fokus på de detaljer, som er essentielle i vores kommunikation. De små nuancer.

Faktaboks:
De to forskere, lektor Oliver Niebuhr fra SDU og adjunkt Ingo Siegert fra Universität Magdeburg, spurgte testlyttere om deres indtryk af optagede stemmer. Professionelle højttalere gav lydeksempler, der skulle klassificeres på en skala fra en til ti. Kvindernes stemmer klarede sig markant dårligere. De kvindelige talere manglede den følelsesmæssige komponent, der giver sproget et karismatisk udtryk.

Oliver Niebuhr forsker i alle aspekter i forbindelse med afholdelse af taler, foredrag og oplæg foran store forsamlinger. I over 15 år har han forsket, testet og analyseret de non-verbale signaler og lingvistiske karakteristika, der kendetegner nogle af verdens bedste talere, såsom Steve Jobs, Barack Obama, Nelson Mandela og Martin Luther King. Via optagelser og sindrige computerprogrammer har han kortlagt nogle af de akustiske strukturer, som kendetegner dem alle. Populært sagt, har kan sat karisma på formel.

pige computer arbejde
Kvindestemmer er ikke en fordel ved digitale møder … (Foto Unsplash)

Læs også: Seje kvinder verden over

I dag åbner Danmarks største scaryhouse i Tivoli

Fra i dag fredag den 18. juni klokken 17:00 kan gæster med hang til gys besøge det anmelderroste scaryhouse Villa Vendetta, der har adresse i kælderen af H.C. Andersen Slottet. Dermed åbner Danmarks største permanente scaryhouse med skuespillere. Selve åbningen foretages officielt af Mr. Vendetta kl. 17:00

Kort før den officielle åbning blev pressen inviteret forbi for at teste Villa Vendetta af og begejstringen var stor for det nye tiltag i Tivoli, som også har til formål at udnytte forlystelseshavens m2 bedre.

Forsker på Aarhus Universitet, leder af The Recreational Fear Lab Mathias Clasen sagde efter pressetest: ”De fleste mennesker kan godt lide den leg med frygt, som man kan opleve gennem horrorfilm eller haunted houses. Det giver biologisk mening, for gennem leg med frygten kan få vigtig indsigt i vores egne følelser og lære noget om vores egne reaktioner, og også få mulighed for at udfordre vores grænser og justere vores frygtreguleringsmekanismer. Vi bliver kort sagt bedre til at håndtere frygt og stress. I vores forskning har vi eksempelvis vist, at folk der ser mange horrorfilm håndterer coronakrisen bedre rent psykologisk. Det tyder altså på at horror – eksempelvis en tur gennem et haunted house – kan fungere som en slags frygt-vaccine”

Der er tale om en tocifret millioninvestering, der altså nu har resulteret i Danmarks største permanente scaryhouse med skuespillere. Gæsterne fra 12 år kan se frem til en 150 meter lang rejse gennem 12 forskellige rum fordelt på 800 uhyggelige kvadratmeter. Udover at give gæster med hang til gys en oplevelse, er formålet at udnytte Tivolis areal endnu bedre, sådan at gæsterne spredes yderligere rundt i forlystelseshaven.

Historien bag:
Historien går på, at der i mange år har boet en familie i H.C. Andersen Slottets kælder, som efter mange års arbejde i Tivoli er blevet glemt. Ingen ved rigtig, hvem de er, men en ting er sikkert, og det er, at årtiers glemsel har gjort dem grumme, bitre og har forvandlet dem til galninge, som alle bør holde sig langt fra. Noget som gæsterne snart vil erfare, når de i en futtogsformation går gennem familiens hus, sådan at chok og forskrækkelser flyder fra krop til krop og ingen slipper for at mærke gyset.

Turen går først igennem den hjemsøgte herskabsvilla, og har gæsterne modet til at gå planken ud, ender de i en skummel kælder, hvis hemmeligheder ikke røbes her. Der er tale om en rejse tilbage i tiden med referencer til i dag og til Tivolis ikoniske karakterer. Der er overraskelser i form af lyde, skuespillere, dunkle gange og korridorer, som gæsterne møder på deres vej.

tivoli scaryhouse
Er du klar til at blive skræmt … (Foto: Tivoli PR)

Læs også: Lav selv Cakenhagens hvide chokolademousse

Større indhug i københavnske bandegrupperinger

Ved en koordineret indsats blev seks personer fra to forskellige bandegrupperinger onsdag anholdt for våbenbesiddelse.

I formiddag slog Københavns Politi til på 12 forskellige adresser hovedsageligt i København og derudover på Vestegnen og i Nordsjælland. Seks personer blev anholdt under aktionen, og desuden blev en mindreårig tilbageholdt. Den mindreårige er nu overdraget til de sociale myndigheder.

De anholdte er mellem 15 og 23 år og er medlemmer af to forskellige bandegrupperinger, som er centreret i og omkring Vanløse. De sigtes alle for våbenbesiddelse.

– Dagens anholdelser giver et indhug i de to grupperingers medlemmer, hvilket forhåbentlig vil skabe en øget tryghed for borgerne i de områder, hvor banderne huserer. Vi hverken kan eller vil acceptere bandekriminalitet og har derfor en målrettet og omfattende indsats mod disse kriminelle, udtaler leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, Rune Nielsen.

De anholdte blev alle fremstillet i dommervagten i går torsdag den 17. juni. Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen.

motorcykel
Politiet gjorde onsdag større indhug i københavnske bandegrupperinger … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mexico vil afkriminalisere narkotika

Digterruter åbner over hele landet

Danske Digterruter åbner den 18. juni med foreløbigt 14 ruter fordelt over hele landet og inviterer på tur i dansk litteratur og natur. Udforsk natur- og urbane landskaber i selskab med en perlerække af vores store danske forfattere som St. St. Blicher, Johannes V. Jensen, Karen Blixen og Kaj Munk.

Danske Digterruter inviterer danskerne ud i naturen for at sanse, læse og opleve danske digtere på nye måder. På digterruterne kan man – foruden blot at nyde landskabet – få adgang til lydposter, som guider gennem et landskab og en natur, der har inspireret en digter og hendes eller hans forfatterskab. Digterruterne udbygger en vigtig samtale mellem litterær kunst og lokale landskaber og fører den vandrende ind i den magi, der kan opstå, når digtningens ord, sted og natur mødes.

Igennem århundreder har forfattere og landskaber i Danmark påvirket og formet hinanden. Lige fra romantikkens forfattere drog ud i naturen for at skrive om den til Tove Ditlevsens maleriske beskrivelser af storbyens myldrende landskaber.

– Danske Digterruter formidler dansk litteratur i den fri natur på en helt ny måde, hvor publikum får lejlighed til at sanse steder, landskaber og grokraft, som har præget og inspireret dansk digtning og forfattere gennem mere end 250 år. Vi lever i en tid, hvor mange heldigvis får øje både for naturens vældige rum og for litteraturens fantastiske muligheder. Det har vi søgt at komme i møde, udtaler projektets leder, professor emeritus ved SDU, Johs Nørregaard Frandsen.

I dag den 18. juni åbner de første 14 af i alt 22 digterruter med lokale arrangementer i hele landet, til efteråret åbner de næste 8 ruter. Digterruterne er blevet til i samarbejde med lokale digterhjem, museer, foreninger og selskaber.

– I Fuglereservatet på Rungstedlund går man midt i den både vilde og kultiverede natur, som Karen Blixen skabte, mens hun udgav sine 7 mesterværker. På ruten kan man ved 10 bænke hente korte lydfortællinger og høre om, hvordan alt fra mad, fugle og kærlighed farvede forfatterskabet. Vi glæder os over at skabe et landkort over danske digtere sammen de mange partnere i projektet Det er helt unikt, forklarer Elisabeth Nøjgaard, direktør på Karen Blixen Museum Rungstedlund.

– Vi har været utroligt glade for at få muligheden for at formidle St. St. Blicher ude i det landskab, som betød så meget for ham. På ruten kommer man rundt til områder på egnen med særlig betydning for Blicher og slutter af på Blichers elskede hede, hvor man kan høre uddrag af Hosekræmmeren og Trækfuglene midt i den natur, som inspirerede Blicher”,  fortsætter Marianne Gjørtz Hougaard, Museumsinspektør, Blicheregnen, Museum Silkeborg.

Det landsdækkende net af digterruter repræsenterer danske digtere og er udarbejdet med generøs bevilling fra Nordea-fonden. De i alt 22 ruter er udviklet af forskere og formidlere ved Syddansk Universitet i nært samarbejde med de lokale samarbejdspartnere.

– Danske digterruter vil inspirere alle aldersgrupper til at komme ud i det fri og opleve vores fælles natur og kulturarv, slutter Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Danske Digterruter åbner i dag den 18. juni 2021 landet over med lokale ruter og vandringer og med hjemmesiden danskedigterruter.dk

Facts:

14 digterruter åbner 18. juni 2021; Ambrosius Stub, Ribe; B.S. Ingemann, Sorø; Carit Etlar, Fredericia; Emil Aarestrup, Nysted; Frank Jæger, Egedal, Nordsjælland; H.A. Brorson, Ribe; Jeppe Aakjær, Jenle, Roslev, Salling; Johannes Jørgensen, Svendborg; Johannes V. Jensen, Louns halvøen, Himmerland; Kaj Munk, Vedersø; Karen Blixen, Rungstedlund; Martin Andersen Nexø, Nexø; Steen Steensen Blicher, Blicheregnen, Thorning/Kjellerup; Thøger Larsen, Lemvig.

8 digterruter åbner i efteråret 2021; Agnes Henningsen, Kerteminde; H.C. Andersen, Faaborg; H.C. Andersen, Odense; Henrik Pontoppidan, Hornsherred; Holger Drachmann, Skamlingsbanken, Kolding; Inger Christensen, Vejle; Martin A. Hansen, Stevns; Tove Ditlevsen, Vesterbro, København.

Om Danske Digterruter:
Projektet Danske Digterruter er et net af landsdækkende ruter, der inviterer danskerne ud i naturen for at opleve litteraturen. Det sker i samarbejde mellem forskere fra SDU og digterhjem, museer, foreninger og selskaber. Idémanden bag projektet er professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen, SDU. Nordea-fonden har støttet projektet med 5,7 millioner kroner.

digterruter
Måske du skulle prøve de nye digterruter … (Foto: PR)

Læs også: I Jane Austens fodspor

Dagens video: En fin terapihave

Fredagsfjol: Belgienfjol

· Mere fra samme kategori ·