
NEWS: Rekordhøjt antal af unge fra familier med misbrugsproblemer søger hjælp i TUBA
Rekordhøjt antal af unge fra familier med misbrugsproblemer søger hjælp i TUBA · USA igen med i FN’s klimaaftale · International undersøgelse: Hvor mange vil tage imod COVID-19-vaccinen? · Pigen der løb med al opmærksomheden · Dagens billede: Veninderne · Fredagsfjol: Dagens absolut mest nuttede 🐭
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Rekordhøjt antal af unge fra familier med misbrugsproblemer søger hjælp i TUBA
Antallet af unge fra familier med misbrugsproblemer, der søger hjælp til at bearbejde barndommens traumer stiger og stiger. Den seneste årsrapport fra organisationen TUBA viser, at antallet af unge, der henvender sig for at få hjælp fortsat er steget i 2020.
Unge fra familier med misbrugsproblemer strømmer til TUBAS rådgivninger landet over. Det viser den seneste opgørelse, der er offentliggjort i TUBAS årsrapport. (se vedhæftet) Rapporten viser, at 2287 unge på landsplan henvendte sig for at få hjælp i 2020.
Antallet af henvendelser varierer fra by til by. I København, der huser mange unge studerende, er antallet af nyhenvendelser f.eks. steget med 53% siden 2016. (Se tal i bunden af pm)
– Vores tal viser, at de unge mere end nogensinde før har brug for at få hjælp til at behandle de traumer, de har med sig fra en barndom med misbrugende forældre. Presset har aldrig været større, og det mærker vi hver dag i alle vores afdelinger, men især i byerne, udtaler Henrik Appel, der er landsleder i TUBA.
Behandlingsgaranti er nødvendig. TUBA har en venteliste på over 900 unge.
– De unge kommer med dybe ar og er ofte meget belastede af deres historie, der er så svær at tale om. Og når de endelig finder mod til at komme til os, er det enormt demotiverende for dem, derfor er der brug for endnu flere ressourcer til at hjælpe de unge, fortæller Henrik Appel.
TUBA er en landsdækkende organisation, der tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. Læs mere på tuba.dk

Læs også: Der skal prop i social ulighed
USA igen med i FN’s klimaaftale
Joe Biden spilder ikke tiden som præsident, og den første arbejdsdag blev da også en travl en af slagsen. En af de ting som for Joe Biden var vigtig at signalere var, at han ville vise sin vilje til at gøre op med nogle af Donald Trumps politiske aftaler.
Ikke mindre end 17 ordrer afgav den nye præsident og især to af disse glæder ikke mindst Danmark, idet de betyder, at USA nu igen er meldt ind Verdenssundhedsorganisationen, WHO, samt FN’s klimaaftale fra 2015, den såkaldte Paris-aftale.
Også tre tidligere præsidenter; Clinton, Bush og Obama havde travlt, og de stod onsdag frem med en fælles besked til USA og resten af verden i forbindelse med indsættelsen af Joe Biden.
Den fælles optræden fra de tre fik også et par ord med på vejen fra skuespilleren Tom Hanks, der var vært på det store tv-show, der markerede indsættelsen af Joe Biden. Han udtrykte sin benovelse over, at de tidligere politiske modstandere kunne enes om et fælles budskab og sagde:
– Når vores tidligere præsidenter går sammen på den måde, må resten af verden blive fyldt af beundring over, hvad USA er, og hvad amerikanerne kan præstere.
Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama er tre af de i alt fem levende ekspræsidenter i USA. Den 96-årige Jimmy Carter havde meldt afbud grundet hensyn til helbredet, mens Donald Trump havde meddelt, at han ikke ønskede at deltage i indsættelsen af Joe Biden.
Læs også: Facts om Joe Biden – hvem er han
International undersøgelse: Hvor mange vil tage imod COVID-19-vaccinen?
Thaier, briter og danskere er mest tilbøjelige til at lade sig vaccinere. COVID-19-vaccinen er i fuld gang med at blive rullet ud verden over, og i den forbindelse viser YouGovs COVID-19-tracker, at Thailand og Storbritannien er de lande, hvor folk er mest villige til at lade sig vaccinere, når vaccinen bliver tilgængelig for dem (hhv. 83% og 80%).
Andre lande, hvor der er stor villighed til at tage imod vaccinen, er Danmark (70%), Mexico (68%), Indien (67%) og Spanien (66%).

I bunden af statistikken ligger Polen og Frankrig, hvor kun henholdsvis 28% og 39% svarer, at de vil lade sig vaccinere. Polakker var desuden mere tilbøjelige til at svare ”ved ikke” på spørgsmålet (35 %).
Vaccineskepsis blandt franskmænd er veldokumenteret og går tilbage til før coronavirusudbruddet. Undersøgelsen viser også, at villigheden til at lade sig vaccinere er steget i mange lande de sidste par uger. I Storbritannien er den eksempelvis steget fra 61% i midten af november til 80% nu, og fra 53% i midten af december i Spanien til 65% nu.
I et land som USA har andelen af befolkningen, der vil tage imod vaccinen, dog ikke ændret sig meget – fra 42% til 45%.
Frankrig er blevet udnævnt til at have et problem med vaccinemodstandere, når det kommer til COVID-19-vaccinen. Men er det kun vaccinemodstandere, der ikke vil lade sig vaccinere?
Selvom betydelige mindretal i flere lande angiver, at de ikke vil tage imod vaccinen, er det en meget lille andel af disse, der generelt er imod vacciner. Andelen af befolkningen, der nægter at lade sig vaccinere, fordi de er “imod vacciner generelt”, er godt nok højest i Frankrig, men med 9% er det langt fra de samlede 48% af franskmændene, der angiver, at de ikke vil tage imod vaccinen.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er en del af YouGovs globale tracking-undersøgelse om coronavirus. Derudover har YouGov gennemført en undersøgelse baseret på interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGovs panel i perioden 19. november 2020 – 20. december 2021. Heraf 1005 i Australien, 1016 i Kina, 506 i Hong Kong, 1016 i Indonesien, 1019 i Indien, 1013 i De Forenede Arabiske Emirater, 1013 i Danmark, 1020 i Sverige, 1019 i Polen, 1019 i Frankrig, 1016 i Italien, 1011 i Spanien og 1112 i Tyskland.

Læs også: Corona er kommet med i ordbogen
Pigen der løb med al opmærksomheden
Hvis du ikke har hørt om Amanda Gorman, så kommer du helt sikkert til det fremover, for internettet er ved at gå amok og er nærmest i ekstase over den unge digter.
På de sociale medier er det den unge digter Amanda Gorman, alle taler om efter indsættelsesceremonien af præsident Joe Biden, for hun løb med opmærksomheden foran både tidligere præsidenter og superstjerner.
Der var helt stille, da den 22-årige digter Amanda Gorman trådte op på talerstolen til Joe Bidens indsættelsesceremoni foran United States Capitol, for publikum var erstattet af amerikanske flag, der skulle repræsentere de amerikanere, der er døde af covid-19. Men stille var der ikke ikke på de sociale medier allerede under den seks minutter lange recitation af Gormans digt. Bagefter har alle kun haft rosende ord overfor den unge digter.
Amanda Gorman er en amerikansk digter og aktivist fra Los Angeles, Californien. Hendes arbejde fokuserer på spørgsmål om undertrykkelse, feminisme, race og marginalisering samt den afrikanske diaspora. Hun er den yngste nogensinde, der har holdt tale under en indsættelsesceremoni af en amerikansk præsident. Med hendes “calling for ‘unity and togetherness’ så mange endelig et lys for fremtiden blive tændt, og en stjerne er helt sikkert født.
Læs også: Opfindere, forskere og genier – disse seje kvinder ændrede verden