Læs også:

Close
hund, hygge, trist (Foto: Unsplash)

#Mettesmangemeninger: Om at være coronadeprimeret

Mit liv  | 

Tidligere forbandt vi corona med en øl. En kold, læskende øl fra Mexico med en skive lime i. Det er ligefrem ikke den glæde, der skyller igennem mig nu, når jeg hører ordet corona. Nærmere bliver jeg træt, trist og trykket – ja jeg er blevet godt og grundigt coronadeprimeret

Jeg synes, det er så vildt. Vi lever bare i en verden lige nu, hvor det er blevet normalt, at vi alle sammen går rundt og ligner læger, der har glemt at taget mundbindet af efter en operation. Lidt ligesom forældrene der cykler afsted med blå plastikposer på fødderne, efter de har afleveret deres børn.

Men det her er bare helt bevidst, og vi accepterer det. Jeg kan huske for nogle måneder tilbage, hvor de flere steder i udlandet bar mundbind. Der synes jeg virkelig, det ville grænseoverskridende og helt vil underligt – men nu har man dem bare med – overalt. Men jeg synes, der er en underlig stemning. Jeg synes, vi alle er lidt coronadeprimeret.

træt, trist, deprimeret (Foto: Unsplash)
At være coronadeprimeret er en underlig følelse. (Foto: Unsplash)

At tilpasse sig forandringer

Det er utrolig fascinerende, hvordan vi så hurtigt kan tilpasse os forandringer. Og faktisk også en lille smule uhyggeligt, hvordan en hel by, et hel land, en hel verden kan lave om på deres hverdag, finde løsninger og ikke mindst indrette sig efter en ny tilværelse. Det er muligvis naivt, men jeg har da aldrig tænkt, at jeg ville komme til at opleve sådan en stor ting i mit liv.

Det her minder jo om sådan en historie, man ville få fortalt af sine bedsteforældre. For eksempel om krigens tid, udgangsforbud og rationaliseringsmærker. Jeg har altid tænkt, det er jo mange år siden, sådan noget ville aldrig ske i dag – altså sådan en stor ting, der ville få betydning for hele verden.

Det havde jeg altså ikke i min vildeste fantasi forstillet mig. Det, der skræmmer mig, er at jeg engang skal sidde og fortælle mine børn om det, og så vil de sikkert synes, det er det underligste, de nogensinde har hørt. Jeg vil formentlig fortælle om det som en usikker, mærkelig og urolig tid, men også som at ‘ja, det gjorde vi bare, vi tog mundbind på og sprittede vores hænder af’.

pige, trist Foto: Unsplash)
Ramt af en opgivende og træt følelse over corona. (Foto: Unsplash)

At acceptere forandringer

Og det er netop det med normaliteten i det. Vi tager det jo bare på det mundbind, vi spritter bare vores hænder af, og vi giver ikke hånd mere. Vaner er en sær ting, men det må siges at være blevet en vane – en vane der er ens for alle. Men det er uhyggeligt, at det bare er blevet hverdagskost, og vi på mange måder bare lever videre i vores liv med de nye tiltag inkorporeret i vores dagligdag.

Jeg synes, faktisk heller ikke min hverdag er så meget anderledes i øjeblikket – selvom jeg godt ved, den er for nogen. Jeg står op hver morgen, tager på arbejde, i fitness og er stadig ude at spise, og jeg synes også, jeg det meste af tiden er godt tilpas og glad.

Men så alligevel. Der ligger et eller andet underlæggende og ulmer. Der er en underlig stemning. Der er noget, jeg ikke præcis kan sætte en finger på, hvad er, men det er en form for frustration, tristhed, træthed, magtesløshed – jeg tror, det kaldes at være coronadeprimeret.

vindue, hånd, ud Foto: Unsplash)
Mange både arbejder, sover, spiser og har fritid hjemme. (Foto: Unsplash)

At være coronadeprimeret

Jeg synes, en stor del af det handler om uvidenhed og usikkerhed for fremtiden. Hvis man vidste, noget var midlertidigt, kunne man nemmere kapere det. Og den følelse synes jeg også, var den, der var i lang tid. ‘Det er nok kun fjorten dage, en måned, vi kommer nok på ferie til sommer, koncerten i oktober bliver da ikke aflyst’. Men det er jo bare fortsat og fortsat og fortsat, og vi er jo nødt til bare at følge med og blive ved med at tro og håbe på det bedste.

Men det tærer alligevel på én, uden man helt mærker det, synes jeg. Det er lidt tilbage til det med, at vi ‘more or less’ har lært at leve med restriktionerne i vores hverdag, derfor overrasker det mig næsten heller ikke mere eller ærgrer mig, når endnu en ting bliver aflyst. Måske er det fordi, det er ens for os alle, og der er nogle ‘højere magter’, der beslutter det for mig. Så der er simpelthen bare ikke noget at gøre. Men det er da uhyggeligt, man bare kan lære at leve med det og acceptere det.

skrig, råb (Foto: Unsplash)
Man har lyst til at skrige og råbe og håbe på det stopper. (Foto: Unsplash)

Hvad er det egentlig for en følelse?

Hvad handler det egentlig om? For det er jo ikke en depression – ligesom sygedommen, men det er bare en deprimeret tilstand over corona. Jeg hører flere tale om denne følelse, som er svær at sætte ord på. Selv i medierne, nyhederne og vores statsminister taler jo om den. Og der er sågar kommet nye ord i ordbogen i forbindelse med corona. Det er bare sådan en rigtig, kæmpe stor ØV følelse.

Nyhederne og medierne er jo heller ikke med til at gøre det bedre. Jeg er blevet så utrolig træt af at se og læse nyheder, men samtidigt føler jeg jo, at jeg er nødt til at følge lidt med hele tiden og være opdateret. Men jeg savner lidt gode nyheder. Lidt glæde generelt, som ikke kun er noget, jeg selv skaber, men som er over hele linjen blandt os alle.

Jeg ved godt, at medierne selvfølgelig er nødt til at snakke om det og diskutere det og oplyse, men det er hårdt at høre på i længden, og det er meget opslidende og trist hele tiden at høre de diskussioner og meninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil blive ved med at håbe og tro på, at det en dag bliver bedre, og jeg kan slippe af med denne coronadepression.

For egentlig kunne jeg godt bare tænke mig at komme tilbage til dengang, hvor corona var en øl, man glædede sig til at knappe op, du kunne drikke af den samme flaske som dine venner, og ingen blev syge – blot beruset og lykkelige.

 

Læs også:

 #Mettesmangemeninger: Sangene jeg elsker og hader og alle dem midt imellem

høretelefoner (Foto: Unsplash)

· Mere fra samme kategori ·