
#Mettesmangemeninger: Sangene jeg elsker og hader og alle dem midt imellem
Musik kan virkelig redde en dag, men nogle gange er der også nogle sange, der er ved at drive en til vanvid. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører musik – enten i radioen, på min cykeltur eller mens jeg laver mad. Derfor har jeg dedikeret denne uges klumme til sangene
Der er jo skrevet sange om nærmest alt, og der findes sange, der passer til ethvert slag humør, en stemning eller begivenhed. Jeg kunne ikke leve uden musik! Det betyder virkelig meget for mig. Jeg elsker nogle gange at høre det virkelig virkelig højt og andre gange bare som lidt baggrundsmusik, mens jeg arbejder.
Jeg har en utrolig bred musiksmag, der spænder lige fra dansk til engelsk til svensk. Til artister, bands og unge og gamle. Fra rock til jazz til hiphop til pop. Ja, jeg kan faktisk lide det meste. Jeg har derfor skrevet lidt om nogle sange, jeg hører i bestemte sammenhænge i denne uge. Syng (læs) med!

Sangene jeg hører, imens jeg laver ting
I badet: Jeg elsker virkelig den her, ret gamle sang, med Natasha Bedingfield ‘I got pocketful of sunshine’, og den er SÅ god at synge med på i badet. Fordi man skal synge ret højt med, og så er det meget godt, hvis det er lidt larm fra vandet, fordi tonerne kan være ret svære at ramme. Den minder mig også om en scene i filmen ‘Easy A’ med Emma Stone, hvor hun giver gas til denne sang. Det er virkelig sjovt og samtidigt meget relaterbart.
På cykelturen: Når jeg virkelig skal cykle en lang tur eller bare har brug for en sang til at sætte skub i pedalerne, så hører jeg altid Yeah Yeah Yeahs med ‘Heads Will Roll’. Der er en virkelig god bas i den sang, og den leder tankerne hen på at stå på et dansegulv en sen nattetime og bare danse. Og så kommer man altså bare fremad med denne i ørene, for man kan ikke cykle langsomt. Den skaber en fed energi.
Når man bare skal græde: Nogle gange skal man altså bare græde ud! Og så er Alberte Windings sang ‘Lyse Nætter’ ret god. Det er en virkelig smuk sang med en sød tekst, men melodien er samtidig meget rørende og fin, så man får helt kuldegysninger. Der er flere gange, hvor jeg har hørt denne sang i forbindelse med, at jeg var ked af det. Den har på en og samme tid noget trist, men også opløftende over sig. Teksten er faktisk meget positiv og minder en om foråret, synes jeg, men alligevel er der noget melankolsk over den.
Bilturen: Der er ikke noget bedre end at skulle på roadtrip og køre langt og så have den rette playliste klar. Der skal et godt bilanlæg til, en god co-driver der kan sætte musik på, de rette køresnacks og så bare derudaf. Her kommer Sheryl Crows sang ‘It It Makes You Happy’ virkelig til sin ret.
Den har en god start, der er lidt langsom, men så i omkvædet skal der bare skrues helt op, vinduerne skal ned, og der skal skråles igennem. Det er en rigtig føle-føle sang, man virkelig kan mærke, og så er teksten nem at synge med på.

Sangene til et særligt humør
Dans i stuen: Nogle gange tager jeg lige en dans i stuen, så naboerne sikkert tænker, om der er fest ovenpå. Men så sætter jeg MK med ’17’ på. Der er virkelig gang i den sang, og man bliver glad i låget. Jeg hørte den første gang til en fitnesstime og har ikke kunne slippe den siden. Den er genial til fest, til træning eller når man lige har brug for et skud lykke midt på stuegulvet.
Hør den her – du vil ikke fortryde det
Latino vibes og kort kjole: Er der noget som en sang, der kan få dig til at drømme om sydens sol, lårkorte kjoler og farverige drinks. Jeg har sådan brug for at drømme mig lidt væk i øjeblikket, og så sætter jeg Santana feat Rob Thomas med ‘Smooth’ på. Det en rigtig latino sang, men den har bare en genial melodi og tekst, der er forførende og sensuel og får dig til at føle dig som en rigtig latinobabe, når du finder dine salsa moves frem.

Skru ned, skru op og skrål med
Sangen der starter godt, men til sidst må man slukke: Beyonce – elsker hende – ingen tvivl om det. Men hun har lavet en sang, hvor man til sidst må skrue ned eller slukke, synes jeg. Eller det er i hvert fald en sang, man skal være i ret godt humør for at høre. Det er ‘Love On Top’. Den er god, og man bliver også glad af at høre den, fordi den er fyldt med energi.
Men i slutningen fortsætter hun i en uendelighed med at synge omkvædet i flere oktaver, så man næsten ikke kan følge med mere, hverken sang- eller humørmæssigt. Derfor må jeg nogle gange skrue lidt ned, fordi det kammer lidt over for hende.
Skrål virkelig højt sangen: ‘I’m Outta Love’ med Anastacia er en sang, der skal skrues virkelig høj op for og skråles med på. Jeg synes stadig, den holder. Det kan godt være, det er en gammel sang, men den rykker altså. Og så har den nogle virkelig sjove vers undervejs, hvor det er umuligt at ramme den rigtig tone eller lyd, men hvis man er samlet en flok veninder og bare giver fuld gas til den her, så er alt andet ligemeget. Så er det bare en virkelig god sang, som kan sætte en fest igang.

Ugens dage
Mandags humør: Mandag kan godt være lidt hård at komme i gang med. Nogle gange har jeg lidt ondt af mig selv, lidt moralske tømmermænd, og synes det hele ser lidt uoverskueligt ud. Så har jeg brug for et boost fra Annika Askman med intromelodien fra tvserien ‘Nynne’. Sangen hedder ‘Kom igen Nynne’, og den er ret oplivende. Så bliver man lidt glad igen, fordi den giver en sådan en følelser af, at det nok skal gå. Bare afsted og ud i verden.
Afsted i høje sko: Når jeg går afsted om morgenen og føler mig godt tilpas, smart i tøjet og med høje sko på, så hører jeg altid Madonna med ‘Vogue’. Den giver mig sådan en følelse af, at gå rundt ovre i New York på vej til arbejde. Og så får jeg lige en catwalk-feeling, når jeg går der i mine høje sko – den slags følelse har man brug for nogle gange.

Solskin og fredag – så bliver det ikke bedre
Solskinsdag: Nyeste skud på stammen. Kesi og Hans Philip med ‘Blå Himmel’. Den sang er fantastisk. Den har det fedeste beat, og man føler den virkelig meget. Teksten er simpel, og så handler den bare om en blå himmel. Har ikke ord for den – men det siger vist lidt, at jeg har hørt den på repeat 20 gange i streg.
Fredagshumør: Er der noget bedre end at gå på weekend med en god sang i ørene. Jeg elsker at sætte ‘Reach Out’ med George Duke på en fredag eftermiddag, hvor en god weekend venter. Det er bare en rigtig glad sang, der giver en god stemning i kroppen, og man får lyst til en lækker drink og bare kan se frem til et par dejlige dage med gode oplevelser.

Når jeg er lidt gammel
Når jeg hører musik, som var jeg 50 år: Som sagt har jeg en bred musiksmag, og det kommer til udtryk, når jeg sætter Simply Red med ‘Sunrise’ på. Den sang er magisk. Den minder mig også om ferie, varme og pool. Jeg kan sætte den på og komme i godt humør på et splitsekund.
Måske elsker jeg den især, fordi den også minder mig om min barndom, hvor mine forældre satte den på, når vi skulle have gæster. Der var en helt særlig stemning lige inden, gæsterne kom, og det minde elsker jeg at få genskabt, når jeg sætter den på.
Gå-hjem-sang: Hadesang nummer 1. Bryan Adams med ‘Summer Of’ 69′. Ej for en irriterende sang. Og nu skal jeg sige jer hvorfor. Fordi den tit bliver sat på til allersidst, når lyset tænder på diskotekerne, og de vil have folk til at gå hjem. Det er rigtig sådan en gå-hjem-sang. Og det er så ærgerligt, fordi man har lige stået og fyret den af, og så slutter det brat med denne. Det er virkelig sådan en sang, der deler vandene. Men den har da den rette effekt, for jeg er den, der er smuttet.

Jyden og familiefesten
Jydesangen, jeg hader, men altid går med på: Når man er fra Jylland, kender man godt Tørfisk med ‘VLTJ’. Det er virkelig en love-hate sang. Den bliver altid sat på, på et eller andet tidspunkt. Op gennem mine teenageår har jeg stået til diverse privatfester og hamret albuen ned i jorden i en rundkreds, mens jeg sad på hug. Det er en sang, du ikke kan slippe udenom. Der er ikke andet for end at bide den i dig, skråle med og håbe på anlægget crasher.
Få et nyt eller genskab mindet her
Til familiefesten: Igen bliver jeg lidt gammel. Men jeg er kæmpe fan af Gnags. God dansk musik, geniale sange og spøjse tekster. I min familie elsker vi ‘Mr. Swing King’. Den får alle ud på gulvet, hvad enten det er stuegulvet eller dansegulvet til en fest. Det er bare en sang, der kan sætte gang i festen, og som alle aldersklasser kan rocke med til.

Læs også:
#Mettesmangemeninger: Mig og mine huer