Læs også:

Close
Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)

#Ensomhed2020: Savner Sally

Mit liv  | 

Det er snart et halvt år siden, at jeg mistede min 11-årige labrador, Sally. Selvom jeg selvfølgelig kan være glad, grine og nyde, at jeg på mange måder har et tilsmilet liv, er jeg mærket af sorg og føler en ukendt form for ensomhed

Af Lizl Rand, psykoterapeut og forfatter, www.lizl.dk

Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg mangler min makker. Min bedste ven gennem mere end et årti. Min stabilisator der altid evnede at få mig i vater, når jeg oplevede modgang eller tilværelsen drillede.

Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)
Lizl Rand og Sally på tur – som de var hver eneste dag. Sammen. (Foto: Privat)

Mere end en hund

Min hund var mere end en hund. Sally var altid en del af min tilstedeværelse. Som min skygge. Sally var med på ferie, på besøg hos familie- og venner. Og min firbenede følgesvend var med på job. Da jeg arbejdede i mediebranchen lå hun og snorkede på mit kontor, mens jeg var til møder.

Senere da jeg skiftede karriere og blev selvstændig psykoterapeut inspirerede Sally mig til at bruge skoven og stranden i mine samtaler. Og igen var det tøndeformede kæledyr med på opgave – som terapihund – til stor glæde for mine klienter og kursister. Det var Sally, der for alvor åbnede mine øjne for naturen og lykken ved i al slags vejr at komme ud i det blå/grå og få en fornemmelse af solen uanset skydække.

Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)
Sally var en helt speciel hund. (Foto: Privat)

Et kæmpe aftryk

Sally har sat kæmpe aftryk og banet vejen for min lykke, selvudvikling, egenomsorg, empati, karriere, kreativitet og givet mig indsigt og udsyn. Fru gråskæg har været en underholdende naturformidler, der har lært mig at kramme træer, rulle i blade, lytte til vinden og have respekt for alt levende. Det er Sallys værk, at jeg i mange år ikke har spist kød og i dag lever som vegetar.

Sally har været min bedste ven, støttet mig gennem svære tider og været et holdepunkt. Et lyspunkt. Et fikspunkt. Et omdrejningspunkt. Været som en søskende for min datter. Vi har været en treenighed, da min datter boede hjemme, og siden da min datter flyttede hjemmefra, blev Sally-dyret som mit hjemmeboende barn.

Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)
Sally var mit omdrejningspunkt. (Foto: Privat)

Et svært tab

Og derfor er det også et kæmpe tab, at hun ikke længere er her. Jeg har aldrig grædt og skreget så meget og følt så stor smerte som i ugerne efter Sallys død. Jeg har troet, jeg skulle implodere. Følt mig amputeret, forladt og forvirret. Ikke vidst, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvem er jeg uden Sally? Hvordan kan jeg gå videre alene? Hvad gir nu mening i min dagligdag? Hvad skal jeg bruge min tid på? Hvorfor overhovedet komme hjem?

Nogen kalder sorgen for stribet – andre for et pendul. Jeg har svinget og svinger stadig mellem dyb gråd og desperation for så at fungere fuldkommen normalt, hvor jeg løser arbejdsopgaver, som om intet var hændt. For derefter igen at kollapse i bilen eller på toilettet, eller hvor det lige er mulighed for at trække sig. Hurra for vandfast makeup. (Jeg har testet en del … Så mangler du troværdige testresultater, så skriv … Jeg ved, hvad der virker.)

1.000 tårer for Sally

Da Sally dør, taler min datter og jeg om, at vi skal fælde 1.000 tårer for Sally. Og hver gang vi græder, kan vi så sige: ”Nu mangler jeg så kun 988” og så videre. På den led accepterer vi, at vi kommer til at fælde en del tårer, og at smerten bliver frigivet fysisk ved at give efter og lade kroppen reagere. Og så kan vi samtidig grine lidt.

Når jeg er alene, taler jeg højt med Sally, som jeg føler, jeg har med mig – nu som usynlig sort støvsky. Halsbåndet har jeg enten i tasken eller lommen. Det er altid med … På den måde føler jeg ikke, at jeg forlader Sally eller skal hjem til et hundeløst hus. På mit hjemmekontor har jeg store fotos på opslagstavlen, og det trøster mig at lade blikket dvæle og falde ind i dyb øjenkontakt og mærke varmen af samhørighed.

Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)
En ældre hun med gråt skæg og et tænksomt blik. (Foto: Privat)

At få tiden til gå

Jeg rammes tilbagevendende af tanken om, at mit liv blot handler om, at få tiden til at gå. I mørke momenter kan jeg blive træt ved tanken om, hvad jeg dog skal fordrive tiden med de næste 20, 30, 40 år. På den led pendulerer jeg ud og ind af forskellige følelser som meningsløshed, ensomhed, tomhed, håb. Og jeg lader det ske. Jeg svinger med. Der er ikke andet at gøre. Sådan er livet. Sådan er sorg. Sådan er kærlighed.

Jeg har mødt flere, der har følt, at deres sorg over et dyr ikke var lige så ”rigtig” som sorg over at miste et familiemedlem. Men hunden og andre kæledyr er jo medlemmer af vores familie, og med dem indgår vi ofte i en endnu tættere relation end slægtninge. Hvor meget og hvordan sorgen smerter er vel blot afhængig af, hvor stort tabet er. Og det er der ingen andre end den, der mærker tabet, som kan vurdere.

Sally og jeg er ikke slut

Jeg har fundet ud af, at døden ikke afslutter Sally-dyrets og mit forhold. Det er nu bare blevet anderledes. Vi er i hver vores verden – men stadig forbundne. Jeg kan mærke en ny form for kontakt med min firbenede sjæleven. Jeg er langsomt ved at vænne mig til, at hun nu som ikke synlig sort støvsky kan være med, hvor hun tidligere ikke kunne komme med. Men jeg må indrømme, at hvis der kom en ‘tryllefe’ forbi og lod mig få ét ønske opfyldt, ville det være at leve videre med Sally i fysisk form.

Lizl Rand og Sally (Foto: Privat)
Sally er her stadig – i Lizl liv. (Foto: Privat)

Læs også:

 

#Ensomhed2020: 3 piger om ensomhed

pige tanker - rejse by (Foto: Pxhere)

· Mere fra samme kategori ·