Læs også:

Close
Far, bror,mig, baby, familie, billedeFoto: MY DAILY SPACE)

Klumme: At finde ud af at der er mennesker bag forældrene

Mit liv  | 

Når man finder ud af, som datter eller søn af sine forældre, at mor og far er mennesker, med rigtige navne, rigtige følelser og rigtige liv

Jeg kan huske, at det gik op for mig,at der er mennesker bag forældre, da jeg engang så min mor græde. Det kan en mor da ikke? Eller altså, jo det kan hun, men kun sådan “pylre tude” af stolthed over det modbydelige ler askebæger, som man har lavet, og klatmalet i farvespektrummets brune og grumsede farver, fordi man ikke forstår, at der ikke skabes en regnbuefarve, når du blander alle porcelænsmalingerne sammen …

Mor er Bettina. Og far er ikke bare far, far er Jarl. Mor har ikke “mor” som erhverv, hun er Senior Dealer i Danske Bank. Men hvad kan vi, som børn af vores forældre, bruge det til? Vi er alle ekstremt egoistiske væsener, og især som børn. Solen cirkulerer om os, og ingen er så perfekte, som vi selv er. Jo ældre man bliver, og jo mere man oplever, jo mere man står på egne ben i løbet af ens opvækst, jo mere forstår man, at der er mennesker bag forældre.

Familie, mor, far, børn, kærlighed(Foto:Unsplash)
Mor og far er det vigtigste. Vi er bare nødt til at indse at de også “bare” er mennesker. (Foto:Unsplash)

Mor og far er mennesker

Det mærkeligste er at skulle anerkende, og være okay med det. Min mor blev forelsket i en mand, som ikke er min far. Min far blev også forelsket i en kvinde, som ikke er min mor. Dét havde jeg helt sindssygt svært ved at forstå. Har mine forældre et liv udover mine brødre og jeg? Har de et sexliv, kan de være kede af det, og er de blevet sat på jorden for andet eller andre end udelukkende mig? Svaret er jo ja. Det er de.

Jeg havde (og har stadig) svært ved, at forstå, at min mor og far ikke er udødelige. De er ikke alt helbredende, de har ikke superkræfter, og også kan lave store fejl. Hvorfor kan de det? De plejede jo, at kunne alle disse ting. De plejede jo at have disse superkræfter.

Havde man slået sig, kunne et kram af mor gøre underværker. Oldemor døde, men det var jo oldemor. Og jeg forstod da ikke, at oldemor var mors mors mors. At mor også har en mor. For mors mor er jo langt fra alle disse perfekte ting, som min mor er. Det siger hun i hvert fald. Jeg kan stadig huske dagen, jeg forstod at min mors navn var Bettina. Det var en mærkelig realisering for mig.

Følelsen er der stadig. Har jeg virkelig fucket op, og står med håret i postkassen, med ugler i mosen, og spinat til knæene, og jeg ved ikke hvad, så er der kun én ting at gøre. Jeg ringer til min far. Det er som om der er noget magisk over det.

Forældre, mennesker, to, individer, personer, mand, kvinde, kærlighed, børn(Foto:Unsplash)
At skulle anerkende og forstå, at mor og far også bare er to individuelle individer som blev forelskede. (Foto:Unsplash)

Forældre-superkræfter

Jeg kan huske, at jeg engang havde smadret noget på min folkeskole. Et vindue … Med en dansk bog …

Nej, det var ikke særlig smart, men altså, hvad regner man med, når man som skolelærer i en 6. klasse forlader klassen i 20 minutter. Ja, så spilles der smørklat med danskbogen.

Jeg tyrede med alle mine kræfter mine små buttede arme kaperede, bogen afsted, og vinduet smadrede. Som for enhver anden 11-12 årig, er det altså jordens undergang, og der er ikke de konsekvenser, man ikke kan forestille sig.
Det eneste jeg tænkte på var, at jeg skulle have fat i min far. For når han fik det af vide, var det ok igen. Jaja jeg fik da skæld ud. Jeg fik også af vide, at det var hamrende dumt, især når man går på Arne Jakobsen arkitekttegnet skole i lorte Vangede. Men i dét jeg sagde det, var jeg off the hook. Nu vidste far det, så kunne han klare det. Med sine forældre-superkræfter.

Mor, kram, underværker, moder, tryg, tryghed, søn, mor (Foto:Unsplash)
Ligegyldigt hvor gammel man er, har man aldrig brug for komforten af sine forældre. (Foto:Unsplash)

Forældre er ikke udødelige

En morgen vågnede jeg, ved at min telefon ringede. Det var min mors kæreste, der sagde, at mor var blevet indlagt på Rigshospitalet. Hun havde fået en blødning i hjernen af et fald aftenen før, hvor hun havde været ude med arbejdet. Hun var vågen og okay, men jeg skulle tage bussen med det samme, og komme ud og sige hej til hende. For mig gav det for det første ikke mening. MIN mor kan ikke få en hjerneblødning. Det er noget, man læser om, og hører om, det sker ikke for én selv. Det er igen, den slags børnementalitet, som man stille og roligt vokser fra. “Det-sker-ikke-for-mig-mentaliteten”.

For det andet, så lignede det ikke min mor. At se min mor være svag, bleg, i en sygeseng, med elektroder over hele kroppen. Det ligner ikke min mor. Min mor er jo stærk og glad og sej. Ikke syg og svag. Og dér forstår man, at forældre ikke er udødelige.

Jo ældre man bliver, jo mere værdsætter man sine forældre. Man forstår pludselig,  at de kan også forsvinde.

Familie, mor, far, børn, datter, søn(Foto:Unsplash)
Vi er vandt til, at tænke på mor og far som udødelige og perfekte, men med tiden bliver man klogere. (Foto:Unsplash)

Børnelogik og forældreafstraffelse

Det er morsomt at tænke på, hvordan børnelogik og børnehjernen tænker. Da jeg var yngre, i min bedste tid, en stor pærevælling af hormoner, pubertet, selvstændighed og absolut uselvstændighed, skændtes jeg (selvfølgelig) en del med mine forældre. Jeg ville “straffe” min mor ved, at kalde hende ved fornavn. Fordi i min børnelogik, gav det mening, at såre hende ved, at tage hendes største titel fra hende. “MOR”. Nu måtte hun bøde ved at blive kaldt ved fornavn.

Jeg kan under ingen omstændigheder hverken forklare eller rationalisere logikken i det, det har vel noget at gøre med, at mine frontallapper ikke var helt udviklede endnu.

tanker, ide, hjernen, teenager, tænke
De tanker og ideer man får som barn, kan ikke altid rationaliseres eller forklares. (Foto:Unsplash)

“Vi bad jo ikke om at blive født”-mentaliteten

Det er et sjovt fænomen, at vi har den mentalitet, som lyder “vi bad jo ikke om at blive født, de har jo valgt at sætte os i verden”. Af den grund må vi som børn være uendeligt urimelige overfor vores forældre. Og ja, det er jo til dels sandt. Er der nogen vi skal flippe ud på, råbe af og teste grænser med hele vores liv, så er det selvfølgelig de mennesker, som elsker os ubegrænset og for evigt – og det er kun vores forældre, som gør det.

Men vi skal også “cutte them some slack”. For de er jo bare mennesker. De har sat os på jorden, fordi de fandt en partner, som de elskede, og som de ville dele et liv med. Fordi de elskede os, før vi overhovedet blev født. Fordi de ønskede børn, og selv hvis de ikke gjorde, så elsker de os uendeligt højt nu.

Forældre kan skuffe, og forældre kan lave fejl. For forældre ER også mennesker. Vi bliver måske selv forældre en dag. Så kan vi jo spørge os selv: ser vi os selv som supermennesker, udødelige, perfekte? Det tror jeg næppe.

Læs også:

Klumme: Kvartlivskrisen

 

· Mere fra samme kategori ·