
Anmeldelse: Nimb Bar’n’Grill
Vi har været på besøg på Nimb Bar’n’Grills nye Street Kitchen Deluxe. Et lækkert sted og en smagsmæssig oplevelse

Når man siger Nimb, tænker man med det samme på den smukke, ikoniske bygning, der emmer af nostalgi (åbnede i 1909), luksus og hotel samt restaurant i den absolut dyre ende. Men nu har Nimb også åbnet et spisested, som man kan besøge uden at skulle ind i haven. Nimb Bar’n’Grill er et lille hyggeligt sted, hvor den luksuriøse indretning også har fået et touch af Asien.
Kom med indenfor

Få ting er lige så sanselige som en tur på et madmarked i Bangkok, Shanghai eller Hanoi. Her dufter af varme krydderier og flammerne, der stikker op fra panderne, fanger øjet, mens røgen fra grillen sætter sig i maden og giver den dybde. Nimb Bar’n’Grills thailandske kokke har fået det asiatiske køkken ind fra barnsben, og med grillen som katalysator for det mangfoldige smagsunivers serverer de moderne fortolkninger af nogle af Asiens bedste og lækreste signaturretter.
Vi testede en 6-retters ”chim-menu” med tilhørende cocktail- og vinmenu. Den koster 595 kroner for retterne og 595 kroner for vinmenuen. Man kan som alternativ få den samme bare blot med 4 retter til 395 kroner.

Nans lækre råvarer
Gastronomisk Chef, Nan K. Kortaisong forklarer om stedet og maden, at det er de råvarer, som hun selv er vokset op med, der serveres.
– For mig er det rigtig spændende at få lov til at vise, at grillmad kan løftes og præges i en interessant retning ved hjælp af de råvarer, jeg er vokset op med. Gæsterne kan forvente både elegante og intense smage af fiskesauce, lime, kokosnød, passionsfrugt, chili, citrongræs, koriander og meget mere, forklarer Nan.

En lækker indretning
Indretningen er smuk – eksklusiv, og der er hyggeligt at være. Det er Nimbs chefdesigner René Jasper Thomsen, der står bag designet i Nimb Bar’n’Grill-restauranten, og Paul Smiths kendte striber er også at finde.

Men der er heldigvis også flere asiatiske elementer, som ved indgangen, hvor man mødes af lækre dufte og asiatisk blikfang. Baren er også en blanding mellem det asiatiske med blandt andet de mange fine små skåle og det luksuriøse storbys barmiljø. Her burde der også sidde nogen med et lækkert glas vin eller cocktail, det gjorde der bare ikke, da vi var der.

Og så gik vi i gang med de 6 retter
Generelt ligger forretter mellem 125 kroner og 155 kroner. Hovedretter mellem 195 kroner og 395 kroner samt dessert på 95 kroner. Men som sagt var det en menu, vi skulle have. Den kostede 595 kroner.
Vi startede ud med et glas lækre lyserøde bobler, som smagte let og elegant. Generelt om vinene skal siges, at de var udvalgt perfekt til den enkelte ret, og ikke en af dem var ikke et perfekt match til maden. Dermed giver det mening at bruge de ekstra penge på de liflige dråber, for den samlede oplevelse blev klart forhøjet.

De små starters
Chim betyder smag på thailandsk. Og det var en Chim-menu, hvor man kom på en rejse gennem det asiatiske køkkens grundsmage. Det lækre var også, at de ikke var for meget – eller for lidt – ikke for søde – ikke for salte – ikke for stærke. Et perfekt mix og match, hvor du startede ud med et par små snacks – gik over til to gange fisk – så blev det kylling – derefter en vegetarret, derefter kødretten og til slut en lækker dessert.

Første forret
Hvorfor ikke gå all in og starte ud med noget så lækkert som østers. De blev serveret med yam og koriander, og havde den lille pipette, som man kom ind over dem. De smagte let og en anelse asiatisk, og der var to til hver. Så var man sådan ligesom i gang.

Anden forret
Så kom der torsk – og nøj det var lækkert. Den blev serveret med passionsfrugt og jalapenos. En super lækker kombination. Og læg mærke til – ikke noget brød – også selvom jeg elsker det – men det gjorde faktisk, at der var plads til alle retter og vine.

Kyllingeretten
Jeg elsker kylling – og der serveres også meget kylling i Asien. Gerne med satay, hvilket det også var her. Men denne kyllinge-satay med peanut og let sylt var delikat og ikke, som når man lige får et kyllingespyd hos den lokale. Det lækre skind knaste på den helt rigtige måde og satayen var virkelig lækker.

Vegetarretten
Nimb Bar’n’Grill’s signatur-bao (åhhh jeg elsker dem) lavet med kul og bangla og cashewnødder tilsat lidt friske grøntsager var lige til at hapse. Det var street kitchen på den helt rigtige måde – bare serveret på en lækker restaurant. Man nærmest spiste det begærligt, selvom det ikke var sulten, der mere gnavede i maven.

Kødretten
Pat K Paw blev serveret med oksekød – æggeblomme og thaibasilikum. Blommen ligesom samlede og legerede retten og det møre kød var i en perfekt kombination med de sprøde broccoli og en smule ris. Retten var delikat og smagfuld – og perfekt i størrelsen.

Og så desserten – finalen på en lækker menu
Jeg elsker passion og jeg elsker kokos – og det var der i denne dessert, der var en passionsfrugtsorbet med kokos og saltet karamel nederst. Alt var godt – perfekt kombination mellem det friske, det fede og søde og salte. Jeg var mæt – lækkert mæt og havde indtaget seks retter.
Asiatisk mad har man efterhånden fået mange gange – også når man har været ude at rejse. Men jeg synes faktisk, at Nimb Bar’n’Grill formål at højne niveauet. Men det SKAL de også, hvis de skal tage næsten 600 kroner for en menu. Men når der er kælet og sammensat en menu af denne kaliber, så er det okay. Det er vitterlig Street Kitchen Deluxe – som de også kalder det. Jeg kan klart anbefale et besøg der. Jeg var der en tirsdag, og der var fyldt – fyldt med alle typer mennesker. Lige fra danskere – unge piger der hyggede – forretningsmænd, der snakkede “business” og et amerikansk ægtepar, der bare fik en lækker hovedret og derefter var videre – måske til deres værelse på Nimb – måske en tur ind i Tivoli …

Her finder du restauranten
Nimb Bar’n’Grill er beliggende ved indgangen til Tivoli, lige overfor Københavns Hovedbanegård. Du går direkte ind fra gaden og behøver inden billet til Tivoli. Adressen er Bernstorffsvej 5, tlf. 88 70 00 00. Du kan også skrive til bargrill@nimb.dk.

Vi var inviteret til at komme og teste det nye sted og deres menu.
Læs også:





