Læs også:

Close
kvinde pige tænker eftertænksom vindue (Foto: Unsplash)

Klumme: Det der har formet mig

Mit liv  | 

Det lyder måske lidt filosofisk, men når man bliver ældre, begynder de små usynlige (livs)tråde i ens liv pludselig at blive flettet sammen. Netop hvad der har gjort mig til den, jeg er, det har jeg tænkt en del over

Jeg er kommet frem til tre ting eller elementer, som reelt ikke måske sådan nævneværdigt lyder af meget, men som alligevel er det, når man stykker det hele sammen. Jeg kommer fra Slagelse og boede der indtil midt 20’erne. Siden har jeg boet en del steder; fra Hundested, Hillerød, Jægersborg, Skodsborg til København. Så ja, jeg har været lidt rundt på Sjælland, dog aldrig udenfor for dette “territorium” – sjovt nok. Men det kommer måske netop af, at jeg kommer fra Slagelse, og dengang jeg var ung, var verden ikke så lille, som den er i dag. Der var det at for eksempel flytte til Aarhus for at læse journalistik et helt urimeligt stort spring – sådan cirka som at flytte til Ny Guinea. Siden er der sket meget – og jeg har rejst verden rundt, og jeg griner lidt at min ungdoms opfattelse af den STORE FARLIGE verden.

Men når jeg sådan sidder og tænker tilbage på mit liv – min opvækst – min ungdom, så dukker mange store og små minder op. Mange af dem ufuldkomne og formentlig “rettet til” og blevet subjektive opfattelser, historier – eller delelementer af en større sammenhæng og sandhed. Alle indsamlet og gemt som de fineste sten på stranden og sirligt opbevaret i mit hoved. Men som sagt når jeg sådan tænker efter, er der tre ting, der virkelig har gjort mig, til den jeg er i dag.

At være enebarn

Når man ser, hvor meget hver eneste dag i dag indeholder, og der sker i alle vores liv nu, så kan jeg med rette sige, at der ikke skete en skid i mit, da jeg var yngre. Men altså på den gode måde. Der var ikke meget hastværk – snarere masser af tid – også selvom man gik i skole – til sport og havde fritidsjob. Der var også meget tid, hvor jeg var alene. Det kunne jeg faktisk godt lide. Ikke at jeg var en enspænder – men jeg elskede faktisk at være alene – savnede ikke selskab. Så sad jeg og læste, tegnede og legede “skole”, for jeg havde en drøm om at blive skolelærer.

Sommerferierne husker jeg som en lang og stille periode – der skete ikke meget. Jeg var en uge på sommerferie hos min mormor og morfar med min lidt ældre kusine, som jeg så vildt op til. Så kunne vi sidde en hel dag og tegne påklædningstøj – min kusine var absurd god til det – jeg abede bare efter.

is vaffelis sommer sommerminder
Jeg elsker den dag i dag stadig vaffelis. (Foto: MY DAILY SPACE)

Tre andre ting jeg husker fra de ferier var også, at min mormor købte nougatis, vafler og jordbærsyltetøj, som vi så selv måtte lave isvaffel af – og man kæmpede for at få så meget ned i vaflen som muligt. Den anden ting var stikkelsbærbuskene, som stod med de bristefærdige bær, og som i øvrigt var tomme, når jeg tog hjem, for jeg kunne ikke styre det. Jeg elskede dem nemlig, og det gør jeg stadig. Sådan når man trykker dem flade med tungen, og de eksploderer i munden på en. Men generelt var de ferier – besøg i min moster og onkels have – at være hos min farmor og farfar og sidde under Victoriablommetræet og at være i vores egen have en stor inspiration for mig, hvilket også gør, at jeg den dag i dag elsker alt ved haver – måske lige på nær skvalderkål.

Sidste ting var finalen på ferien – vi skulle til et lille Tivoli der lå ved Bromølle Kro. Det husker jeg også som kæmpe stort. Der har jeg dog været siden, og det var absurd lille. Men for os var det så spændende, og man kunne se dyr, spille på enarmede tyvknægte og køre i radiobiler.

Mine campingsomre i Kalundborg

Vi lå fast på en campingplads, der hed Urhøjgård om sommeren. Campingvognen blev kørt op omkring påske og kørt hjem i september. Så der var vi hver weekend og i hele sommerferien. Jeg husker pladsen som absurd stor – altså helt vildt stor – delt op i områder. Men jeg ville nok få et chok, hvis jeg så den nu. Den ville ligne sådan en miniature udgave af en 7’er stol – og alle mine minder ændret for altid.

vand havet sommer strand (Foto: Unsplash)
Og uden det skal lyde som det helt store nostalgitrip, så skinnede solen bare mere dengang. (Foto: Unsplash)

Men jeg elskede at løbe rundt på pladsen. I løbet af fredag aften tikkede de forskellige familier ind, og man mødtes – og hængte ud – vi børn og senere unge lavede ingenting – eller også kan jeg bare ikke huske hvad – jo vi hængte ud. Men følelsen kan jeg huske – og den var mega hyggelig. Om fredagen fik jeg 10 kroner til slik og snold til weekenden, og så måtte jeg ellers få dem til at strække. Også til pommes fritter. Nogle weekender snoldede jeg dem alle op fredag og fik en stor (husker jeg) pose med godter, som jeg så gemte i mit lille skab i campingvognen og tog af undervejs.

Jeg kan huske, at jeg syntes, det var ret eksotisk, at der kom nogen fra København. Jeg kan for eksempel huske, at jeg var sammen med en pige mange år – hende har jeg glemt navnet på, men jeg kan helt skarpt huske, at hun boede på Solsortevej på Frederiksberg. Mærkeligt og lidt skørt. Jeg kan også huske deres campingvogn, der var en gammel smadrekasse, der var piftet op på sådan en bohemian måde – som jeg åbenbart fandt vildt fed og elskede at være i. Den og dem var så anderledes og dragende på mig og var så anderledes fra mit eget liv og verden.

Mine meningers mod

Den sætning i mange varianter har jeg fået, siden jeg har MEGET lille. “Tina har sine meningers mod” – også sagt på en anden måde “hun holder ikke sin mund”. Og nej, det har jeg aldrig været så god til. Både mit retfærdighedsgen og mit intellekt siger mig, at man ikke skal holde mund – hvorfor dog … Det vil sige – jeg er faktisk som voksen blevet – synes jeg selv – og det vil andre tæt på mig nok modsige mig – ret god til ikke at tage alle kampe eller diskussioner. Mest fordi jeg har lært, at jeg vinder flere ved at lade være men istedet gøre det “klogt”.

Jeg var det, man kan kalde et ønskebarn, for mine forældre kunne ikke få børn og skulle egentlig have adopteret. Men så kom jeg, og så var deres lykke (og min) gjort. Min mor har altid sagt, at hun var bange for, at jeg ville blive sådan et uselvstændigt enebarn. DET havde hun vist ikke behøvet at bekymre sig om – den opgave at sørge for det ikke skete, klarede mine forældre med bravur – måske lidt for godt (tror jeg hun nogen gange har syntes). Det har jeg sådan lidt hånligt tit grinet af – indtil jeg selv fik børn, og hvor en af mine drenge har arvet mit sind – så ramte nemesis mig lige i solar plexus. Det griner jeg også af – for nu kan jeg se, hvordan jeg var dengang. Puuuuh.

bog bøger bibliotek bogopsætter (Foto: Unsplash)
(Foto: Unsplash)

Men det er vel heller ikke helt normalt, at man kommer hjem som 10-årig og siger, man har fået job – og nu vil tjene sine egne penge, så man selv kan bestemme over, hvad man køber. DET gjorde jeg – jeg fik job som bog-opsætter på skolebiblioteket – 12 kroner i timen tjente jeg. Og jeg elskede det – og læste også sådan cirka halvdelen af biblioteket selv. Men det at være selvstændig – klare mig selv – vinde i sport som jeg bedst kan lide – det er altså ting, som man ikke dengang overhovedet stænker en tanke, men som jeg godt kan se i bakspejlet har været med til at drive mig i den retning, hvor jeg er nu – og give mig en styrke og drivkraft som godt nok har været god at have.

Tak – tak – tak

Tak for alt – tak for at kede mig – svare igen – sætte et utal af bøger op – og læse dem – give mig tid – og blive til den jeg er i dag. Jeg tænker meget mere over det nu. Ja, der er er ting, jeg gerne ville have vidst om livet – om mig – og gjort bedre – klogere – smartere. Men er det netop ikke af de små sidespring på vejen – de bump der nu kommer, at livet pludselig kan mærkes og giver mening og den rigtige vej for en findes. Jeg synes, det er SATANS surt, at jeg skulle blive så gammel, før jeg kan forstå at værdsætte alle de ting, som har været en del af mit liv – og som jeg da har værdsat men ikke helt ind i de bagerst kroge. Men nu skatter jeg dem – passer på dem – og vil som Daimi sang (også for mange år siden) “sgu bare være min egen”.

DET skal du også huske …

Læs også:

Klumme: Livets svære beslutninger. Hvad vil du selv?

· Mere fra samme kategori ·