Læs også:

Close
Sri Lanka terrorangreb (Foto: Unsplash)

NEWS: Sri Lankas premiereminister kom med flere foruroligende oplysninger på pressemøde

Nyheder  | 

Sri Lankas premiereminister kom med flere foruroligende oplysninger på pressemøde · Spis på landets bedste restauranter og støt børn ramt af kræft · Farvel og tak for uddannelsen · Danskernes digitale indkøb har vokseværk · Danskerne flokkes til svømmehallen · Dagens billede: Gorillaer poserer på selfie

Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Sri Lankas premiereminister kom med flere foruroligende oplysninger på pressemøde

Det forlyder, at et fjerde hotel i Sri Lanka også var mål for terrorangrebene i søndags i Sri Lanka, men det angreb slog fejl. Sådan lød det i går fra landets premiereminister, Ranil Wickremesinghe, på et pressemøde om terrorangrebene. Han udtalte sig ikke yderligere om, hvilket hotel der var tale om.

– Vi tager vores forholdsregler, men lad os afslutte efterforskningen, før vi kommer med den slags informationer, sagde Ranil Wickremesinghe. Dødstallet er nu opjusteret til mindst 359 dræbte i terrorangrebene og premierministeren udelukker heller ikke muligheden for, at der kan ske nye angreb.

– Der er et par stykker på fri fod, som vi forsøger at finde lige nu, sagde han blandt andet.

Det srilankanske politi har indtil nu anholdt 58 personer, der mistænkes for at være indblandet i angrebene. Men politiet leder lige nu efter biler med sprængstoffer. Samtidig fortalte den srilankanske viceforsvarsminister, at søndagens angreb var “gengæld” for et angreb mod to moskéer i Christchurch i New Zealand den 15. marts.

– Den foreløbige efterforskning af bombeangrebene viser, at det, der skete i Sri Lanka søndag, var gengæld for angreb mod muslimer i Christchurch, sagde viceforsvarsminister Ruwan Wijewardene ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Der er i øjeblikket en rigtig stor usikkerhed, fordi myndighederne ikke føler, at de har fanget alle personer, der har været involveret i angrebene. Der er altså folk på fri fod i Sri lanka lige nu, fortæller Rasmus Tantholdt, der befinder sig i hovedstaden Colombo. Det skriver TV2.

Sri Lanka terrorangreb (Foto: Unsplash)
Antallet af dræbte i terrorangrebet i Sri Lanka i søndags er nu oppe på mindst 359. (Foto: Unsplash)

Læs også: Præsident erklærer undtagelsestilstand i Sri Lanka: Dødstallet stiger fortsat

Spis på landets bedste restauranter og støt børn ramt af kræft

Normalt går gourmetmad og børn ikke hånd i hånd, men i år forener Kræftens Bekæmpelse og DinnerBooking netop det i restaurantfestivalen Spis & Støt. Her kan du fra 30. maj – 8. juni spise på nogle af landets bedste restauranter og støtte indsatsen ”Kræft er ikke for børn”. Billetsalget starter i morgen d. 25. april klokken 10, hvor der bliver rift om de bedste billetter.

– Børn og unge som rammes af kræft, er noget af det mest hjerteskærende, der kan ske. Med indsatsen ”Kræft er ikke for børn” er vores ambition at sikre bedre behandlinger, at færre børn får kræft, og at flere overlever med færre senfølger. Vi har gjort det nemt for danskerne at støtte indsatsen ved at deltage i Spis & Støt, hvor man får mulighed for at få en fantastisk madoplevelse og samtidig støtte vores arbejde med børn, unge og kræft, fortæller Malene Jacobsen, projektleder på Spis & Støt i Kræftens Bekæmpelse.

De deltagende restauranter udbyder billetter i tre forskellige prisklasser, så man som besøgende selv kan vælge, hvilken gastronomisk oplevelse man ønsker. Der er gourmet-billetter til 250 kr. og 500 kr., hvor hhv. 40 kr. og 80 kr. går direkte til ”Kræft er ikke for børn”. Ønsker man med en oplevelse på en michelin-restaurant, koster billetterne 750 kr., hvor man støtter med hele 120 kr. De penge, der samles ind under kampagnen, bliver øremærket til tre afgørende indsatsområder: Forskning, forebyggelse og patientstøtte.

De deltagende restauranter i år er spredt ud over hele landet, og man kan blandt andet spise på Lêlê, Koefoed, Madklubben Bistro De Luxe i København, ARO og Balcony i Odense og Restaurant Huset Blom i Sønderborg og støtte den gode sag. Det skriver Kræftens Bekæmpelse.

HVORNÅR: 30. maj – 8. juni. Billetter sættes til salg den 25. april kl. 10.00

HVOR: Hos 58 restauranter landet over.

Spis godt og støt kræftens bekæmpelse mod børn ramt af kræft (Foto: Unsplash)
Restaurantfestivalen Spis & Støt har siden 2015 samarbejdet med nogle af landets bedste restauranter om at samle penge ind i den gode sags tjeneste. (Foto: Unsplash)

Læs også: Overlevelseschancerne for bugspytkirtelkræft øges markant

Farvel og tak for uddannelsen

Det er ikke længe siden de har uddannet sig i Danmark og kan dermed kalde sig dataloger, læger, designere, pædagoger, biologer og mange andre titler. Sidste år blev omkring 100.000 unge ifølge Danmarks Statestik færdige med en videregående uddannelse, men Danmark får ikke altid glæde af deres kompetencer.

Rundt regnet er det hver syttende dimittend, der får sit første job i udlandet, viser en analyse, DR har lavet ud fra en rundspørge, som Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag. Èn af de faggrupper, som ofte får job i udlandet, er bygningskonstruktører og det ærgrer blandt andre Henrik Staun, der er direktør for byggevirksomheden Lund og Staun nær Aalborg.

– Det er rigtigt uheldigt. Det er problematisk, at de rejser ud. Vi er interesseret i alle kvalificerede bygningskonstruktører, om de så kommer fra Rumænien eller Frankrig, siger Henrik Staun, som i tre måneder brugte et rekrutteringsbureau til at finde ledige byggeledere. Der kom kun én ansøgning.

Nyuddannede læger er der også mangel på i det danske sundhedsvæsen. Men hver tiende dimittend fra SDU har fået job i udlandet.

– Vi vil gerne have, at så mange læger som muligt bliver i Danmark. Men lægefaget er internationalt, og der vil altid være en udveksling mellem landene, siger Anders Kühnau (S), der er regionrådsformand for Region Midtjylland og pointerer, at Danmark også tiltrækker udenlandske læger. Det skriver DR.

Farvel og tak for uddannelse (Foto: Pexels)
Rundt regnet er det hver syttende dimittend, der får sit første job i udlandet. (Foto: Pexels)

Danskernes digitale indkøb har vokseværk

DIBS kan i april måned notere, at man siden stiftelsen i 1998 har håndteret i alt tre milliarder transaktioner for danske og nordiske webshops. Med til historien hører også, at mens det tog 15 år at nå den første milliard transaktioner i 2013, og yderligere tre år at nå de to milliarder, så er de tre milliarder transaktioner ”kommet i hus” i imponerende fart.

– 2 år og tre måneder skulle det tage os at vokse fra to til tre milliarder transaktioner. Det kan vi roligt være stolte af, lyder det fra Henriette Høyer, salgsdirektør i DIBS, som dog ikke lægger skjul på, at væksten skal ses i lyset af en stærk vækst inden for e-handelen generelt.

Sidste år brugte danskerne 133,5 milliarder kroner på onlinehandel. Heraf tegnede rejser sig for 50 procent af det samlede beløb, 35 procent af købene var fysiske varer såsom tøj og elektronik, mens de resterende 15 procent er gået til tjenester og abonnementsbaserede ydelser. Det skriver DIBS by Nets.

dibs by nets kreditkort (Foto: Pxhere)
Sidste år brugte danskerne 133,5 milliarder kroner på onlinehandel. (Foto: Pxhere)

Danskerne flokkes til svømmehallen

Danskerne er vilde med at gå i svømmehallen. Det er én af hovedkonklusionerne i en ny undersøgelse foretaget af Dansk Svømmebadsteknisk Forening, hvori det fremgår, at de danske svømmehaller havde 34,5 millioner badegæster i 2018.

Foreningen vil gerne sætte fokus på den store betydning, svømmebadene har for samfundet som både motions- og sundhedstilbud. Undersøgelsen viser. at de “offentlige gæster” – altså gæster, der kommer til svømmehallen uden for organiseringer som klubber, foreninger og skoler – udgør hele 67% af det samlede besøgsantal.

– Vi har længe ønsket et samlet, nationalt billede af, hvor mange besøgende de danske svømmehaller har. Med 34.5 millioner gæster vidner undersøgelsen om, at danskerne er vilde med at gå i svømmehallen, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Derudover viser undersøgelsen, at de offentlige gæster er den langt største besøgsgruppe. Det er i vores øjne yderst relevant i forhold til, hvordan vi skal tilrettelægge vores svømmetilbud, og hvordan vi skal servicere vores gæster i fremtiden, udtaler formanden i Dansk Svømmebadsteknisk Forening, Lars Norring. Det skriver Dansk Svømmebadsteknisk Forening.

danskerne er vilde med svømmehallen (Foto: Unsplash)
Danskerne er vilde med at gå i svømmehallen (Foto: Unsplash)

Dagens billede: Gorillaer poserer på selfie

De to poserende primater har trukket overskrifter verden over. Selvom det kunne ligne et falsk opstillet billede, så bekræfter dyreparken, at billedet er autentisk, og at det er den perfekte måde at vise deres frække personlighed.

· Mere fra samme kategori ·