
Chanel slår dørene op i København
Endelig … I dag onsdag den 18. april åbnede Chanel deres Flagship Store i København
Det startede med en masse rygter om, at Chanel ville åbne en butik i København. Men i oktober 2017 blev rygterne bekræftet: Chanel ville ikke blot åbne en butik, men hele to butikker. Den første åbnede allerede i efteråret 2017 i Illum og er en del af Chanel Fragrance & Beauty-butikkerne.
Vidste du at …Tasken “Boy” er opkaldt og inspireret af Cocos elsker, Boy Capel?
Tidligere forhandler i Danmark
Birger Christensen har tidligere været forhandler af Chanel, men i 2011 stoppede deres samarbejde. Så indtil nu har alle danske kunder været nødt til at tage til udlandet, hvis de ville investere i et produkt fra Chanel, som ikke hørte til under beauty-kategorien.
Men den tid er netop forbi … Drømmer du om en af de lækre tasker med CC-logoet, så er din drøm netop kommet et skridt tættere på at gå i opfyldelse.

Populær som aldrig før
Det franske modehus er blandt andet kendt for deres klassiske håndtasker og deres haute couture. Og nu er dagen så endelig kommet, hvor Chanel åbner deres Flagship Store: I dag den 18. april åbnede butikken med tøj, tasker og accessories på Kongens Nytorv i København.
På MY DAILY SPACE kan vi ikke få armene ned … Og på billedet her ses det tydeligt, at vi ikke er de eneste, som er enormt begejstrede for, at Chanel endelig er kommet til Danmark!

Læs også: Sådan får du råd til luksusmode på et lille budget