Læs også:

Close

NEWS: 12 danske selskaber er godkendt til at dyrke cannabis

Nyheder  | 

12 danske selskaber er godkendt til at dyrke cannabis · Danmark mister førstepladsen som det mindst korrupte land i verden · Unge presses ud af storbyerne · Danskerne er på vej mod EU-rekorder i arbejde · Regeringen opgiver drømmen om et dansk olieeventyr på land · Dronningen takker danskerne for deres varme i en svær tid

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

12 danske selskaber er godkendt til at dyrke cannabis

Lægemiddelstyrelsen har godkendt 12 danske selskaber til produktion af medicinsk cannabis siden september 2017. De fleste af firmaerne er nystiftede, men har været etableret i nogle år, og drømmer om at nå en omsætning på en halv milliard kroner. Det skriver Berlingske Business.

Siden Folketinget vedtog et fireårigt forsøg med medicinsk cannabis, har i alt 17 firmaer og enkeltpersoner søgt om tilladelse til at dyrke og håndtere cannabis til medicinsk brug. Projekterne bliver tjekket af Lægemiddelstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Rigspolitiet, der alle tre skal sige god for ansøgernes personlige forhold.

To selskaber har fået afslag på deres ansøgninger.

Produkterne fra Danmarks nye producenter af medicinsk cannabis kan have form som tørrede cannabisblomster, cannabisolie, kapsler, tabletter eller spray. Forsøgsordningens produkter bliver ikke testet for virkninger og bivirkninger på samme måde som godkendt medicin.

Selskaberne skal dog arbejde på at fremstille standardiserede produkter. Det skal sikre, at indholdet af aktivstoffer er ens for hver høst, står det på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Læs også: Familiefar dømt for at sælge cannabisolie

Medicinsk cannabis. (Foto: bulbocode909 on Visual Hunt / CC BY-NC-SA)

Danmark mister førstepladsen som det mindst korrupte land i verden

Danmark har mistet sin førsteplads som det mindst korrupte land i verden. Det er første gang siden 2012. Forklaringen lyder blandt andet, at forvaltningen af magten i Danmark er blevet mere lukket.

Sidste år delte vi førstepladsen med New Zealand, men nu er Danmark rykket ned på en andenplads, mens New Zealand beholder førstepladsen. Den nye plads overrasker ikke Transparency International Danmark.

– I Danmark bygger vi på et stærkt historisk fundament, når det kommer til fravær af korruption og et ubestikkeligt embedsværk. Det seneste årti har vi desværre set en forandring i magtfordelingen og en øget lukkethed i forvaltningen af magten. Det slår skår i tilliden, og nu slår denne udvikling igennem i opfattelsen af Danmark som ikke-korrupt land, skriver formand Natascha Linn Felix i en pressemeddelelse.

Det er en række internationale organisationer og tænketanke, der vurderer opfattelsen af korruption i den offentlige sektor i de enkelte lande. Ud fra indekset får et land blandt andet højere score, hvis der er fri adgang til informationssystemer. Mangel på ansvarlighed i og udbredelse af bestikkelse i den offentlige sektor, kombineret med ineffektiv offentlige institutioner, forringer opfattelsen af landet.

Danmarks score er nu på 88 ud af i alt 100, mens det sidste år var 90. New Zealands score er til sammenligning på 89. I 2014 fik Danmark en score på 92. Det skriver DR.

For nyligt kritiserede en rapport regeringens indsats for åbenhed, og nu er Danmark ikke længere det mindst korrupte land i verden. (Foto: Polfoto)

Unge presses ud af storbyerne

Det er dyrt at bo i lejligheder i storbyerne som København og Aarhus, og for de yngre beboere kan det være svært økonomisk at få det til at løbe rundt, hvis der også skal være plads til fornøjelser. Det viser en analyse, foretaget af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum, ifølge DR.

Det er især unge og studerende, som betaler forholdsvis meget i husleje og faste udgifter som vand, el og varme i forhold til deres indtægt, for at bo i byerne. Næsten hver fjerde beboer i storbyerne bruger 40 procent af deres indkomst på husleje og andre faste udgifter.

I Danmark har man gjort meget ud af at fornye byerne de sidste par år. Man har for eksempel i København fjernet de dårligste men også de billigste boliger, og det er de initiativer, der hævner sig nu.

– Vi skal være opmærksomme på, om unge mennesker er ved at blive presset ud af vores centrale byområder. Så får vi byer, der er meget anderledes end dem, vi har været vant til, siger Curt Liliegreen, direktør for Boliøkonomisk Videncenter.

Ifølge Momentums analyse er det kun i Grækenland, at boligudgifterne i forhold til indkomsten er højere.

– Der forsvinder konstant billige boliger, og når der bliver bygget nyt, så er lejlighederne dyre. Hvis de unge ikke skal presses ud af byerne – så er en af de ting, man kan gøre, er at øge byggeriet af billige boliger, siger Curt Lilliegreen.

Læs mere: Millenials køber ikke boliger, og det har stor effekt på (familie)livet

Unge bruger mange penge på at betale deres husleje. (Foto: Pixabay)

Danskerne er på vej mod EU-rekorder i arbejde

I 2030 vil Danmark være det land i EU, hvor flest arbejder og i 2050 vil vi have EU’s højeste pensionsalder. I dag ligger vi på en fjerdeplads, men det ændrer sig inden for de næste 12 år.

Både den høje beskæftigelse og ditto pensionsalder skyldes, at der gennem de seneste 12 år er vedtaget en række reformer for at øge arbejdsudbuddet, og få folk til at arbejde mere. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

Reformerne forkorter dagpengeperioden og forhøjer pensionsalderen, men meget af det sker først i de kommende år. Ifølge økonomisk overvismand Michael Svarer betyder det, at Danmark har sikret sig penge til at drive det danske velfærdsapparat, når der kommer flere ældre.

– På lang sigt ser det nu ligefrem ud til, at vi indkræver flere skatter, end vi har brug for. Danmark har i den forstand fået et luksusproblem, siger Michael Svarer, der er professor ved Aarhus Universitet.

Han vurder dog også, at tiden nu er inde til at fokusere indsatsen på de grupper, som arbejdsmarkedet endnu ikke har rigtig fat i, såsom danske ufaglærte og folk med anden etnisk baggrund. Det skriver Politiken.

kvinder, karriere, job, arbejde, arbejdsmarked
Danskerne arbejder og arbejder. (Foto: All Over)

Regeringen opgiver drømmen om et dansk olieeventyr på land

Efter mere end 70 år, skal det nu være slut med at lede og bore efter olie og gas på land og i de indre danske farvande. Det har regeringen vedtaget. Drømmen om et dansk olieeventyr fortsætter i Nordsøen. Det skriver DR.

Regeringen har dels lyttet til lokale protester, og dels kan den konstatere, at der siden den første boring i 1935 kun er kommet meget lidt ud af de boringer.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi hver eneste gang, der har været givet de her tilladelser, har oplevet en meget stor lokal og folkelig modstand. Når alle undersøgelser samtidig viser, at der ikke har været noget samfundsmæssigt potentiale af betydning på land og i de indre danske farvande, så har regeringen besluttet at sætte en stopper for fortsat efterforskning, fortsatte tilladelser og udvinding af eventuel olie og gas på land og i de indre farvande, siger klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

danmark, olie, olieboring, opgiver, regeringen, lars christian lilleholdt, klima, miljø
Regeringen opgiver drømmen om et dansk olieeventyr på land, fortæller klima- og miljøminister Lars Chr. Lilleholt (V). (Foto: Ritzau Scanpix)

Dronningen takker danskerne for deres varme i en svær tid

I en pressemeddelelse takker dronning Margrethe danskerne for deres varme og støtte i den svære tid efter prins Henriks død.

– For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse.

– De mange smukke blomster, spontant nedlagt ved de steder, hvor Prinsen holdt af at være, de mange tusinde mennesker fra nær og fjern, som trodsede vinterkulden for at vise Prinsen den sidste ære i Slotskirken, og de utallige skriftlige sympatitilkendegivelser, vi har modtaget, har rørt os alle dybt og er medvirkende til at hjælpe os igennem denne svære tid.

– For alle disse smukke vidnesbyrd om hengivenhed og medfølelse ønsker jeg og min familie at udtrykke vor dybfølte tak til hele den danske befolkning, skriver dronningen.

Alle blomsterne, der er givet til prins Henrik vil blive lagt på mindesmærke for faldne danske soldater. Alle kort og breve, vil bliver overrakt til dronning Margrethe, så hun kan læse dem, når hun får tid og lyst.

prins henrik, prinsgemalen, dronning margrethe, sygdom, død, liv, kronprins frederik, prins joachim, ægteskab, fødsel, frankrig, franskmand, forhold
Dronning Margrethe takker danskerne for deres varme og medfølelse i den svære tid efter prins Henriks død. Her ses regentparret i et kærligt øjeblik til pressemøde i anledning af Dronningens 40 år på tronen i 2012. Foto Scanpix Nordfoto)

 

· Mere fra samme kategori ·