
NEWS: Pilotprojekt: Nu kan homoseksuelle drenge få gratis hpv-vaccine
Pilotprojekt: Nu kan homoseksuelle drenge få gratis hpv-vaccine · Ny analyse: Mobilafhængige unge er mindre lykkelige · Historisk: Verdensforum for økonomi styres af syv kvinder · Jura ændrer eksamen på grund af mistanke om snyd · Oscarnomineringer til Danmark · Dagens billede: Folk nægter at lade sig evakuere fra spydende vulkan
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Pilotprojekt: Nu kan homoseksuelle drenge få gratis hpv-vaccine
Hvis du nævner hpv vil de fleste måske sige, at det er en sygdom, der rammer kvinder, men mænd kan faktisk også blive smittet med hpv-virus. I værste tilfælde kan hpv-infektionen udvikle sig til analkræft, og den risiko er særligt høj for mænd, der dyrker sex med mænd. Derfor har Sundhedsstyrelsen sat gang i et pilotprojekt, hvor homo- og biseksuelle unge mænd fra 15 til og med 19 år kan få en gratis hpv-vaccine i løbet af 2018. Det skriver Politiken.
– I det store billede er der forholdsvis få, som får analkræft. Men ud af den gruppe, der får diagnosen, er en stor del af dem mænd, der elsker mænd. De har en særlig høj risiko, og derfor er det så vigtigt at nå ud til dem, siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.
Hvert år får cirka 40 mænd konstateret analkræft, og for knap halvdelen har sygdommen dødelig udgang, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Mænd, der dyrker sex med mænd, har 30-40 gange større risiko for den kræfttype end heteroseksuelle mænd. Det er ikke kun homoseksuelle mænd, der smittes med hpv, også heteroseksuelle mænd kan blive smittet, og det kan udvikle sig til halskræft.
I Danmark har man politisk besluttet ikke at hpv-vaccinere alle drenge, fordi flokimmunitet, der opstår, når 80 procent af pigerne fra en årgang bliver vaccineret mod hpv, burde beskytte drengene. Problemtet er imidlertid, at tilslutningen til hpv-vaccinen blandt piger har været stærkt faldende de seneste år. Den er dog på vej op nu.
Læs alle vores artikler om hpv lige her.

Ny analyse: Mobilafhængige unge er mindre lykkelige
En ny amerikansk undersøgelse viser, at brug af mobilen falder sammen med unges følelse af lykke. Analysen viser nemlig, at teenagere, der bruger meget tid foran mobilskærmen, er mere ulykkelige end teenagere, der bruger lidt tid på mobilen. Det er San Diego State University og University of Georgia, der står bag undersøgelse. Det skriver DR.
Forskerne bag undersøgelsen brugte data fra mere end en million amerikanske teenagere. Teenagerne blev spurgt, hvor ofte de bruger mobiler, tablets og computere, men også spørgsmål om deres sociale interaktioner væk fra skærmen og deres overordnede følelse af lykke.
Forskerne påpeger, at de unges selvværd og lykke er faldet siden 2012. I gennemsnit fandt forskerne, at teenagere, der brugte mere tid på computerspil, sociale medier, at chatte og videochatte, var mindre lykkelige end de teenagere, der brugte mere tid på sport, aviser, blade og at være sammen med andre ansigt til ansigt. Smartphonen er den største ændring i de unges liv – og dermed en mulig forklaring.
Selvom mobilen er en mulig forklaring, så understreger forskerne bag undersøgelsen, at de ikke kan drage en direkte sammenhæng mellem de unges lykke og smartphones.
Har du læst den her: Dårlig selvtillid fik mig til at bruge flere tusind kroner på et mobilspil

Historisk: Verdensforum for økonomi styres af syv kvinder
For første gang i World Economic Forums (WEF) 48 år lange historie, vil det være kvinder, der styrer mødet. Kvinderne skal blandt andet lede mødet efter kritik af sidste års forsamling, hvor der trods mere end 2.500 deltagere, næsten intet kvindeligt lederskab var ved mødet. Det resulterede i udtrykket “Davos Man”, som har en negativ undertone af, at mødet er domineret af mænd.
– Davos-manden er nødt til at høre efter, hvis han holder af sin familie og særligt i forhold til spørgsmålet om lighed og lige muligheder for sine døtre. Hvis du spørger mig om alphalederens opstand har skabt en bølge af misogyni (had og fordomme mod kvinder red.), så er mit svar ja, siger Sharan Burrow, generalsekretær i International Trade Union Confederation og en del af ledelsen ved dette års Davos-møde.
De andre ledere er direktør i den Internationale Valutafond Christine Lagarde, administrerende direktør i IBM – Ginni Rometty, Norges statsminister Erna Solberg, Isabelle Kocher – administrerende direktør i den franske energivirksomhed ENGIE, Fabiola Gianotti – generaldirektør i European Organization for Nuclear Research (CERN) og Chetna Sinha – grundlægger og bestyrelsesformand i India’s Mann Deshi Foundation, der støtter kvindelige entreprenører. Det skriver CNBC International.

Jura ændrer eksamen på grund af mistanke om snyd
På grund af mistanke om snyd måtte Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet sidste år ændre en eksamen fra en 24-timers hjemmeeksamen til en traditionel eksamen på universitetet med tilsyn. Det skete, fordi en jurastuderende efterlyste en jurakyndig inden for retsfilosofi eller retssociologi, der kunne skrive vedkommendes opgave til sin 24-timers eksamensopgave for et beløb op til 5.000 kroner. Uniavisen skrev om sagen i marts 2017, og flere meldinger om muligt snyd fik fakultetet til at handle.
– Vi valgte på baggrund af mistanke om snyd at ændre en eksamen i strafferet på 1. semester. Eksamen blev ændret fra at være en eksamen, de studerende skulle udføre derhjemme til en eksamen, hvor de studerende sidder på universitetet med tilsyn. Det var blandt andet flere andre studerende, der havde gjort os opmærksom på, at der kunne være studerende, der fik hjælp til at skrive deres eksamensopgave, siger Stine Jørgensen til Berlingske.

Oscarnomineringer til Danmark
Intet mindre end tre Oscarnomineringer, er det blevet til for Danmark i år.
Filmfotografen Dan Laustsen er nomineret i kategorien “Bedste filmfotograf” for sit arbejde med filmen “The Shape of Water”, der foregår på en tophemmelig forskningsfacilitet, hvor en ensom rengøringsdame danner et unikt forhold til et amfibisk væsen, der holdes fanget.
– Det er helt fantastisk, det er super fedt. Når det lykkes, og man så bliver anerkendt, er det en kæmpe tilfredsstillelse, fortæller en glad Dan Laustsen til TV 2.
Skuespilleren Claes Bang kan også håbe på en Oscar-hyldes, for han spiller hovedrollen i den svenske film “The Square”, der er nomineret til “Bedste udenlandske film”.
I kategorien “Bedste dokumentarfilm” er Søren Steen Jespersen nomineret for dokumentarfilmen “Last Men in Aleppo”, som han har været producer på.
Oscar-uddelingen kan ses live på TV 2 natten mellem 4. og 5. marts. Se de nominerede i de 24 kategorier her.
Læs også: Claes Bang vinder som den første dansker en European Film Award som Bedste Skuespiller

Dagens billede: Folk nægter at lade sig evakuere fra spydende vulkan
Trods af talrige advarsler om farlige og voldsomme vulkanudbrud kan myndigheder ikke holde indbyggerne væk fra farezone ved den filippinske vulkan Mayon, der er i udbrud. Indtil videre er 40.000 indbyggere på flugt.
Myndighederne i Mayon har hævet trusselsniveauet til det næsthøjeste og udvidet farezonen. Tusindvis af indbyggere skal evakueres, herunder også mindst 12.000, som var vendt tilbage til deres hjem, for at tjekke, at alt var ok, efter at være blevet evakueret én gang tidligere. Det skriver TV2.