
Dårlig selvtillid fik mig til at bruge flere tusind kroner på et mobilspil
Har du nogensinde følt dig usikker? Har du kæmpet med dårlig selvtillid, mindreværdskomplekser og en intens trang til at shoppe for at få det hele til at forsvinde – bare for et øjeblik? Så har du haft det lige som mig
Jeg tror, at mange kvinder på et tidspunkt rammes af usikkerhed eller dårlig selvtillid. Det kan være begrundet og ubegrundet, og det kan skyldes en helvedes masse forskellige ting, som for nogle vil give mening, og som for andre vil være fuldstændig sort.
Jeg kender mange, der ofte føler sig usikre eller utilpasse, og jeg ved, at det måske mere er normalen end at ose af selvtillid. Alligevel er det ikke rigtig noget, vi snakker om. Hvorfor? Hvis mange kvinder dagligt kæmper med dårlig selvtillid, usikkerhed og mindreværdskomplekser, hvorfor snakker vi så ikke om, hvordan de påvirker os, og hvordan vi håndterer dem?
Det ved jeg ikke.
Jeg har selv valgt at holde mund med en af de pinligste episoder i mit liv, hvor dårligeselvtillid nåede nye lavpunkter for mit vedkommende – hvorfor? Jeg var flov og skammede mig, men nu må det være nok med det pjat, så her kommer historien.
Læs også: Jeg droppede fitnesspigerne for plus size gudinderne på Insta og fik det meget bedre

Vægtstigning gav mig dårlig selvtillid
I slutningen af gymnasiet begyndte jeg at tage på. De mange studenterfester, druklege og tømmermandsramte søndage med chips og kebab begyndte at kunne ses på mig.
Først kunne jeg ikke se det selv, men min familie begyndte at kommentere på min vægt, mine madvaner og mit lidt for stramme tøj – selvfølgelig kun af kærlighed, fordi de mente, at jeg måske skulle til at passe lidt på, at det ikke tog overhånd.
Da det gik op for mig, at de faktisk havde ret, måtte jeg en tur på vægten, og her kunne jeg konstatere, at jeg havde taget omkring 10 kilo på inden for et par måneder. Det føltes som et kæmpe personligt nederlag, og min selvtillid fik et koloenormt knæk.
Det er efterhånden syv år siden, og siden dengang har min vægt været lige så stabil som nitroglycerin, hvilket jeg efterhånden har lært at leve med.
Læs også: Klumme: Slap af, og spis så den ekstra sildemad!

Nogle perioder har det jeg det fint med min vægt og mit udseende, og så er min selvtillid nogenlunde velfungerende. Jeg mener, jeg har et godt job, et klogt hoved, en god uddannelse og ikke mindst familie, venner og en kæreste, der elsker mig – hvad mere kan man ønske sig?
Jo, man kunne jo ønske sig at være en størrelse small eller at føle, at man kan passe mange af de slimfitte outfits, der kan fås i butikkerne.
Det er her, dårlig selvtillid især dominerer: Når jeg føler, at jeg ikke længere kan passe de størrelser og styles, som jeg tidligere kunne. Når jeg føler, at jeg lider under begrænsninger, når det kommer til min påklædning, fordi tøjet simpelthen bare ikke sidder pænt, når du er lav og samtidig vejer lige det stykke for meget.
På de dage får jeg en altoverskyggende lyst til at grave mig ned og aldrig se dagens lys, så hvordan håndterer jeg det?

Læs også: Vil du have en gladere hverdag? Her er 3 vaner, jeg har droppet
Dårlig selvtillid? Jeg troede, jeg kunne shoppe det væk
Shopping har i mange år været en form for terapi for mig: Når jeg var ked af det, shoppede jeg det væk, når jeg var vred, shoppede jeg det væk, og når jeg følte mig mindre værd, tyk eller ligegyldig, shoppede jeg det væk. Hvis du selv har det på samme måde, så ved du, at det betyder, at jeg har brugt utrolig mange penge på shopping – og du har fuldstændig ret!
Shopping som terapi er en dyr – og ikke anbefalelseværdig – måde at håndtere usikkerhed og dårlig selvtillid på. Alligevel ligger den lige til højrebenet, for hvis man får noget nyt, kan det løfte selvtilliden en dag eller to, og hvem vil ikke gerne det?
Jeg kunne altid argumentere for, hvorfor lige præcis det her køb var fornuftigt: Det er mandag, jeg har kun to jakker, den er ikke sort – og når det var nødvendigt: Den, jeg har derhjemme er for lille.
Når vi tager realitetsbrillerne på, så ved vi jo godt, at den her dyre terapiform ikke holder i længden.
Det måtte jeg også indse. Så jeg begyndte i stedet at onlineshoppe og lægge alle de ting, jeg gerne ville have, i kurven for efterfølgende at lukke browseren ned. Så føltes det alligevel lidt som om, jeg havde fået minimeret trangen og optimeret selvtilliden for en kort stund. I retrospektiv er det jo komplet latterligt, ikke?

Men som du nok kan tænke dig til, hjalp den virtuelle shopping heller ikke i længden, og jeg begyndte desperat at lede efter noget, der kunne kurere dårlig selvtillid. Noget, der krævede, at jeg ikke behøvede stoppe op og se ind ad.
For vi ved alle sammen udemærket godt, at dårlig selvtillid ikke kun skyldes vægt eller udseende, men noget personligt, og det kræver altså en ordenligt portion mod at få kigget på!
Læs også: 8 tips: Spar penge (næsten) uden at arbejde for det
Så fandt jeg mobilspillet Covet Fashion
Da min søster i efteråret 2016 introducerede mig for et spil, hun var begyndt at spille, ved navn Covet Fashion, blev min nysgerrighed hurtigt vakt. Spillet handler kort sagt om at designe looks til de her perfekte modeller. Som spiller har du en masse tøj, sko, smykker og tilbehør at vælge imellem, og det hele er baseret på virkelige mærker og designs, som også kan købes i virkeligheden.
Min omgangskreds sagde, at det var fjollet, at en kvinde på snart 27 år fordybede sig i et fjollet mobilspil, men jeg kunne simpelthen ikke lade være.
Når jeg spillede, var det som at købe tøjet til mig selv – tøj, som jeg aldrig ville kunne have på i virkeligheden, fordi det enten ville være for tætsiddende, småt eller alt for dyrt. Jeg købte derfor masser af tøj, som mine urealistiske og virtuelle modeller kunne have på, når jeg spillede. Der var bare et problem: Det kostede rigtige penge.
Læs også: En syg, social præstationskultur

I begyndelsen tænkte jeg ikke nærmere over, hvor mange penge jeg egentlig brugte. Det vigtigste var, at jeg fik spillet så meget som muligt, og at mine looks klarede sig godt, når de andre spillere skulle stemme på dem.
Du kender det sikkert selv: Når man bliver opslugt af noget, så lader man sig rive med, og alt fornuft forsvinder ud ad vinduet. Det er ikke konstruktivt, men for mig gjorde det her spil virkelig en forskel i min hverdag.
Når jeg kunne sidde i toget eller derhjemme på sofaen og iklæde mine modeller de sidste nye designs fra Terani Couture eller Jovani, følte jeg mig ikke længere som hende den usikre med dårlig selvtillid og 10 kilo for meget på sidebenene. Netop fordi følelsen forsvandt, lod jeg mig rive endnu mere med, og da jeg altid kun købte for 17 eller 45 kroner af gangen, tænkte jeg ikke mere over, hvor dyr en hobby jeg egentlig havde kastet mig ud i.
Læs også: Lifehacks til de dovne: Sådan holder du dig sund uden at gå i fitnesscenter
Regningen kom, og så faldt hammeren
Den første måned, jeg spillede, lagde jeg godt mærke til, at Apple med jævne mellemrum sendte mig en mail med en kærlig besked om, at der ville blive hævet 17, 45 eller 62 kroner på min konto, men jeg blev ved med at slå det hen og fortælle mig selv, at det jo var små, ligegyldige beløb, og det virkede!
Lige indtil det ikke virkere mere.

Jeg husker tydeligt den søndag aften, hvor jeg gik ind på min netbank og hurtigt kunne konkludere, at der var blevet trukket over tusinde kroner for noget, som jeg ikke kunne placere. Jeg gik i panik og kontaktede min bank (jeg er så heldig, at den har døgnåbent), hvor jeg spurgte dem, om de kunne se, hvor pengene var hævet fra – og så kom beskeden:
Jeg havde brugt omkring 1.100 kroner på omkring 14 dage. På tøj. På fiktivt tøj. I et spil.
Jeg begyndte at hyperventilere og gik hele mit kontoudtog igennem, mens jeg nedskrev hver eneste gang, at pengene var gået til Covet Fashion – og så faldt hammeren. Tallene foran mig var ikke til at tage fejl af. Jeg havde på tre måneder brugt ikke mindre end 3.300 kroner på det her latterlige, fjollede, overfladiske og ligegyldige mobilspil.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg bare sank fuldstændig sammen på sengen, da det gik op for mig, hvor langt ude den her situation egentlig var. Min kæreste kom ind i soveværelset og holdt om mig, og der brød hele min verden bare sammen, for jeg måtte også fortælle ham, hvor uansvarlig og fjollet jeg havde været.
Heldigvis for mig, er han det mest forstående menneske i verden, og vi havde en lang samtale om, hvad der skulle ske herfra.

Læs også: Disse 9 komplimenter er forklædte fornærmelser
I dag håndterer jeg min usikkerhed på andre måder
Efterfølgende var jeg tvunget til at indse, at jeg havde nogle ting at kæmpe med, som jeg ikke bare kunne fortrænge med et sjov mobiltspil. Jeg spiller stadig Covet Fashion, da det for mig er en måde at slappe af og koble fra på – men jeg bruger ikke længere penge på det. Det stoppede, den aften jeg fik regningen, og det er faktisk helt okay!
Jeg er stadig usikker på mig selv. Jeg har stadig dårlig selvtillid. Jeg kæmper stadig dagligt med at sige til mig selv, at jeg er god nok, som jeg er. Men jeg nægter at gemme mig bag dårlige undskyldninger, afhængigheder eller overspringshandlinger.
Derfor er jeg begyndt at konfrontere mine indre dæmoner og stemmer i mit hoved, der siger, at jeg ikke er god nok, og jeg er begyndt at fokusere på, hvilke ændringer jeg kan foretage i mit liv, som rent faktisk kan gøre en forskel mod dårlig selvtillid.

Det har betydet, at jeg ofte trækker stikket og bruger noget tid alene. Det kan være på lange gåture, hvor jeg nyder tingene omkring mig og tænker over, hvad jeg selv kan gøre for at ændre de negative følelser, der nogen gange dominerer min hverdag.
Det kan også være dybe og lange samtaler med mine veninder eller familie om, hvordan jeg egentlig går og har det – jeg føler ikke længere, at jeg behøver sidde med det hele alene.
Det var virkelig hårdt at indse, hvor mange penge jeg havde brugt på at begrave min dårlige selvtillid. Men jeg har lært utrolig meget af oplevelsen (og regningen), da jeg netop fik det wake up call, som jeg havde brug for.
Hele episoden omkring Covet Fashion har også fået mig til at indse, at der er gode og knap så gode måder at håndtere sine problemer på – og jeg er i den grad blevet klogere!
Læs også: Dette elsker og hader danske kvinder ved deres kroppe



