
MORNING NEWS: Melania Trump sagsøger medie for at ødelægge “mulighed, der kun kommer en gang i livet”
Førstedamen sagsøger medie for at ødelægge unik mulighed for at tjene penge · Fire drenge smed brændende benzin på 16-årig · Supermarkeder dropper Mobilepay · Alvorlig kommunal sag i Odense · Olieledninger i indianerreservat genåbnes
Så er det igen tid til MORNING NEWS. Som altid, er morgenens overskrifter valgt ud til dig.
Melania sagsøger medie for at ødelægge “mulighed, der kun kommer en gang i livet”
Melania Trump har sagsøgt Mail Media, der ejer avisen Daily Mail, angiveligt, fordi avisen har skadet førstedamens unikke muligheder for at tjene penge på sine forretninger, i hendes fire (måske otte) år i spotlyset, som præsident Donald Trumps hustru. Men det er imod den amerikanske lov, at tjene private penge på tjansen som politisk førstepar.
I en artikel, der senere blev trukket tilbage, antyder Daily Mail nemlig, at Melania Trump har arbejdet som escort pige, og det mener førstedamen, har skadet den chance hun havde for at skabe “relationer, der er flere millioner dollar værd”, der kunne etableres i det år, hvor hun vil være “en af de mest fotograferede kvinder i verden”.
Det skriver The Washington Post.
Der står også, at artiklen forårsagede, at førstedamens brand “Melania” tabte “anseelig værdi”, samt “store forretningsmuligheder, der ellers ville være tilgængelige for hende”. Der står også, at artiklen har skadet hendes “unikke, mulighed, der kun kommer en gang i livet”, for at “lancere et bredtspektret kommercielt brand”.
De ting, dette brand skulle reklamere for ville blandt andet være “sko, tasker, smykker, kosmetisk, hår- og makeup produkter og dufte”.
– Der har aldrig været en førstedame, der insinuerede, at hun havde intentioner om at tjene en masse penge på grund af den “mulighed, der kun kommer en gang i livet, når man er førstedame”, siger Richard Painter, der har tjent som etisk konsulent i Det Hvide Hus.

Fire drenge smed brændende benzin på 16-årig
Fire drenge i alderen 15-16 år er blevet anholdt, efter de smed en flaske med brændende benzin efter en 16-årig i byen Ry ved Silkeborg. Drengen blev forbrændt på en tredjedel af kroppen og blev kort efter angrebet kørt på sygehuset i kritisk tilstand. Han er dog uden for livsfare. Det skriver Politiken.
Drengene blev fremsat i grundlovsforhør i retten i Horsens onsdag, og her besluttede en dommer, at alle fire skal varetægtsfængsles i fire uger, på lukkede ungdomsinstitutioner.
De fire drenge kender offeret fra Mølleskolen i Ry, og politiet mener, at opgøret kan skyldes en intern konflikt.
– Der er ikke tale om, at drengene har jagtet deres offer rundt. Drengene aftalte alle at mødes mandag aften på et udendørs sted i Ry. Her havde drengene medbragt flasken med benzin. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad mellemværendet går ud på. Det arbejder vi fortsat med at få opklaret. Pludselig blev flasken med brændende benzin kastet mod den 16-årige, siger vicepolitiinspektør Lars P. Madsen til Ekstra Bladet.
Alle fire drenge nægter sig skyldige og har under dagens grundlovsforhør kæret afgørelsen til landsretten.

Supermarkedsgiganter er klar til mobilt dankort og skrotter MobilePay
Nets melder ud, at de til foråret er klar med en ny mobil betalingsløsning til dankort til supermarkederne. Det skriver TV2.
Coop og Dansk Supermarked har erklæret deres fulde støtte til Nets-projektet, og interesseorganisationen Dansk Erhverv har også utrykt et ønske om, at løsningen vil blive en succes. Imens Danske Bank har takket nej til at integrere sin mobile betalingsløsning i den Nets nye.
Det betyder, at bankens app – Mobilepay – bliver fjernet som betalingsløsning i supermarkederne.
Se også: Det skal du huske, før du fylder indkøbskurven næste gang

Alvorlig kommunal sag ser dagens lys i Odense
Odense Kommune er under mistanke for ulovligt at have støttet lokale virksomheder. En aktindsigt som DR Fyn og Fyens Stifttidende har fået fat i viser, at kommunens jurister i 2012 advarede den kommunale og politiske ledelse om, at man ville gøre noget ulovligt, hvis man blev ved med at støtte det private firma Odense Sport & Event finansielt.
Men det stoppede ikke kommunens ledelse. Det skriver DR.
– Det er en ekstremt alvorlig sag. For én ting er, at man kan komme til at begå en fejl, som er den fortælling, kommunen har brugt det seneste halve år til at fortælle, men hvis man bevidst overtræder lovgivningen med ulovlig erhvervsstøtte, så er det jo anderledes alvorligt, siger kommunalforsker Roger Buch.
Ifølge ham er der tale om to lovovertrædelser i sagen.
– Nu har jeg fulgt den her sag i et halvt år, og det er tydeligt, at man har forsøgt at lægge et røgslør ud over det her. Ét er, at man begår en lovovertrædelse med den ulovlige støtte, men hvis man også prøver at dække over den, begår man lovovertrædelse nummer to. Derfor mener jeg, at det er helt oplagt, at Indenrigsministeriet og Statsforvaltningen går ind i den her sag og får den undersøgt til bunds, siger han.

Trump åbner olieledninger i indianerreservat
Byggeriet af Keystone XL olieledningen og Dakota Acces-ledningen, der skal sende canadisk tjæresand til raffinaderier ved Den Mexikanske Golf, blev stoppet af Obama, fordi indianere fra Sioux-stammen og miljøforkæmpere demonstrerede voldsomt mod olieledningerne.
Det gjorde de blandt andet, fordi Dakota Acces-ledningen går gennem helligt indianerland og skal ligge ved en sø, der forsyner hele området med drikkevand.
Men nu har Trump igen åbnet op for byggeriet af ledningerne, og sammen med republikanerne mener han, at det vil skabe flere jobs, blandt andet til den amerikanske stålindustri. Det skriver Politiken.
Forstå sagen: Hvad betyder Trumps dekreter om abort, indrejse og sundhedsforsikring?
