Læs også:

Close
madspild

Det skal du huske, før du fylder indkøbskurven næste gang

Nyheder  | 

Hvor tit går du ind i supermarkedet for at købe nogle få ting, men ender med en kurv fuld af mad, du ikke får spist og penge, du kunne have brugt på andre (og sjovere) ting?

Hvert år smides 700.000 tons mad ud i Danmark. 163.000 tons af den mad kommer fra detailhandlen.

Hvert år putter hver eneste dansker 47 kilo mad i skraldespande og affaldsskakte, og danske hustande står for 260.000 tons mad, der bare ender i skralderen. Det svarer til 7.000 kroner. Hvert eneste år. Det er tre weekender i Paris med fly og hotel inkluderet. Just saying.

Du bruger faktisk også 20 timer hver måned på at handle varer ind, som alligevel bare ender i skraldespanden. De timer kunne du netflixe og chille ret meget for.

Tænk, hvis du kunne nedsætte det tal bare lidt ved at handle klogt ind og ikke ende med for mange madvarer i kurven?

Indsatsen mod madspild begynder nemlig ikke i dit køkken, men nede i supermarkedet.

Læs også: Stop Spild af Mad-grundlægger: Madspild skal ikke blive en industri

madspild
Hvor meget kål kan du spise? (Foto: Polfoto)

Planlæg dine indkøb

Planlægning er et godt våben i kampen mod madspild. Køb mad til flere dage, og hav en plan for at trylle resterne af for eksempelvis gårsdagens laks om til spændende laksesalat. Det er ren stafetmad.

Find ud af, hvad du allerede har i dit køleskab, din fryser og dine køkkenskabe, og lav en madplan ud fra det. Så har du også indkøbslisten klar.

Kan du ikke nå det, så kan du også tage et billede af dine skabes indhold med din mobil. Så har du et overblik over, hvad du har derhjemme, når du står og skal handle ind i ulvetimen.

Madplaner og indkøbslister kan redde dig fra mange spildte penge og spildt mad. (Foto: Polfoto)

Vær mæt, og styr din hamstring

Har du tendens til at hamstre, når du handler? Især i højtiden kan vi finde på at købe mere ind, end vi har brug for.

En måde at komme over det problem er at handle ind i en netbutik og efter en indkøbsliste, som du følger slavisk.

Det hjælper også, hvis du sørger for at være mæt, når du køber ind.

Spis en banan eller en bolle, inden du skal handle. Er du sulten, og køber du ind på tom mave, risikerer du at købe mere, end du har brug for.

Pas på med at hamstre. Har du virkelig brug for 46 Tempt-ciders? (Foto: Polfoto)

Vælg små indkøbskurve

Flere forskere har påpeget, at indkøbskurve- og vogne, ligesom vores tallerkener, er vokset i størrelse gennem de sidste tyve år.

En stor indkøbsvogn eller indkøbskurv er også et psykologisk trick, og det får dig automatisk til at købe mere ind, end du skal bruge.

Har du lyst til at købe kun det, du har brug for, så vælg en mindre størrelse indkøbskurv eller -vogn. Det er også en god ide at bære indkøbskurven i hånden i stedet for at trække den efter dig på hjul.

Indkøbskurve, indkøbsvogne og tallerkener er blevet større de sidste 20 år. Det er vores taljer også. (Foto: Polfoto)

Kig efter datovarer, og køl ned

Hvis du handler ind til mad, som skal spises samme dag, kan du med fordel gå på udkig efter datovarer. Mange butikker tilbyder i dag varer til nedsat pris, hvis de er ved at nærme sig sidste salgsdato.

Tag den forreste mælk i køledisken, hvis du alligevel skal bruge mælken samme dag.

På den måde hjælper du butikkerne og dig selv med at mindske madspild, og du sparer penge.

Sørg altid for, når du har handlet, at komme hjem med indkøbene. Maden i indkøbsposer, som eksempelvis har stået længe fremme i en varm bil i sommerheden kan udvikle sig til en bakteriebombe.

Du kan spare penge på at købe datovarer. (Foto: Polfoto)

Drop mængderabatter, og vælg de skæve

Mængderabatter er en madspildsfælde. Brug dem fornuftigt og kun, hvis du er sikker på, at du får brugt al maden. Ellers er du sikker på, at det er mad i skraldespanden og penge ud ad vinduet.

Gå efter de krumme agurker og gulerødderne med to ben. De smager lige så godt som de lige grøntsager, men ”skæve” frugter og grøntsager ender tit med at blive smidt ud.

Har du taget et net med ti appelsiner, hvor den ene af dem er dårlig, så spørg, om du ikke bare kan betale for de ni.

Vil du vide mere, kan du søge viden og inspiration på Stop Spild Af Mad og Madspild.dk. Du kan også læse bogen “Stop Spild Af Mad – En kogebog med mere” af Selina Juul.

Køb kun mængderabat, hvis du virkelig kommer til at bruge det hele. (Foto: Polfoto)

· Mere fra samme kategori ·