Læs også:

Close

EVENING NEWS: Nu er danske transkønnede ikke længere “psykisk syge”

Nyheder  | 

Danmark sletter transkønnethed fra liste over psykiske sygdomme · Nyt dagpengesystem er dårlige nyheder for nyuddannede · IS tager ansvar for angreb i Istanbul · Hollywood blev til Hollyweed

Vi skriver et nyt år på MY DAILY SPACE, og de første overskrifter i EVENING NEWS i 2017 er klar til dig, udvalgt af nyhedsredaktøren.

Som det første land i verden fjerner Danmark transkønnethed fra liste over psykiske sygdomme

Mennesker, der ønsker at skifte køn vil ikke længere blive betegnet som psykisk syge i Danmark. Som det første land i verden har Danmark nemlig per 1. januar 2017 slettet transkønnethed som en diagnose. Det skriver Ritzau.

Transkønnede vil dog stadig skulle igennem lange udredninger, men hos LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, mener man, at fjernelsen fra listen er et afgørende signal at sende.

– Det fjerner den stigmatisering, der har været af transpersoner i sundhedsvæsenet. Nu er man ikke længere stemplet som psykisk syg. Nu betragtes det, som det, det er: En variation, siger forperson Søren Laursen.

Samtlige partier bakkede op, da beslutningen blev taget i Folketinget i foråret.

– Det var modigt af politikerne at gøre det, siger Søren Laursen.

Som det første land i verden fjerner Danmark transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. (Foto: All Over)

 

Nyt dagpenge­system er skidt for nyuddannede og godt for folk i småjobs

I løbet af dette år vil det nye dagpengesystem træde i kraft, og fra i dag kan ledige arbejde sig til en længere dagpengeperiode. Det skriver Politiken.

Alt afhængigt af din situation kan den nye dagpengereform være gode eller dårlige nyheder. Er du nyuddannet og uden børn, så vil dagpengesatsen falde fra 82 procent (15.083 kroner før skat) til 71,5 procent (13.152 kroner før skat). Er du nyuddannet og har børn, vil satsen fortsat være på 82 procent.

Har du til gengæld småjobs, er dagpengeaftalen gode nyheder. Fra i dag vil hver arbejdstime nemlig tælle, når der skal genoptjenes dage. For hver gang, du som ledig på dagpenge tager et job, er det muligt at forlænge din dagpengeperiode, da perioden bliver det dobbelte af den tid, du er i arbejde.

Hvis du for eksempel har et job i tre måneder, får du seks måneder på dagpenge.

Det er uanset, om der er tale om arbejde i kortere perioder eller småjobs.

Ny dagpengeaftale er ikke gode nyheder, hvis du er nyuddannet og uden børn. (Foto: Polfoto)

IS tager ansvar for angrebet i Istanbul

IS hævder, at de står bag angrebet på natklubben Club Reina i Istanbul nytårsaften. Det skriver Reuters.

– Som fortsættelse af de velsignede aktioner, som Islamisk Stat udfører mod Tyrkiet, har en heroisk soldat for kalifatet angrebet den mest berømte natklub, hvor kristne fejrer de vantros højtider, lyder det fra Islamisk Stat.

Angrebet på Reina dræbte 39 mennesker og sårede 65. Klubben var et populært sted for overklassen fra ind- og udlandet, og flere af ofrene er udlændinge.

De tyrkiske myndigheder leder stadig efter gerningsmanden, der flygtede fra stedet ved at lægge sit våben og blende ind med de andre flygtende gæster.

Læs mere her: Mindst 39 dræbt på natklub i Istanbul og 65 sårede: Det ved vi indtil nu

Læs også: To ud af tre dræbte i Istanbul er udlændinge

En kvinde står med en håndfuld nelliker uden for klubben Club Reina. (Foto: Polfoto)

Velkommen til Hollyweed

Ja, du læste rigtigt. Der står Hollyweed og ikke Hollywood. Natten til den 1. januar 2017 sneg endnu ukendte gerningsmænd sig op til det legendariske Hollywood-skilt i Los Angeles og ændrede bogstaverne.

Det hele blev fanget på overvågningskameraer, men kvaliteten er så skidt, at det ikke har været muligt at identificere nogen ud fra billederne.

Det er ikke første gang, at “wood” bliver “weed”. Det samme skete den samme dag for 41 år siden i 1976.

“Weed” er slang for hash, og nogle har gættet på, at ændringen er en henvisning til, at Californien legaliserer cannabis fra 2018.

Skiltet er blevet rettet tilbage til sin oprindelige ordlyd.

Velkommen til Hollyweed. (Foto: All Over)

 

 

· Mere fra samme kategori ·