
Mindst 39 dræbt på natklub i Istanbul og 65 sårede: Det ved vi indtil nu
Mindst 39 meldes dræbt og 65 er såret i angreb mod natklub i Istanbul. Tyrkiske myndigheder betegner det som et terrorangreb
En endnu ukendt gerningsmand er nytårsaften gået ind i på Istanbuls berømte natklub Club Reina og har skudt og dræbt mindst 39 mennesker og har såret endnu yderligere 65 mennesker.
Tyrkiets indenrigsminister oplyser, at der er mindst 16 udlændinge blandt de dræbte, men at nationaliteten på dem endnu ikke er fastslået. 21 af ofrene er identificeret. Fem af dem er tyrkiske statsborgere.
Det er endnu ikke klart, hvor mange gerningsmænd, der var involveret i angrebet, men én mand skulle ifølge flere medier have klædt sig ud som julemand, og have tvunget sig adgang til klubben.
– Han skød en politibetjent, der stod udenfor natklubben og en borger, før han gik ind, siger Vasip Sahin, Istanbuls guvernør i følge TV2.
Tyrkiske myndigheder betegner angrebet som terror.

Ingen har taget ansvar
Der var omkring 500-600 mennesker på Club Reina, da angrebet skete.
Efter at have skudt en vagt gik en gerningsmand ind og åbnede ild mod tilfældige mennesker i klubben. Derefter opstod der panik, og ifølge tyrkiske medier, sprang flere mennesker i Bosperusstrædet, for at slippe væk fra angrebet. Det skriver Ritzau.
Nu er jagten sat ind på at finde den eller de gerningsmænd, der stod bag.
Ingen har endnu taget ansvar for angrebet, men både PKK og IS er i myndighedernes søgelys, da begge organisationer har rettet flere terrorangreb mod mål i Tyrkiet i 2016.



