
MORNING NEWS: 2016 var rekordår for organdonation
Flere fik doneret et organ sidste år · Situationen spidser til mellem Mexico og USA, og Mexicos præsident aflyser møde med Trump
Så er det igen tid til MORNING NEWS. Som altid, er morgenens overskrifter valgt ud til dig.
2016 var rekordår for organdonation
Sidste år blev 89 organer givet videre fra mennesker, der blev erklæret hjernedøde. Det er også en rekord for dansk organdonation, men trods rekorden ligger Danmark stadig i den lave ende i skalaen i antal af donorer. Det skriver Politiken.
Det er fire donationer mere end der skete i 2015, men trods rekorden var der stadig 29 mennesker, der døde, imens de ventede på at få et organ doneret. Mere end 400 syge danskere venter på et nyt årgang i dag, viser en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen.
For at få flere organdonorer foreslår foreningen Organdonation – ja tak!, at vende rundt på registreringen, så alle automatisk meldes til Donorregistret, og at man bevidst skal melde sig ud, hvis man ikke vil donere. I dag er det nemlig kun en ud af fem danskere, der er tilmeldt registret.
Kigger man på antallet af donorer per million indbyggere, indtager Danmark en 23. plads blandt resten af de europæiske lande. Spanien, Island og Kroatien har over dobbelt så mange donorer per indbygger, hvor donorraten ligger på 40 sammenlignet med Danmark, hvor den ligger på 16.
I gennemsnit giver hver donor 3-4 organer, der kan redde op til 7 forskellige liv.
Overlæge, Finn Gustafsson, der har det medicinske ansvar for hjertetransplantationer på Rigshospitalet, vil ikke tvinge danskerne til at give deres organer.
– Jeg tror, det er bedre at blive prikket til at tage stilling. De høje rater i andre europæiske lande handler om en positiv holdning til transplantation. Ikke om det formodede samtykke. Danskere har det nok svært med, at staten skal bestemme, siger overlægen, der dog tilføjer:
– Hvis man vil modtage et organ, skal man vel også kunne se realistisk på, at man selv skal kunne afgive et organ. Vi har stadig for få donorer, men godt at se, at vi har en fremgang. Jeg tolker det, som at der er en større åbenhed om det her. Der er en større vilje og forståelse i befolkningen, siger han.
Læs også: Ibi Makienok sætter spot på organdonation med personlig fortælling

Mexicos præsident aflyser møde med Trump
Situationen om grænsemuren, som Trump vil opføre mellem USA og Mexico, strammer til.
Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, skulle have været på besøg i Det Hvide Hus i næste uge, men det møde er nu aflyst. Det skriver DR.
En af Trumps helt store mærkesager under valgkampen var at bygge en mur på grænsen til Mexico og få Mexico til at betale for byggeriet. Igår underskrev Trump et dekret, der vil sætte gang i byggeriet, og understregede, at Mexico ville skulle betale gildet på den ene eller den anden måde.
Det har Mexico hele tiden afvist, at man ville gå med til, og Trump skrev til sidst på Twitter, at hvis Mexico ikke ville betale muren, så kunne de to lande lige så godt aflyse mødet mellem Trump og Mexicos præsident Nieto. Så det gjorde Nieto.
Der er allerede opsat et grænsehegn på 1100 kilometer på den 3100 kilometer lange grænse. Resten af grænselandet er enten åbent for overgang eller ufremkommeligt, eller umuligt at bygge på.
USA har blandt andet truet med at lægge en afgift på Mexicanske importvarer, for at hive pengene til grænsemuren hjem fra Mexico, men det siger Mexicos udenrigsminister, Luis Videgaray, bare vil ramme amerikanerne selv. Det skriver Ritzau.
– Hvis man beskatter eksportvarer fra Mexico til USA, så gør man varer så forskellige som avocadoer og fladskærms-tv’er dyrere, siger han.
Både den mexicanske præsident og udenrigsminister har sagt, at de gerne vil arbejde sammen med Trump, men at de nægter at betale for hans mur.
Læs også: Trump indfører global mundkurv om abort, stopper handelsaftale og bliver sagsøgt
