
MY MORNING NEWS: Vogue kritiseres for brug af “normale kvinder” og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Britisk Vogue kritiseres for at udskifte modeller med normale kvinder
I et forsøg på at være mere inkluderende og bodypositive, har Britisk Vogue erklæret, at de i november måned vil skrotte modellerne til fordel for normale kvinder.
Men temaet møder kritik for ikke at gøre en ordentlig indsats for at ændre kvindebilledet i modeverdenen. Det skriver CNN.
Redaktøren Alexandra Shulman forklarer, at hun fik ideen til temaet, da hun havde problemer med at finde kollektionsprøver, som kvinder, der ikke havde modelstørrelser, ville kunne passe.
– Jeg tænkte, at det ville være interessant for os at sætte et magasin sammen, hvor vi undersøgte, hvad vi klæder os i, gennem et mere “ægte” filter, forklarer redaktøren, der tilføjer, at kvinder skal have muligheden for at gå i det, de vil uanset størrelse, alder og profession.
Men kritikerne tvivler på, at temaet vil rykke noget, især fordi forsidekvinden er skuespillerinden Emily Blunt. Selv har skuespillerinden jokende kommenteret på misæren:
– Det tog tre timer at få mig til at se så “ægte” ud.
Andre kritiserer temaet, fordi det netop er dét: et tema og ikke en reel ændring i måden, bladet tænker mode og kvinder.
Forleden lagde Vogue sig ud med modebloggerne. Læs mere her: Vogue-redaktører kalder bloggere for patetiske og forfærdelige
Meet our new cover star: Emily Blunt – https://t.co/2Ev2VbnYOF pic.twitter.com/K4a33uXgwe
— VOGUE.CO.UK (@BritishVogue) October 1, 2016
Polen genovervejer stram abortlov
Tusindvis af vrede polske kvinder og mænd strejkede over den polske regerings forslag om at stramme abortloven, sådan så abort kun tillades, hvis kvindens liv er i fare. Kvinde og læge kan også risikere fem års fængsel for indgrebet.
Reaktionen har nu fået den polske regering til grundigt at genoverveje sit forslag, og nu indikerer man, at ideen helt skrottes igen. Det skriver DR.
– Protesterne har fået os til at tænke og lært os ydmyghed, siger landets uddannelse-og videnskabsminister Jarosław Gowin.
Polen har i forvejen en af de strammeste abortlovgivninger i Europa. Abort er ulovligt, medmindre graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest, hvis barnet er uhelbredeligt sygt, eller hvis graviditeten truer kvindens helbred.
Læs også: MY EVENING NEWS: Polske kvinder protesterer verden over og andre nyheder

Betjente stukket ned i Bruxelles
To betjente blev stukket ned af en mand ved en politikontrol i bydelen Schaerbeek i Bruxelles. Den belgiske anklagemyndighed siger, at overfaldet kan være terrorrelateret. Det skriver Ritzau.
Den ene betjent blev stukket i halsen og den anden i maven, men begge skulle være uden for livsfare. Gerningsmanden blev stoppet af en gruppe betjente, men nåede at brække næsen på en betjent, inden han blev skudt i benet af en anden betjent.

Flere klager over manglende pakker fra PostNord
Flere end 200 seere har skrevet til forbrugerprogrammet Kontant, fordi PostNord ikke leverer deres pakker hjemme som aftalt. Det skriver DR.
Nethandlen er i fin form, og selv om vi sjældent sender breve, modtager vi pakker som aldrig før. Det skulle være så nemt og hurtigt, men desværre forsvinder letheden, når det kommer til at få leveret pakkerne hjemme.
Det har fået flere til at kontakte Kontant, fordi de er trætte af at gå og vente på postbudet derhjemme, kun for at få en besked fra PostNord om, at pakken ikke kunne leveres, for der var ingen hjemme.
Ifølge Kontant har flere bude sagt, at de skriver sedlerne på forhånd derhjemme på grund af tidspres. Så slipper de for at ringe på hos den enkelte kunde, aflevere pakke og få kvittering. PostNords produktionschef Martin von Horsten anerkender dog ikke, at nogle bude skriver beskederne på forhånd.

Fly evakueret efter brand i Samsung-telefon
Batteriet på en Samsung Galaxy Note7 selvantændte og udsendte røg i kabinen på et passagerfly. Alle blev kort efter evakueret af flyet uden drama. Det skriver Ritzau.
Kort efter telefonmodellen blev lanceret, begyndte meldingerne om pludselig brand i telefonen. Man mener, at det skyldes ustabile batterier, og sydkoreanske Samsung har nu tilbagekaldt de 2,5 milliarder enheder.
Samtidig bad Samsung sine kunder om at stoppe med at bruge telefonen. Telefonen, der brød i brand på flyet, var endda en enhed, der havde været byttet, netop for at undgå de modeller, der selvantændte. Men det ser ikke ud til, at Samsung har løst problemet endnu.
Flere flyselskaber råder nu deres passagerer til ikke at have mobilen tændt eller gemt i bagagen under flyvning.
