
MY EVENING NEWS: Mistænkte fra to skudepisoder er anholdt og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores praktikant heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Gerningsmand fra skyderi på Christiania er skudt og varetægtsfængslet
Den formodede gerningsmand fra skyderi på Christiania i nat er nu anholdt, skriver TV 2.
Efter at have fået oplysninger fra borgere blev manden anholdt på en adresse i Tårnby. Manden kom dog ikke frivilligt og forsøgte at flygte. Han var bevæbnet, og det førte til en kort skududvekling med Politiets Aktionsstyrke, som havde omringet stedet.
Den efterlyste blev ramt og mistede meget blod. Han er nu indlagt på Rigshospitalet.
Det er kommet frem, at manden er 25-årige Mesa Hodzic, der, sammen med sin mor og far, er tidligere tiltalt for drabsforsøg, oplyser tv2.dk. Han er nu varetægtsfængslet i Christiania-sagen.
Udover Hodzic er en anden efterlyst person i sagen også blevet anholdt.

Mistænkt fra skyderi i Sønderborg fundet i Frankrig
En 18-årig mand, som mistænkes for at stå bag skyderiet i Sønderborg, er nu anholdt i Marseille, skriver Ritzau.
For 11 dage siden endte en konflikt mellem to personer i et skyderi på Koralvej i Sønderborg. En 29-årig mand blev ramt og fløjet til Odense Universitetshospital, imens den 18-årige flygtede umiddelbart efter.
Sagen vurderes som værende ikke banderelateret, og tæt samarbejde mellem dansk og fransk politi har nu ført til anholdelsen af den mistænkte.
Den anholdte bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Marseille.
Ingen spor af Emilie Meng
Politiets genoptagede eftersøgning i Emilie Meng-sagen har ikke frembragt nye spor, oplyser TV 2s livecenter.
Grundet mistanke har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemgået og gravet efter spor i kolonihaver i Korsør både i går og i dag.
Aktionen frembragte ingen spor, og politiet har nu afsluttet eftersøgningen i området.

Danskere er de sværeste at blive venner med
Ny undersøgelse foretaget af InterNations viser, at det er sværest at blive venner med en dansker, skriver Berlingske.
Undersøgelsen,”Expat Insider 2016″, er blevet foretaget i blandt expats, som er udenlandske forskere og specialister, der er arbejder udenlands på universiteter og hos private virksomheder.
Expats fra 67 forskellige lande har været med i undersøgelsen, og resultaterne viser, at det er sværest at blive venner med en dansker.
Kay Xander Mellish, som har skrevet bogen “How to Live in Denmark”, har boet i Danmark siden 2000, og siger dette om danskerne:
–I er meget gode til dybe venskaber. I er ikke så gode til bekendtskaber.
Hun fortæller, at danskere er verdens bedste venner, men at nå dertil er svært, og at mange former livslange venskaber i de unge år og føler derfor ikke behovet for flere venner, når de når voksenalderen.
I andre lande er der heller ikke samme tendens til at se bekendtskaber som overfladiske, som danskerne gør, forklarer hun og mener derfor, at danskere kan have svært ved at se værdien i at forme venskaber med udlændinge, som kun er i landet i en begrænset periode.
