
Klumme: Jeg valgte ensomheden
Jeg kender følelsen. Den har fulgt mig hele livet. Den er velkendt og måske endda en smule tryg. I en meget tidlig alder valgte jeg ensomheden. Jeg valgte ensomheden i frygten for ikke at passe ind i fællesskabet
Jeg har altid følt mig anderledes. Overbevist om, at ingen ville kunne forstå mig – for så senere at finde ud af, at jeg er præcis ligesom alle andre. Det ved jeg nu, men ensomheden er her altså stadig.
Som et lille, latent gråvejr – gemt af vejen bagerst i min bevidsthed – der sidder den. Den er svær at få øje på. Både for andre og mig selv. Og det er egentlig heller ikke fordi, det gør noget, at den er der. En dag kan jo sagtens være skøn, selv om det fjernt ude i horisonten ligner, at det trækker op til regn, ikke sandt? Men når det så er sagt, så er det heller ikke vildt fantastisk. At være ensom.
Og det er jeg.
Midt i alt virvaret og blandt en masse mennesker går jeg og føler mig en smule ensom.
Søndagshøflighed og økologisk kage
Vi snakkede om vejret, den økologiske kage og kuvertprisen med eller uden folkedans til et bryllup, jeg ikke skal til.
Og den er svær at få øje på, ensomheden, og måske er den netop det, fordi den ikke sidder et helt konkret sted. Den er der bare – tager en lille, men gennemsyrende del i det hele. Jeg føler mig mest ensom sammen med andre mennesker.
Forleden dag havde jeg besøg af noget familie, og der sad vi – rundt om bordet en søndag formiddag med varm kaffe og kage fra den økologiske bager – og havde en så uvedkommende og overfladisk samtale, at jeg næsten ikke kunne tro det. Vi snakkede om vejret, den økologiske kage og kuvertprisen med eller uden folkedans til et bryllup, jeg ikke skal til. Og det gør mig ked af det. Det gør mig ensom. At bekendtskaberne i mit liv er gennemsyret af høflighed og smalltalk, og at folk bliver tavse eller skifter emne, hvis man svarer ærligt på det tvungne spørgsmål: ”Hvordan går det?”.
Nu generaliserer jeg naturligvis en smule. Det er ikke alle mine bekendtskaber, som er sådan. Men det er nu alligevel en del. Og selv om det højtravende singleliv også var ensomt, så føler jeg mig mere ensom nu – altså nu, hvor jeg har slået mig ned og fået mig en lille familie. Ensomheden er ikke i min lille familie. Jeg har en dejlig mand, som lytter, og som altid gør sit bedste for at forstå, og sammen har vi en datter, som jeg kysser godmorgen og godnat hver eneste dag. Jeg føler mig så heldig.

Ensomheden findes rundt om os i følelsen af, at mennesker, vi har kær, fortsætter uden os. I følelsen af ikke at have nogen at dele både det hårde og det helt fantastiske med. Ensomheden findes i det faktum, at ”en hurtig kop kaffe efter arbejde” er det primære grundlag for en aftale med menneskeheden. En halv times høflighed og smalltalk – værs’go, vi ses igen om nogle måneder. Det gør mig ensom.
Jeg vil hellere være ensom alene
Og jeg er til tider en smule bitter og smålig og synes, at det er alle andres skyld, men det er også min egen skyld, for jeg trækker mig også tilbage. Jeg vil hellere være ensom alene end sammen med andre. Da jeg fik min datter for halvanden års tid siden, kom jeg med i en mødregruppe. Man kan naturligvis ikke forvente dybe og vedkommende samtaler med mennesker, man endnu ikke kender, men vi var trods alt i samme båd, ikke?
Første gang jeg nævnte, at jeg var træt og overvældet af min nye rolle som mor, blev der helt stille, indtil der var en, der foreslog, om vi ikke skulle have noget mere kaffe. Jeg meldte mig lige så stille ud af gruppen. Jeg valgte ensomheden endnu en gang, for sandheden var, at jeg virkelig havde brug for et netværk med andre nybagte mødre, men jeg havde slet ikke brug for at føle mig anderledes og uden for fællesskabet og normen for, hvad man burde føle, og hvad man burde snakke om.
For aldrig har jeg følt mig så ensom, selv om jeg var en del af en gruppe.
Vi skal øve os
Men jeg er altså ikke bedre selv. Jeg glemmer også at skrive til mine venner, og jeg glemmer også at besøge min familie. Jeg falder også i smalltalk-fælden, og jeg fortæller gladeligt mine nærmeste om den otteretters menu, jeg fik forleden, når jeg i virkeligheden kunne fortælle om fødselsdepression, og hvordan jeg helskindet er kommet ud på den anden side, eller huske at spørge ind til min venindes knuste hjerte. Og hermed siger jeg naturligvis ikke, at vi kun skal snakke om de helt tunge emner, når vi søndag formiddag sidder rundt om bordet og drikker kaffe, men vi bliver nødt til at skabe et rum, hvor der er plads til at snakke om de ting, som i virkeligheden går og berører os.
Jeg glemmer, at sandsynligheden for, at en af de personer, som jeg holder så inderligt af, også føler dette lille, latente gråvejr bagerst i bevidstheden, er stor. For ligesom ensomhed ofte opstår blandt andre mennesker, er der også det lidt paradoksale faktum, at man langt fra er alene om at være ensom. Jeg skal undgå at komme ind på en længere analyse af dagens samfund, men jeg tror, at det går lidt for stærkt nogle gange, og jeg tror, at vi med fordel kan øve os i at stoppe op, lytte og prøve at forstå de mennesker, vi har omkring os. Jeg tror, at vi skal øve os i at være til stede, og vi skal øve os i den vedkommende samtale – forsøge at dele lige så vel som at forsøge at give plads og rum til, at andre kan dele.
Jeg tror, at alle vil føle sig ensomme på et, og højst sandsynligt flere, tidspunkter i løbet af deres liv og for mit eget vedkommende, så tror jeg, at min ensomhed vil blive ved med at komme og gå i tide og i utide. Men den skulle bare nødig gå hen og blive en trofast følgesvend, vel?