
Videnskaben har talt: Fyld dig med vin og chokolade
Er du en af dem, der træner for at opnå en slankere krop? Så behøver du hverken udelukke vin eller chokolade fra din kost
Wuhuu! Undersøgelser viser rent faktisk, at to af dine yndlingsting – vin og chokolade – er sundt for dig. I hvert fald fortæller forskere, at mørk chokolade forbedrer din træning, mens vin hjælper dit vægttab på vej.
Det er jo en dejlig nyhed, men hvordan udnytter du den bedst til din fordel? Her er, hvad du skal gøre:
Drik et glas vin, før du går i seng
Vin indeholder stoffet resveratrol (det findes nemlig i vindruer, hindbær og mørk chokolade), som stopper fedtcellerne i din krop fra at blive endnu federe. Derfor siger forskere fra Washington State University og Harvard, at du kan afhjælpe fedme med 70 procent, hvis du drikker mindst to glas om dagen. Det skriver Marie Claire.
To glas om dagen. Det svarer altså til omkring en halv flaske vin, folkens!
Kalorierne i vinen holder dig mæt og mindsker din trang til natmad, hvis du drikker et glas vin om aftenen, og videnskaben mener altså, at al den natmad, du pludselig ikke indtager, afholder dig fra at tage på.
Derudover viser en dansk undersøgelse, at personer, der drikker hver dag, har et lavere taljemål i forhold til personer, der ikke drikker. Det bakkes delvist op af forskning fra Harvard, hvor 20.000 forsøgpersoner har medvirket. Alle de, der tog mest på under undersøgelsen, var ædru.
En plade mørk chokolade booster træningen
Hvis du har hørt nogen sige, at chokolade og træning ikke er en oplagt kombination, så kan du vise dem denne artikel. Dugfrisk forskning fra Kingston University i London viser nemlig, at du forbedrer din præstation, hvis du spiser en plade mørk chokolade om dagen.
Det skriver The Telegraph.
Undersøgelsen bygger på et hold cyklister, der kunne cykle meget længere, hvis de havde spist en plade mørk chokolade. Fascinerende, ikke?
Forskerholdet mener, at det er stoffet epicatechin, der findes i kakaobønner, vi skal takke. Det øger nemlig din krops produktion af nitrogenmonoxid, som udvider dine blodårer og mindsker dit iltindtag – og det får dig til at holde ud længere, når du træner.