Anmeldelse: Det lærte jeg af at se Fifty Shades Darker
Du tænker måske, at der her kommer en liste over sextricks, jeg er blevet klogere på, men det er nogle helt andre tanker, jeg fik, mens jeg så Fifty Shades Darker
I opfølgeren til Fifty Shades of Grey – Fifty Shades Darker – er Dakota Johnson og Jamie Dornan blevet mere overbevisende. De tror rent faktisk på deres egne replikker nu. For en film, der er fyldt med sexscener, er Fifty Shades 2 dog lidt for langtrukken.
Her er de ting, jeg lærte af at se Fifty Shades Darker:
Jeg kan stadig ikke identificere mig med Anastasia Steele
Hun virker så bly og samtidig så selvsikker. Ana vil ikke ejes. Alligevel lader hun sig gang på gang underkue. Hun går på kompromis og krydser sine grænser, hvilket naturligvis kan være en rigtig god og sund ting i et forhold. Men Miss Steele finder sig i alt for meget. Gang på gang. Hver gang hun siger stop, overtaler Christian hende alligevel til at fortsætte. For det meste ved at dreje snakken over på … ja, eller faktisk stoppe snakken og begynde at have sex.
Der findes mange forskellige slags forhold
Det erkender jeg. Jeg ville ikke kunne have et forhold som Anastasia og Christian. Her tænker jeg ikke engang på den seksuelle del – det er hele manglen på kommunikation, der virker fuldstændig surrealistisk på mig. Men det kan sikkert fungere for nogle. Det gør det bare ikke helt for de to hovedpersoner i Fifty Shades: Alle deres problemer begynder med dårlig kommunikation. Hvilket de dog ofte glemmer, for de finder hele tiden sammen igen, så who am I to interfere?
Det kommer sjældent bag på mig, når Ana endnu engang har problemer med Mr. Grey. De taler aldrig sammen. Han elsker hende og vil have, hun flytter ind og gifter sig med ham, men han er samtidig enormt hemmelighedsfuld og deler ingen af sine oplevelser med hende – og det selv om filmens tagline er “Ikke flere hemmeligheder”. Det må være en assistent, der har fundet på den.
Da Ana fortæller om et alarmerende møde, slår han det hen og sådan spørger de begge enormt lidt ind til hinandens fortid, fremtid, job og følelser i hele filmen, hvilket stemmer rigtig dårligt overens med, at de er hinandens sjælefrænder, der vil bruge resten af livet sammen og elsker hinanden åh så højt.
Ana har en ekstranøgle, vi ikke må høre om
Det og mange andre detaljer er måske unødvendige for historien, men det gør, at filmen fremstår meget mindre realistisk, end der sikkert er intentionen. Hvordan kommer Ana ind i sin lejlighed igen, efter at være stormet ud og have efterladt nøglerne på bordet? Hvordan kan hun efterlade en dyr strudsefjerspels til et bal, når hun ellers går meget op i ikke at frådse med sin kærestes penge? Der er mange spørgsmål i detaljerne.
Det er stadig enormt vigtigt at pointere, at Mr. Grey er rig
Han har styrtende med penge, og hvis du af uransaglige årsager skulle gå hen og have glemt det, så bare rolig: Du bliver mindet om det hvert femte minut.
Penge er også det eneste emne, Christian Grey gerne taler til Anastasia Steele om. Til. Ikke med.
Mange af disse pointer stammer garanteret allerede fra bogen, som jeg ikke har læst, og det kan selvfølgelig være svært at lave en filmatisering, hvis man skal lave helt om på historien. Men så er spørgsmålet, om man overhovedet skulle have lavet den?
Ja. For Fifty Shades er en institution, der tjener styrtende med penge på kvindelige biografgængere – også selv om en journalist som jeg vælger at give den to ud af seks stjerner i en anmeldelse.
Vi kan jo håbe, at de store beløb får instruktøren og manuskriptforfatteren (forfatterens ægtemand) til at kunne sætte sig bedre ind i Christian Greys situation til næste film.
