Læs også:

Close
pige stol mobil

NEWS: Ny app skal hjælpe danskerne med at få styr på skærmtiden

Nyheder  | 

Ny app skal hjælpe danskerne med at få styr på skærmtiden · EU-formandskabet kommer til Aarhus · Maté Maté bliver officiel partner på Roskilde Festival · Nye innovative løsninger skal styrke landets selvstændige købmænd · NSK informerer om anholdelser for rekruttering til drab · Dagens billede: Klima under forandring

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Ny app skal hjælpe danskerne med at få styr på skærmtiden

Norlys er gået sammen med organisationen Digitalt Ansvar om at bekæmpe usunde skærmvaner og lancerer appen ‘Skærm Tiden’ som en konkret hjælp til at tage kontrollen tilbage over mobilen.

Danskerne bruger i gennemsnit 8,6 år af deres liv foran mobilskærmen– samtidig viser nye tal, at tre ud af fire danskere mellem 18 – 29 år faktisk ønsker at skrue ned for skærmtiden. Det vidner om et stigende behov for konkrete løsninger, der hjælper os med at genvinde kontrollen. Derfor lancerer Norlys og Digitalt Ansvar nu appen ‘Skærm Tiden’, der gør det muligt at tage aktiv stilling til og styre sit skærmforbrug i hverdagen.

‘Skærm Tiden’ analyserer, hvor meget tid du bruger på din telefon – og hvornår du bruger den mest. Du kan fx bruge den til at finde ud af, hvor meget tid, du bruger på bestemte tidspunkter af dagen – det kunne være den tid, hvor du typisk er sammen med dine børn, familie eller venner – og herefter låse udvalgte apps i netop de tidsrum. Du kan også vælge bestemte lokationer, hvor app-låsene automatisk træder i kraft, fx i hjemmet, sommerhuset eller børnenes institution.

– Usunde skærmvaner er en samfundsmæssig udfordring, som ingen kan løse alene. Men som teleselskab har vi et ansvar – og ikke mindst muligheden for at gøre en forskel. Hos Norlys vil vi gerne tage ansvar og være en del af løsningen. Det handler ikke om at slukke for skærmen, men om at gøre det lettere at være nærværende, og det er netop det Skærm Tiden er et redskab til, siger Eva Lundgren, brand- og marketingdirektør i Norlys.

Alt lige fra nyhedsapps til sociale medier og spil er i mere eller mindre grad designet til at fastholde vores opmærksomhed på lige præcis deres platform på måder, som er svære at frigøre sig fra – deres forretningsmodel er drevet af din og min tid.

Mens vi venter på bedre national og europæisk lovgivning, der fx begrænser sociale mediers måder at fastholde os på, må vi sætte ind der, hvor vi kan. Og derfor er samarbejdet med Norlys også et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger direktør i Digitalt Ansvar.

– EU arbejder på at regulere de tech-virksomheder, som er allerbedst til at fastholde os foran skærmen. Men det tager tid, og mens vi venter, så vil vi sammen med Norlys hjælpen alle de danske familier, som ønsker at begrænse skærmtiden i familien, forklarer Ask Hesby Holm, direktør i Digitalt Ansvar.

Appen er gratis og frit tilgængelig og udvikles løbende med nye funktioner, baseret på erfaringer fra brugere og indsigter fra partnerskabet. Appen kan downloades både i App Store og Google Play.

Om samarbejdet:

Norlys og Digitalt Ansvar har indgået et partnerskab for at udvikle konkrete løsninger, der hjælper danskere med at tage kontrollen over deres skærmforbrug. Norlys bidrager med dataindsigter og økonomisk støtte, mens Digitalt Ansvar står for udvikling og gennemførsel af adfærdsforsøg, der skal kortlægge, hvordan vi som individer bedst kan navigere i digitale miljøer præget af vanedannende design. Viden herfra skal munde ud i praktiske redskaber – som fx justeringer af mobilindstillinger, app-anbefalinger og vejledninger – der kan hjælpe både voksne og familier med at skabe et mere bevidst og meningsfuldt skærmbrug.

Norlys og Digitalt Ansvar har udover den nye app også tidligere samarbejdet om konkrete projekter, der skal hjælpe danskere med at gøre op med mobilafhængigheden. For eksempel som initiativtagere til familiekontrakten om gaming, som unge og deres forældre kan bruge som grundlag for en snak om den rette balance mellem gaming, familiepligter og skolearbejde.

Fakta:

Danskerne bruger deres smartphone 2 timer og 49 minutter om dagen, viser tal fra analyseinstituttet DataReportal. Holder man det op imod danskernes gennemsnitlige levetid på 81,5 år, så betyder det, at danskere i gennemsnit ender med at bruge 8,6 år af deres liv på smartphonen.

Kigger man bredere på skærme i det hele taget, så bruger danskerne i gennemsnit 4,4 timer om dagen foran en skærm.

30 % af danskerne føler sig afhængige af deres telefon. Blandt de 18 – 29-årige er tallet dog 41 %.

53 % af alle forældre siger, at de daglig bruger deres mobiltelefon, mens de er sammen med deres børn. 45 % af alle forældre tror, deres børn føler sig overset, når forældrene er på mobilen

Kilde: DataReportal og Norlys Skærmindex 2025 (Data er indsamlet i Norstats panel i perioden den 9. – 22. maj 2025).

norlys skærmtid
Har du nogensinde tænkt over det … (Illustration: PR)

Læs også: En snak om at være skærmsund

EU-formandskabet kommer til Aarhus

Torsdag den 3. juli vil der blive afholdt en større officiel åbningsceremoni i Aarhus, når Danmark overtager EU-formandskabet. I den forbindelse vil der blive opsat flere midlertidige trafikale afspærringer, ligesom Østjyllands Politi også vil være synligt til stede rundt omkring i hele byen. Læs mere om alt det praktiske her.

Når Aarhus torsdag den 3. juli 2025 er værtsby for åbningsceremonien af det danske EU-formandskab, bliver der samtidig også tale om én af de største opgaver for Østjyllands Politi i politikredsens historie.

Hele EU-kommissionen kommer til byen, mens også den samlede danske regering og Kongehuset deltager – og derfor har Østjyllands Politi også længe været i gang med forberedelserne til arrangementet.

– Der er lagt op til en festlig og fornøjelig begivenhed i Aarhus, hvor borgerne også er inviteret med til fest i Rådhusparken, mens flere øvrige lokationer dagen igennem skal besøges af EU-kommissionen og de øvrige indbudte gæster – og derfor er der også tale om en større planlægnings- og sikkerhedsmæssig opgave for os i politiet, forklarer politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi får som ved andre tidligere store arrangementer også i denne anledning hjælp fra de øvrige politikredse, Politiskolen, Hjemmeværnet m.fl., og forberedelserne har været i gang siden november sidste år.

Flere midlertidige afspærringer og trafikale ændringer rundt omkring i Aarhus …Indvielsen af EU-formandsskabet i Aarhus vil blive markeret på en række forskellige lokationer rundt omkring i byen – herunder på Aarhus Universitet, ARoS, Aarhus Havn og på Kongeskibet Dannebrog.

Du kan læse mere om det samlede program for dagen i tidligere udsendte pressemeddelelse fra Statsministeriet her.

Om aftenen vil der blive afholdt åbningsceremoni på Aarhus Rådhus, mens der sideløbende vil blive afholdt en europæisk gadefest i Rådhusparken, hvor alle borgere er velkomne.

Flere oplysninger om den europæiske gadefest i Rådhusparken findes på siden her.

I forbindelse med de mange programpunkter dagen igennem planlægger Aarhus Kommune med assistance fra Østjyllands Politi at opsætte flere midlertidige vejafspærringer af trafikken på de steder, hvor det vurderes at være nødvendigt og relevant i relation til arrangementet.

– Der vil dagen igennem blive foretaget nogle omfattende omlægninger af trafikken i store dele af det centrale Aarhus, som vil få betydning for bilisterne og dele af den kollektive trafik, ligesom en række borgere formentligt også vil få besked om, at deres bil skal fjernes, hvis den står parkeret på et sted, hvor der er brug for at få forbedret fremkommeligheden, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Nærmere detaljer omkring dette vil blive meldt ud snarest muligt, og du kan holde dig opdateret om den trafikale situation og de midlertidige afspærringer i Aarhus på kommunens nyoprettede hjemmeside til formålet på linket her.

Det kan desuden være en god idé at lade bilen stå derhjemme, hvis man planlægger en tur ind til Aarhus i forbindelse med arrangementet, og i stedet finde alternative transportformer i form af enten cykel, tog eller bus.

Den kollektive trafik vil sandsynligvis også blive påvirket på dagen for indvielsen af det danske EU-formandskab, hvilket man kan holde sig opdateret omkring på Rejseplanen eller Midttrafiks hjemmeside her.

aarhus bymidte kirke (Foto: Visualhunt)
EU-formandskabet kommer til Aarhus … (Foto: Visualhunt)

Læs også: EU-formandsskabet til bruges til at forenkle regler

Maté Maté bliver officiel partner på Roskilde Festival

Nørrebrews naturlige energidrik udkonkurrerer de store spillere på markedet, og bliver officiel energidrikpartner på Nordeuropas største festival.

Det danske energidrikbrand Maté Maté fra Nørrebrew har indgået en millionaftale som officiel energidrikpartner på Roskilde Festival. Aftalen cementerer Maté Matés indtog blandt de danske og internationale giganter på energidrikmarkedet.

Med Roskilde Festivals skift til økologisk fokus i 2019 åbnede der sig muligheder for nye partnere, og Maté Maté har siden strategisk positioneret sig som den selvskrevne energidrikpartner. Fra 2023 indgik Maté Maté partnerskabet, og sidste år solgte brandet over 60.000 dåser til festivalens 130.000 gæster.

– Det er selvsagt kæmpestort at være energidrikpartner på Nordeuropas største festival. Energimarkedet buldrer stadig frem, og det er vigtigere end nogensinde at tilbyde funktionelle drikkevarer, hvor brand, naturlige ingredienser og økologi er i centrum. Det her partnerskab bekræfter, at vi også kommercielt kan være med, når vi er oppe mod de største brands, fortæller Sune Blom, CEO i Nørrebrew.

Det hele begyndte i 2014, da tretten venner fra København stiftede Danmarks første maté-brand. I årene inden havde de som festkollektiv solgt hjemmelavet maté i store gryder til tunnelraves og gadefester – serveret fra hjemmebyggede barer til 10 kroner koppen. Drikken blev hurtigt en favorit, og dermed var ideen til Mate Mate født. Hvad der startede et hobbyprojekt er i dag, over 10 år senere, blevet til en virksomhed drevet af fire af de oprindelige stiftere og i alt 16 medarbejdere fra kontoret på Nørrebro.

– Det er fantastisk at tænke på, at vi gik fra at sælge maté fra en gryde til gadefester til i dag at kunne kalde os officiel energidrikpartner på Roskilde Festival – med vores egen kæmpebar og titusindvis af solgte dåser, fortsætter CEO Sune Blom.

At netop Roskilde Festival var et mål for Maté Maté, er ikke helt tilfældigt. Stifterne var selv trofaste festivalgængere – og er det stadig:

– Vi har med enkelte undtagelser været på Roskilde hvert år siden vi gik i 9. klasse, og festivalen har været en fast del af vores ungdom – man kan godt sige, at vi er vokset op der. Festivalen er naturligt blevet en stor del af Maté Maté og vores identitet – også selvom vi nu er voksne med familier og virksomhed, og alt det, der følger med. fortæller Sune Blom.

Samarbejdet mellem Roskilde Festival og Maté Maté bygger på mere end bare fælles historie. Det handler om et stærkt værdifællesskab – omkring økologi, kvalitet, innovation og en fælles tro på fællesskaber og festkultur. Og det er dette værdifællesskab, der gjorde Maté Maté til det naturlige valg, da Roskilde Festival skulle vælge energidrikpartner:

– Vi har valgt partnere, som er lokale, innovative og deler vores fokus på kvalitet og økologi. Maté Maté leverer kommercielt på niveau med de største brands – og har deres helt egen stemme – og vi er virkelig begejstrede for samarbejdet. lyder det fra Thomas Keller, business development hos Roskilde Festival.

Hos Nørrebrew deles begejstringen:

– Det er lige her, vores målgruppe er. Det giver os en unik mulighed for at understrege, at fremtidens funktionelle drikke ikke handler om monstertrucks og ekstremsport, men om festivaler, musik og god energi, der skaber oplevelser sammen med gode mennesker. Med Maté Maté vil vi ikke bare være et alternativ til syntetiske energidrikke – vi vil være førstevalget.

mate mate roskilde festival
Maté Maté bliver officiel energidrikpartner på Roskilde Festival med fokus på økologi og fællesskab. (Foto: PR)

Læs også: Sådan spotter du den falske festivalbillet

Nye innovative løsninger skal styrke landets selvstændige købmænd

I 70 år har købmandsfonden KFI støttet de selvstændige købmænd. Nu skruer fonden yderligere op for støtten med nyt projekt, når KFI markerer sin fødselsdag med lancering af nyt innovationslaboratorium.

KFI har de seneste år øget deres uddelinger til de selvstændige købmænd markant og har en ambition om at uddele op til 1 milliard kroner over de næste tre år.

I anledning af KFI’s runde fødselsdag lancerer fonden nu KFI LAB – et ambitiøst innovationsmiljø, der skal udvikle og teste løsninger med potentiale til at skabe vækst og optimere driften i de selvstændige købmandsbutikker. Formålet er at skabe et motorrum for nye uddelingsprogrammer for fonden.

– KFI LAB er en investering i fremtiden, hvor vi sammen med leverandører, købmænd og kæder finder, tester og modner de idéer, der kan skabe en reel forandring for de selvstændige købmænd, fortæller Terje List, administrerende direktør i KFI.

LAB’et har fire fokusområder: Butiksoptimering, kundeoplevelsen, digital innovation og bæredygtighed. Målet er at afsøge markedet for idéer og koncepter, der kan skabe værdi for købmændene – enten ved at styrke deres forretning, skabe vækst eller sikre øget konkurrenceevne.

KFI er klar til at spotte de nytænkende og banebrydende løsninger, der kan mærkes i købmandens hverdag, og melder nu KFI LAB for åbent for indsendelse af idéer frem til den 15. september.

– Vi inviterer både leverandører og samarbejdspartnere til at være med og bidrage til at forme fremtidens butiksløsninger, og vi håber naturligvis at høre fra alle, der har en værdiskabende idé, afrunder Terje List.

KFI LAB beskæftiger sig ikke med varer og sortimentsinnovation, men udelukkende med idéer der driver vækst, reducerer omkostninger og styrker købmændenes position. LAB’et er et kædeneutralt initiativ og er iværksat af KFI for at sikre, at viden, idéer og løsninger kommer de selvstændige købmænd til glæde på tværs af hele sektoren.

Har man en idé eller et koncept, der kan styrke de danske selvstændige købmænd, opfordres man til at sende sit forslag til KFI LAB via KFI’s hjemmeside.

Alle modtagne idéer evalueres af et kædeneutralt udvælgelsespanel for at sikre fair og lige adgang til viden og innovation for alle selvstændige købmænd og deres kæder.

købmænd kfi
I anledning af KFI’s runde fødselsdag lancerer fonden nu KFI LAB – et ambitiøst innovationsmiljø, der skal udvikle og teste løsninger med potentiale til at skabe vækst og optimere driften i de selvstændige købmandsbutikker. (Kollage: PR)

Læs også: 4 ud af 10 danskere accepterer butikstyveri

NSK informerer om anholdelser for rekruttering til drab

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har inden for de seneste måneder anholdt en række personer mistænkt for rekruttering til drab i Danmark eller i relation hertil.

NSK har som resultat af flere efterforskninger af sager om rekruttering til drab, herunder et drabsforsøg begået den 7. maj 2025 i Kokkedal, fået udleveret flere personer fra Sverige og foretaget en række anholdelser af personer, der nu er sigtede i sagerne.

Det drejer sig blandt andet om to 18-årige mænd, som NSK har sigtet for at have rekrutteret andre til at udføre drab på udpegede personer i Danmark.

Siden den 1. maj er i alt syv personer i alderen 14 år til 26 år, heraf fire svenske statsborgere, enten pågrebet eller anholdt, dette inklusiv tre personer som er mistænkt for at facilitere drabsforsøgene ved at skaffe våben, ammunition og lejlighed til brug for attentatmændene.

Drabsforsøgene har efter NSK’s vurdering baggrund i et opgør i det kriminelle miljø i Danmark, men de indskriver sig som en del af en tendens, som er set i Danmark siden april 2024. I perioden er der konstateret en række eksempler på, at unge svenske statsborgere er taget til Danmark for at begå personfarlig kriminalitet. Flere af dem har været under 18 år.

NSK har set og ser fortsat, at organiserede kriminelle benytter et kriminalitetsmodus, hvor de på krypterede tjenester efterspørger villige personer til at udføre personfarlig kriminalitet. Dette modus kendes som ’Violence as a Service’ og er tidligere blevet omtalt som ’Crime as a Service’.

Det er NSK’s vurdering, at danske kriminelle grupper samarbejder med svenske organiserede kriminelle, men vi er ikke bekendt med, at svenske bandegrupperinger har etableret sig i Danmark.

Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, udtaler:

– Vi ser med allerstørste alvor på en udvikling, hvor organiserede kriminelle manipulerer og udnytter unge personer til at begå drab i Danmark. Vi har gennem en længere periode haft et intensivt fokus i vores efterforskninger på at imødegå, at gerningsmænd fra afstand rekrutterer unge personer til disse vanvittige voldhandlinger. Jeg kan heldigvis melde, at vi er på omgangshøjde med de kriminelle, og at vi er i stand til at finde og anholde de ansvarlige. Inden for de sidste måneder har vi i flere sager foretaget anholdelser og fået udleveret mistænkte fra Sverige, vi har på vores anmodning fået en mand anholdt i Marokko, ligesom vi har overdraget en sag til strafforfølgning i Australien.

Ledende politiinspektør i NSK, Torben Svarrer, siger:

– For at dæmme op for den voldelige udvikling inden for den organiserede kriminalitet har NSK foruden et styrket fokus i efterforskningerne etableret en række samarbejder med politimyndigheder i Norden, ligesom vi er en del af en task force i Europol, hvor vi sammen med syv andre lande udveksler efterretninger for at hindre attentater og stille gerningsmændene til ansvar.

Vi har i politiet god viden om, hvad de kriminelle foretager sig, så lad det her være en advarsel til særligt unge, der på sociale medier støder på annoncer med tomme løfter om store summer af penge for at udføre et attentant: I kan se frem til langvarige fængselsstraffe, hvis I kommer til Danmark med hensigt om at begå drab. Samtidig viser vores efterforskninger, at løfterne om betaling har et yderst begrænset hold i virkeligheden.

mand vold mørke sort
NSK informerer om anholdelser for rekruttering til drab … (Foto: Unsplash)

Læs også: Svensk mand tiltalt for at rekruttere unge mænd til at begå drab

Dagens billede: Klima under forandring

· Mere fra samme kategori ·