
NEWS: Vikingegravplads fundet nord for Aarhus
Vikingegravplads fundet nord for Aarhus · 57-årig varetægtsfængslet for stribe af bedragerier · EU-kommissær glæder sig til at samarbejde med Danmark om udfordringer med vand · Formandskabet skal bruges til at forenkle regler · Rigsadvokaten færdig med undersøgelse af actioncard · Dagens video: Gorilla tæt på
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Vikingegravplads fundet nord for Aarhus
Arkæologer fra Moesgaard har fundet en gravplads fra vikingetiden ved Lisbjerg nord for Aarhus. I gravene er fundet en række spektakulære genstande, som kan tyde på forbindelser til den danske kongemagt.
Syv kilometer nord for Aarhus, ved byen Lisbjerg, er der fundet 30 grave fra vikingetiden. I flere af gravene er fundet gravgaver som perler, mønter, keramik, et usædvanligt skrin med perler, guldtråd, en saks og så er der fundet resterne af de afdøde i form af tænder og knogler.
– Gravpladsen er med stor sandsynlighed tilknyttet stormandsgården i Lisbjerg fra vikingetiden, der ligger under en kilometer fra gravpladsen. De genstande, vi har fundet i gravene, fortæller os, at de begravede er mennesker af høj status – det kunne være selve storfamilien fra gården, der ligger begravet her, fortæller Mads Ravn, leder af lokal kulturarv på Moesgaard og ph.d. i arkæologi med speciale i vikingetid.
Skrinet, som er fundet i en af gravene, har sandsynligvis tilhørt en vigtig kvinde, som er blevet begravet med pyntegenstande og personligt udstyr. Skrinet er et af ganske få af sin slags, som vi kender til. Der er fundet et lignende i Haldum, cirka 12 kilometer fra Lisbjerg.
I oplandet, der omkranser Aarhus, er tidligere fundet en række markante genstande og bebyggelser fra vikingetiden. Aarhus var en af Danmarks vigtigste og ældste byer i vikingetiden, og fungerede som centrum for kongen og international handel. Aros og Lisbjerg har været tæt forbundne af den gamle hovedvej, som er gået fra vikingebyen og op til stormandsgården.
– Fundene i Lisbjerg skriver sig ind i en række af tidligere fine fund i Aarhus-området. Tilsammen tegner de billedet af et aristokratisk miljø, der var knyttet til kongemagten, og som var en del af vikingernes vidtstrakte og dynamiske verden, afrunder Kasper H. Andersen, historiker på Moesgaard med speciale i vikingetid.
Fakta:
Vikingegravene stammer sandsynligvis fra anden halvdel af 900-årene og vurderes at være hedenske grave.
De er af forskellig størrelse og med forskellige gravgaver – det kunne tyde på, at personer af varierende social status ligger begravet her – det kunne være stormandsfamilien og deres trælle.
Stormandsgården ved Lisbjerg blev første gang udgravet af arkæologer fra Moesgaard i 1989.
Stormandsgården har været indhegnet af et markant palisadehegn med en tre meter bred indgangsportal der peger mod syd, hvorfra man har kunnet komme til Aros ad den gamle hovedvej.
Det indhegnede areal har været på cirka 19.000m2 svarende til 2 hektar. Gravene er fundet cirka en kilometer herfra.

Læs også: Juni måneds kulturguide
57-årig varetægtsfængslet for stribe af bedragerier
Falsk bankbud er varetægtsfængslet efter grundlovsforhør i Viborg. Tre sager fra Esbjerg …
En 57-årig mand er i dag ved retten i Viborg varetægtsfængslet i fire uger. Manden er sigtet for som såkaldt ’falsk bankbud’ i ni tilfælde at franarre og forsøge at franarre hævekort, kontanter og i nogle tilfælde smykker fra borgere i et større geografisk område i Jylland.
Under påskud af at være fra de forurettedes bank har manden fået udleveret kontanter og andre værdier for ikke under 100.000 kroner. Tre af bedrageriforholdene er begået i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Der er tale om et bedrageri og to bedrageriforsøg begået i Esbjerg mandag den 16. juni.
Den 57-årige erkender nogle forhold, men kærede varetægtsfængslingen.
Gode råd
– Vær skeptisk, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge
– Udlever aldrig dine kort og oplysninger til fremmede
– Udlever aldrig dine koder
– Husk at du gerne må afbryde opkald – også fra politiet
– Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
– Hvis det er gået galt, så anmeld det til politiet
– Tal med familiemedlemmer om risikoen

Læs også: Dom for bedrageri og tyveri
EU-kommissær glæder sig til at samarbejde med Danmark om udfordringer med vand
Danmark viser vejen med imponerende vandprojekter, der gør samfundet mere modstandsdygtigt. Det siger Jessika Roswall, EU’s kommissær for miljø, vand og cirkulær økonomi, til magasinet DANSKVAND forud for det danske EU-formandskab. Både kvaliteten og mængden af drikkevand er blandt nogle af de problemer, som danske løsninger kan afhjælpe.
Europa oplever i stigende grad problemer med vand. Både når det kommer til oversvømmelser men også mangel på drikkevand af en ordentlig kvalitet. Netop EU-Kommissionens strategi for vandresiliens ventes at blive et vigtigt punkt under det danske EU-formandskab, som starter den 1. juli. Strategien og Danmarks position på den europæiske vandscene er nogle af de emner, branchemagasinet DANSKVAND dykker ned i under temaet ”Vandets sag i EU” i anledning af det forestående danske formandskab.
– Menneskeskabte temperaturstigninger resulterer i både oversvømmelser og tørke, hvilket udfordrer forsyningssikkerheden i Europa. Samtidig bliver vandknaphed i stigende grad en geopolitisk faktor, som også kan brede sig til Danmark, skriver Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA, i sin leder i magasinet.
– DANVA arbejder målrettet for at styrke samfundets beredskab på vandområdet, og vi har sat præg på EU’s fremtidige vandpolitik. Når Danmark overtager EU-formandskabet, er det en oplagt mulighed for at bringe vores visioner og forslag ind i en ambitiøs, europæisk vanddagsorden, lyder det videre fra direktøren.
Det bliver svenske Jessika Roswall, EU’s kommissær for miljø, vand og cirkulær økonomi, som vil fremlægge strategien, der skal gøre Europa mere modstandsdygtig, når det kommer til udfordringer med vand. Både med hensyn til oversvømmelser og mangel på rent drikkevand. DANSKVAND har spurgt hende, hvad kommissionen håber, strategien vil forbedre.
– Strategien har til formål at genskabe balancen mellem efterspørgslen efter vand og den tilgængelige forsyning. Dette forudsætter en ny tilgang til forbrug af vand, der sætter vandeffektivitet højere gennem for eksempel at modvirke vandtab og behandle spildevand, så det kan genanvendes. Vi håber på, at Europa bliver vandresilient og værdsætter, genanvender og værner om vand ved hver eneste lejlighed, siger EU-kommissæren til DANSKVAND.
Særligt det lave vandtab i Danmark men også brug af alternative vandtyper til industriformål er blandt flere af styrkepositionerne i den danske vandsektor. Kommissæren fremhæver desuden Danmarks tiltag inden for vandresiliens – eksempelvis klimatilpasning.
– Vi ser frem til samarbejdet med Danmark om emner, der er relevante for vand, og vi indbyder formandskabet til at gøre vandresiliensstrategien til en prioritet, forklarer Jessika Roswall.
Vandpræsident: En historisk mulighed … Præsidenten for EurEau, den europæiske vandorganisation, som DANVA også er en del af, Pär Dalhielm, opfordrer til en bred tilgang, der også prioriterer vandkvalitet, og en værdsættelse af forsyningernes centrale rolle.
– Lige nu har både den europæiske vandsektor og EU et mulighedernes vindue. Den ændrede geopolitiske situation har fået EU-Kommissionen til at sætte mere fokus på sikkerhed, forsyning og konkurrenceevne. Det er første gang, at Kommissionen fremlægger en vandresiliensstrategi, og det er en af topprioriteterne. Det er godt, siger Pär Dalhielm.
Han understreger, at strategien skal gå på tværs af politikområder, så man opnår de helhedsorienterede løsninger, der er behov for.
– Vi skal sikre, at det kommer til at handle om kvalitet såvel som kvantitet. Strategien bør således favne alle politikområder, der vedrører vand. Vand og vandservices er vigtige for at opnå robuste og velfungerende samfund, siger han videre.
Danske løsninger kan gøre gavn i EU …
– Det danske EU-formandskab bør på vandområdet handle om, hvordan Europa kan få bedst gavn af dansk viden og danske praktiske erfaringer. Mens der er store udfordringer i andre dele af Europa med hensyn til vandressourcer og vandkvalitet, befinder Danmark sig i en mere gunstig position på disse punkter, og Danmark har gode systemer til forvaltning af vand – og desuden knowhow og teknologi. Sådan lyder vurderingen fra Hans Sanderson, seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet. Han er en af flere eksperter, DANSKVAND har talt med.
Emmanuel Molding Nielsen, analytiker i Tænketanken Europa, siger, at klima, herunder vand, er blevet koblet tættere til sikkerhed under den nye EU-Kommission. Dette afspejler sig i udformningen af vandresiliensstrategien.
– Klimatilpasningsdagsordenen får mere betydning i Europa i de kommende år. Det skyldes ikke alene klimaændringerne i sig selv. Det spiller også ind, at klima og vand bliver tænkt sammen med et område i EU, nemlig sikkerhed og beredskab, der samtidig udvikler sig hurtigt, siger Emmanuel Molding Nielsen.
Klaus Hinsby, seniorforsker i Afdeling for Hydrologi i GEUS, mener, at Danmark kan påpege behovet for EU-initiativer, som med hensyn til regulering og forvaltning tager afsæt i vands centrale placering i den grønne omstilling. Her kan Den Grønne Trepart inspirere til en integreret anvendelse af vandressourcer og en inddragelse af alle relevante interesser, mener han.
– Der er brug for at opdatere værktøjerne til at prioritere anvendelsen af vandressourcer og også til at beskytte vandkvalitet og -kvantitet bedre til gavn for både samfund og natur, siger Klaus Hinsby.

Læs også: Myter om danskvand
Formandskabet skal bruges til at forenkle regler
Formandskabet skal bruges til at forenkle regler – ellers har vi ikke råd til øget konkurrenceevne og forsvar. Det skriver SMVdanmark i en pressemeddelelse …
Danmarks EU-formandskab skal bruges til at sikre mindre bureaukrati og enklere regler, hvis vi vil styrke Europas konkurrenceevne og finansiere et robust fælles forsvar. SMVdanmark ser formandskabet som en historisk chance for at sætte regelforenkling øverst på EU’s dagsorden – til gavn for de millioner af små og mellemstore virksomheder over hele Europa.
– Det er blevet for bøvlet at være virksomhed i Europa, lød det fra europaminister Marie Bjerre, da hun præsenterede formandskabsdagsorden. Her er regelforenkling og byrdereduktion nævnt som afgørende for både Europas konkurrenceevne og forsvarsevne. SMVdanmark støtter linjen og opfordrer regeringen til at sikre konkrete resultater.
– Vi skal kunne finansiere både større investeringer i sikkerhed og et generelt løft af Europas konkurrenceevne. Det kræver, at vi frigør ressourcer, og her er regelforenkling den mest oversete metode. Hvis vi ikke reducerer byrderne, drukner især de små og mellemstore virksomheder i papirarbejde, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark og Policy Vice President i SMEunited.
SMV’erne udgør 99 procent af Europas virksomheder og bærer en uforholdsmæssig stor del af byrderne. I Danmark er der hele 300.000 små og mellemstore virksomheder.
I det netop offentliggjorte program fremhæver regeringen, at forenklings- og byrdereduktionsdagsordenen skal være central. Danmark vil prioritere forhandlinger om Kommissionens omnibuspakker, nye GDPR-regler og en SMV-venlig definition af virksomheder. Der skal skabes bedre konsekvensvurderinger, færre uforudsigelige byrder og lettere vilkår for erhvervslivet.
Derudover fremhæves regelforenkling også i afsnittene om konkurrenceevne, økonomisk politik, finansiel regulering og det indre marked – og ses som en forudsætning for innovation, investeringer og produktivitetsfremgang.
– Europa står i en brydningstid. Skal vi fastholde vores plads i en ny geopolitisk virkelighed, skal vi turde ændre systemet indefra. Vi har brug for bindende reduktionsmål, obligatoriske SMV-tjek og strukturel disciplin i EU-lovgivningen, siger Jesper Beinov.
SMVdanmark fremhæver det positive i, at Danmark ønsker at prioritere reduktion af eksisterende regler og fremme af digitalisering. Men det må ikke ende i proces og paroler. Der skal træffes bindende konklusioner.
– Regeringen har de rigtige målsætninger. Nu gælder det om at sikre et formandskab, der sætter konkrete spor: At der ikke kan vedtages ny EU-lovgivning uden reelle konsekvensvurderinger for SMV’er. At byrder skal reduceres dokumentérbart. Og at alle fremtidige formandskaber skal holdes op på det, afrunder Jesper Beinov.

Læs også: EU-formandsskabet skal være et vendepunkt for Europa
Rigsadvokaten færdig med undersøgelse af actioncard
Efter flere kritiske indslag på DR om Østjyllands Politis behandling af sager om økonomisk kriminalitet iværksatte Justitsministeriet en særskilt undersøgelse af et lokalt actioncard og nogle andre støttedokumenter. Rigsadvokaten er nu færdig med undersøgelsen.
DR bragte i foråret en række kritiske nyhedsindslag om, hvordan Østjyllands Politis henlægger mange sager om økonomisk kriminalitet. Indslagene førte en del politisk kritik med sig, og der kom særligt fokus på et internt actioncard, som er skrevet i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet.
På baggrund af DR’s dækning bredte der sig desværre en misforståelse i offentligheden om, at der i actioncardet er givet en generel instruks om, at man ikke skal efterforske sager, hvor der er svindlet for under 499.999 kroner.
Rigsadvokaten konkluderer nu, at det vil være en ‘klar fejlopfattelse’, hvis nogen har forstået teksten i actioncardet som om, at sager under 499.999 kroner kan sluttes alene med henvisning til beløbets størrelse. Rigsadvokaten fremhæver i den forbindelse, at det tydeligt fremgår af actioncardet, at en slutning kræver en samlet vurdering.
– Jeg er glad for, at Rigsadvokaten er kommet frem til det samme, som vi i Østjyllands Politi gennem hele forløbet har sagt: At vi ikke har sat en beløbsgrænse for, hvilke sager vi efterforsker, men at det altid vil være en konkret vurdering af sagen, hvor beløbet ikke står alene. Vi har mange eksempler på, at vi efterforsker sager med svindel for mindre beløb, udtaler politidirektør Kirsten Dyrman.
Rigsadvokaten gør dog samtidigt opmærksom på, at det godt kunne have været mere tydeligt, at actioncardet handler om kompetencefordeling mellem politi og anklagemyndighed. Derfor går Østjyllands Politi teksten igennem sprogligt en ekstra gang og retter til, så det forhold fremstår endnu mere tydeligt.
Tekst i vejledning var uhensigtsmæssig … Ud over actioncardet offentliggjorde og problematiserede DR to støttedokumenter udarbejdet af afdelingen for Økonomisk Kriminalitet. Her vurderer Rigsadvokaten, at det ene dokument indeholder en sætning, som ikke burde fremgå.
Det drejer sig om et støttedokument, hvor det blev beskrevet, hvordan man kan ringe og forklare en borger, at politikredsen henset til sine ressourcer har valgt at prioritere andre sager og derfor ikke går videre med vedkommendes sag. Rigsadvokaten vurderer, at en sætning om, at borgerens supplerende oplysninger som udgangspunkt ikke ændrer ved politikredsens beslutning, ikke burde fremgå af støttedokumentet, da et sådant udgangspunkt efter Rigsadvokatens vurdering er i strid med almindelige forvaltningsretlige principper.
– Vi er enige i, at der var enkelte dårlige og uhensigtsmæssige formuleringer, og at der skulle have stået tydeligere, at man selvfølgelig altid skal foretage en konkret vurdering af om supplerende oplysninger kan have betydning for vurderingen af sagen. Støttedokumentet har været brugt i en kort periode i efteråret 2024, og nu er vi ved at gennemgå de sager, hvor vi i 2024 ringede ud til borgerne og orienterede om vores beslutning om at henlægge deres sag på baggrund af politikredsens ressourcer. Vi går en ekstra omgang for at være helt sikre på, at vi har givet borgerne den rette behandling, og vi kontakter dem, hvor deres sag giver anledning til det. De borgere, der har fået besked om lukning af deres sag om økonomisk kriminalitet i efteråret 2024, er velkomne til at henvende sig til os, hvis de har supplerende oplysninger, fortsætter Kirsten Dyrman.
Et andet støttedokument, der er blevet undersøgt, handler om, hvordan politiet kan afhøre en person, der er mistænkt i en sag, men hvor mistankegrundlaget ikke er stærkt nok til en sigtelse. Den metode med at afhøre mistænkte uden en sigtelse blev også kritiseret i medierne.
Rigsadvokaten skriver, at der intet er til hinder for at bruge den metode, og at det i øvrigt fremgår klart af støttedokumentet, at der skal foretages sigtelse, og at den mistænkte skal vejledes om sine rettigheder, hvis den mistænkte erkender.
De to støttedokumenter anvendes ikke længere i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, men Rigsadvokatens bemærkninger giver anledning til at iværksatte lokale tiltag for at sikre kvaliteten af alle politikredsens actioncards, vejledninger mv.
– Vi må erkende, at den sproglige kvalitet af de omtalte dokumenter ikke har været god nok. Vi har allerede fjernet de to støttedokumenter, hvor der i det ene har været enkelte uhensigtsmæssige formuleringer, og vi er nu ved at fastsætte nye, strammere procedurer for udarbejdelse af lokale actioncards og vejledninger, så vi sikrer, at alle kredsens actioncards får den nødvendige kvalitet, siger politidirektøren, som pointerer, at der fortsat er brug for hårde prioriteringer i politiet og afrunder:
– Med så mange tusinde sager om året, som vi får på bordet, så er det bydende nødvendigt at lave en hård prioritering af sagerne, og det fortsætter vi med, for vi kan ikke efterforske alle sager lige meget. Vi prioriterer inden for lovens rammer, og vi gør det altid ud fra en konkret vurdering.
Du kan se Rigsadvokatens undersøgelse på Folketingets hjemmeside under Retsudvalgets dokumenter her.

Læs også: Opioider beslaglagt i Esbjerg




