Læs også:

Close
hund kæledyr agria

NEWS: Advarsel til hundeejere: Farlig larve spreder sig i Danmark

Nyheder  | 

Advarsel til hundeejere: Farlig larve spreder sig i Danmark · 11 års fængsel for distribution af hård narkotika fra landejendom · Den Lille Kulturnat inviterer børnene ud i byen fredag den 14. marts · Arbejdsgiverbetalt skirejse? Det skal du være opmærksom på · Grundlovsforhør af udenlandsk mand i sag om menneskesmugling · Dagens billede: Peanut-viden

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Advarsel til hundeejere: Farlig larve spreder sig i Danmark

Egeprocessionslarven er en voksende trussel for hunde i Danmark, advarer Agria Dyreforsikrings chefdyrlæge.

Hundeejere i Danmark skal være ekstra opmærksomme på egeprocessionslarven, der netop nu spreder sig i Danmark. Larven udgør en alvorlig sundhedsrisiko for både mennesker og dyr, og derfor opfordrer Agrias chefdyrlæge, Mogens Brix Koldkjær, danske hundeejere til at beskytte deres firbenede venner.

Det er larvens mikroskopiske, giftige fimrehår, der kan forårsage voldsomme allergiske reaktioner, vævsskader og alvorlige luftvejsproblemer hos hunde.

– Vi ser en stigende forekomst af egeprocessionslarven i Danmark, og det er vigtigt, at hundeejere tager deres forholdsregler, siger Mogens Brix Koldkjær, der forklarer, at larven trives i områder med mange egetræer og har især spredt sig til parker, skove og grønne områder.

I Danmark har larven spredt sig de sidste par år, og der er nu igen rapporteret sager, hvor hunde har været i nærkontakt med den lodne larve.

– Larvens giftige fimrehår kan let spredes i omgivelserne og udgør derfor en stor sundhedsrisiko. Den er især aktiv i forårs- og sommermånederne, men med den milde vinter er den dukket op lidt tidligere i år. Derfor er det vigtigt, at hundeejere holder sig opdateret om eventuelle advarsler fra myndighederne eller i medierne, understreger Mogens Brix.

Tænk på larven … Egeprocessionslarven er en ny udfordring for danske hundeejere, så det er måske ikke det oplagte at tænke på en larve, hvis du oplever uhensigtsmæssige reaktioner hos din hund:

– Hvis du og din hund har været på tur et sted med mange egetræer, kan det være relevant at have denne larve in mente, hvis din hund pludselig får symptomer. Er du i tvivl om din hunds tilstand, kan du også få hjælp fra digitale dyrlægerådgivningstjenester, før du tager på en fysisk klinik, råder han.

Sådan beskytter du din hund mod egeprocessionslarven:

• Undgå områder med egetræer: Larverne og deres reder findes i egetræer, især i forårsmånederne.

• Hold din hund i snor i risikoområder: Det forhindrer hunden i at snuse eller slikke på larverne eller deres fimrehår, der kan ligge på jorden.

• Vær ekstra opmærksom på nedfaldne blade og reder: Larverne kan falde fra træerne, og deres hår kan blive liggende i omgivelserne.

• Vask poter og pels efter gåture: Skyl din hunds poter og pels grundigt, hvis I har været i områder, hvor larverne kan være til stede. Husk at bruge handsker for at beskytte dig selv!

Hvis din hund har været i kontakt med larverne eller deres fimrehår, kan den udvikle følgende symptomer:

Irritation i mund og hud: Rødme, hævelse, smertefuld tunge, savlen og besvær med at synke.
Kløe og hævelse af poter og hud: Hvis hunden har trådt på larverne.
Vejrtrækningsbesvær og nysen: Inhalation af fimrehår kan føre til hævelse i luftvejene.
Alvorlige allergiske reaktioner: I nogle tilfælde kan hunden gå i chok, hvilket kræver akut dyrlægehjælp.

Sådan gør du, hvis din hund har været i kontakt med larven:

Undgå at gnide eller røre området: Dette kan sprede de giftige fimrehår yderligere.

Skyl hundens mund, næse, poter og pels med rigeligt vand: Brug IKKE en klud eller børste, da dette kan forværre situationen.

Kontakt straks en dyrlæge: Hvis din hund viser tegn på vejrtrækningsbesvær, hævelse eller stærk irritation, skal den tilses af en dyrlæge hurtigst muligt.

Hvis en hund har fået en reaktion efter kontakt med egeprocessionslarven, kan dyrlægen iværksætte følgende behandling:

Medicin mod allergiske reaktioner: Antihistaminer og/eller kortikosteroider bruges til at mindske hævelse og irritation.

Smertebehandling: Hvis hunden har stærke smerter i mundhulen eller på huden.

Væskebehandling og støttebehandling: Hvis hunden er hårdt ramt, kan intravenøs væske og ilt være nødvendigt.

Kirurgisk indgreb: I sjældne tilfælde, hvis væv i munden er blevet alvorligt beskadiget.

hund kæledyr agria
Advarsel til hundeejere: Farlig larve spreder sig i Danmark … (Foto: PR)

Læs også: Hunde- og kattebattle – hvem er mest nuttet

11 års fængsel for distribution af hård narkotika fra landejendom

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et kriminelt netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark. En 45-årig mand efterforsket i sagen er i dag blevet dømt for at opbevare euforiserende stoffer på sin bopæl, hvorfra nogle af disse blev videredistribueret.

En 45-årig mand er mandag blevet idømt 11 års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af større mængder narkotika

Det er sket ved Retten i Herning, der fandt det bevist, at den 45-årige i en periode fra oktober 2023 til januar 2024 til dels opbevarede samlet 11 kilo kokain, 19 kilo MDMA, 29,49 kilo hash og 5 kgilo skunk på sin bopæl på en landejendom nær Tarm, ligesom han førte et minutiøst regnskab over distribuering af narkotikaen og flere gange havde deltaget i flytning af narkotikalageret. Den 45-årige var i ledtog med en 32-årig mand, der i juni 2024 blandt andet tilstod sin rolle i sagen samt i anden narkotikakriminalitet og blev idømt 12 års fængsel.

Efterforskningen mod den 45-årige har indebåret overvågning og aflytning af den nu dømte mand forud for hans anholdelse i februar 2024, hvor NSK slog til på flere adresser på Sjælland og i Jylland og foretog en række øvrige anholdelser og ransagninger.

Specialanklager i NSK, Lise Hebsgaard, udtaler:

– Den dømte har udgjort et helt nødvendigt led i distributionen af narkotika ved simpelthen at lægge hus til forbrydelserne. Han har opbevaret og håndteret hård narkotika fra sin adresse, ligesom han har ført regnskab over de indførte og videreoverdragede mængder.

Specialanklager i NSK, Jacob Gents, afslutter:

– Den 45-årige har spillet en aktiv rolle i et netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark, og jeg er på den baggrund godt tilfreds med, at retten har udmålt en lang fængselsstraf, der tydeligt sætter en streg under alvoren i sagen.

Foruden fængselsstraf konfiskerede retten også 50.000 kroner i udbytte. Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

skunk hash
11 års fængsel for distribution af hård narkotika fra landejendom … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dom i stor narkosag

Den Lille Kulturnat inviterer børnene ud i byen fredag den 14. marts

Foråret er på vej, og snart vil glade stemmer og latter igen blomstre frem i byens gader, når Den Lille Kulturnat indtager København og Frederiksberg. Det er fredag den 14. marts, at byen åbner sig og inviterer alle børn, i følgeskab med deres voksne, ind i sine gamle bygninger og majestætiske slotte til særarrangementer i børnehøjde, som kun kan opleves denne ene gang om året.

Den Lille Kulturnat er børnenes egen Kulturnat, hvor rammerne er sat, så alle børn kan være med. Både de helt små og de lidt større er velkomne, og der venter en ny oplevelse rundt om hjørnet, hvad end man er til fart og spænding, klippe og klistre, glimmer og kongekroner, naturens mysterier, eventyr og skattejagt eller bare gerne vil prøve det hele. Målet er at fremme nysgerrigheden og glæden ved al den kultur, byen har at byde på, og derfor er alle arrangementer holdt i børneperspektiv med plads til både fantasi, leg og fordybelse.

– På Den Lille Kulturnat er alt tænkt på børnenes præmisser, og det giver en helt eventyrlig stemning. Her må man tale højt og røre ved tingene, der er plads til alle interesser og frihed til at nørde igennem med det, man brænder for, eller opdage noget helt nyt. De mange arrangører er lige nu i fuld gang med at planlægge årets arrangementer, og jeg må igen tage hatten af for det arbejde, de hvert år lægger i at skabe helt unikke kulturoplevelser for børn i alle aldre, siger Sekretariatsleder for Kulturnatten Marie Myschetzky.

Arrangørerne på Den Lille Kulturnat tæller museer, biblioteker, teatre, kirker og kulturhuse, som alle står klar til at åbne dørene på Den Lille Kulturnat fredag den 14. marts klokken 16.00. Det fulde program er klar på hjemmesiden mandag den 3. marts, og her kan man også købe Kulturpasset, der giver mulighed for at medbringe to børn under 12 år gratis til alle arrangementer.

Den Lille Kulturnat udspringer af Kulturnatten, hvor der hvert år er stor efterspørgsel på arrangementer for børn. Det gav idéen til at skabe børnenes helt egen Kulturnat, og det er i år fjerde gang, København og Frederiksberg på denne måde åbner sig op helt på børnenes præmisser.

Den Lille Kulturnat er Kulturnatten, som du kender den – men udelukkende med arrangementer for børn. Den finder sted fredag den 14. marts 2025 kl. 16-20. Det fulde program kan ses på Kulturnattens hjemmeside fra mandag den 3. marts.

Kulturpas til Den Lille Kulturnat kan kun købes digitalt i Kulturnattens webshop fra den 3. marts. Kulturpasset koster 125 kroner, hvis du er over 12 år. Med et kulturpas kan du medbringe to børn under 12 år gratis til alle arrangementer.

Kulturpasset er også gyldigt som rejsehjemmel i bus, tog og Metro i zonerne 1 – 99 fra klokken 15.00 til klokken 21.00 den 14. marts, og også her kan en voksen gratis tage to børn med under 12 år.

den lille kulturnat børn
Snart kan er der nye kulturelle oplevelser for børn og barnlige sjæle … (Foto: PR)

Læs også: Februar måneds kulturguide

Arbejdsgiverbetalt skirejse? Det skal du være opmærksom på

At invitere medarbejderne på en tur til de snebeklædte løjper, er ikke et nyt fænomen. Ofte ses rejsen kombineret med faglige og arbejdsrelaterede aktiviteter, såsom møder, teambuilding med videre. Ordningen er både populær og attraktiv, men det er vigtigt at være opmærksom på de skattemæssige konsekvenser, som kan følge med.

En medarbejder bliver som udgangspunkt ikke beskattet af en arbejdsgiverbetalt rejse, hvis rejsen har et primært erhvervsmæssigt formål. Det kan fx være en studierejse, et kursus, hvor hovedformålet er at vedligeholde eller ajourføre medarbejderens faglige viden, pleje kunderelationer eller en forretningsrejse.

– Det afgørende er, at det faglige indhold i alle situationer fylder mest tidsmæssigt. Hvis rejsen har et væsentligt turistmæssigt islæt, kan medarbejderen risikere at blive beskattet. Det gælder også selv, hvis der er nogle faglige elementer i programmet, forklarer Søren Bech, skatteekspert i PwC.

For at vurdere om en rejse er skattepligtig, ser skattemyndighederne bl.a. på, om rejsen har en direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktivitet, om rejsen er relevant for medarbejdernes erhvervsmæssige udvikling, og om rejsen har et turistmæssigt islæt. Skattemyndighederne er generelt restriktive over for netværksrejser som skiture. I en afgørelse fra 2024 blev en arbejdsgiver pålagt at indberette værdien af en skirejse, da hovedformålet blev vurderet som netværk frem for fagligt indhold, hvilket medførte skattepligt for medarbejderne.

– Skattemyndighederne ser på det samlede billede, når de vurderer en rejse.Vi ser, at virksomheder arrangerer skiture med et fagligt element, men hvis det ikke kan dokumenteres, at det faglige fylder mest, vil skattemyndighederne typisk anse rejsen for at være privat og dermed skattepligtig for medarbejderne, forklarer Søren Bech.

Hvis en skirejse vurderes som skattepligtig, skal medarbejderen betale skat af rejsens markedsværdi. Det sker som B-indkomst uden AM-bidrag. Samtidig har arbejdsgiveren pligt til at indberette værdien af rejsen i E-indkomst, hvis den overstiger bagatelgrænsen for mindre personalegoder, som i 2025 er 1.400 kroner.

– Hvis en medarbejder får en skattepligtig rejse betalt af arbejdsgiveren, skal den værdiansættes til markedspris, og medarbejderen skal betale skat af beløbet som personlig indkomst op til cirka 52 %. Det er en væsentlig ting at være opmærksom på for både virksomheder og medarbejdere, fortsætter Søren Bech.

Manglende indberetning kan medføre bødestraf for arbejdsgiveren og dokumentation er afgørende … Virksomheder, der arrangerer skiture med faglige elementer, bør sikre sig grundig dokumentation for rejsens erhvervsmæssige og faglige karakter. Et detaljeret program, der tydeligt viser, at det faglige indhold fylder mest, kan være med til at understøtte, at rejsen ikke udløser skattepligt for medarbejderne.

– Dokumentation er helt central, hvis en virksomhed vil sikre, at en rejse ikke bliver skattepligtig. En klar plan for faglige aktiviteter, deltagerlister og beviser for deltagelse samt noget rådgivning kan gøre en stor forskel, Hvis det ønskes, kan det overvejes inden rejsen, at hører skattevæsenet om deres holdning ved en anmodning om bindende svar- det tager typisk tre måneder at få et bindende svar, afslutter Søren Bech.

ischgl ski sne
Arbejdsgiverbetalt skirejse? Det skal du være opmærksom på … (Foto: Sune Bjerre)

Læs også: Fem ting du skal have styr på før skiferien

Grundlovsforhør af udenlandsk mand i sag om menneskesmugling

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstilledede tirsdag en 39-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er efterlyst i Interpol af Hollandsk Politi i en sag om menneskesmugling, hvor han skal afsone 12 måneders fængsel.

Østjyllands Politi anholdt den 39-årige mand mandag klokken 09.40 på en adresse i Viby J, og han blev fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, inden han eventuelt udleveres til Holland. Manden blev varetægtsfængslet i fire uger og kærede kendelsen til landsretten.

domstol dom retssal
Grundlovsforhør af udenlandsk mand i sag om menneskesmugling … (Foto: Unsplash)

Læs også: To personen sigtet for menneskeudnyttelse

Dagens billede: Peanut-viden

· Mere fra samme kategori ·