Læs også:

Close
student studenter

SOMMERNEWS: Rekordmange studenter er uden uddannelse

Nyheder  | 

Rekordmange studenter er uden uddannelse · Undvegen fange anholdt · Lokale og grønne initiativer får mere end 16 millioner kroner i støtte fra Norlys Vækstpulje · IKEA tilbagekalder visse VARMFRONT powerbanks på grund af brandfare · Hjælp til turister på jernhest · Dagens billede: Alec Baldwin – sigtelse frafaldet · Sommerpostkort: Flotte Fanø

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Rekordmange studenter er uden uddannelse

Særligt mange studenter fra København, Nordsjælland og resten af Sjælland er hverken i gang med eller har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter studentereksamenen, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. På landsplan er rekordmange studenter ufaglærte.

Der er stor geografisk forskel på, hvor mange studenter der er ufaglærte fem år efter studentereksamenen.

I landsdelen Byen København er hver 8. student under 30 år hverken i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter den afsluttede gymnasiale uddannelse. Byen København dækker over kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby. Til sammenligning gælder det knap hver 12. student i både Nord- og Vestjylland.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik. Analysen dækker over elever fra STX, HF, HTX og HHX inklusive studenter fra internationale skoler og studenterkurser.

En tidligere analyse fra AE viser, at der på landsplan var cirka 27.000 ufaglærte studenter i 2023. Det svarer til 10,8 procent af studenterne under 30 år.

Det er det højeste antal i opgørelsens levetid. På ni år er der blevet cirka 12.000 flere ufaglærte studenter på landsplan.

– Vi ser flere og flere studenter, der ikke kommer videre i uddannelse, fem år efter de deres studentereksamen. Hele formålet med de gymnasiale uddannelser skrider, hvis de unge ikke tager en erhvervskompetencegivende uddannelse efterfølgende, fortæller Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Særligt i og omkring København er der mange ufaglærte studenter under 30 år. Det kan hænge sammen med, at kendskabsgraden til de alternative uddannelsesvalg er lavere i hovedstadsområdet. Den enkelte unge oplever måske at vælge en gymnasial uddannelse, der senere viser sig at være den forkerte uddannelsesvej for hende eller ham, fortsætter Emilie Damm Klarskov.

– Manglende kendskab til erhvervsuddannelserne kan skyldes, at flere forældre i hovedstadsområdet har lange videregående uddannelser. Derfor bliver gymnasiet oftere det oplagte valg. De unge spejler sig jo nok meget i de voksne, de kender, og i Jylland er der en anden erhvervssammensætning, hvor det ikke er så fremmed at gå den faglærte vej, afslutter Emilie Damm Klarskov.

Udover andelene i 11 landsdele afdækker analysen også andelen af ufaglærte studenter i de enkelte kommuner. Find tallene for din kommune i tabel nedenfor.

Læs analysen her.

Analysens hovedkonklusioner:

12,8 procent af studenterne under 30 år fra landsdelen Byen København er hverken i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter afgang. De højeste andele findes i København, på den københavnske vestegn og det øvrige Sjælland.

På Fyn, i Nordjylland og i Vestjylland er andelen noget lavere. Her er det mellem 8,5 og 8,8 procent af studenterne under 30 år, der hverken er i gang med eller har afsluttet uddannelse fem år efter afgang.

I kommunerne Faaborg-Midtfyn, Hjørring og Ringkøbing-Skjern er det mellem 7,2 og 8,0 procent af studenterne under 30 år, der hverken er i gang med eller har afsluttet uddannelse fem år efter afgang.

På ni år er der blevet cirka 12.000 flere studenter under 30 år, der hverken er i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse. I 2023 var der lidt under 27.000 ufaglærte studenter i hele landet. I 2028 kan tallet være 37.000.

danmark studenter
Klik på link her for at se nærmere …. (Grafik: AE)
student studenter
Rekordmange studenter er uden uddannelse … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Rekordmange studenter er uden uddannelse fem år efter gymnasiet

Undvegen fange anholdt

Syd- og Sønderjyllands Politi har eftersøgt undvegen fange, der nu er anholdt i København. Politiet efterlyste onsdag den 10. juli en undvegen fange. Men han er nu atter anholdt.

Den 50-årig mand, der var indsat i Renbæk Fængsel ved Skærbæk i Sønderjylland, undveg mandag den 8. juli klokken 19.21 fra Psykiatrisk Afdeling Aabenraa. Han blev mandag klokken 15.09 anholdt i København.

Den undvegne fange blev anholdt af Københavns Politi, hvorefter Kriminalforsorgen har overtaget sagen.

mand vinde psykisk syg psykiatrisk
Undvegen fange anholdtg … (Foto: Unsplash)

Læs også: Kvinde idømt behandlingsdom

Lokale og grønne initiativer får mere end 16 millioner kroner i støtte fra Norlys Vækstpulje

Norlys Vækstpulje støtter i årets anden uddelingsrunde 148 lokale projekter og initiativer med 16,4 millioner kroner.

Der er nu sat navn på de projekter og initiativer, som Norlys Vækstpulje har valgt at støtte her i årets anden uddelingsrunde. 16,4 millioner kroner er der i alt givet i støtte til 248 ansøgere, der på den ene eller anden vis bidrager til det lokale fællesskab eller en grønnere og mere digital samfundsudvikling.

– Målet med Norlys Vækstpulje er at give vores 800.000 andelshavere en hjælpende hånd med at realisere de projekter, som de kæmper for, og derfor er det altid en stor glæde, når vi kan udsende støtte, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand for Norlys a.m.b.a.

Støttebeløbene spænder i denne omgang fra 1.500 kroner til en kunstskoles nye staffelier og helt op til 500.000 kroner til virksomheden Monithor, der har udviklet en drone, der kan lokalisere metanlækager for natur- og biogassektoren.

Støtte til tre iværksættervirksomheder … Norlys Vækstpulje er primært til for de 800.000 andelshavere, men støtter også projekter uden for ejergeografien, hvis de fremmer den grønne omstilling i en bredere forstand. I denne omgang har Norlys Vækstpulje støttet tre initiativer, der ligger uden for ejergeografien.

En af dem er iværksættervirksomheden Nordic Hydrogen fra Allerød, som Norlys Vækstpulje har støttet med 150.000 kroner. Virksomheden arbejder på at skabe offshore produktion af grøn brint og vil i løbet af det kommende år udvikle sin 20 kW demomodel.

Derudover har vækstpuljen valgt at støtte virksomheden Insutex, der ligger ved Nykøbing Falster, med 100.000 kroner. Insutex genanvender tekstilaffald og omdanner det til isoleringsmateriale, der kan bruges til byggerier. Endelig har Aarhus-baserede Monto, som er en platform, hvor brugerne kan udleje forskellige genstande til andre brugere, modtaget 97.584 kroner i støtte.

– Som tele- og energikoncern ser vi det som vores ansvar at støtte innovation og grøn omstilling. Derfor glæder vi os over at kunne støtte disse tre spændende projekter, som alle har potentiale til at skabe en positiv forandring, siger Jens Erik Platz.

Listen over de 248 projekter, der har fået støtte fra Norlys Vækstpulje, kan findes her. Fristen for at søge støtte fra Norlys Vækstpulje i årets sidste uddelingsrunde er den 1. oktober klokken 12.

norlys støtte
Norlys donerer til gode formål … (Foto: PR)

Læs også: Norlys donerer Røde Kors

IKEA tilbagekalder visse VARMFRONT powerbanks på grund af brandfare

IKEA beder alle kunder, der ejer en VARMFRONT powerbank 10400 mAh (modelnummer E2038) med datostempel (YYWW) 2313, 2316, 2318 eller 2319, eller en VARMFRONT powerbank 5200 mAh (modelnummer E2037) med datostempel (YYWW) 2318, 2319 eller 2322, om straks at stoppe brugen af produktet og henvende sig til IKEA for ombytning til et tilsvarende produkt, eller for at få pengene tilbage.

I IKEA tager vi altid udgangspunkt i vores kunders sikkerhed. Derfor tilbagekalder vi visse VARMFRONT powerbanks på grund af brandfare. IKEA udvikler sine produkter ved hjælp af et grundigt risikovurderings- og testprogram for at sikre, at produkterne lever op til alle gældende love og standarder på de markeder, hvor de sælges.

På trods af dette, er vi blevet gjort opmærksomme på, at visse VARMFRONT powerbanks kan udgøre en brandrisiko på grund af en produktionsfejl. Denne fejl er isoleret til enheder med de førnævnte datostempler. Derfor tilbagekaldes disse VARMFRONT powerbanks. Kunder, der ejer et sådant produkt, bør straks stoppe brugen af produktet og henvende sig til IKEA for ombytning til et tilsvarende produkt eller for at få pengene tilbage. VARMFRONT powerbanks med andre datostempler er ikke berørt af denne tilbagekaldelse.

Der er ikke indrapporteret nogle hændelser i Danmark. VARMFRONT powerbanks med berørte datostempler kan returneres til ethvert IKEA varehus for ombytning til et tilsvarende produkt eller for at få pengene tilbage. Kvittering er ikke nødvendig.

Kontakt IKEA kundeservice på 70 15 09 09 for flere oplysninger. IKEA beklager ulejligheden.

varmfront ikea
IKEA tilbagekalder VARMFRONT … (Foto: PR)

Læs også: Ny IKEA kollektion med masser af farver

Hjælp til turister på jernhest

Rådet for Sikker Trafik har lavet en flyer med information om cykelreglerne på engelsk. Nærpolitiet har delt dem ud til en række hoteller i København, hvor de blev taget særdeles godt imod.

De fleste københavnere cykler for at komme til og fra og igennem byen. Det samme gør for tiden en del turister og andre besøgende, men for nogle er det lidt mere udfordrende at komme igennem vores stærkt cykeltrafikerede by end andre. For hvordan er det nu lige, at man skal signalere, når man drejer? Eller stopper?

For både at få trafikken til at glide bedre – og for de cyklende turisters og andres sikkerhed, har Rådet for Sikker Trafik lavet en flyer med en række af de almindelige færdselsregler på engelsk, som nærpolitiet i Københavns Politi i disse dage deler ud. Det er blandt andet sket til en række hoteller, og det er muligt for alle andre at downloade den her fra siden og selv printe.

– Vi har fået virkelig god respons fra de hoteller, vi har været rundt hos. Ligesom vi selv oplever at møde mange turister, som er i tvivl om reglerne, så gør hotellerne det samme. Vi håber, at denne, simple flyer kan hjælpe turisterne med at gebærde sig bedre i den københavnske cykeltrafik, siger leder af nærpolitiet i Indre By, politikommissær Henrik Brix og tilføjer:

– Jeg vil også gerne opfordre københavnerne til at være opmærksomme på de turister, som måske er lidt usikre i trafikken, når de kommer cyklende. Mange af gæsterne i vores by er jo ikke flasket op med jernhesten på samme måde, som vi selv er, så jeg håber, at alle vil vise lidt hensyn – også selv om sommermorgenen er grå og regnvejrsfuld, og man måske er ved at komme for sent til dagens første møde, siger Henrik Brix.

Flyeren kan hentes her.

københavn cykel cyklister trafiklys lyskryds
Hjælp til turister på jernhest … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Ting du ikke vidste om København

Dagens billede: Alec Baldwin- sigtelse frafaldet

Sommerpostkort: Flotte Fanø

· Mere fra samme kategori ·