
NEWS: Norlys donerer 30 millioner til Røde Kors med hjælp fra danskerne
Norlys donerer 30 millioner til Røde Kors med hjælp fra danskerne · Færre juleindbrud på Vestegnen end sidste år · Historisk genrejsning i Billund Lufthavn · 2022 bød på rekordstor efterspørgsel på alternative energikilder · 30-årig mand anholdt i sag om voldtægt i Augustenborg · Dagens video: Noget af en koldbøtte
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Norlys donerer 30 millioner til Røde Kors med hjælp fra danskerne
Den 1. januar opfordrede Norlys alle danskere til at spare på strømmen i en god sags tjeneste. Nu modtager Røde Kors 30 millioner kroner til at hjælpe de danskere, som er hårdest ramt i energikrisen.
Sammen med Røde Kors satte energi- og telekoncernen Norlys på årets første dag fokus på at spare på strømmen med initiativet Sluk for Danmark. Den fælles indsats skulle resultere i en milliondonation til Røde Kors’ arbejde med at hjælpe de mennesker i Danmark, som er allerhårdest ramt i energikrisen.
– Vi har oplevet stor opbakning til Sluk for Danmark, og det er vi glade for. Formålet har været todelt, nemlig at hjælpe dem med allerstørst behov og samtidig skubbe på en varig adfærdsændring. Det konkrete resultat her og nu er en donation på 30 millioner til Røde Kors’ vigtige arbejde, men vi håber også, at vi har været med til at øge danskernes bevidsthed om at spare på strømmen, fortæller Niels Duedahl, der er adm. direktør i Norlys.
De 30 millioner kroner skal nu bruges til Røde Kors’ indsatser for de mest udsatte danskere. For de penge kan Røde Kors støtte familier, så deres børn kan invitere til fødselsdag og deltage i fritidsaktiviteter, som de ellers ikke har råd til. De kan også give flere voksne og børn en plads ved bordet til fællesspisning i lokale Røde Kors-fællesskaber og sikre støtte til ensomme unge og besøgsvenner til ældre.
– Donationen fra Norlys er den største enkeltdonation fra en virksomhed, vi nogensinde har modtaget til vores nationale arbejde. Det betyder, at vi kan støtte flere fællesskaber for dem, der er allerhårdest ramt af den nuværende krise. Det er vi meget taknemmelige for. Det er fællesskaber, som kan betyde alverden for den enkelte, og som derfor er så vigtige. Tusind tak for opbakningen, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.
Fakta: Sådan blev strømforbruget målt
På baggrund af data fra Energinet har Norlys beregnet, hvor meget strøm de cirka 2,8 millioner danske husstande sparede den 1. januar 2023 i forhold til strømforbruget den 1. januar 2022 og den 1. januar 2021. Besparelsen endte på cirka 7%. Den 1. januar 2023 var en ekstraordinært varm dag, hvor strømmen næsten var gratis, og det har efter al sandsynlighed påvirket forbruget i opadgående retning. Ved beregningen af donationen har Norlys taget højde for disse forhold.

Læs også: Norlys og Røde Kors slukker for Danmark
Færre juleindbrud på Vestegnen end sidste år
Juledagene på Vestegnen var præget af relativt få indbrud, og var lavere end sidste år. Der er blevet anmeldt 36 indbrud til Københavns Vestegns Politi i perioden fra den 19. december til og med den 29. december. På samme tidspunkt sidste år, var det tal 53. Hos indbrudsgruppen ved Københavns Vestegns Politi, siger man om tallet:
– Ethvert indbrud er ét for meget – men det er meget positivt, at antallet af Vestegns-familier der er kommet hjem til et gennemrodet hjem her i julen, er faldet i forhold til sidste år, siger lederen af indbrudsgruppen politikommissær Stefan Asmussen.
Jule-indbrud opgøres i perioden den 19. december til den 1. januar, og antallet i 2022 er på niveau med corona-året 2020, hvor tallet var 57. Tallet steg en smule i 2021 til 71, men går man tilbage til 2019, så modtog Københavns Vestegns Politi 118 anmeldelser om indbrud i juledagene.
Det er ikke muligt at pege på en enkelt grund til, at jule-indbruddene falder.
– Der har de sidste år været stort fokus på denne kriminalitetsform hos politiet – men det er kun en del af forklaringen. Der er særlig grund til at fremhæve borgerene, der hjælper deres naboer og er blevet bedre til at sikre deres bolig, forklarer Stefan Asmussen.
Hos Københavns Vestegns Politi har det været særligt fokus på indbrud i december, som er kendt som en ‘højtid’ for indbrudstyvene. Fra ugen op til jul og frem til i dag, har der været øget patruljering de steder i politikredsen, hvor efterforskning viser, at der er en særlig risiko for indbrud. En indsats der fortsætter de kommende dage.
Samtidig opfordrer Københavns Vestegns Politi borgerne til at være opmærksomme – samt at have forebyggelse for øje:
• Sikring af døre og vinduer samt solide låse. Se på boligen med tyvens øjne – hvor er de svage steder?
• Hæk og hegn bør ikke kunne bruges som skjul for tyven.
• Lys – timer-styret indendørsbelysning, sensor-styret udendørsbelysning.
• Nabohjælp er noget tyven hader.
• Og så opfordrer vi vores borgeres til at anmelde mistænkelige forhold til politiet.

Læs også: Litauisk mand i grundlovsforhør for mange indbrud
Historisk genrejsning i Billund Lufthavn
2022 vil i fremtiden være dét år, hvor Billund Lufthavn kom tilbage på samme niveau som før coronakrisen – luftfartens værste krise. Årets sidste måned slutter af som forventet på både passager- og cargosiden.
Årets julemåned slutter af som forventet med 216.095 passagerer, hvilket er en mindre tilbagegang på 4,3 procent ift. december 2019. Men når Billund Lufthavn gør status for hele året, får piben en anden lyd. Året kommer til at stå med stort i historiebøgerne i Danmarks andenstørste lufthavn: Dét år, hvor Billund Lufthavn rejste sig efter historiens værste krise.
I 2022 gik der 3.712.400 passagerer igennem Billund Lufthavn, hvilket er på samme niveau som i 2019. Sammenlignet med 2020 og 2021 er passagertallet i 2022 en vækst på henholdsvis 299,6 procent og 172,5 procent.
– Hvis vi havde sagt højt ved udgangen af 2020, at Billund Lufthavn ville have samme passagertal i 2022 som i 2019, ville ingen have troet på os. Det ville vi ikke en gang selv. Men vi har lagt os i selen, og knoklet for at være klar til, at trafikken ville komme tilbage. Og selvom sommeren var hektisk, så løftede medarbejderne i Billund Lufthavn alligevel i flok og håndterede 10,3 procent flere passagerer, end de gjorde i 2019. Det er den direkte årsag til, at vi lander på samme niveau som i 2019. Vi kan kun være stolte af det her resultat, fastslår Jan Hessellund, administrerende direktør Billund Lufthavn.
2023 bliver et spændende år for luftfarten, hvor Billund Lufthavn er optimistiske om aktiviteten. Der er flere faktorer, der holder optimismen oppe, selvom der ligeledes er elementer, som peger i den modsatte retning.
– Vi går ind i 2023 med et år i bagagen, hvor vi kom tilbage på niveau. Det giver selvfølgelig selvtillid at få flyselskabernes og markedets anerkendelse på den måde. Det er ligeledes flyselskabernes og charterbureauernes forventninger til især sommeren 2023 fra Billund Lufthavn, der skaber optimismen, siger Jan Hessellund og fortsætter:
– Men vi går selvfølgelig ikke ind i 2023 med lukkede øjne. Der udspiller sig stadig en forfærdelig situation i Ukraine, der er flere andre geopolitiske spændinger, inflation, recession osv. som vi følger tæt. Men på nuværende tidspunkt har det ikke påvirket danskernes rejselyst, og det er glædeligt. Samtidig kan vi se frem til nye ruter direkte til Grønland med Air Greenland, Wien med Austrian Airlines, Bruxelles med Brussels Airlines, og Ryanair starter op med ruter til Berlin, Valencia og Sardinien.
Billund Lufthavns fragtcenter har skrevet adskillige historier i løbet af 2022, hvor blandt andet verdens daværende største fragtfly, Antonov AN-225, kom til Billund Lufthavn for første gang og slog en sløjfe på en lang række fragtfly, der havde holdt forsyningskæden åben med værnemidler. Og nyheden om, at Maersk Air Cargo vil gøre Billund Lufthavn til deres europæiske luftfragthub fra 2023, giver gode udsigter i lufthavnen.
Begivenhederne har været mange. Det har interessen for at fragte luftfragt via Billund Lufthavn også. Derfor slutter 2022 af med at lande på det samme flotte niveau, som lufthavnen havde i rekordåret 2021. I 2022 blev der fragtet 76.874 tons luftfragt via Billund Lufthavn, som kun er 0,4 procent mindre end sidste år. I årets sidste måned blev der fragtet 5.770 tons fragt igennem Billund Lufthavn, hvilket er en nedgang på 10,2 procent.
– Ligesom på passagersiden vil 2022 for evigt og altid stå stærkt i erindringen. Der har været fuld fart på udviklingen, og etablering af partnerskaber, der gør Billund Lufthavn til et endnu mere veletableret fragtknudepunkt – og ikke kun i Danmark. Mængderne i december slutter som forventet af med en nedgang, når man tager afmatningen i markedet i betragtning. Men resultatet for hele året kan vi kun være tilfredse med. Vi lander på samme niveau som vores rekordår, og nu går vi et år i møde, hvor der er store begivenheder at se frem til på luftfragtområdet i Billund Lufthavn, afslutter Jan Hessellund.
Se måneds- og årstallene for hhv. december og 2022 her.

Læs også: Rekorderne har luft under vingerne i Billund Lufthavn
2022 bød på rekordstor efterspørgsel på alternative energikilder
Nedgangen i byggebranchen betyder, at flere af renoveringsopgaverne i markedet kommer forbi håndværkerportalen 3byggetilbud.dk. Og så har forsyningskrisen for alvor sat gang i den grønne omstilling.
Danskernes byggelyst har generelt været aftagende gennem 2022. Inflation, energikrise samt produktions- og leveringsforsinkelser er nogle af udfordringerne for mange af landets håndværksvirksomheder. Den nedgang, som resten af markedet mærker på nuværende tidspunkt, kan dog ikke spores hos 3byggetilbud.dk.
Tilbudsportal er populær i et marked i nedgang … Ifølge CSO hos 3byggetilbud.dk Tino Chris Hansen har knap 65.000 danskere indsendt en bygge- eller renoveringsopgave til 3byggetilbud.dk i 2022:
– Det er ikke på det niveau, som det var, da corona-byggelysten buldrede derudaf, men det er væsentligt højere, end hvad man kan forvente af et marked i nedgang, siger Tino Chris Hansen.
– Vi vinder lige nu markedsandele, og det skyldes blandt andet, at mange danskere ønsker at hente flere tilbud på renoveringsopgaven, når privatøkonomien bliver lidt mere slunken, fortsætter Tino Chris Hansen med henvisning til inflationen og de øgede leveomkostninger.
Alternative energikilder stod højest på ønskelisten … Der er flere årsager til, at 3byggetilbud.dk har fået så mange renoveringshenvendelser fra danskerne i 2022. Én af forklaringerne er den store efterspørgsel på alternative energikilder. 3byggetilbud.dk har nemlig oplevet rekordstor efterspørgsel på både jordvarme og varmepumper.
Portalen har haft en vækst på 225,37 procent i antallet af forespørgsler på luft-vand varmepumper og 720 procent flere henvendelser på jordvarmeanlæng, når 2022 sammenlignes med 2021.
– De stigende gaspriser og usikkerheden om fjernvarmeplanerne har betydet, at rigtig mange ønskede at udskifte det gamle fyr med en alternativ og grønnere opvarmningskilde, forklarer Tino Chris Hansen.
Solcellerne er en solstrålehistorie … Også solcellerne har stået højt på ønskelisten hos danskerne i 2022. Her har 3byggetilbud.dk haft en gigantisk vækst på 1.759 procent, når antallet af forespørgsler i 2022 sammenlignes med 2021.
– Vi har modtaget tusindvis af solcelleopgaver i 2022. Det er 19 gange så mange henvendelser, som i 2021 og særligt da elprisen stak af i efteråret fik vi solcellehenvendelser som aldrig før, fortæller Tino Chris Hansen.
Fakta:
– 3byggetilbud.dk er Danmarks førende formidler af bygge- og renoveringsopgaver. I 2022 modtog 3byggetilbud.dk 63.595 bygge- og renoveringsopgaver.
– Håndværkerportalen forventer at formidle mere end 70.000 henvendelser i 2023.
– Top 3 brancher med højeste vækst:
1. Solceller
2. Jordvarme
3. Varmepumper (luft-vand)
– 3byggetilbud.dk har modtaget 40 procent flere ansøgninger om entreprisegaranti i 2022 end året inden.
– Lokale og regionale tendenser kan også spores i 3byggetilbud.dks data. Eksempelvis fremgår det, at områder uden fjernvarme har haft særlig stor efterspørgsel på udskiftning af varmekilden.

Læs også: Andel og Nature Energy investerer 100 millioner kroner i Power-to-X
30-årig mand anholdt i sag om voldtægt i Augustenborg
Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, om der er grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag den 1. januar 2023 klokken 00.35 en anmeldelse om voldtægt af en ung kvinde begået i området omkring Palævej i Augustenborg i Sønderborg Kommune. Området blev efterfølgende afspærret og afsøgt med hundepatruljer for at finde spor på gerningsstedet, ligesom politiet iværksatte en massiv efterforskning for at finde frem til gerningsmanden.
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt mandag en 30-årig mand fra lokalområdet og sigtet ham for voldtægt. Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, om der er grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket – af hensyn til den fortsatte efterforskning – ikke oplyse yderligere til pressen om hændelsen.

Læs også: Mand dømt for uautoriseret sæddonation