Klumme: At sørge og savne
Nogle gange gør livet ondt – mega naller. Og det kan føles som om en orkan er ved at vælte en omkuld. Her er mine tanker om at sørge og savne
Ingen går livet igennem uden knubs – uden at der bump på vejen – uden vi får taget de ‘forkerte veje eller omveje’. Sådan er livet – og vi lærer jo også hele tiden. Både om livet og om os selv … Eller jeg har i hvert fald gjort og gør til stadighed. Og det at sørge og savne er bestemt ikke noget, jeg holder af. Men ja – det er også en del af livet og læringen. Og det er vel også således, at tiden gør sin del af et sorgarbejde, så sorgen gør mindre ondt, men omvendt tænker jeg også at det vil forstærke følelserne og få en til at gemme minderne ekstra nøjsomt. Det er netop dette jeg har gjort mig nogle tanker omkring …
Enebarnet
Jeg er enebarn – mine forældre kunne ikke få børn – så de var i proces til adoptivbarn dengang. Men kort før det græske adoptivbarn skulle komme – så kom jeg – eller mine forældre fandt ud af, at min mor var gravid. Så et ønskebarn var og blev jeg – og det resten af livet … For de to mennesker elskede mig betingelsesløst. Hvilken (livs)gave og kærlighed at få.
Men nu er de begge døde – min mor op til jul sidste år. Min far for et par år siden. Derfor går jeg og tømmer deres hjem gennem næsten 70 år alene. Det kan man kalde en bearbejdelse af sorg og savn. En opgave jeg har vidst ville komme på et tidspunkt i mit liv – og den var så ‘nu’. Og ja, den er jo også at rydde op i mit liv – for mange af de ting der er der, har været så meget en del af mit liv, historie og fortid.
Man siger, at sorg og savn er kærlighed, der er blevet hjemløs – det ordsprog kan jeg godt lide. Det ‘tager den tid som det tager’ – og jeg forsøger at lade alt blive bearbejdet. For det er et tomrum – og det vil det være for evigt. Men jeg føler mig meget taknemmelig over, at have haft dem i så stor en del af mit liv. Det er ikke alle forundt …
Tom og fyldt
Kan man være helt tom og så alligevel fyldt i hovedet … Ja, det kan man faktisk godt. Eller jeg kan – eller har følt det. For nogle nogle dage føler jeg mig ene og forladt – tom indeni – og andre gange totalt fyldt som om, der slet ikke er plads til alle tankerne i hovedet – og de nærmest står i kø for at gøre opmærksom på sig selv.
At tømme et hus er som en lang mindelund- og højtidelighed – hvor minder man kan huske og andre glemte hele tiden dukker op. Det er vildt – voldsomt og ganske drænende. Også fordi man jo reelt gerne ‘vil lukke’ men heller aldrig glemme dem. Man vil jo bare gerne have minderne ned på et niveau, hvor de ikke fylder for meget i ens hoved – især når man skal sove – men på et niveau hvor man for altid kan huske sin fortid, og hvad den indeholdt.
Tomheden tænker jeg er ganske naturlig – at sørge – at være ‘næste led’ – at være ‘forældreløs’ – det er reelt en ny identitet, som man ikke selv måske ønsker, men som man skal lære at både kapere og forholde sig til. Samtidig er det som om hjernen bare prøver at punke en og fortælle en, at det er vigtigt at føle – mærke og forholde sig til det hele. Døden er en naturlig ting – og jeg har været privilegeret at have mine forældre så længe. Men den der kolde sandhed der indimellem går op for mig, ‘at de er væk’ – at man ikke kan få svar på ting – at man ikke kan få lige den opbakning eller opmærksomhed mere, den skal jeg altså lige lære at leve med. Jeg tænker, at sorg bliver til savn på et tidspunkt og dermed nemmere at ‘leve med’ …
Minderne der står i kø
Der er dem, man har og værner om (også nogle man ville ønske gik væk for evigt) – og så er der dem, der pludselig dukker op. Og de sidste er virkelig mærkelige. Jeg har reelt fået dem det meste af mit liv – det der lille hurtige glimt af noget, man kan huske – en duft – et sted – en farve – en melodi. Og straks er man tilbage næsten som i ‘Tilbage til fremtiden’-filmen. Hører jeg sangen ‘Born to alive’, så er det som at være tilbage, da jeg lige var flyttet hjemmefra, og vi holdt gymnasiefester hos mig og stod og dansede i opgangen (godt alle i opgangen var yngre personer – tænk jeg skænkede det ikke en tanke dengang) og skrålede med i bedste disko 80’er stil (og ja jeg havde også permanentet hår).
For tiden går jeg som sagt og tømmer mine forældres hus gennem næsten 70 år – og DER kan du tale om minder – og sygeste flashbacks – lige fra min første skoletaske – som jeg husker tydeligt, fordi jeg var så stolt over den, og glædede mig helt vildt til at komme i skole. Selv syntes jeg, jeg var en rigtig skolepige. Jeg havde endda fået lov til (efter at have være til en prøve med 40 andre, om jeg var egnet til at starte et år før) – og det var jeg – og jeg glædede mig vildt. Så da den dukkede op i et skab – var det som min første skoledag var i går. Har overvejet om jeg skal gemme den – men tror bare jeg tager et foto af den. Vildt ikke …
Og det lille brev på billedet her nedenfor – det var virkelig mærkeligt at finde. Det lå i et skab – og i var der det lille kort og to ti-kronesedler – nye og åbenbart aldrig taget ud af konvolutten (hvorfor tænker jeg – men det får jeg aldrig svaret på – mine forældre er jo væk). Det er til min barnedåb – og jeg kan se, det er min mormor Ellas håndskrift – for den var så fin og unik – med dobbelt aa’er (det fortsatte hun med hele livet) og ord som dåb med stort D. Så pludselig så jeg hende for mig – og min oldemor og mig som lille for mig. Og jeg har jo aldrig (af gode grunde jeg var omkring et halvt år, da jeg blev døbt) set det før – så det har ligget i det skab i 59 år – det er næsten ikke til at forstå – eller at jeg er blevet så tussegammel på kun et par år – eller nåh nej, der ER jo gået alle de år – nogen har bare glemt at fortælle mig det. Nu har jeg gemt det – som et minde – et både lidt mærkeligt men også fint minde.
Tid tid og atter tid
‘Tiden læger alle sår’. Og som min mormor sagde ‘der er ikke kun en spandfuld – der et et land fyldt’ (når man havde kærestesorger som ung). Så ‘kommer tid kommer råd’ – råd til at leve et ‘normalt liv’ – et liv hvor der kommer en mere ligelig fordeling af tanker, og nattesøvnen bliver normaliseret og (savne)hullet i maven forsvinder. Tid er en flygtig størrelse. Og vi kan have timer – dage – uger, måneder og år – der tager et sekund eller varer en evighed.
Da jeg var i 30’erne var jeg nærmest bange for at sove og gå glip af noget – nærmest FOMO – det var dog ikke opfundet dengang. Men det der med, at det gik lynende stærkt, så det galt ‘eddermame om at stå på toget – og holde sig godt fast’. Jeg kan godt tænke den tanke stadig – at årene går latterligt hurtigt. Men jeg føler mig også heldig over, at have og have haft et godt liv – at have en kæmpe kuffert med minder og gode oplevelser – en fortid fyldt med gode mennesker. DEM samler jeg til stadighed på. Det sjove er, at man ikke i nuet ved, hvad det er for minder, der vil sætte sig ‘godt fast’ og være de små skatte, man værner ekstra meget om. Og ofte kan det være ganske små ting, der faktisk bliver de stærkeste og mest skarpe minder.
De små skridt
Det er vigtigt at italesætte ting – hvad man føler og tænker. Jeg har aldrig troet på, at det at feje det ind under tæppet eller lave ‘strudsen’ og tro det ‘bare går væk’. Det er dumt – og ja det løser sjældent ting eller problemer. Men omvendt kan det også være svært at overskue og overkomme en masse ting på en gang. Og selvom hjernen måske kan klare det – så kommer kroppen ofte med 200 timer senere og fortæller dig, at du skal styre dig lidt.
At undgå at gå ned – at få stres – at blive deprimeret tror jeg også kommer an på at tage små ting og skridt ad gangen. Ikke tro på at man kan løse eller klare alt på en gang. Og så erkende AT TING tager tid. Og at det faktisk også kan være helt ok at bede om hjælp – om det så er families, venners eller på anden måde bede om hjælp. Det vigtige er at turde bede om det. Lidt ligesom hvis man ville invitere til fest men ikke orker at lave mad til mange, og festen derfor aldrig bliver til noget. Så lad alle tage en ret med – ALLE kan klare det – og du kan måske også meget nemmere klare at holde en fest. Det er ingen skam – det er snarere smart og ganske klogt. Og apropos buffet – så er det næsten altid virkelig sjovt at prøve mange retter. Så lær det nu … Baby steps – baby steps og bed om hjælp.
Taknemmelighed
Det simple liv – et liv med kærlighed – et liv uden de store udsving – de udsving der kom, dem har jeg selv lavet – ikke mine forældre. DET er jeg uendelig taknemmelig for. For at de elskede mig, som jeg var – at de ville mig det bedste – troede på mig – altid hjalp mig. Og det samme gjorde de med mine drenge. De ville have givet deres sidste krone til os, hvis vi havde bedt om den.
Værdier i livet – de værdier som jeg tror på – dem har jeg fået af dem – ind med modermælken. Jeg har gjort alt for at give dem videre til mine drenge. At være et godt menneske og så videre … De elementer tænker jeg min og deres fremtid altid vil indeholde, og jeg vil også huske at forblive taknemmelig for det de gav mig. Den bedste ballast til livet. Tak er her vitterligt blot et fattigt ord. Og man siger jo også, at det livet tager, giver det os også tilbage. Det vil jeg huske – og også prøve at leve efter og med.
Livet din bandit
Livet er ikke for tøsedrenge – som man siger … Og hold da op nogle hak det kan give indimellem. Men livet er også fantastisk – smukt og ja døden og det at miste og savne en naturlig del deraf. Ikke at jeg ikke gerne ville være foruden. Men når man indimellem må stoppe op og træde ud af hamsterhjulet, så er det også der, man kan mærke både livet, og at man lever – og at man måske kæmper og påskønner de mindre ting lidt mere. Måske man kommer lidt klogere – styrket og sejere ud på den anden side.
Livet er en sjov størrelse – som lille ville man bare kunne mere og mere og mere ‘jeg kan selv’-fasen. Som teenager kunne man ikke vente på at kalde sig voksen – og der kunne man alt selv – eller det troede man i hvert fald. I de tidlige voksenår havde man så travlt med at skabe familie. Og så kom årene – som vitterlig føles som to sekunder nemlig de 18 første år med børn. Derefter kommer en – jeg var lige ved at kalde det ‘voksenfase’ – men jeg ved vitterlig ikke, hvornår man er voksen – jeg føler mig faktisk ikke altid voksen – hvor mange ting i livet på en eller anden måde cementeres og tager ny drejning mod ‘det at blive ældre’ (man kunne kalde det en lang deroute – men det er jo at desavouere det smukke i livet).
Livet din bandit – du kan godt tage den med ro – og så kan du altså også godt snart give mig en lille pause (som i en fodboldkamp) hvor vi lige tager den med ro. Så lover jeg at få alt i hovedet til at falde på plads og ja – få sorgen til at glide over i savnet – savnet der for for evigt vil være et lille stik i mit hjerte – men i et hjerte der er så absurd taknemmelig trods alt. For intet menneske må glemme sine rødder – de er kilden til vores liv.
Læs også:
