Læs også:

Close
afrikanske børn, glæde (Foto: Unsplash)

NEWS: Flertal ser udviklingsbistand som en vigtig investering for Danmark

Nyheder  | 

Flertal ser udviklingsbistand som en vigtig investering for Danmark · Beboer udsat for vold på plejehjem i Vejen · TUI udvider i Rumænien med ny afdeling · Nationalbanken sender opgraderet 50-kroneseddel i omløb · Bil beslaglagt efter vanvidskørsel · Dagens billede: Trump om elektricitet

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Flertal ser udviklingsbistand som en vigtig investering for Danmark

En ny Epinion-undersøgelse blandt 804 danskere viser, at et klart flertal ser udviklingsbistand som både en vigtig investering for Danmark og som en indsats, der gør en reel forskel for mennesker i nød.

Undersøgelsen viser, at 64 procent af danskerne er enige i, at udviklingsbistand er en vigtig investering for Danmark i en tid, hvor vi skal sikre os gode relationer til andre lande. Heraf svarer 21 procent, at de er meget enige, mens 43 procent er delvist enige. Kun 11 procent er uenige.

Der er også bred tiltro til, at bistanden gør en konkret forskel for mennesker ude i verden. 67 procent er enige i, at Danmarks udviklingsbistand gør en vigtig forskel for mennesker i nød – 27 procent er meget enige, og 40 procent er delvist enige. Kun 9 procent er uenige.

Når det gælder niveauet for Danmarks udviklingsbistand, mener knap halvdelen (49 procent), at Danmark i dag bruger en tilpas andel af BNI på udviklingsbistand. Samtidig mener 19 procent, at Danmark bør bruge en større andel end i dag, mens 14 procent ønsker en mindre andel.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, kommenterer:

– Undersøgelsen peger samlet set på en stabil og bred folkelig opbakning til Danmarks udviklingsbistand – både som en uundværlig og livreddende humanitær indsats og som en afgørende del af Danmarks samlede sikkerhed. Jeg er glad for at se, at to ud af tre regeringspartier – Socialdemokratiet og Moderaterne – slår ring om, at Danmark fortsat skal leve op til vores internationale forpligtelser og bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand. Det er vigtigt for mennesker i nød ude i verden, og det er samtidig vigtigt for et stærkt Danmark, der skal navigere i en svær geopolitisk tid.

Undersøgelsen er gennemført af Epinion i slutningen af januar 2026 på vegne af Folkekirkens Nødhjælp.

afrikanske børn, glæde (Foto: Unsplash)
Flertal ser udviklingsbistand som en vigtig investering for Danmark … (Foto: Unsplash)

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp advarer: USA’s bistandsstop truer globale nødhjælpsindsatser

Beboer udsat for vold på plejehjem i Vejen

Syd- og Sønderjyllands Politi har afsluttet tekniske undersøgelser …

Syd- & Sønderjyllands Politi har nu afsluttet undersøgelser på plejehjemmet Kærdalen i Vejen, efter politiet i lørdags aften klokken 19.08 fik en anmeldelse om mulig vold på stedet.

Syd- & Sønderjyllands Politi var i den forbindelse til stede på plejehjemmet hele lørdag aften og afsluttede undersøgelserne søndag morgen. Politiet har blandt andet gennemført afhøringer og forskellige tekniske undersøgelser med bistand fra NKC (National Kriminalteknisk Center), ligesom der har været hundepatruljer på stedet.

En sengeliggende beboer blev lørdag aften udsat for vold og er efterfølgende afgået ved døden. Den indledende efterforskning peger på, at gerningspersonen er en anden beboer på plejehjemmet, der blev fremstillet i grundlovsforhør søndag klokken 11 ved Retten i Esbjerg. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.

Efterforskningen fortsætter og politiet har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger i øjeblikket. De pårørende er underrettet.

ældre hænder stok
Beboer udsat for vold på plejehjem i Vejen … (Foto: Pexels)

Læs også: Kvinde tiltalt for drab på plejehjem

TUI udvider i Rumænien med ny afdeling

TUI Group fortsætter sin vækststrategi i Østeuropa med den officielle lancering af TUI Rumænien …

Etableringen bygger videre på koncernens ‘Eastern Europe growth cluster’, der i forvejen omfatter Polen og Tjekkiet. TUI anvender her en model, hvor globale teknologiplatforme udrulles med minimale justeringer, mens produkter og markedskommunikation tilpasses lokalt.

For TUI handler trækket om mere end blot nye destinationer; det er en ren forretningsstrategisk manøvre for at diversificere indtægtsstrømmene. CEO for TUI Group, Sebastian Ebel, udtaler i forbindelse med lanceringen, at TUI Rumænien er et bevis på, hvordan strategi omsættes til konkret vækst. Ved at åbne et nyt marked og nå nye kundesegmenter styrker koncernen sin position uden for de traditionelle kernemarkeder.

TUI går ind på det rumænske marked med en hybrid distributionsstrategi, der kombinerer onlinesalg via tui.ro og appen med et omfattende fysisk netværk. Startskuddet går med 200 partnerbureauer, og målsætningen er at nå 500 bureauer inden udgangen af 2026. Derudover planlægger TUI at åbne fem fysiske butikker i indeværende år.

Operationelt vil TUI tilbyde afrejser fra fire nøglelufthavne: Bukarest (OTP), Cluj-Napoca (CLJ), Timișoara (TSR) og Iași (IAS), med fokus på populære destinationer som Tyrkiet, Grækenland og Spanien samt langdistancerejser.

rumænien tui
Her ses Andreea Petrisor, administrerende direktør for TUI Rumænien, under lanceringseventet med branchepartnere i Bukarest sidste torsdag aften. (Foto: Mihnea Ratte ©Mihnea Ratte-72)

Læs også: TUI åbner sit første hotel i Japan

Nationalbanken sender opgraderet 50-kroneseddel i omløb

Som den sidste seddel i den nuværende seddelserie er 50-kronesedlen nu blevet sikkerhedsopgraderet. Farver og billeder på sedlerne er de samme som før, men der er kommet nye sikkerhedselementer til, som gør sedlerne endnu sværere at forfalske.

Frem til Danmark får helt nye sedler i 2028 – 2029, har Nationalbanken opgraderet sikkerheden i den nuværende seddelserie med broer og oldtidsfund (2009 – serien). I 2020 blev 500-kronesedlen opgraderet, i 2024 blev 100- og 200-kronesedlen opgraderet, og nu er det så 50-kronesedlens tur.

– Den teknologiske udvikling betyder, at falskmøntnere løbende får adgang til mere avancerede muligheder for at efterligne pengesedler, fortæller Niels Kaas, hovedkasserer og ansvarlig for kontantforsyningen i Nationalbanken.

– Derfor vurderer vi løbende kvaliteten af sikkerhedselementerne i pengesedlerne, og med denne opgradering har 50-kronesedlerne nu samme sikkerhed som de øvrige sedler, fortsætter han.

De sikkerhedsopgraderede udgaver af sedlerne kaldes for 2009A-serien. De ligner de oprindelige versioner meget, men der er små forskelle. På Nationalbankens hjemmeside er der mere information om de nye sikkerhedselementer på sedlerne. Både de oprindelige og de sikkerhedsopgraderede sedler er gyldige, frem de til nye danske pengesedler kommer på gaden i 2028-2029.

Den sikkerhedsopgraderede 50-kroneseddel er den første seddel, der er blevet produceret efter at Christian Kettel Thomsen og Ulrik Nødgaard blev nationalbankdirektører i henholdsvis 2023 og 2024. Det er derfor også første gang, at deres underskrifter er at finde på pengesedler.

1000-kronesedlen og alle ældre seddelserier er ikke længere gyldige som betalingsmiddel. Ugyldige sedler kan stadig indløses på tre indleveringssteder i Danmark til og med 31. maj 2026. Det er der også mere information om på Nationalbankens hjemmeside.

pengeseddel
Som den sidste seddel i den nuværende seddelserie er 50-kronesedlen nu blevet sikkerhedsopgraderet. Farver og billeder på sedlerne er de samme som før, men der er kommet nye sikkerhedselementer til, som gør sedlerne endnu sværere at forfalske. (Kollage: Danmarks Nationalbank)

Læs også: Nationalbanken går på jagt efter danskernes sidste ældre sedler

Bil beslaglagt efter vanvidskørsel

Politiet fik søndag aften klokken 18.51 en anmeldelse om, at en bilist havde kørt hensynsløst i Nykøbing F. Vidner havde set bilisten på Østerbrogade, hvor han standsede ved et lyskryds, som viste grønt, men pludselig satte han bilen i bakgear og kørte op over cykelsti og fortov, hvor han ramte nogle afspærringskegler.

Han fortsatte sin kørsel ind på OK-tanken, hvor der var flere personer, der var i fare for at blive ramt. Politiet fandt frem til bilisten, der var en 20-årig mand fra Nykøbing F.. Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for andre, og da han virkede påvirket, blev han også sigtet for spiritus- og narkokørsel.

Den 20-årige fik taget en blodprøve på sygehuset i Nykøbing F., men her råbte han op og optrådte utryghedsskabende, så han blev anholdt klokken 20.28 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. For at sikre ro på stedet blev han taget med i detentionen og løsladt igen klokken 2.43.

politi politibil
Bil beslaglagt efter vanvidskørsel … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Anholdt efter påkørsler ved Kolding Sygehus

Dagens billede: Trump om elektricitet

· Mere fra samme kategori ·