
Oplev de nye områder på Bogforum
Oplev de nye områder på Bogforum … For i dag åbnes dørene til Bogforum 2025. Kom og oplev en verden af bøger i Bella Centret
Kalder alle bogelskere – for nu er der tre dage fyldt med bøger i alle varianter. Du kan kigge, du kan købe, du kan møde forfattere, du kan høre debattere. Du kan blive klogere – og du kan blive inspireret til de næste bøger, du skal læse …

Bogforum samler hvert år bogelskere, forfattere, forlag og andre med interesse for kultur, litteratur, samfund og politik til en stort anlagt weekend fyldt med underholdning, debatter, talks og ikke mindst bøger. Der vil være spændende events og aktiviteter for både store og små, og du vil med garanti få vækket din nysgerrighed og læseglæde.
Hvert år ligger Bogforum den første weekend i november, hvor 40.000 gæster kommer forbi. Det er tre dage med samtaler, interviews, talks og musik fra Bogforums mange officielle scener.
Aldrig har der på Bogforum været så mange steder at sidde, spise, forbyde sig – og tale sammen. I dette nyhedsbrev kan du læse om de nye tiltag og områder på Bogforum: Litteraturstrædet, Skaberhjørnet og Balkonen. Alle byder de på adskillige kulturelle og kreative oplevelser.
Det skal du vide
Bogforum foregår den 7. – 9. november, og der er forskellige priser og dage kan være udsolgt. Men kig på link sidst i artikel. Åbningstider er: fredag 10 – 19, lørdag 10 – 18 og søndag 10 – 17. Adressen er: Bella Center Copenhagen, Center Boulevard 5, 2300 København S.

De mange nye tiltag
Litteraturstrædet
I Litteraturstrædet kan du møde mindre kvalitetsforlag som Jensen & Dalgaard, Sisyfos, Palomar, Vinter, Multivers, Wunderbuch og Mindspace. Til stede er også Statens Museum for Kunst og Zetland. Her finder du litterære oplæg – mød blandt andre Iselin C. Hermann, Madame Nielsen, Finn Widermann, Klaus Rothstein og mange flere.
Samtidig er her også ro og plads til at gå på opdagelse i bogværker fra forlag med personlighed, sans for formgivning og udsyn. I området finder du desuden Volatil Vinbar, der er specialiseret i økologisk vin med lav intervention, og hvis du er sulten, kan du tage forbi Andersen Bakery.
Skaberhjørnet
Bogforums helt nye område Skaberhjørnet er hjemstedet for kreative sjæle, hvor der er fokus på kreativitet, håndarbejde og hobby-bøger. Her finder du din næste strikkeopskrift eller bliver inspireret til at male, folde eller bygge.
Atelieret
I Skaberhjørnet ligger også Atelieret, et workshopområde, hvor du kan lære at lave linoleumstryk eller male med akvarel, støbe din egen skål, lave papirblomster, eller fordybe dig i strik, brodering eller syning.
Balkonen
I år har Bogforum udvidet og nytænkt den lilla zone på balkonen. Her kan du hvile fødderne i nogle af de mange loungemøbler og rolige hjørner eller købe noget hos Lagkagehuset. Svinger du forbi fredag eller lørdag, kan du deltage i workshops med Vallekilde Højskole og Grundtvigs Højskole. Det er også på Balkonen, du finder mange af Bogforums mest velbesøgte scener – Litteraturscenen, Vidensscenen, Balkonscenen og Krimiscenen.
Højskolerne
Fredag og lørdag indtager højskolerne Bogforum. Fredag er Vallekilde Højskole vært, hvor du kan deltage i workshoppen ‘Udgiv din egen bog’. Her vil højskoleeleverne guide dig til at skrive en tekst, binde din egen bog og trykke en forside. Lørdag overtager Grundtvigs Højskole balkonen med tre forskellige workshops med fokus på poesi og skriveøvelser. Kom og få smag for den danske højskolekultur!

De mange forfattere du kan møde
ALEX SCHULMAN (SV) – interviewer: Anna Ingrisch
Alex Schulman vender med sin nye roman ‘17. juni’ tilbage til det stof, der har gjort ham til en af nordens mest bemærkelsesværdigeforfattere: Hør Schulman fortælle om sit gribende, tankevækkende værk. SØNDAG KL. 12.15 på LITTERATURSCENEN.
ANDRZEJ TICHÝ (SV) – i samtale med Asta Olivia Nordenhof.
Moderator: Rebekka Bundgaard
Svenske Andrzej Tichý er en af de vigtigste fornyere af skandinavisk samtidslitteratur og er aktuel med den monstrøse roman, ‘Begivenhedsbogen’. Mød Tichý i samtale med Asta Olivia Nordenhof (Scandinavian Star) om kapitalisme, vold og skrift. LØRDAG KL. 16.55 på LITTERATURSCENEN.
AUÐUR AVA ÓLAFSDÓTTIR (IS) – interviewer: Linea Maja Ernst
Islandske Auður Ava Ólafsdóttir, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, er et af de helt store navne i nyere nordisk litteratur. På dansk er hun aktuel med romanen ‘DJ Bambi’, der handler om den 61-årige Bambi, en transkønnet kvinde. LØRDAG KL. 16.00 på LITTERATURSCENEN.
CAMILLA LÄCKBERG (SV)
På Krimimessens scene, KRIMISCENEN, kan du opleve Sveriges litterære superstjerne Camilla Läckberg hele to gange lørdag den 8. november. Første gang kl. 13.10 til en snak om hendes nye krimi ‘Drømme af bronze’. Anden gang, kl. 17.15, i samtale med Sara Blædel.
DIDIER ERIBON (FR) – interviewer: Rune Lykkeberg
I Danmark er Didier Eribon måske mest kendt som Édouard Louis’ læremester. I hjemlandet, Frankrig, er Eribon en af de vigtigste stemmer i den offentlige samtale om klasse, arv og seksualitet. Hør Eribon fortælle om sit selvanalytiske mesterværk ‘Tilbage til Reims’. FREDAG kl. 15.50 på VIDENSSCENEN.
JAN GUILLOU (SV) – interviewer: Diana Bach/Ulla Hinge Thomsen
Jan Guillou, forfatter og samfundsdebattør, er et af de navne, Bogforum er særligt glade for at kunne føje til programmet. Guillou kan opleves i samtale med Diana Bach lørdag og Ulla Hinge Thomsen søndag om romanen ‘Ikke krig og ikke fred’. LØRDAG kl. 11.15 på LITTERATURSCENEN og SØNDAG kl. 11.00 på BELLASCENEN.
JEFF LEMIRE (CA) – interviewer: Dennis Jacob Rosenfeld
Den canadiske tegneserieskaber, Jeff Lemire, har skabt en næsten absurd imponerende karriere. Oplev Lemire i samtale med Dennis Jacob Rosenfeld lørdag og den danske Eisnervindende tegner Teddy Kristiansen søndag om ‘Black Hammer’. LØRDAG kl. 15.00 og SØNDAG kl. 15.00 på COMICSSCENEN.
JENNIFER BELL (UK) – interviewer: Maria Månson
Jennifer Bell er et af de helt store internationale fantasy-navne. Du kan møde hende på Balkonscenen, når hun præsenterer ‘Magicalia’-serien, der handler om vennerne Bitsy og Kosh, hvis tilværelse bliver vendt op og ned, da de finder den mystiske bog Magicalia. LØRDAG kl. 14.05 på BALKONSCENEN.
JÓN KALMAN STEFÁNSSON (IS) – interviewer: Carsten Jensen
Kom og hør en af Islands største, mest prisbelønnede forfattere, Jón Kalman Stefánsson, fortælle om sin nye roman, ‘Himmellegemer over verdens yderste rand’. Det er en fortælling, hvor kampen om sandheden og magten, mellem pennen og sværdet, er ligeså nærværende som i verden i dag. SØNDAG kl. 13.15 på LITTERATURSCENEN.
JUNG CHANG (CH) – interviewer: Synne Rifbjerg
Kinesisk-fødte Jung Chang trådte ind i verdenslitteraturen med det selvbiografiske storværk ‘Vilde svaner’, der har solgt millioner af eksemplarer verden over. Den selvstændige fortsættelse, Flyv, vilde svaner, er netop udkommet, så kom og hør om arbejdet med det længe ventede værk. LØRDAG kl. 15.15 på STORE SCENE.
JUNJI ITO (JP) – interviewer: Marian Månson/Christian Monggaard
Det er et ægte scoop, når den japanske mangamester Junji Ito gæster Bogforum. Junji Ito kan opleves både lørdag og søndag på COMICSSCENEN. Lørdag kl. 12.00 i samtale med Maria Månson om hans dystre og absurde værk ‘Dissolving Classroom’. Søndag kl. 13.00 i samtale med Christian Monggaard, hvor der dykkes ned i Itos omfattende karriere.
KARL OVE KNAUSGÅRD (NO) – interviewer: Kathrine Tschemerinsky
Karl Ove Knausgård har gennem de seneste tyve år slået sit navn fast som en uomgængelig skikkelse i samtidens verdenslitteratur. På scenen fortæller Knausgård om sit virke til Kathrine Tschemerinsky, kulturredaktør på Weekendavisen. LØRDAG kl. 13.15 på STORE SCENE.
LAURA BATES (UK) – interviewer: Stine Helding Rand
Den anerkendte britiske forfatter og feminist Laura Bates beskriver i sin nyeste bog bagsiden af kunstig intelligens, og de mange måder hvorpå ny teknologi er med til at genopfinde og udbrede misogyni. LØRDAG kl. 13.45 på NY SCENE.
LISA RIDZÉN (SV) – interviewer: Lotte Kirkeby
Den smukkeste bog om den tavse generation, skrev Politikens anmelder om ‘Tranerne flyver mod syd’, der blev kåret til Årets bog i hjemlandet Sverige. Oplev forfatteren Lisa Ridzén fortælle om sit hjertegribende værk, der skildrer den 89-årige Bo, hvis stilfærdige, ensomme tilværelse nærmer sig enden. LØRDAG kl. 12.15 på LITTERATURSCENEN.
LIV STRÖMQUIST (SV) – interviewer: Ann Lind Andersen
Liv Strömquist er en markant stemme i nordiske tegneserier og kendt for sin skarpe kritik af skadelige samfundsstrukturer. I sit nye værk ‘Oraklet’ taler beskæftiger hun sig med den selvoptimeringstrend, der er vokset kraftigt via sociale medier og influencere. SØNDAG kl. 16.00 på COMICSCENEN.
PATRICK NESS (UK) – interviewer: Fie Sejr Ravn Jensen
Det bliver stort, når Patrick Ness, forfatteren til nyklassikeren Monster, gæster Bogforum. Med sig har han sin nye bog, Fortællinger om en ubetydelig øgle, en humoristisk og rørende skolehistorie, men arrangementet vil handle om hele Ness’ mangfoldige forfatterskab. LØRDAG kl. 12.10 på BALKONSCENEN.
SANG YOUNG PARK (KR) – interviewer: Benedicte Huang
Oplev sydkoreanske Sang Young Park i samtale omkring hans internationale gennembrud, romanen ‘Kærlighed i Seoul’, der både er blevet filmatiseret og lavet til tv-serie. LØRDAG kl. 13.45 på NY SCENE.
SYLVAIN TESSON (FR) – interviewer: Kim Skotte
Sylvain Tesson er en af Frankrigs allerstørste nulevende forfatternavne – kendt for sin genopfindelse af opdagelsesrejsen som litterær genre. I ‘Hvidere end sne’ tager Tesson os med gennem Alpernes vintertomme stilhed. Rejsen former sig som en poetisk refleksion over naturens renhed, menneskets sårbarhed og længslen efter stilhed i en støjende verden. LØRDAG kl. 13.15 på PERSPEKTIVSCENEN.
THOMAS SCHLESSER (FR) – interviewer: Adrian Lloyg Hughes
Franske Thomas Schlessers Monas øjne var en sidste års sensationer i hjemlandet. Vær med, når Schlesser åbner kunsthistorien gennem den rørende fortælling om en morfar, der præsenterer 52 mesterværker for sit barnebarn, der – som os – erfarer, at kunsten både kan give os blik for verden og eksistensen. Samtalen foregår på engelsk. SØNDAG kl. 11.05 på VIDENSSCENEN.
VIGDIS HJORTH (NO)- interviewer: Lise Garsdal
Den norske forfatter Vigdis Hjorth fik sit store gennembrud i Danmark i 2017 med bogen ‘Arv og Miljø’, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. På scenen fortæller Hjorth om romanen ‘Tredive dage i Sandefjord’, en reflekteret roman om et fængselsophold, som undersøger et psykisk grænseland, og hvad det vil sige at sone. LØRDAG kl. 13.15 på LITTERATURSCENEN.
WOLFRAM EILENBERGER (DE) – interviewer: Svend Brinkmann
Med Nutidens ånder afslutter tyske Wolfram Eilenberger et mesterværk: Nyere tids mest velskrevne og læsbare ridt gennem det 20. århundredes vigtigste ideer. På scenen fortæller Eilenberger om, hvordan Anden Verdenskrigs afslutning blev startskuddet til en omvæltning af tænkningen. LØRDAG kl. 13.00 på VIDENSSCENEN.
Du kan læse mere om Bogforums nye tiltag i Bogforums Litteraturmagasin, som du finder gratis i landets boghandlere og på bibliotekerne …

Pssst… Har du ikke fået købt din billet til Bogforum endnu? Fortvivl ej! Lørdag er udsolgt, men der er stadig billetter til både fredag og søndag. Køb billet her.
Du kan læse meget mere om Bogforum her.
Læs også:
Klumme: Min kærlighed til bøger





