
NEWS: Næsten 10 millioner danske ønsker er allerede lagt i Ønskeskyen
Næsten 10 millioner danske ønsker er allerede lagt i Ønskeskyen · 42-årig mand anholdt på anmodning af tysk politi · Store kommunale forskelle i adgangen til ladestandere · Her er Danmarks bedste plantebaserede takeaway · Uoverensstemmelse i indkøbscenter førte til flere sigtelser · Dagens video: Voldsomt vejr
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Næsten 10 millioner danske ønsker er allerede lagt i Ønskeskyen
Selvom der er lang tid til juleaften, så flyver jule-ønskelisterne allerede rundt i stor stil online, viser en kortlægning foretaget af Ønskeskyen, der i Danmark alene har registreret knap 10 millioner ønsker på blot én måned, mens Ønskeskyens app pt. er den 6. mest downloadede på App Store i Danmark lige nu.
Selvom mange endnu ikke har fundet julepynten frem, så er julen for længst begyndt ét særligt sted; nemlig på de digitale ønskelister. Det viser en kortlægning foretaget af Ønskeskyen, der i Danmark alene har rundet i alt 3,5 millioner registrerede brugere, og som på blot en måned har observeret ikke færre end 304.091 nye danske ønskelister og 9.780.592 nye ønsker.
– Ønskeskyens brugere er tidligt ude med at lave juleønskelister i år, og dermed danner der sig allerede nu et billede af, hvad der står øverst på ønskelisterne, og hvad der med fordel derfor kan være idé i at give til sine nærmeste under træet i år, lyder det fra Casper Ravn-Sørensen, Chief Growth Officer hos Ønskeskyen, der tilføjer, at virksomhedens danske app er den 6. mest downloadede på AppStore i Danmark netop nu.
De mest ønskede ting på Ønskeskyen og GoWish lige nu: Målingen, der fokuserer på de fire kategorier; drenge og piger (<18 år) samt mænd og kvinder (>18 år), dækker ikke kun Danmark, men også Norge og Sverige samt for første gang UK/US, hvor Ønskeskyen er kendt som GoWish, og er i hastig vækst. Med i alt 2.891.008 nye ønskelister observeret og samlet 38.138.451 registrerede ønsker indenfor den seneste måned i de fem markeder, kan Ønskeskyens krystalkugle allerede nu give en idé om, hvad danskerne og vores skandinaviske samt amerikanske og britiske naboer ønsker sig allermest under træet juleaften:

Ønskeskyens kortlægning viser, at danskerne forbinder julen med forkælelse og personlig pleje: Mens pigerne går efter smykker og mændene efter parfume, topper hårpleje- og kosmetik-ønskerne hos danske kvinder. Selv drengene, der tidligere har ønsket sig spil og gadgets, har i år fokus på fashion og personlig stil, hvor streetwear er en populær vinder.
Sammenlignet med Norge skiller danskerne sig lidt ud: Her fylder gaming mere på ønskelisterne hos hankønnet, mens hunkønnet også har fokus på pynt og pleje. I Sverige er trenden dog helt anderledes; her handler det om æstetik og indretning, hvor svenske kvinder ønsker sig boligartikler, og mændene sportssokker fra Nike, som for mange igen er blevet et stil-statement.
– Man kan sige, at danskerne i høj grad gør ønskelisten til et spejl af hverdagen: Vi vil gerne have det rart og samtidig føle, at vi gør noget for os selv. Hvor norske drenge og mænd tænker mere praktisk, og svenske piger og kvinder mere æstetisk, tænker danskerne mere forkælelsesbetonet på tværs af køn, lyder det fra Casper Ravn-Sørensen, Chief Growth Officer hos Ønskeskyen.
Ser man mod Storbritannien og USA, hvor Ønskeskyens søstersite GoWish er i hastig vækst, og pt. har næsten 6,9 million UK/US-brugere, viser ønskelisterne en helt anden retning. Her handler det ikke om hygge, men om udstyr og udtryk: Drengene i USA og Storbritannien ønsker sig hoodies og sweatshirts, og mens AirPods dominerer mændenes ønskelister, er boligartikler blandt de mest populære ønsker hos kvinderne, hvor et særligt fluffy tæppe topper ønskelisterne, imens pigerne nu også har taget 90er-trenden med ‘gammeldags’ point-and-shoot digitalkameraer til sig.
– De engelsksprogede ønskelister viser, at ‘tech meets lifestyle’ stadig er den dominerende trend. Hvor skandinaverne forbinder julen med forkælelse og hygge, handler det i USA og Storbritannien mere om gadgets, gear og praktiske must-haves. Ønskelisterne giver således et interessant billede af, hvad skandinaverne og vores engelsksprogede naboer hver især forbinder julen med, slutter Casper Ravn-Sørensen.

Læs også: Klumme: Jeg er mega rig
42-årig mand anholdt på anmodning af tysk politi
Østjyllands Politi har sidste onsdag morgen klokken 8.20 på anmodning fra tysk politi anholdt en 42-årig mand. Anholdelsen blev foretaget ud for en adresse i Risskov, og indsatsen skete i tæt samarbejde med PET.
Den 42-årige, der er afghansk statsborger og har bopæl i Aarhus, er varetægtsfængslet in absentia i Tyskland for forsøg på manddrab, og han blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus samme dag. Her afgjorde en dommer, om der skal ske varetægtsfængsling af den 42-årige, mens myndighederne vurderer, om han kan udleveres til Tyskland.
Der var repræsentanter fra tysk politi til stede i Aarhus i forbindelse med anholdelsesaktionen, og der var en del betjente involveret i indsatsen, der også involverer ransagninger af en adresse i Trige og en adresse i Aarhus N. Ingen kom noget til under anholdelsen.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere, men henviser til tysk politi og PET for spørgsmål om sagen, som den 42-årige er anholdt til.

Læs også: Kvinde fundet død
Store kommunale forskelle i adgangen til ladestandere
Ny undersøgelse fra Mobility Denmark sætter fokus på hvordan grøn mobilitet understøttes i kommunerne. Analysen viser, at der er store forskelle på, hvor tilgængelig offentlige ladepunkter er for indbyggerne.
Mobility Denmark har netop udgivet en ny analyse, der sætter fokus på mulighederne for offentlig opladning i de danske kommuner. Undersøgelsen fokuserer særligt på familier med bil, der bor i etageejendomme. For bilister, der bor i etageejendom uden egen indkørsel, er en stærk ladeinfrastruktur en forudsætning for at kunne anskaffe sig en elbil. Derfor er kommunernes mobilitetspolitik helt afgørende for borgernes muligheder for at træffe grønne bilvalg og for at fremme udskiftningen af bilparken i lokalområdet.
– En god ladeinfrastruktur er helt afgørende for, at udviklingen af elbilismen kan fortsætte sin kurs i Danmark. Grønne ambitioner kræver handling, og kommunalvalget i 2025 er en oplagt anledning til at gøre status på den lokale udvikling og diskutere, hvordan kommunerne kan skabe de bedste rammer for grøn mobilitet, fortæller Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
Der er stor forskel på lademulighederne i de enkelte kommuner. Mens nogle kommuner har en høj dækning med mere end 350 ladepunkter pr. 1.000 familier med bil i etageejendomme, ligger andre i den modsatte ende af skalaen med kun omkring 30 – 35 ladepunkter pr. 1.000 familier. Resultaterne afhænger i høj grad af, hvor udbredte etageejendomme er i området, men viser også tydeligt, at boligtypen spiller en central rolle for behovet for offentlige ladestandere.
– Det er vigtigt for familier, der ikke har mulighed for at opsætte et privat ladestander, at der findes en velfungerende offentlig ladeinfrastruktur. Et grønt bilvalg er ikke en reel mulighed for disse familier, hvis infrastrukturen ikke er tilstrækkeligt udbygget. I nogle områder er behovet for offentlig ladeinfrastruktur større, og den kommunale planlægning bør derfor i endnu højere grad tage udgangspunkt i boligstrukturen, så elbilen bliver et realistisk valg for alle, uanset hvor man bor, afslutter han.
Se overblikket over kommunernes offentlige ladeinfrastruktur her.
Kilde:
GeoFA: Offentligt tilgængelige ladepunkter. Data er opgjort pr. den 14. august 2025. Data om ladepunkter indrapporteres af ladeoperatørerne selv, og der kan derfor forekomme mindre afvigelser. Da endnu ikke alle operatører rapporterer til GeoFA, er der indhentet supplerende oplysninger fra enkelte operatører for at sikre et mere dækkende datagrundlag.
Danmarks Statistik: Overblik over familier med bil og boligform. Data er opgjort pr. den 1 december 2024.

Læs også: EU’s bilmarked i vækst
Her er Danmarks bedste plantebaserede takeaway
Pico Pizza vandt Årets plantebaserede takeaway-måltid ved weekendens Plant Food Festival, hvor Dansk Vegetarisk Forening og Plantebranchen hyldede årets bedste plantebaserede madoplevelser på farten.
Hvem laver landets bedste plantebaserede måltid to go? Det er afgjort, da dommerpanelet kårede Pico Pizza som vinder af Årets plantebaserede takeaway-måltid 2025 for pizzaen Vegan Pepperoni in Disguise. Kåringen fandt sted på Plant Food Festival i Øksnehallen i København og blev arrangeret af Dansk Vegetarisk Forening og Plantebranchen.
– Vi er virkelig stolte over at vinde Årets Takeaway-Måltid til Plant Food Festival. Hos Pico Pizza mener vi, at alle fortjener et godt måltid med masser af smag og godt håndværk, uanset hvad man foretrækker at spise. Derfor betyder anerkendelsen meget for os, siger Sasha Scherg, kommunikationsansvarlig i Pico Pizza.
Dommerne vurderede retterne på deres smag, kvalitet, mæthed, konsistens, anvendelighed, innovation og evnen til at vække nysgerrighed. For Pico Pizza var det dog også et særligt samarbejde, der har været afgørende for, at deres pizza har gjort sig fortjent til dommernes udmærkelse:
– Vores Vegan Pepperoni in Disguise kunne ikke have vundet uden samarbejdet med Better og deres plantebaserede salchichón pølse. Marcus og hans team hos Better er utrolig passionerede, og det kan smages i deres produkter. Når dygtige producenter og godt håndværk mødes, kan vi løfte plantebaserede retter til et niveau, hvor alle får lyst til at vælge dem.
Ny pris satte fokus på plantebaseret takeaway … PMPF Awards, Plantebaseret Mad på Farten Awards, blev afholdt for første gang i år. Prisen er etableret for at fremhæve de bedste plantebaserede takeaway-løsninger i Danmark og inspirere både forbrugere og branchen til flere plantebaserede valg på farten. Og for at udvælge hvilke retter og produtker, der fortjener titlen som “årets bedste”, har et skarpt dommerpanel afgjort, hvilke produkter, der skulle vinde.
Dommerpanelet bestod af:
Henrik Ørholst, fastfoodanmelder på B.T.
Umut Sakarya, kok og konceptudvikler
Line Tscherning, kok og medejer af Mikuna
Søren Kyed, gastronomisk chef i Dansk Cater
Tre andre kategorier anerkendt. Ud over prisen til Pico Pizza blev der uddelt priser i tre andre vigtige kategorier:
Årets plantebaserede produkt til takeaway
Beefy Cuts fra Organic Plant Protein
Årets navn på et plantebaseret måltid
Kimchi Karma Bowl fra Wedo
Årets plantebaserede dip
Baba ganoush fra Ahaaa Engros
PMPF Awards er etableret for at sætte fart på udviklingen af grønnere takeaway-tilbud i Danmark. Bag prisen ligger ønsket om at hylde aktører, der formår at kombinere velsmag, håndværk og innovation, så det bliver lettere for flere at vælge plantebaseret i en travl hverdag.
– Med awarden vil vi i Dansk Vegetarisk Forening gerne hylde de virksomheder, der laver plantebaserede måltider og produkter, som smager rigtig godt. Vi håber, at prisen kan skubbe til udviklingen af flere plantebaserede takeaway-måltider og øge efterspørgslen, afslutter Claire Demontreuil, projektleder i Dansk Vegetarisk Forening.
PMPF-Awards hører under projektet Mad på farten 2.0, der er et toårigt projekt støttet af Plantefonden.

Læs også: Opskrift: Plantebaseret Calzone
Uoverensstemmelse i indkøbscenter førte til flere sigtelser
Sidste mandag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at nogle personer havde indledt sig i et slagsmål med hinanden, hvorefter den ene blandt andet havde sprøjtet med peberspray mod den anden.
Episoden fandt sted i et indkøbscenter på Banegårdspladsen i det centrale Aarhus, og flere øvrige tilstedeværende personer oplevede derfor også nogle kortvarige gener fra den anvendte peberspray.
Østjyllands Politi var kort tid efter fremme ved de involverede parter i slagsmålet, som efterfølgende blev sigtet for at have begået grov vold. De to personer i slagsmålet var begge yngre mænd på henholdsvis 17 og 16 år.
De to unge mænd blev desuden sigtet for at have overtrådt våbenloven ved hver især at have været i besiddelse af hhv. én og fire pebersprays. De blev desuden også hver især fundet i besiddelse af en mindre mængde hash under en efterfølgende visitation, og de blev derfor også sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer.
En anden 17-årig dreng blev også sigtet i sagen, da også han blev truffet på stedet og havde en peberspray på sig. Både pebersprays og narko blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episode.

Læs også: Boligjagten i Aarhus er sværest


